Noget om julemanden

Jeg er håbløst naiv – har altid været det og vil kæmpe for at holde fast i al den naivitet, jeg kan rumme, så længe som overhovedet muligt. For jeg synes, det føles markant bedre at være naiv end skeptisk. Det er meget sjovere, og det åbner op for mange flere muligheder at tro på muligheder frem for begrænsninger. Hvis man har let ved at blive skuffet, kan det selvfølgelig være lidt af en udfordring. Men det har jeg arbejdet på at lade være med at blive (alt for tit). Til gengæld bliver jeg heldigvis meget let overrasket.

Dengang min krop var barn, satte jeg hvert år en broderet kalender op derhjemme, så julemanden havde et sted at aflevere sin pakke (høhø). Og jeg husker tydeligt krilleren i maven, når jeg hver morgen fandt endnu en sølvpapirsgave, som knitrede, når jeg åbnede den. Det handlede ikke så meget om, hvad der var inde i den. I princippet kunne det have været et bøjet søm, og jeg var blevet glad. Det handlede mere om, at pakken overhovedet var der. At jeg havde noget at se frem til. Og at nogen tænkte på mig. Så kunne den for min skyld indeholde et hul fra en vanillekrans eller hvidt fnuller. Jeg er overbevist om, at jeg ville være glad for tanken lige meget hvad.

Jeg var meget begejstret for idéen om, at julemanden fandtes, selvom jeg på et tidspunkt blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt det mon var min mor, der satte pakkerne på kalenderen. Den tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg en morgen konstaterede, at der endnu ikke var kommet nogen pakke, hvorefter jeg gik ud på badeværelset med min mor. Da vi kom tilbage, hang der på mirakuløs vis en sølvpapirsdimmer på kalenderen, som min mor umuligt kunne nå at have afleveret. Jeg var så vild i varmen ved tanken om, at julemanden så nok alligevel var en rigtig mand, at jeg helt glemte at overveje, om pakken mon kunne være blevet placeret af min søster, som lå og rævesov i værelset ved siden af.

De fleste holder nok op med at tro på julemanden, inden de starter i skole. Men konfirmationsmappen afslører, at jeg stædigt fortsatte med at holde fast i min tro, til jeg var 9-10 år gammel (det er faktisk utroligt, at jeg havde venner). Muligvis sagde fornemmeren mig en gang imellem, at der var noget lorent ved hele det cirkus, men jeg tænkte, det godt kunne betale sig at tro for en sikkerheds skyld. Fordi det var sjovere med eventyret end uden.

Her er et lille uddrag af de hilsner, jeg har lagt til den gavmilde herre gennem årene:

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har forsøgt at lave, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på ...

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har tegnet, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på …

Julemanden - nu med navle og blodtud

Julemanden – nu med navle og blodtud

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer ...

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer …

PS: Bare fordi min krop er blevet voksen, betyder det ikke, at mit hoved følger med. Jeg har tidligere slået fast, at den rigtige julemand findes. Jeg har endda arbejdet for ham. Men ud over ham er jeg heldigvis så afsindigt heldig at kende en hare og en giraf, som ved, hvor meget indpakkede tanker betyder for mit barnlige sind. Derfor ligger der lige nu 48 gaver, som venter på at blive pakket ud. Og derfor ved jeg allerede nu, at jeg de næste 24 morgener får lov til at holde fast i den barnlige forventningsglæde, som gør tilværelsen lidt mere eventyrlig for en håbløst naiv type …

Sidste nyt fra Zoo – part II

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg til tider (de fleste tider) er ret så begejstret for mit job. Allermest når jeg er på eventyr med guldfisken. I dag fandt jeg ud af, at eventyret ikke nødvendigvis behøver at finde sted på den anden side af kloden. Det findes også i Kokkedal.

Der har vi her til aften lave optagelser til et indslag om sumpskildpadden Josefine, som er blevet kureret for råd i skjoldet. Det burde i sig selv være nok til at danne grundlag for en arbejdsdag lidt ud over det sædvanlige. Men der var meget mere. For i det udadtil helt gennemsnitlige parcelhus gemte der sig sådan cirka 79 andre krybdyr og krabledyr og kældedyr hos en familie, som har besluttet sig for at redde alt det, de kan. Derfor fik jeg både kælet for en kamæleon, beundret et hårløst albinomarsvin (okay, beundret er måske så meget sagt) og pludret med en papegøje, hvorefter jeg halvtissede i bukserne, da jeg troede, jeg blev besprunget af en kæmpeleguan, som viste sig at være en rimelig harmløs Golden Retriever.

Og så mødte jeg Elvis. Ikke kongen, desværre. Men slangen Elvis, som er i pleje hos familien. Min grundangst for slanger har jeg vist fortalt rigeligt om, så det vil jeg lade være med at gå i detaljer med nu. Der var dog et eller andet over Elvis, som gjorde, at han ikke var helt så frygtelig som artsfællerne i burene ved siden af. Måske var det navnet. Jeg ved det ikke. Men jeg blev nødt til at bide al angst i mig og befamle ham. Og eftersom jeg allerede havde halvtømt blæren én gang, kunne det jo ikke gå helt galt.

Jeg overlevede da også. Med bankende hjerte og klaprende baller holdt jeg en lille slange. Og det var faktisk slet ikke så slemt. Jeg nåede at blive næsten noget nær ikke udelukkende utryg ved ham. Lige indtil han blev sat ned i en kasse for at fortærre en gigantisk mus fra frostboksen. Med hår og hale und alles. Så var Elvis pludselig ikke helt så rock’n’roll-lækker længere.

Jeg ved nu en masse ting, som jeg ikke vidste, jeg manglede at vide i morges. For eksempel at der dagligt går 400 gram salatblade på en flok skildpadder (halvt rucola, halvt babyspinat), og at slanger skider ud ad halen (det sidste kunne jeg måske have sagt mig selv, men det var en lige så stor åbenbaring for mig som dengang, jeg fandt ud af, at fugle kan parre sig på hundemanér uden de store problemer).

Redningsfamiliens hus er nok det tætteste på Zoologisk Have, jeg nogensinde har oplevet uden for … ja, Zoologisk Have. Men alligevel var dyreflokken ikke helt fuldendt. For som datteren i huset til sidst pointerede, så er det hele først skide godt, når de også får plads til en elefant og en giraf.

elvisthesnake

Destination snabelhi

Lige om lidt tager jeg hjem på ubestemt tid for første gang, siden min krop blev voksen. Sådan cirka i hvert fald. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er landet i Kastrup uden at vide, hvornår jeg skulle lette derfra igen. Uden at kende min næste destination. Derfor er jeg heller ikke helt tryg ved situationen nu, hvor det rent faktisk er tilfældet.

Men ak og ve, jeg skal spare og være så satans wannabe-voksen-og-fornuftig, og det betyder åbenbart også, at bankbogen ikke skal åbne sig op for ikke-livsnødvendige udenlandske eventyr (og her er det åbenbart bankrådgivertype, der afgør graden af livsnødvendighed. Vi er ikke helt enige, skulle jeg hilse og sige …)

Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, når min kuffert ryger på loftet, så jeg ikke længere behøver at gå og skvatte over den i spisestuen. Men jeg overvejer at bygge en hule. Sådan en stor og varm og vamset vinteragtig én med plads til to savannedyr plus det løse. Og med den plan i elefantærmet er det faktisk helt okay at skulle hjem.

Vig sles på den anden side …

20131006-060516.jpg

Noget om bøger og barndom

Da jeg var barn, læste jeg konstant. Helst bøger for voksne. De var spændende, for jeg vidste jo ikke, hvordan det var at være voksen. Jeg vidste kun, hvordan det føltes at være barn i de voksnes vanvittige verden.

I dag læser jeg mest børnebøger eller bøger om børn – fordi jeg har lært, at det som regel er de klogeste. Og jeg kan faktisk ikke komme på en eneste bog om voksne, der har lige så meget visdom og magi og rigtighed i sig som Den lille prins eller Mio, min Mio eller Extremely Loud and Incredibly Close.

Som barn kunne jeg alle bibliotekets reolrækker udenad. Også tegneserierne og magasinerne og faglitteraturen. Der var sjældent andre mennesker, så jeg følte tit, det var min private labyrint fuld af eventyr og hurlumhej og finurligheder og kommende klogskab. Der duftede velkendt af fremmede verdener, og jeg savner den tryghed, som kun fandtes på biblioteket.

For tiden læser jeg alt for lidt. Og jeg kan desværre ikke huske, hvornår jeg sidst har været på biblioteket. Men jeg savnede det forleden, da jeg gik forbi en lille, russisk kasse, som mindede mig om barndommens trygge fremogtilbagetumlen gennem reolrækkernes eventyrlige uendelighed.

publib_library

PS: Jeg var ikke særlig gammel, da jeg gik på opdagelse i min første historie om Rusland. Og selvom jeg tit ærgrer mig over, at jeg ikke får læst nok, så kan jeg trøste mig med, at det måske er fordi, jeg nu har travlt med at opleve eventyret i virkeligheden.

Noget om det rigtige Rusland

Det rigtige Rusland er et eventyr, som startede i går morges, hvor vi tog midlertidigt afsked med vores fængselscelleværelse i Moskva og hoppede på metroen i retningen mod en fremmede busstation. Der var ingen skilte og mange busser, så vi prøvede lykken ved den første og allermest faldefærdige af slagsen. Ingen talte engelsk, og vi vidste ikke, om busfætter rent faktisk forstod, hvad vi mente, da vi forsøgte at udtale navnet på den lille, russiske by, vi skulle til – eller om han bare gerne ville tjene nogle hurtige penge. Men han nikkede, viste tre fingre, som betyder 300 rubler (noget har jeg da lært om penge), og så kunne vi ellers flade ud i den rullende, orange porrestanksspand sammen med overraskende mange enlige, russiske mænd, der spiste røget bacon direkte fra pakken.

Efter fire timer blev vi, som de eneste, smidt af på en meget øde landevej (og når noget er øde i Rusland, er det ikke for sjov). Busfætter, som desværre ikke havde lært mere engelsk på vejen, nikkede bare, da vi kiggede spørgende på ham, og så tøffede han ellers videre med spanden og efterlod os tilbage. Jeg tænker, han kunne have haft en fest med at snyde os. To bundnaive tøsepiger fra vesten, som tror, de kan klare alt, lige indtil de bliver konfronteret med russisk ødeland.

De få skilte, vi fandt, var fyldt med mere eller mindre uforståelige kyrilliske bogstaver, så vi var ret meget på røven, selvom vi da efterhånden fik fornemmelsen af, at vi var i nærheden af noget rigtigt. En stor, sort russisk bil med tonede ruder spurtede forbi, og haren og jeg nåede hurtigt frem til, at det letteste ville være at stikke en tommelfinger i vejret. Den stoppede – hvilket både kunne være meget heldigt og utroligt uheldigt. Bag rattet sad en midaldrende, russisk mandsperson, som heller ikke forstod engelsk. Men han nikkede genkendende, da vi sagde navnet på vores hostel. Så vi hoppede ind og håbede på det bedste.

Og vi nåede frem – levende og det hele. Til Godzillas, som stedet hedder. Vi befinder os i en lillebitte russisk landsby midt i ingenting. Her er ikke andet end kirker og borge og tårne og dunkle kroer. Lokalkultur over hele linjen. Og det ældre, russiske par, som bestyrer stedet her, har selvfølgelig valgt det utroligt passende navn Godzillas til deres spejderhyttehostel. Jeg elsker det!

Og jeg elsker, at alt er så fremmede, at det er en succes i sig selv, hvis vi kan tyde menukortet på kroen (de er meget glade for tunge, skulle jeg hilse og sige). Heldigvis har vi lært at sige pandekager, så vi har spist pandekager med alt. Pandekager med smør, pandekager med is, pandekager med champignon, pandekager med kaviar, pandekager med kondenseret mælk (det skulle jo prøves). Og vi har set kirker og borge og museer, som tydeligvis kun er for russere. Alle er helt uforstående over for det faktum, at vi ikke kan tale deres sprog. Når vi prøver at give udtryk for, at vi intet forstår, snakker de bare videre. For det er åbenbart helt uhørt, at to unge tøsepiger fra et fremmede land tager på eventyr i deres by.

Vi fatter ikke særlig meget af det, vi ser, og vi kan ikke finde halvdelen af seværdighederne. Og det regner konstant, og når vi endelig finder frem til noget, har det lukket. Alligevel synes jeg, det er fantastisk. Selvom jeg fik en mindre nedsmeltning over vejret i dag og godt kunne ønske mig langt væk til en sydhavsø fyldt med sol og sangria og forståelig kommunikation, så er der noget helt specielt ved at være lige her lige nu. For det kan godt være, jeg er træt af, at jeg ikke fik lov til at opleve det rigtige Moskva for 20 år siden. Men om 20 år kan jeg i hvert fald sige, at jeg har nået at opleve det rigtige Rusland!

det_rigtige_rusland

Noget om Gorky Park

Jeg elsker at besøge velkendte steder igen – for der er altid noget godt, jeg har overset. Noget nyt, der skal opdages. Som Gorky Park i Moskva. Egentlig vidste jeg jo godt, at den fandtes. Haren og jeg nåede bare ikke at komme forbi for seks år siden, fordi vi havde travlt med at drikke vodka og stå i kø for at se Lenins døde krop og jagte KGB-museet, som var så hemmeligt, at vi aldrig fandt det.

Men i går fandt vi parken. Heldigvis. Det er egentlig ikke fordi, den adskiller sig specielt meget fra andre parker udadtil. Og så alligevel. Der er noget magisk over den, som er svært at forklare, men let at mærke, når man er der på den helt rigtige måde. Specielt på en sommergråvejrsdag som i går, hvor man hurtigt kan føle sig helt alene i en meget stor verden på den allerbedste måde.

gorky1 gorky2 gorky3 gorky4 gorky5 gorky6 gorky7 gorky8 gorky9 gorky10

PS: Det kan godt være, jeg brokkede mig forleden, fordi Moskva efterhånden er alt for meget USA og lidt for lidt Rusland. Men nu har vi altså fundet det. Det rigtige Rusland. Og det er et eventyr. Mere om det meget snart …

Noget om Thai Pai og Sweaty Lana

Elefanten og Guldfisken er faktisk en form for superhelte med flere forskellige identiteter. Når vi er ude at rejse, går vi derfor under vores alias: Pai og Svetlana.

Pai kom til verden sidste år, hvor vi skulle til Thailand, og en hotelmedarbejder var kommet til at bytte om på de sidste to bogstaver i mit navn. Jeg syntes, det var så passende for turen og omgivelserne, at jeg besluttede mig for at tage navnet til mig.

Pai er typen, der slet ikke er bange for at spille improbas på thaibarscene klokken to om natten. Hun kan slå fejlagtige kolbøtter i det mørke hav og stadig have (nogenlunde) drikbar øl i hånden bagefter. Og så kender hun ingen grænser, når det kommer til offentligt gøgl med kroppen-show.

Svetlana kom til verden en tømmermændsmorgen på Oslocruise, hvor guldfisken spontandyrkede sine østeuropæiske rødder under fotoseance. Svetlana elsker Fanta og klunker og pels. Gerne i skøn forening. Hun drikker helst alkohol direkte fra spanden, og så er hun lokal mester i at køre hele chipsposer ned på den halve tid. I øvrigt går hun til tider under navnet Sweaty Lana.

Jeg er ret begejstret for de to typer. Så selvom vi snart er på vej hjem til Danmark og må transformere os tilbage til et snabeldyr og en fisk i flyet, er det betryggende at tænke på, at det her ikke er årets sidste tur.

20130607-102732.jpg