Noget om onsdagsblues

Jeg bruger størstedelen af min dag på at være sammen med mig selv og ingen andre. Før i tiden, da jeg havde sådan et rigtigt voksenjob, var der gode mennesker overalt, som jeg kunne dele hverdagenes op- og røvture med. Nu er jeg bare mig fra 9 til sådan cirka 17, og det er helt fint meget af tiden. Det skulle det også gerne være, for jeg har selv valgt det. Men nogle gange (i dag for eksempel) kunne det alligevel være rart at have nogle typer omkring mig, som kunne hive lidt opad, når verden presser nedad.

Flere faktorer spillede ind i min røvtur, men jeg vil nøjes med at beskrive kulminationen, som jeg har valgt at kalde ’De fem Bonesspænd’. Det har nemlig været sådan en dag, hvor småbekymringerne fik storhedsvanvid, og verden føltes som en krudtbanan uden egentlig at være det. Sådan en dag, hvor jeg bare havde rigtig ondt af mig selv uden egentlig at have noget decideret belæg for det.

Der er noget, som altid kan hive mig lidt op af selvmedlidenhedshullet. Nemlig ting, der er trygge. Som for eksempel en salat fra Bones. Folk, der ikke er fra provinsen, forstår muligvis ikke hvorfor. Folk, der er fra provinsen, forstår muligvis heller ikke hvorfor. Men jeg kender en håndfuld mennesker, som kender til den sande tryghedsværdi, der findes i netop en salat fra Bones. Og hvis bare de forstår mig, er jeg helt på det rene med, at andre synes, jeg er en tosse.

Derfor besluttede jeg mig for at behandle min onsdagsblues med blandet salatmedicin. Så jeg gik hele den lange vej (7 km ifølge Google) til det mørke Amager med tunge fødder – drevet af tanken om, at alt lige om lidt ville være helt okay, fordi selv den værste blues kan behandles med bacon i krymmelform (som jo er den vigtigste ingrediens i en salat. Det ved alle.) Og så havde de lukket. LUKKET! På trods af at jeg to gange havde tjekket deres åbningstider på nettet for at sikre mig, at de syv kilometer ikke blev gået forgæves.

Jeg var alle former for rasende, skuffet, hysterisk og trist på samme tid. Da alt blev kogt sammen havde jeg faktisk bare virkelig ondt af mig selv, mens jeg stormede tilbage ad Amagerbrogade og halvfældede en bøf med rygmærke foran KFC, fordi jeg syntes, det var unfair, at han tydeligvis lige havde spist sig mæt. Jeg følte mig som den eneste i verden, der kunne forstå mig selv og min følelse af totalt salatsvigt. Indtil jeg så en velkendt skikkelse komme imod mig. Min lillesøs. Som var på vej mod Bones for at købe en salat.

Ja, hun er også fra provinsen, men alligevel er det da ret fascinerende, at verden er sådan indrettet, at vi begge to vælger at være lige der på samme tidspunkt med det samme formål i en by med flere hundrede tusinde mennesker (eller en million? Jeg ved det faktisk ikke og orker ikke at Google mere i dag). Af alle mennesker mødte jeg netop en af de få, som kan forstå, at frustrationen over verdens ondhed engang imellem kan koges ned til manglen på en salat fra Bones. 

Det er sådan set ret fantastisk, synes jeg. Og måske er verden i virkeligheden slet ikke så ond, når der findes en lillesøs, som er klar på at give en krammer sådan en trods alt nogenlunde solrig onsdag på Amagerbrogade.

hoptimist

Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

godis

Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil

 

Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner.

Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slags voksen. Sådan en type, som siger farvel til alt det trygge for at holde jul et helt nyt sted. Uden forældre, søskende, nevøer og niecer i den ene eller anden kombination.

Det er både farligt og fantastisk dejligt. Mest det sidste, heldigvis. Og lige meget hvor voksen, jeg kommer til at føle mig, når jeg siger farvel inden længe, ved jeg, at det er småting i forhold til den tussegamle voksenhedsfølelse, som sandsynligvis kommer til at overmande mig, når jeg om et par dage vender tilbage til min egen ø for at finde det obligatoriske julekort fra revisortype i postkassen.

Glædelig jul. Det bliver skide godt …

juleboots

Hov, jeg glemte da … Part II

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles:

Sangen, der føles som ruskende, råkold efterårsaften på lunt teenageværelse under rød lavalampe med halvfærdig dansk stil på bordet, eksistensforvirrede digterier i kinabogen og hovedet fuld af uvidenhed om alt det, der skal ske i morgen, om en måned og om 13 år.

Sangen var egentlig ikke glemt, men havde ligget og puttet sig i et hjørne af min iPod, som tilfældigvis dukkede op til overfladen i morges, da jeg gik ved stranden i regnvejr. Og så var jeg pludselig tilbage i teenagekroppens melankoliforventningsfulde usikkerhed. På den gode måde, hvor minderne føles trygge, samtidig med at det er endnu mere trygt at tænke på, at jeg er et andet sted nu.

Selvom følelserne i kroppen har ændret sig, synes jeg stadig, det er en af de smukkeste sange, der er skrevet. Endnu mere efter jeg for første gang så videoen tidligere i dag. Og begyndte at hyggetude på kontoret. For tredje gang på en uge. Ny rekord, tror jeg. Men det er vel også en slags bedrift …

Noget om tryghed

Der findes mange trygge ting i verden. VHS-bånd for at nævne noget. Eller musik med minder i. Eller sovedyr. Den slags kan jeg let blive tryg ved.

Det er sværere at blive helt tryg ved andre mennesker. For eksempel er jeg ikke tryg ved at ringe til folk, jeg ikke kender (godt, jeg ikke er journalist!) Jeg er heller ikke tryg ved større forsamlinger af mennesker, der snakker meget højt. Eller ved folk, som ikke giver mig plads til at turde være mig.

Heldigvis findes der en del personer, som gør mig ret tryg meget af tiden. Men det er svært at være meget tryg hele tiden. Før i tiden turde jeg ikke helt tro på, det overhovedet kunne lade sig gøre. Men nu ved jeg, at jeg kan være så helt og aldeles tryg ved en anden person, at jeg for eksempel:

– tør ligge helt stille i halve timer uden at tage stilheden som et tegn på, at noget er galt, men derimod tage den som et tegn på, at noget er godt

– tør tale, før jeg tænker, og stille impulsive, dumme spørgsmål som: ‘Hvordan siger man grapefrugt på engelsk?’ eller: ‘Kan man egentlig spise sig selv?’ eller: ‘Lugter min skulder af tis?’

– tør indrømme, at jeg har en fetish for det der klamme, flydende ost på glas, og at jeg engang var meget bange for at se introen til Bamse og Kylling

– tør klappe vildt og voldsomt med røven i badet, fordi vand forstærker lyden

– tør tude helt hysterisk uden grund, fordi det føles så forløsende rart at trække vejret bagefter

Engang troede jeg, at den form for tryghed var farlig, fordi det kræver mod at turde være så tryg, at kun frygten for at miste trygheden skaber utryghed. Heldigvis har jeg lært, at det er farligere ikke at turde. Og den viden gør mig tryg på den allertryggeste måde.

tryghed

Noget om Taffeltraditioner

Der findes to slags mennesker i denne verden. Dem, der spiser Taffelchips juleaften, og dem, der ikke gør. Man lærer noget nyt hver dag, og lige netop den banebrydende observation tog jeg med mig hjem fra arbejde på denne grå novembertirsdag. Forud lå en grundig, kvalitativ undersøgelse foretaget af min kollega, som var dybt forundret over, at nogen kunne finde på at spise chips på den højhellige dag. Derfor besluttede hun sig for at lave en rundspørge i de forskellige afdelinger – blandt andet for at afklare, om der mon var tale om en geografisk betinget tradition. Den teori kunne vores afdeling afkræfte, da der både findes en sjællandsk hamster, en fynsk guldfisk og en jysk elefant, som har et dybt passioneret – tenderende religiøst – forhold til Taffelchips med brun sovs juleaften.

Emnet endte med at fylde gode dele af en halv times arbejdsdag (håber virkelig ikke, chefen læser med), hvilket endnu en gang bekræftede, hvor meget traditioner betyder.

I min familie er der altid dobbelt op på Taffelchips, fordi min søster og jeg hvert år bliver nervøse for, om den tredje søster nu har husket at købe dem. Så derfor svinger vi lige forbi tanken på vejen og provianterer sikkerhedskartofler. For de SKAL SKAL SKAL være der! Ellers er det ikke rigtig jul.

Jeg ville virkelig gerne være sådan en cool, afslappet type, der sagtens kan håndtere lidt forandring, men faktum er, at jeg var meget tæt på hysterisk tuderi det år, hvor min moster ved en fejl (en stor, stor fejl) valgte at spiffe risalamanden lidt op med noget appelsinsaft. Tuderialarmen kunne måske undskyldes med, at jeg var 10 år gammel, men jeg var lige så tæt på tårer, da min søster for et par år siden valgte at indføre plastikjuletræ, fordi det var lettere. Jeg var parat til at fælde en ægte granfætter med en neglefil bare for at sikre mig, at alt var, som det plejede at være (nu var det selvfølgelig heller ikke mig, der skulle støvsuge grannåle op helt frem til påske).

Jeg har altid elsket julen med alle de traditioner, der hører til lige netop min familie. En jul, som traditionen tro ender med, at min søster og jeg falder i søvn ved siden af hinanden, efter vi har været i åben kamp om fjernbetjeningen, og min mor har været inde på værelset for at konstatere, at vi stadig formår at få det til at lugte af teenagehummer, selvom vores hylstre er blevet voksne.

Sidste år var det dog lidt vemodigt, fordi jeg pludselig fik en klar fornemmelse af, at i hvert fald den sidste tradition ville stoppe der. Mange ting er sket i mellemtiden, og jeg går derfor ud fra, at fornemmelsen holder stik. Med mindre min søster stadig foretrækker at dele værelse med mig frem for delfinungen og delfinfaderen i al den nye familielykke, der er faldet ned over hende siden sidste jul. På forhånd har jeg dog en rimelig klar fornemmelse af, at jeg er sat ud af det spil.

Så traditionsposen skal rystes. Overraskende nok føles det slet ikke så farligt, som jeg havde frygtet. Måske det endda er en perfekt lejlighed til at ryste posen en ekstra gang, kaste det hele op i luften, og se, hvad der falder ned af nye, gode ting. Den tanke er egentlig ret tryg, når bare jeg ved, at man kan tage en Taffelposechips med overalt.

Det bliver skide godt!

den_aegte_julemandPS: Billedet her er til for at dokumentere, at min familie traditionelt får besøg af den rigtige julemand. Den helt ægte fra Grønland. Og det er ikke med løg på …

 

Noget om børn og bryllupper og negle

Jeg aner ikke, hvordan det skete, men lige pludselig er jeg åbenbart blevet sådan en burde-være-voksen-type, som er omgivet af graviditeter og giftermål. Den her sommer er det gået helt amok, og eftersom jeg både er vild med børn og bryllupper, er det på mange måder rigtig dejligt (hvis man lige trækker nedsmeltning over manglende accept af pludselig voksenalder fra).

Min underbevidsthed har dog lidt sværere ved at vænne sig til tingenes tilstand og roder tydeligvis rundt i, hvordan verden egentlig hænger sammen. I nat drømte jeg for eksempel, at min mor var gravid. Og selvom det ikke er pænt at tale om en kvindes alder, fornærmer jeg vist ingen ved at afsløre, at det sandsynligvis ville være en smule urealistisk (og meget, meget skræmmende), hvis hun skulle være i den form for lykkelige omstændigheder.

Jeg glæder mig både over bryllupperne og allerede eksisterende eller kommende babyer, men en gang imellem er det lidt svært at forholde sig til den slags. Specielt fordi graviditeter ofte sætter gang i den alt for velkendte børnetilblivelsesnedsmeltning, som banker til hele min forvirrende forestilling om, hvorfor verden overhovedet findes. Og ikke mindst fordi det tætteste, jeg det seneste lange stykke tid selv er kommet på noget, der minder om skrukhed, var, da jeg i går blev kæledyrsforelsket i min frisørs hundehvalp (som i øvrigt udelukkende kom hen til mig for at pisse op ad mit ben. Det kan jeg så tænke lidt over …)

Efterfølgende mødtes jeg med gymnasiepigerne, og selvom ingen af os bærer rundt på forlovelsesringe eller levende miniversioner af os selv, gik der alligevel baby-/bryllupssnak i den. Den blev først afbrudt, da jeg helt ubevidst kom til at skifte emne midt i en andens sætning, fordi jeg fandt det strengt nødvendigt at analysere lidt på, hvor lang tid min neglelak havde holdt sig pæn.

For det er åbenbart så langt, jeg er i min voksenudvikling. Jeg har lært at passe og pleje mine negle, mens jeg lader andre om at producere rigtige levende mennesker. Og den rollefordeling føles egentligt dejligt trygt.

kakao

PS: Ud over babyer og bryllupper drejede aftenens helt store samtaleemne sig i øvrigt om, at jeg fik serveret en hel kaffekop fyldt med flødeskum til min kakao. Jeg har stadig ikke fået armene (inklusiv føromtalte negle) ned!

Noget om bøger og barndom

Da jeg var barn, læste jeg konstant. Helst bøger for voksne. De var spændende, for jeg vidste jo ikke, hvordan det var at være voksen. Jeg vidste kun, hvordan det føltes at være barn i de voksnes vanvittige verden.

I dag læser jeg mest børnebøger eller bøger om børn – fordi jeg har lært, at det som regel er de klogeste. Og jeg kan faktisk ikke komme på en eneste bog om voksne, der har lige så meget visdom og magi og rigtighed i sig som Den lille prins eller Mio, min Mio eller Extremely Loud and Incredibly Close.

Som barn kunne jeg alle bibliotekets reolrækker udenad. Også tegneserierne og magasinerne og faglitteraturen. Der var sjældent andre mennesker, så jeg følte tit, det var min private labyrint fuld af eventyr og hurlumhej og finurligheder og kommende klogskab. Der duftede velkendt af fremmede verdener, og jeg savner den tryghed, som kun fandtes på biblioteket.

For tiden læser jeg alt for lidt. Og jeg kan desværre ikke huske, hvornår jeg sidst har været på biblioteket. Men jeg savnede det forleden, da jeg gik forbi en lille, russisk kasse, som mindede mig om barndommens trygge fremogtilbagetumlen gennem reolrækkernes eventyrlige uendelighed.

publib_library

PS: Jeg var ikke særlig gammel, da jeg gik på opdagelse i min første historie om Rusland. Og selvom jeg tit ærgrer mig over, at jeg ikke får læst nok, så kan jeg trøste mig med, at det måske er fordi, jeg nu har travlt med at opleve eventyret i virkeligheden.