Noget om børn og bagkatalog og John

Jeg skal muligvis have opfrisket mit bagkatalog, når det kommer til børnesange. Da jeg tidligere i dag kæmpede for at få delfinbabyen til at sove og måtte ty til så desperate handlinger som vuggevisesang, var det John Mogensens ‘Sidder på et værtshus’, der helt naturligt dansede rundt på mit udfordrede stemmebånd som det første.

Det virkede dog en smule upassende, så efter første vers skiftede jeg let og elegant over til ‘Fut i fejemøget’, som baby var endnu mere vild med. Nummeret var måske heller ikke helt gennemtænkt. Specielt ikke da jeg kom i tanke om, at baby deler navn med sangens hovedperson. Så hvis hun om 17-18 år i en snæver vending smutter i byen for at smide tøjet og danse værtshus-go-go til den helt store guldbajer, tager jeg ansvaret på mig. Men i det mindste har hun så udviklet en fremragende musiksmag.

Der er måske en chance for, at min dårlige indflydelse kan nå at prelle af på hende. Men hendes storebror er tydeligvis allerede trådt ind på den upassende sti. Det fik jeg en klar fornemmelse af, da han for nogle timer siden hev mig med ind på værelset for at lege med Toget Thomas og som det allerførste placerede sine små legetøjsmænd i den her position. Og så endda i uniform. Rimelig frisk mandagsleg, alligevel …
  

Noget om dårlig tønde-timing

Delfinungen tog sine første rigtige skridt i går, mens jeg var på besøg hos den lille familie. Det var et stort øjeblik og helt vildt fantastisk at opleve.

Det sagde min søster i hvert fald. For hun oplevede det rent faktisk live modsat mig. Jeg valgte nemlig at side på tønden lige præcis i de to minutter, hvor han afviklede det banebrydende glansnummer. Der kunne jeg så sidde og trøste mig med, at jeg i det mindste kunne høre storesøs råbe i ren og skær begejstring, fordi hun havde fået lov til at være vidne til noget så stort. Min begejstring for det store, jeg oplevede på samme tidspunkt, var knap så overvældende …

Åh timing, tak fordi du altid er der for mig!

timing

Noget om at lyve

For et stykke tid siden havde jeg en snak med kollegerne om, hvor mange gange vi egentlig lyver på en dag. Sådan i gennemsnit. Jeg har nemlig en klar fornemmelse af, at jeg lyver meget mere, end jeg lige går og tror. Ikke om de vigtige ting. Det kan jeg simpelthen ikke finde ud af (og jeg har heller ikke samvittighed til det). Mest bare om de ligegyldige ting.

Snakken blev kickstartet af, at jeg havde haft en samtale med en af de mange skønne telefonsælgere, som ringer til mig hver uge, fordi de tror, jeg er sådan en slags selvstændig erhvervsdrivende, som har en masse penge, jeg kan kaste i deres retning. Dem lyver jeg stort set altid over for, hvilket er åndssvagt, for jeg burde jo bare sige, at jeg ikke er interesseret i deres tilsyneladende helt uundværlige avis eller mobilabonnement eller ergonomiske musemåtte. Avissælgertypen får at vide, at jeg som journalist selvfølgelig allerede har adgang til alle aviser, som jeg i øvrigt læser meget grundigt hver dag (løgn). Mobilsælgertypen får at vide, at jeg desværre lige har bundet mig hos et konkurrerende selskab for de næste hundrede år (løgn). Og den ergonomiske musemåttetype har sikkert fået en eller anden røver om, at jeg endnu ikke er gået over til det der nymodens EDB.

Efter kollegasnakken begyndte jeg at tælle løgne. Sådan på daglig basis. Og umiddelbart stod det faktisk slet ikke så slemt til, som jeg havde frygtet. Lige indtil jeg havnede i Fætter BR i fredags, fordi jeg havde set, at de havde et Supergirl-kostume, som jeg følte en dyb trang til at eje. Specielt fordi jeg så slap for at være misundelig over delfinungens seje Supermand-kostume. Så jeg impulsshoppede den største børnestørrelse, jeg kunne hive ned fra hylden, og skyndte mig hen for at betale.

Det var først, da kassedamen spurgte til alderen på det barn, som skulle bruge kostumet, at jeg begyndte at fornemme det pinlige i situationen. For jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at indrømme, at jeg købte det til mig selv. Og så begyndte løgnene at rulle i nogenlunde den her stil:

Kassedametype: Hvor gammel er barnet?
Mig: Øh … øh … 10 år.
Kassedametype: Så tror jeg altså, størrelse 140 er for stort. Der kommer mange forældre ned og bytter, fordi det er så stort i størrelsen.
Mig: Jamen … hun er sådan meget stor i det af sin alder.
Kassedametype: Men det er meget, meget stort.
Mig: Hun er også meget, meget stor.

Jeg fik først lov til at købe kostumet, da jeg lovede, at den 10-årige pige ville være forsigtig, når hun prøvede det, så vi kunne komme ned og få det byttet igen, hvis hun virkelig ikke var stor nok til at udfylde det.

Bagefter blev jeg en lille smule træt af mig selv. For hvorfor kunne jeg ikke bare sige: ‘Det er sgu til mig selv. Jeg synes, det er sejt. Og som du kan se, er jeg mand for at fylde sådan en smule børnekostume ud. Punktum’? Jeg kender jo ikke kassedamen, så hvis hun syntes, jeg var åndssvag, så op i bagkanalen med det.

Nå, men i det mindste var jeg da ikke begyndt at lyve om noget så latterligt over for folk, jeg rent faktisk kender. Den tanke lunede jeg mig ved, lige indtil jeg i går aftes troppede op hos min søster i fuld Supermondering i håbet om, at delfinungen også havde sit kostume på. Det havde han ikke. Og min søster var tydeligvis ikke lige så imponeret over mit kostumes sejhed, som jeg selv var. Så da hun undrende spurgte, hvorfor jeg dog havde købt det, pippede jeg et forsigtigt: ‘Men det var bare fordi, det var på tilbud,’ hvilket er et vindende jydeargument for at købe alt.

Behøver jeg at fortælle, at jeg selvfølgelig havde betalt fuld pris? Christ, Supergirl, grow a pair!

supergirl

Noget om succes #3

Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.

Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.

Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).

Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.

Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!

marmorkirken

Noget om betydningsfulde roller – part II

Jeg skal være gudmor til en delfinunge i morgen. Det er meget voksent og seriøst.

Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, det er det en lille smule foruroligende, at højdepunktet for min aften i går var en video af to skildpadder, som knalder. Jeg får stadig grineflip, hver gang jeg kommer til at tænke på det fesne paddestøn, og eftersom jeg har en tendens til at tænke upassende tanker på de helt forkerte tidspunkter, frygter jeg, at netop dén lyd trænger sig på, når jeg skal stå med lækker unge på armen og forestille at være en fornuftig og ansvarlig type i noget Marmorkirke. Specielt fordi min track record for grineflip ved døbefonten ikke er noget at blære sig med på en søndag.

Eneste formidlende omstændighed er, at det var barnets egne forældre, der viste mig videoen. Som de i øvrigt selv havde filmet på deres ferie i Thailand (Two Oscars coming up!). Jeg tænker, den meget passende kan bruges som isbryder, den dag delfinungen stiller det obligatoriske spørgsmål om, hvordan han egentlig er blev lavet.

Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Noget om betydningsfulde roller

Beæret er et stort ord, som passer præcis til den følelse, jeg sad med, da jeg juleaften fik et kort fra delfinungen med det her spørgsmål:

gudmorNu er han ikke helt gammel nok til selv at stille spørgsmålet, så initiativet kom fra forældrene. De modige, modige forældre, som for det første har tiltro til, at jeg kan klare mig igennem kirkelig seance uden at tabe ham på gulvet, og for det andet vil lade mig sige ja til at opdrage ham i den kristne tro, på trods af at jeg for få uger siden overvejede at melde mig ud af Folkekirken (nu sætter jeg ret stor pris på, at jeg alligevel ombestemte mig …)

For mig handler gudmor-rollen dog ikke så meget om, hvorvidt jeg er i stand til at give ungen en grundig indføring i Første Mosebog, og hvad der ellers findes af kristelige højdepunkter (selvom jeg uden alt for meget blær vil vove at påstå, at jeg rent faktisk kan referere mere fra Biblen end de fleste, primært grundet ekstremt nørdet pubertetsperiode). Jeg synes mest af alt, rollen handler om at gøre en indsats for at lære ham, hvordan man bliver en (tæt på) godhjertet type.

I virkeligheden er det vel egentlig det, alle former for religion burde handle om …

PS: Derudover agter jeg selvfølgelig også at lære ham, hvordan man åbner håndbajere med lightere og skjuler tømmermænd til familiefødselsdage og klapper med røven. Men alt det gemmer vi lige et par år endnu. Hånd-i-mund-tricket arbejder vi dog allerede på, og han er godt på vej til at gøre sin kommende gudmor meget stolt!

delfinhaand_i_mund