Noget om at lyve

For et stykke tid siden havde jeg en snak med kollegerne om, hvor mange gange vi egentlig lyver på en dag. Sådan i gennemsnit. Jeg har nemlig en klar fornemmelse af, at jeg lyver meget mere, end jeg lige går og tror. Ikke om de vigtige ting. Det kan jeg simpelthen ikke finde ud af (og jeg har heller ikke samvittighed til det). Mest bare om de ligegyldige ting.

Snakken blev kickstartet af, at jeg havde haft en samtale med en af de mange skønne telefonsælgere, som ringer til mig hver uge, fordi de tror, jeg er sådan en slags selvstændig erhvervsdrivende, som har en masse penge, jeg kan kaste i deres retning. Dem lyver jeg stort set altid over for, hvilket er åndssvagt, for jeg burde jo bare sige, at jeg ikke er interesseret i deres tilsyneladende helt uundværlige avis eller mobilabonnement eller ergonomiske musemåtte. Avissælgertypen får at vide, at jeg som journalist selvfølgelig allerede har adgang til alle aviser, som jeg i øvrigt læser meget grundigt hver dag (løgn). Mobilsælgertypen får at vide, at jeg desværre lige har bundet mig hos et konkurrerende selskab for de næste hundrede år (løgn). Og den ergonomiske musemåttetype har sikkert fået en eller anden røver om, at jeg endnu ikke er gået over til det der nymodens EDB.

Efter kollegasnakken begyndte jeg at tælle løgne. Sådan på daglig basis. Og umiddelbart stod det faktisk slet ikke så slemt til, som jeg havde frygtet. Lige indtil jeg havnede i Fætter BR i fredags, fordi jeg havde set, at de havde et Supergirl-kostume, som jeg følte en dyb trang til at eje. Specielt fordi jeg så slap for at være misundelig over delfinungens seje Supermand-kostume. Så jeg impulsshoppede den største børnestørrelse, jeg kunne hive ned fra hylden, og skyndte mig hen for at betale.

Det var først, da kassedamen spurgte til alderen på det barn, som skulle bruge kostumet, at jeg begyndte at fornemme det pinlige i situationen. For jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at indrømme, at jeg købte det til mig selv. Og så begyndte løgnene at rulle i nogenlunde den her stil:

Kassedametype: Hvor gammel er barnet?
Mig: Øh … øh … 10 år.
Kassedametype: Så tror jeg altså, størrelse 140 er for stort. Der kommer mange forældre ned og bytter, fordi det er så stort i størrelsen.
Mig: Jamen … hun er sådan meget stor i det af sin alder.
Kassedametype: Men det er meget, meget stort.
Mig: Hun er også meget, meget stor.

Jeg fik først lov til at købe kostumet, da jeg lovede, at den 10-årige pige ville være forsigtig, når hun prøvede det, så vi kunne komme ned og få det byttet igen, hvis hun virkelig ikke var stor nok til at udfylde det.

Bagefter blev jeg en lille smule træt af mig selv. For hvorfor kunne jeg ikke bare sige: ‘Det er sgu til mig selv. Jeg synes, det er sejt. Og som du kan se, er jeg mand for at fylde sådan en smule børnekostume ud. Punktum’? Jeg kender jo ikke kassedamen, så hvis hun syntes, jeg var åndssvag, så op i bagkanalen med det.

Nå, men i det mindste var jeg da ikke begyndt at lyve om noget så latterligt over for folk, jeg rent faktisk kender. Den tanke lunede jeg mig ved, lige indtil jeg i går aftes troppede op hos min søster i fuld Supermondering i håbet om, at delfinungen også havde sit kostume på. Det havde han ikke. Og min søster var tydeligvis ikke lige så imponeret over mit kostumes sejhed, som jeg selv var. Så da hun undrende spurgte, hvorfor jeg dog havde købt det, pippede jeg et forsigtigt: ‘Men det var bare fordi, det var på tilbud,’ hvilket er et vindende jydeargument for at købe alt.

Behøver jeg at fortælle, at jeg selvfølgelig havde betalt fuld pris? Christ, Supergirl, grow a pair!

supergirl

8 thoughts on “Noget om at lyve

  1. Men hey, blæret de kan være i en str. 140… Tror jeg ville kunne bruge det som tørklæde max.
    Ved du der findes noget der hedder Robinson-listen, den kan man komme på og så slipper man for alle de opkald. For de kan nemlig få en bøde hvis de kontakter dig alligevel. (Noget i den stil). Man tilmelder sig på Borger.dk.
    Jeg er blevet bedre til at sige fra, men de fatter bjælde alligevel, og oftest ender det med at jeg knalder på, efter at have sagt.. Jeg har simpelthen ikke tid til at blive ved med at snakke med deeeeeeg… KNALD!!!

    Sejt du købte det, og tog det på. Streetcredit herfra.

    • Den liste har jeg aldrig hørt om. Den ryger da helt til tops på listen over seje lister. Må fluks tilmelde mig!
      I øvrigt vil jeg forsøge at kopiere dit eksempel – jeg har aldrig prøvet at knalde røret på, men jeg tænker, det kan fungere som en meget fin form for mental afreaktion. Hvis jeg altså tør …

  2. Altså til telefonsælgerne. Ikke til dem i BR. Havde det på samme måde, da jeg var nødt til at købe en stok. ‘ Passer den til en på min højde’ …hvorefter jeg spildte 500 kr på at købe en der var for kort. Det er eer sgu ikke meget superwoman over.

  3. øh det giver ikke så meget mening det første jeg skrev. Var også ret træt. Jeg plejer selvfølgelig at sige ‘jeg vil gerne sige pænt nej tak’ …selv om det andet måske også virker på telefonsælgere?

    • Jeg synes, det gav fint mening. Men mit hoved er også lidt krøllet, så alt, der lyder halvretarderet, er halvgenialt i min verden.
      Og tænk, at stokke virkelig er så dyre. Man burde jo starte en produktion selv. Jeg mindes, at jeg engang var en glimrende snitter. For 20 år siden …

  4. Der fangede du mig lige på det forkerte ben, for jeg er også verdensmester i små hvide (hvorfor egentlig hvide?) løgne. Telefonsælgere er en forfærdelig art og jeg vil næsten hævde at de selv har fortjent den smøre, jeg får brygget sammen, når de for 10. gang (ja Telia, det er dig jeg mener) ringer og beder om at snakke med indkøbschefen. Plejer at fortælle at indkøbschefen desværre er smuttet i skattely i Dubai, så de må nøjes med mig og om de mon ringer fordi de er interesserede i at kæbe annonceplads på min blog:)

    • Det er også fantastisk, når de ringer og spørger efter den i firmaet, som er ansvarlig for indkøb af rengøringsartikler og toiletpapir. Har de ikke en eller anden liste, hvor de kan se, at det er en enkeltmandsvirksomhed? Jeg mener, der må da virkelig skulle noget bummelum til, før det rent økonomisk kan betale sig at lave en specialaftale om indkøb af toiletpapir …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s