Noget om potentielt genial sindssyge

Jeg er tosset med mit nye kontor. Og selvom jeg savner kollegerne fra verdens bedste arbejdsplads, er jeg faktisk også ret tosset med at sidde alene og arbejde. Fordi jeg får lavet meget mere og kører på en eller anden arbejdsadrenalinrus, som jeg ikke har oplevet før.

Dog mener mine omgivelser, at jeg selv er godt på vej til at blive tosset af al den alenetid, fordi jeg ikke bliver så socialt stimuleret i løbet af dagen – selvom jeg da jævnligt fører interessante samtaler med både min havenisse, min pubfrø og min helt egen Bodil på hjul, som min far forærede mig i sidste uge (dermed nåede han lige at opfylde et af mine hedeste barneønsker, inden jeg fylder 30).

I går kom giraffen forbi kontoret efter en lang arbejdsdag fyldt med diverse sociale stimulanser. Han smed sig i den røde sofa og havde tydeligvis set frem til at kunne lukke øjnene et par minutter og få noget ro. Men så let slap han ikke. Han fik lige nøjagtigt 14 sekunders stilhed. Så var jeg over ham som en lille hund, der har jagtet sin egen hale hele dagen.

Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at jeg ikke fik de dybe dialoger op at stå lige med det samme. Så derfor gik jeg i stedet i gang med en længere analysemonolog om det sindsoprivende spændende emne: navler. Jeg løftede skiftevis op i hans og min egen bluse og kommenterede på form, dybde og signalværdi (der er jo en verden til forskel på de dybe, mystiske navler og de flade, overskuelige af slagsen – for slet ikke at tale om dem, der bopper udad og aldrig rigtig er til at blive kloge på).

Det var svært at konkludere noget brugbart ud fra mine observationer, så i stedet konstaterede jeg bare til sidst, at den langhalsede i hvert fald render rundt med et ualmindeligt dejligt eksemplar. Han kvitterede for komplimentet ved at svare: “Man kan godt mærke, du har været alene hele dagen, hva’!”

Han har nok ret. Muligvis er jeg ved at blive en lille smule sindssyg og navlebeskuende af al den alenetid. Men hvem ved. Det kan også være, jeg bare er ved at blive genial på et niveau, som er svært for andre at forstå. Kontordyrene har sagt, at de tror på det sidste, så jeg er stadig optimistisk …

kontordyr

Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil

 

Noget om at lyve

For et stykke tid siden havde jeg en snak med kollegerne om, hvor mange gange vi egentlig lyver på en dag. Sådan i gennemsnit. Jeg har nemlig en klar fornemmelse af, at jeg lyver meget mere, end jeg lige går og tror. Ikke om de vigtige ting. Det kan jeg simpelthen ikke finde ud af (og jeg har heller ikke samvittighed til det). Mest bare om de ligegyldige ting.

Snakken blev kickstartet af, at jeg havde haft en samtale med en af de mange skønne telefonsælgere, som ringer til mig hver uge, fordi de tror, jeg er sådan en slags selvstændig erhvervsdrivende, som har en masse penge, jeg kan kaste i deres retning. Dem lyver jeg stort set altid over for, hvilket er åndssvagt, for jeg burde jo bare sige, at jeg ikke er interesseret i deres tilsyneladende helt uundværlige avis eller mobilabonnement eller ergonomiske musemåtte. Avissælgertypen får at vide, at jeg som journalist selvfølgelig allerede har adgang til alle aviser, som jeg i øvrigt læser meget grundigt hver dag (løgn). Mobilsælgertypen får at vide, at jeg desværre lige har bundet mig hos et konkurrerende selskab for de næste hundrede år (løgn). Og den ergonomiske musemåttetype har sikkert fået en eller anden røver om, at jeg endnu ikke er gået over til det der nymodens EDB.

Efter kollegasnakken begyndte jeg at tælle løgne. Sådan på daglig basis. Og umiddelbart stod det faktisk slet ikke så slemt til, som jeg havde frygtet. Lige indtil jeg havnede i Fætter BR i fredags, fordi jeg havde set, at de havde et Supergirl-kostume, som jeg følte en dyb trang til at eje. Specielt fordi jeg så slap for at være misundelig over delfinungens seje Supermand-kostume. Så jeg impulsshoppede den største børnestørrelse, jeg kunne hive ned fra hylden, og skyndte mig hen for at betale.

Det var først, da kassedamen spurgte til alderen på det barn, som skulle bruge kostumet, at jeg begyndte at fornemme det pinlige i situationen. For jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at indrømme, at jeg købte det til mig selv. Og så begyndte løgnene at rulle i nogenlunde den her stil:

Kassedametype: Hvor gammel er barnet?
Mig: Øh … øh … 10 år.
Kassedametype: Så tror jeg altså, størrelse 140 er for stort. Der kommer mange forældre ned og bytter, fordi det er så stort i størrelsen.
Mig: Jamen … hun er sådan meget stor i det af sin alder.
Kassedametype: Men det er meget, meget stort.
Mig: Hun er også meget, meget stor.

Jeg fik først lov til at købe kostumet, da jeg lovede, at den 10-årige pige ville være forsigtig, når hun prøvede det, så vi kunne komme ned og få det byttet igen, hvis hun virkelig ikke var stor nok til at udfylde det.

Bagefter blev jeg en lille smule træt af mig selv. For hvorfor kunne jeg ikke bare sige: ‘Det er sgu til mig selv. Jeg synes, det er sejt. Og som du kan se, er jeg mand for at fylde sådan en smule børnekostume ud. Punktum’? Jeg kender jo ikke kassedamen, så hvis hun syntes, jeg var åndssvag, så op i bagkanalen med det.

Nå, men i det mindste var jeg da ikke begyndt at lyve om noget så latterligt over for folk, jeg rent faktisk kender. Den tanke lunede jeg mig ved, lige indtil jeg i går aftes troppede op hos min søster i fuld Supermondering i håbet om, at delfinungen også havde sit kostume på. Det havde han ikke. Og min søster var tydeligvis ikke lige så imponeret over mit kostumes sejhed, som jeg selv var. Så da hun undrende spurgte, hvorfor jeg dog havde købt det, pippede jeg et forsigtigt: ‘Men det var bare fordi, det var på tilbud,’ hvilket er et vindende jydeargument for at købe alt.

Behøver jeg at fortælle, at jeg selvfølgelig havde betalt fuld pris? Christ, Supergirl, grow a pair!

supergirl

Noget om succes #3

Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.

Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.

Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).

Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.

Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!

marmorkirken

Noget om fødselsdagsfilosofier

Jeg ved, at jeg er ved at blive gammel, når jeg:

– højlydt brokker mig over lydniveauet på fancy pancy drinksbar og på diplomatisk vis advokerer for, at vi finder et skønt sted med nogle siddepladser, lidt afdæmpet John Mogensen på jukeboxen og rigelig rummelighed til at kunne stikke hånden i munden uden skæve blikke

– holder kollegerne opdateret, hver gang jeg finder et nyt hår et mærkeligt sted på mig selv. (Hey krop, hvad fanden sker der for dig, dit gamle røvhul?)

– begynder at overveje at gøre noget alvorligt ved det der pensionsopsparing (overveje, altså. Det kan man gøre i både halve og hele årtier, skulle jeg hilse og sige …)

– snakker med passioneret forargelse om ungdommen-nu-til-dags og deres djævelske lakridsshots og sløsede tilgang til livet

– indser, at forargelsen over ungdommen-nu-til-dags primært bunder i noget misundelse over, at de er meget sejere til at holde djævelske lakridsshots i sig og i højere grad kan te sig tosset med god samvittighed (når andre så ofte er underlagt alderdommens tunge, moralske tømmermænd, fordi man efterhånden burde vide bedre)

Og jeg ved, at jeg er blevet alvorligt ramt af noget voksent og fornuftigt, når jeg formår at spare op til min egen fødselsdagsgave til mig selv i stedet for at bruge alle de penge, jeg ikke har, på noget, som jeg ikke har fortjent. Så når fødselsdagsfeberen har lagt sig tirsdag morgen, fiser jeg rundt et sted på himlen med kurs mod Sydfrankrig. For første gang nogensinde med helt igennem god samvittighed.

Åh, samtlige af mine tidligere bankrådgivertyper burde se mig nu. 29, du er en gammel dame fanget i en (dog stadig forholdsvis) ung kvindes krop. Men jeg kan sgu meget godt lide dig allerede. Vi ses i morgen!

elefantungePS: Ingen fødselsdag uden elefant (er jeg i øvrigt den eneste, der har lyst til en rask omgang ‘Er det hale eller penis’-quiz?)

Noget om skandaløse julefrokoster

Det er julefrokostdag, og det bliver IKKE mig, der kommer til at stå for skandalerne i år. Den beslutning tog jeg for lang tid siden (vel egentlig allerede efter sidste julefrokost). Og jeg har tænkt mig at holde fast i den.

Det er bare som om, at det er lidt svært, når det første, jeg blev mødt med på arbejdet i morges, var kommentaren: ‘Hold da op, du er godt nok bar!’ Ikke et skide fedt udgangspunkt for en uskandaløs dag. Men det var bare fordi, at jeg havde fået en nedsmeltning og var kommet til at tage lige lovlig festlig paillethelvedsjakke på hjemmefra, selvom den først skulle påføres, når festlighederne begynder. En nedsmeltning afledt af hæmmet tømmermændhjerne, altså. Fordi jeg arbejder efter en teori, der hedder, at jeg ikke bliver lige så fuld på dage med tømmermænd. Derfor hjalp musen og solsorten mig med at banke en rødvinsbrandert på benene i går, så jeg kan undgå at blive alt for fuld i dag. Og derfor stod jeg så i morges og skiftede tøj i åbent kontorlandskab, fordi tømmermændene også fik mig til at glemme, at det er en smule upassende at strippe foran kollegerne fra morgenstunden. Selv på en julefrokostdag.

Småskandalerne begyndte altså allerede at rulle seks timer før første øl. Jeg forsøger dog at trøste mig med, at de ikke kan rulle videre blandt mine egne kolleger, fordi jeg er godt i gang med at rulle til et andet land. Til julefrokost med en masse mennesker, jeg ikke kender. For alle ved jo, at det er så meget mindre pinligt at opføre sig skandaløst i selskab med fremmede, som dermed for evigt vil have et skandaløst førstehåndsindtryk af mig.

Gad vide, om man kan tage de moralske tømmermænd på forhånd? Bare for at få det overstået …

i_used_to_drink

Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.