Kære mig selv

Snaps er altid en dårlig idé. ALTID EN DÅRLIG IDE!!!

Efter at have hilst på bunden af min brusekabine for første gang i meget lang tid forsøger jeg nu at rekonstruere julefrokost version 2013.1. Umiddelbart tænker jeg, det er lettere at finde et mål i en søsnak. Der er dog få hukommelseslyspunkter. Derfor ved jeg desværre, at jeg:

– forsøgte at imponere kollegerne ved at bevise, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i munden på én gang (det er ikke for at blære mig, men det var altså seks styks mere end den regerende, mandlige mester. Og ja, hånden røg også i munden bagefter. Det skal skam ikke hedde sig …)

– kastede op på den nye chefs toilet og desværre glemte at kigge mig i spejlet bagefter (stakkels selskab)

– købte én af hver på McD og fik så dårlig, økonomisk samvittighed at jeg på en eller anden utrolig måde droppede taxatanken og fik transporteret mig selv hjem med en metro (stakkels medpassagere)

– vågnede i vild panik klokken 4.04, fordi jeg troede, jeg havde fået amputeret min ene fod (stakkels mig)

Mit hoved vejer 47 kilo, min mund føles som Turkey Jerky, og jeg ville give min uamputerede fod for en kold klud og et kys på kinden lige nu.

Jeg drikker aldrig igen!