Noget om fødselsdagsfilosofier

Jeg ved, at jeg er ved at blive gammel, når jeg:

– højlydt brokker mig over lydniveauet på fancy pancy drinksbar og på diplomatisk vis advokerer for, at vi finder et skønt sted med nogle siddepladser, lidt afdæmpet John Mogensen på jukeboxen og rigelig rummelighed til at kunne stikke hånden i munden uden skæve blikke

– holder kollegerne opdateret, hver gang jeg finder et nyt hår et mærkeligt sted på mig selv. (Hey krop, hvad fanden sker der for dig, dit gamle røvhul?)

– begynder at overveje at gøre noget alvorligt ved det der pensionsopsparing (overveje, altså. Det kan man gøre i både halve og hele årtier, skulle jeg hilse og sige …)

– snakker med passioneret forargelse om ungdommen-nu-til-dags og deres djævelske lakridsshots og sløsede tilgang til livet

– indser, at forargelsen over ungdommen-nu-til-dags primært bunder i noget misundelse over, at de er meget sejere til at holde djævelske lakridsshots i sig og i højere grad kan te sig tosset med god samvittighed (når andre så ofte er underlagt alderdommens tunge, moralske tømmermænd, fordi man efterhånden burde vide bedre)

Og jeg ved, at jeg er blevet alvorligt ramt af noget voksent og fornuftigt, når jeg formår at spare op til min egen fødselsdagsgave til mig selv i stedet for at bruge alle de penge, jeg ikke har, på noget, som jeg ikke har fortjent. Så når fødselsdagsfeberen har lagt sig tirsdag morgen, fiser jeg rundt et sted på himlen med kurs mod Sydfrankrig. For første gang nogensinde med helt igennem god samvittighed.

Åh, samtlige af mine tidligere bankrådgivertyper burde se mig nu. 29, du er en gammel dame fanget i en (dog stadig forholdsvis) ung kvindes krop. Men jeg kan sgu meget godt lide dig allerede. Vi ses i morgen!

elefantungePS: Ingen fødselsdag uden elefant (er jeg i øvrigt den eneste, der har lyst til en rask omgang ‘Er det hale eller penis’-quiz?)

Noget om betydningsfulde roller

Beæret er et stort ord, som passer præcis til den følelse, jeg sad med, da jeg juleaften fik et kort fra delfinungen med det her spørgsmål:

gudmorNu er han ikke helt gammel nok til selv at stille spørgsmålet, så initiativet kom fra forældrene. De modige, modige forældre, som for det første har tiltro til, at jeg kan klare mig igennem kirkelig seance uden at tabe ham på gulvet, og for det andet vil lade mig sige ja til at opdrage ham i den kristne tro, på trods af at jeg for få uger siden overvejede at melde mig ud af Folkekirken (nu sætter jeg ret stor pris på, at jeg alligevel ombestemte mig …)

For mig handler gudmor-rollen dog ikke så meget om, hvorvidt jeg er i stand til at give ungen en grundig indføring i Første Mosebog, og hvad der ellers findes af kristelige højdepunkter (selvom jeg uden alt for meget blær vil vove at påstå, at jeg rent faktisk kan referere mere fra Biblen end de fleste, primært grundet ekstremt nørdet pubertetsperiode). Jeg synes mest af alt, rollen handler om at gøre en indsats for at lære ham, hvordan man bliver en (tæt på) godhjertet type.

I virkeligheden er det vel egentlig det, alle former for religion burde handle om …

PS: Derudover agter jeg selvfølgelig også at lære ham, hvordan man åbner håndbajere med lightere og skjuler tømmermænd til familiefødselsdage og klapper med røven. Men alt det gemmer vi lige et par år endnu. Hånd-i-mund-tricket arbejder vi dog allerede på, og han er godt på vej til at gøre sin kommende gudmor meget stolt!

delfinhaand_i_mund

Noget om tryghed

Der findes mange trygge ting i verden. VHS-bånd for at nævne noget. Eller musik med minder i. Eller sovedyr. Den slags kan jeg let blive tryg ved.

Det er sværere at blive helt tryg ved andre mennesker. For eksempel er jeg ikke tryg ved at ringe til folk, jeg ikke kender (godt, jeg ikke er journalist!) Jeg er heller ikke tryg ved større forsamlinger af mennesker, der snakker meget højt. Eller ved folk, som ikke giver mig plads til at turde være mig.

Heldigvis findes der en del personer, som gør mig ret tryg meget af tiden. Men det er svært at være meget tryg hele tiden. Før i tiden turde jeg ikke helt tro på, det overhovedet kunne lade sig gøre. Men nu ved jeg, at jeg kan være så helt og aldeles tryg ved en anden person, at jeg for eksempel:

– tør ligge helt stille i halve timer uden at tage stilheden som et tegn på, at noget er galt, men derimod tage den som et tegn på, at noget er godt

– tør tale, før jeg tænker, og stille impulsive, dumme spørgsmål som: ‘Hvordan siger man grapefrugt på engelsk?’ eller: ‘Kan man egentlig spise sig selv?’ eller: ‘Lugter min skulder af tis?’

– tør indrømme, at jeg har en fetish for det der klamme, flydende ost på glas, og at jeg engang var meget bange for at se introen til Bamse og Kylling

– tør klappe vildt og voldsomt med røven i badet, fordi vand forstærker lyden

– tør tude helt hysterisk uden grund, fordi det føles så forløsende rart at trække vejret bagefter

Engang troede jeg, at den form for tryghed var farlig, fordi det kræver mod at turde være så tryg, at kun frygten for at miste trygheden skaber utryghed. Heldigvis har jeg lært, at det er farligere ikke at turde. Og den viden gør mig tryg på den allertryggeste måde.

tryghed

Bittersød erfaringsnote #11

Kære mig selv

Snaps er altid en dårlig idé. ALTID EN DÅRLIG IDE!!!

Efter at have hilst på bunden af min brusekabine for første gang i meget lang tid forsøger jeg nu at rekonstruere julefrokost version 2013.1. Umiddelbart tænker jeg, det er lettere at finde et mål i en søsnak. Der er dog få hukommelseslyspunkter. Derfor ved jeg desværre, at jeg:

– forsøgte at imponere kollegerne ved at bevise, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i munden på én gang (det er ikke for at blære mig, men det var altså seks styks mere end den regerende, mandlige mester. Og ja, hånden røg også i munden bagefter. Det skal skam ikke hedde sig …)

– kastede op på den nye chefs toilet og desværre glemte at kigge mig i spejlet bagefter (stakkels selskab)

– købte én af hver på McD og fik så dårlig, økonomisk samvittighed at jeg på en eller anden utrolig måde droppede taxatanken og fik transporteret mig selv hjem med en metro (stakkels medpassagere)

– vågnede i vild panik klokken 4.04, fordi jeg troede, jeg havde fået amputeret min ene fod (stakkels mig)

Mit hoved vejer 47 kilo, min mund føles som Turkey Jerky, og jeg ville give min uamputerede fod for en kold klud og et kys på kinden lige nu.

Jeg drikker aldrig igen!

skumfiduser

Noget om alkoholstyrelsen

Andendagstømmermænd er ikke en ukendt sygdom for mig. Den har jeg lidt af on and off i flere år, end jeg tør tælle til, så det kom ikke som den store overraskelse, da jeg mandag morgen stadig følte mig fosterstillingslysten oven på to dages neddrikning.

Fjerdedagstømmermænd er dog en helt ny oplevelse, som jeg har gået og hygget mig med i dag. Og som jeg i øvrigt har forsøgt at skjule så godt som muligt, fordi kollegerne er begyndt at kommentere lidt for lystigt på min tilbagevendende morgenkvalme (nej, jeg er IKKE gravid. Jeg er bare ikke voksen nok til at lade være med at blande champagne med vin og gin og vodka og brandbil og dåsebajere og shots fra grønne flasker. To aftener i træk …)

Jeg troede egentlig, det der med de ukontrollerede shotsbranderter med hukommelsestab og selvforskyldt sygdom til følge var noget, der hørte fortiden til. Jeg kan nævne (og har vist også allerede nævnt) en hel perlerække af den slags smukke scenarier, som sikkert blev hjulpet godt på vej af, at mit hoved i perioder ikke sad så stabilt fast på kroppen. Men jeg syntes faktisk, det begyndte at blive bedre på et tidspunkt, hvor det pludselig ikke længere var hver weekend, jeg glemte, hvilke ben jeg var gået forkert hjem på i en taxa.

Det synes jeg ikke mere. Slet ikke efter jeg lørdag morgen vågnede med en afsindig trang til at kigge ned i kummen og ikke forstod, hvorfor min mave var tom – indtil giraffen var så sød at informere mig om, at det nok havde noget at gøre med, at jeg allerede havde kastet op i løbet af natten (oh, she’s a lady). Det var desværre ikke det eneste svigt, min hukommelse var leveringsdygtig i (og heller ikke sidste gang, jeg vendte den forkerte vej på toilettet den dag).

Så jeg besluttede mig for at gøre det eneste rigtige – at holde igen med alkoholen, indtil jeg lærer at kontrollere indtaget. Motivationen var høj. I sådan cirka syv timer. Så skulle den langhalsede type være sej på en scene med sin nye guitar, og der var gratis koncertfadøl, og den slags er jo en udmærket kur mod tømmermænd, så det ville være dumt at takke nej, og pludselig var klokken kvart over kvalme, og jeg sad på Jaguaren med hele højre hånd i munden, efter jeg havde bevist, at jeg skam også kan have to shotsglas i gabet på én gang (ja, ja, kom ikke her og spil fandango). Det går skide godt med alkoholstyrelsen. Og jeg frygter allerede næste weekend!

alkohol

Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

Noget om erfaring og umtji umtji

Guldfisken og jeg rejser til Bulgarien i nat – på antropologisk pilgrimsrejse til Sunny Beach, hvor vi skal studere og dokumentere adfærdsmønstret hos ungdommen-nu-til-dags.

Da jeg i gamle dage (og her taler jeg ikke meget gamle dage) søgte ind på den ret så seriøse journalistuddannelse, havde jeg ikke i min vildeste fantasi (og den er ellers ret vild) forestillet mig, at en arbejdsuge kunne bestå af teenagetømmermændsinterviews, tattooreportager og hockeyspandstømning i umtji-umtji-neonkaosby. Men det kommer den til de næste syv dage. Og jeg er sikker på, at forargelsen, forundringen og fascinationen er lige så stor i år, som den var, da vi var afsted sidste år.

I går aftes, da jeg lå i græsset i Frederiksberg Have med giraffen og lyttede til den tryggeste musik og ventede på hekseafbrænding (gad vide, hvornår den politiske korrekthed får aflivet den skik) kom jeg til at tænke på, hvor meget der er sket, siden jeg på den her dag sidste år rendte rundt og panikpakkede ti minutter inden, guldfisken kom og hentede mig i en taxa. Sankt Hans aften gør mig altid lidt melankolsk på nytårsmåden, fordi det er en form for vendepunkt, og derfor rammer tankerne om alt det vigtige mere effektivt på den længste dag.

Udefra ser det måske ikke ud til, at der er sket det store. Jeg har ikke skiftet job, jeg er ikke flyttet, jeg har ikke videreudviklet mine evner udi gøgl med kroppen, og jeg har heller ikke lært at gå hjem fra en fest, før bentøjet begynder at strejke. Men i mit hoved er der rykket rundt på ret mange brikker (ja, der er faktisk lidt at rykke rundt med). Ting er faldet på plads og giver mening, og selvom det ikke betyder endeligt farvel til ruminering og nedsmelninger og irrationel angst, så er jeg blevet meget bedre til at lukke ned for det og skrue op for alt det, der føles skide godt. Jeg tror faktisk, jeg har lært mere om mig selv det seneste år, end jeg har de første 27.

Desværre/heldigvis er jeg nok ikke blevet så voksen og fornuftig, at jeg kan undgå at falde i en bulgarsk sprutspand i Sunny.

Noget om Thai Pai og Sweaty Lana

Elefanten og Guldfisken er faktisk en form for superhelte med flere forskellige identiteter. Når vi er ude at rejse, går vi derfor under vores alias: Pai og Svetlana.

Pai kom til verden sidste år, hvor vi skulle til Thailand, og en hotelmedarbejder var kommet til at bytte om på de sidste to bogstaver i mit navn. Jeg syntes, det var så passende for turen og omgivelserne, at jeg besluttede mig for at tage navnet til mig.

Pai er typen, der slet ikke er bange for at spille improbas på thaibarscene klokken to om natten. Hun kan slå fejlagtige kolbøtter i det mørke hav og stadig have (nogenlunde) drikbar øl i hånden bagefter. Og så kender hun ingen grænser, når det kommer til offentligt gøgl med kroppen-show.

Svetlana kom til verden en tømmermændsmorgen på Oslocruise, hvor guldfisken spontandyrkede sine østeuropæiske rødder under fotoseance. Svetlana elsker Fanta og klunker og pels. Gerne i skøn forening. Hun drikker helst alkohol direkte fra spanden, og så er hun lokal mester i at køre hele chipsposer ned på den halve tid. I øvrigt går hun til tider under navnet Sweaty Lana.

Jeg er ret begejstret for de to typer. Så selvom vi snart er på vej hjem til Danmark og må transformere os tilbage til et snabeldyr og en fisk i flyet, er det betryggende at tænke på, at det her ikke er årets sidste tur.

20130607-102732.jpg

Noget om eksperimenterende føleri

Jeg fik på et tidspunkt at vide af en ven, at jeg er den mest barnlige voksne, han kender. Nogle mener endda, at jeg er endnu mere barnlig end de små typer, som stadig bor i børns kroppe. Jeg vælger at se det som noget positivt – det kan jeg jo lige så godt, når nu det alligevel ikke kan være anderledes.

Netop derfor passer det mig fantastisk godt at være i selskab med børn. Så er det også lidt mere legalt at slippe den-11-årige-pige-inden-i-mig løs, så hun kan te sig tosset og danse fandango. Det fik hun lov til, da den 8-årige var på besøg for nogle uger siden. Jeg stemte for, at vi skulle i Zoo (sjovt nok). Han stemte for Eksperimentarium. Den yngste fik lov til at bestemme, og det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at argumentere for, at jeg er den yngste af sind.

Men nogle gange er det meget godt, at man ikke får sin vilje. For jeg lærte faktisk ret meget den eftermiddag. For eksempel fandt jeg ud af, at jeg overraskende nok er udstyret med familiens største sæt lunger (de indvendige, tydeligvis). Og at jeg ikke kan holde varmen på hænderne og næsen, men til gengæld er jeg varm om hjertet (og røven). Alt sammen info, som er ret nyttigt for en barnligt voksen kropsgøgler.

eksperimentarium

Det, der gjorde størst indtryk på mig den dag, var dog en computer, som viser en rækker forskellige billeder og registrerer, hvad man reagerer følelsesmæssigt stærkest på. Min søster startede. Hun reagerede stærkest på et billede af en baby. Det gav ret god mening. Min mor reagerede stærkest på store, nøgne bryster (det vil jeg helst ikke analysere på). Jeg kæmpede mig igennem et virvar af slanger og skræmmende operationsstuer og kinky, afklædte mænd. Der var masser af stærke sager. Alligevel reagerede jeg mest voldsomt på … bacon.

En lang række af mine fobier havde været repræsenteret på billederne, men ingen frygt kan åbenbart slå min kærlighed til kødverdens syndige konge. Og det er sgu ret fedt at tænke på, at de positive følelser slår de negative, hvis begge kæmper om pladsen. Specielt fordi der, trods min store, uforbeholdne kærlighed til bacon, findes noget i denne verden, som jeg holder endnu mere af …

Servicemeddelelse fra cirkusmanegen

Det siges på savannen, at bloggen her har været lidt forsømt det seneste stykke tid. Det skyldes primært, at jeg har haft travlt med:

– at smutte forbi min tandlæge på Gammel Kongevej og insistere på, at jeg har en tid, samtidig med at min gamle tandlæge i Hvidovre ringer og spørger, hvor jeg bliver af (det er jo også kun fire år siden, jeg skiftede)

– at lege med olie (uh!)

– at undre mig over, hvorfor jeg altid insisterer på at lægge arm med drengene, når jeg er fuld

– at skifte unødvendig ruminering ud med ren forårsnydning

– at være i kamp på åben gade med gemen neoniPhonetyv (han var helt klart stærkest. Men jeg vandt på viljestyrke)

– at klappe uden hænder

– at gøre en ihærdig indsats for at sætte kanderekord på brun beværtning (sejren er vor!)

– at brainstorm over alternative navne til kropsdele

– at rende til møde hos youtube og tro, at jeg skal snakke om google (hvad er forskellen?)

– at kæmpe om en omgang på Kutten og trutten

– at gøre min emhætte ren (fordi den rent faktisk skulle bruges, ja)

– at fyre op under safaridyrene og fejre, at der er fest i sommerfugleflokken

safaridyr

PS: Jeg vender tilbage, når jeg er blevet en tjekket overskudstype. Eller noget …