Noget om erfaring og umtji umtji

Guldfisken og jeg rejser til Bulgarien i nat – på antropologisk pilgrimsrejse til Sunny Beach, hvor vi skal studere og dokumentere adfærdsmønstret hos ungdommen-nu-til-dags.

Da jeg i gamle dage (og her taler jeg ikke meget gamle dage) søgte ind på den ret så seriøse journalistuddannelse, havde jeg ikke i min vildeste fantasi (og den er ellers ret vild) forestillet mig, at en arbejdsuge kunne bestå af teenagetømmermændsinterviews, tattooreportager og hockeyspandstømning i umtji-umtji-neonkaosby. Men det kommer den til de næste syv dage. Og jeg er sikker på, at forargelsen, forundringen og fascinationen er lige så stor i år, som den var, da vi var afsted sidste år.

I går aftes, da jeg lå i græsset i Frederiksberg Have med giraffen og lyttede til den tryggeste musik og ventede på hekseafbrænding (gad vide, hvornår den politiske korrekthed får aflivet den skik) kom jeg til at tænke på, hvor meget der er sket, siden jeg på den her dag sidste år rendte rundt og panikpakkede ti minutter inden, guldfisken kom og hentede mig i en taxa. Sankt Hans aften gør mig altid lidt melankolsk på nytårsmåden, fordi det er en form for vendepunkt, og derfor rammer tankerne om alt det vigtige mere effektivt på den længste dag.

Udefra ser det måske ikke ud til, at der er sket det store. Jeg har ikke skiftet job, jeg er ikke flyttet, jeg har ikke videreudviklet mine evner udi gøgl med kroppen, og jeg har heller ikke lært at gå hjem fra en fest, før bentøjet begynder at strejke. Men i mit hoved er der rykket rundt på ret mange brikker (ja, der er faktisk lidt at rykke rundt med). Ting er faldet på plads og giver mening, og selvom det ikke betyder endeligt farvel til ruminering og nedsmelninger og irrationel angst, så er jeg blevet meget bedre til at lukke ned for det og skrue op for alt det, der føles skide godt. Jeg tror faktisk, jeg har lært mere om mig selv det seneste år, end jeg har de første 27.

Desværre/heldigvis er jeg nok ikke blevet så voksen og fornuftig, at jeg kan undgå at falde i en bulgarsk sprutspand i Sunny.

Solgt til højst bydende

’Jeg har lige solgt dig til en hollandsk ven. Det er ikke til seksuelle ydelser’.

Beskeden kom fra kaninen tidligere på ugen. Det er ikke første gang, hun har forsøgt at sælge mig. Da vi sidste år ved den her tid var i Istanbul, solgte hun mig til en tyrkisk mandsperson for 10 kameler og en kat. Hun havde vist en idé om, at det ville se fint ud, hvis hun kunne ride op ad Strøget på en af kamelerne med resten af dyrene i en karavane bagved – og katten i armene. Selvom hun egentlig slet ikke er særlig begejstret for katte. Eller kameler. (’Døde dyr er søde dyr’, som hun helt uhørt siger). Men det var vist noget med signalværdi. Tror jeg.

Jeg vidste slet ikke, jeg var i så høj kurs, at man ligefrem kunne sætte mig til salg. Handlen gik heller aldrig igennem. Dengang. Men det gjorde den nu. Den hollandske handel, altså. Hvad hun fik i salær, er jeg ikke klar over. Måske noget med træsko. I hvert fald har jeg nu sagt ja til at blogge for et internationalt rejsesite, som hollænderen er med til at starte op. 20 bloggere rundt omkring i verden skriver om hver sin by. Og så er det noget med, at der snart kommer en af de der moderne apps, hvor man kan dele egne rejsetips med venner og venners venner. Det virker som et ret sejt projekt. Og eftersom jeg stadig lider af orddiarré, kan jeg umuligt sige nej, når der rent faktisk er nogen, der opfordrer mig til at skrive.

Mit første indlæg handler ikke overraskende om elefanter. Det næste er ikke planlagt, men jeg er meget åben over for forslag til nye, vigtige steder, jeg ikke er gået forbi endnu. Giv endelig lyd. Og giv også gerne en tommelfinger opad til projektet her.

elefanthus

PS: Jeg ved godt, at der mangler noget meget vigtigt på billedet. Jeg arbejder på sagen …