Noget om ironiske tilfældigheder

‘Hvis alt går galt, og vi aldrig får et job, så tager vi til skumfest i Sunny Beach og drikker os stive’.

Det var en tilbagevendende joke mellem guldfisken og mig, da vi var studerende og hundebange for, at ingen nogensinde havde lyst til at ansætte os. Hvis nogen dengang havde fortalt os, at vi begge ville få et job OG blive sendt til Sunny Beach sammen, havde vi helt sikkert troet, det var med løg på. Det er en af de små fantastiske ironiske tilfældigheder, som vi ret ofte bliver ramt af.

Vi overlevede en uge med umtji umtji og ungdommen nutildags, og vi kom hjem uden alt for store skrammer på krop og sjæl. Det er svært at beskrive, hvad vi har været igennem, men måske billederne giver et indtryk af det.

sunny1 sunny2 sunny3 sunny4 sunny5 sunny6PS: Bifi-tatoveringen forsvinder (forhåbentlig) om et par uger. Vi var ellers begge millimeter fra at få lavet en ægte en af slagsen en meget stiv nat, hvor vi var blevet enige om et eller andet genialt, vi skulle have skrevet. At vi begge havde glemt, hvad det var næste morgen, siger måske lidt om graden af genialitet og glæden over, at vi ikke gjorde det.

PPS: Min lever er lykkelig over at være hjemme igen. Jeg tror lige, jeg venter et par timer med at fortælle, at jeg om lidt tvinger den til fire dages Roskilde …

Noget om Det rigtige Bulgarien

Lige rundt om hjørnet fra solstrandens frygteligt fascinerende umtji umtji-neoncirkus ligger Det rigtige Bulgarien. Jeg opdagede det tilfældigt en morgen sidste år, hvor mine tømmermænd hev mig ud af sengen samtidig med, at ungdommen nutildags promilletumlede hjem fra byen. I et forsøg på at få iltet kroppen igennem, så den igen kunne bære et kamera, besluttede jeg mig for at gå til højre og se, hvor jeg endte. Fem kilometer senere var jeg i en form for virkelig verden.

Jeg går meget, og jeg går specielt meget om morgenen, så der er mange morgengåture at huske på, men den tur var helt speciel – måske fordi jeg også selv følte, at jeg bevægede mig i et grænseland mellem to yderligheder.

I går aftes, da guldfisken og jeg var ved at få en seriøs nedsmeltning over yderst udfordrende arbejdsvilkår, flygtede vi med båden over vandet for at få lidt luft.

I Det rigtige Bulgarien er der ingen billeder af maden på menukortene. Der er møller med vind i (nej, fynbo, ikke den slags) og huse af ægte sten. Der er gammeldags tingel-tangel og antikke fotoapparater. Der er fiskere og muttere og måger, som snakker sjovt. Og så er der voksne mennesker. Rigtige voksne mennesker. Tænk engang …

det_rigtige_bulgarien

PS: Det rigtige Bulgarien er også stedet, hvor guldfisken formåede at blive forvekslet med en russer. Svetlana var stolt og købte straks et par øreklunker for at fejre begivenheden.

Noget om erfaring og umtji umtji

Guldfisken og jeg rejser til Bulgarien i nat – på antropologisk pilgrimsrejse til Sunny Beach, hvor vi skal studere og dokumentere adfærdsmønstret hos ungdommen-nu-til-dags.

Da jeg i gamle dage (og her taler jeg ikke meget gamle dage) søgte ind på den ret så seriøse journalistuddannelse, havde jeg ikke i min vildeste fantasi (og den er ellers ret vild) forestillet mig, at en arbejdsuge kunne bestå af teenagetømmermændsinterviews, tattooreportager og hockeyspandstømning i umtji-umtji-neonkaosby. Men det kommer den til de næste syv dage. Og jeg er sikker på, at forargelsen, forundringen og fascinationen er lige så stor i år, som den var, da vi var afsted sidste år.

I går aftes, da jeg lå i græsset i Frederiksberg Have med giraffen og lyttede til den tryggeste musik og ventede på hekseafbrænding (gad vide, hvornår den politiske korrekthed får aflivet den skik) kom jeg til at tænke på, hvor meget der er sket, siden jeg på den her dag sidste år rendte rundt og panikpakkede ti minutter inden, guldfisken kom og hentede mig i en taxa. Sankt Hans aften gør mig altid lidt melankolsk på nytårsmåden, fordi det er en form for vendepunkt, og derfor rammer tankerne om alt det vigtige mere effektivt på den længste dag.

Udefra ser det måske ikke ud til, at der er sket det store. Jeg har ikke skiftet job, jeg er ikke flyttet, jeg har ikke videreudviklet mine evner udi gøgl med kroppen, og jeg har heller ikke lært at gå hjem fra en fest, før bentøjet begynder at strejke. Men i mit hoved er der rykket rundt på ret mange brikker (ja, der er faktisk lidt at rykke rundt med). Ting er faldet på plads og giver mening, og selvom det ikke betyder endeligt farvel til ruminering og nedsmelninger og irrationel angst, så er jeg blevet meget bedre til at lukke ned for det og skrue op for alt det, der føles skide godt. Jeg tror faktisk, jeg har lært mere om mig selv det seneste år, end jeg har de første 27.

Desværre/heldigvis er jeg nok ikke blevet så voksen og fornuftig, at jeg kan undgå at falde i en bulgarsk sprutspand i Sunny.