Noget om Det rigtige Bulgarien

Lige rundt om hjørnet fra solstrandens frygteligt fascinerende umtji umtji-neoncirkus ligger Det rigtige Bulgarien. Jeg opdagede det tilfældigt en morgen sidste år, hvor mine tømmermænd hev mig ud af sengen samtidig med, at ungdommen nutildags promilletumlede hjem fra byen. I et forsøg på at få iltet kroppen igennem, så den igen kunne bære et kamera, besluttede jeg mig for at gå til højre og se, hvor jeg endte. Fem kilometer senere var jeg i en form for virkelig verden.

Jeg går meget, og jeg går specielt meget om morgenen, så der er mange morgengåture at huske på, men den tur var helt speciel – måske fordi jeg også selv følte, at jeg bevægede mig i et grænseland mellem to yderligheder.

I går aftes, da guldfisken og jeg var ved at få en seriøs nedsmeltning over yderst udfordrende arbejdsvilkår, flygtede vi med båden over vandet for at få lidt luft.

I Det rigtige Bulgarien er der ingen billeder af maden på menukortene. Der er møller med vind i (nej, fynbo, ikke den slags) og huse af ægte sten. Der er gammeldags tingel-tangel og antikke fotoapparater. Der er fiskere og muttere og måger, som snakker sjovt. Og så er der voksne mennesker. Rigtige voksne mennesker. Tænk engang …

det_rigtige_bulgarien

PS: Det rigtige Bulgarien er også stedet, hvor guldfisken formåede at blive forvekslet med en russer. Svetlana var stolt og købte straks et par øreklunker for at fejre begivenheden.

Noget om verdens længste gåtur

Verdens længste gåtur startede i sommeren 2010. Jeg var lige blevet færdiguddannet og havde ingen idé om, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var arbejdsløs, single, økonomisk på røven og uden planer. Skide godt udgangspunkt for succes!

I desperation forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at min situation måske slet ikke var så deprimerende. Måske var det nærmere et tegn på, at alt kunne ske, hvis jeg turde tage chancer. Så jeg tog en chance, lejede en lejlighed i New York i et par måneder, bestilte billet og stak af, inden min bankrådgiver kom på sporet af min knap så fornuftige flugt.

Det var en afsindig god plan, syntes jeg. Bortset fra at jeg ikke lige havde lagt nogen plan for, hvad de måneder egentlig skulle bruges på. Det endte med, at jeg gik. Mange kilometer hver eneste dag. Op ad gaden ned igen. Og kiggede og hørte musik og tog indtryk til mig og tog billeder og tænkte. Mine følelser var mere end almindeligt skizofrene i den periode, fordi jeg vekslede fra at være euforisk begejstret over at være i New York til at være afsindigt nedtrykt over at være i New York helt alene med mig selv uden at vide, hvad jeg skulle gøre af mig, Det var skide fedt og skide hårdt og meget, meget sundt, tror jeg (for hovedet, altså).

Jeg skrev også. For første gang nogensinde skrev jeg noget, der mindede om dagbog – nok mest i desperation over, at jeg ikke havde nogen af snakke med. Jeg har lige læst det (det var laaaaaaangt. To måneders sindssyge er altså ikke sådan lige at komme igennem). Meget af det kunne jeg godt huske, men nogle af følelserne og frustrationerne havde jeg næsten glemt, fordi tingenes tilstand (heldigvis) har ændret sig de seneste par år. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at sætte så meget pris på alle de gode ting, der er sket, hvis ikke jeg havde givet mig lov til at være så meget væk i mig selv i den periode.

Jeg fik en klump i maven over meget af det, der stod. Især det, jeg havde skrevet på min sidste dag herovre. Som research til en artikel (der aldrig blev skrevet) om newyorkernes enorme interesse for clairvoyance, skulle jeg selv prøve at opsøge en clairvoyant. Jeg gik direkte ind fra gaden og var lige dele skeptisk, nysgerrig og pissehamrende skræmt. Det tog cirka fem minutter for kvinden (som intet anede om mig) at fortælle mig, at de to måneders vandrende bekymring slet ikke var noget at bekymre sig over. I dagbogen har jeg skrevet ned, præcis hvad hun sagde. Jeg har censureret en lille smule i det, jeg stadig ikke kan overskue at forholde mig til, men ellers lød hendes spådom for snart tre år siden nogenlunde sådan her:

”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det.

I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger.

Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke –  den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt (…)

Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud (…) I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år”.

not_all_those_who_wander_are_lost

PS:  Jeg går stadig. Så meget som muligt. Ikke fordi jeg er frustreret over ikke at vide, hvor jeg skal hen. Men fordi det føles godt. Og hvis det føles godt, så er det godt.

New York om morgenen

New York er verdens længste gåtur. For mig. Den startede for snart tre år siden. Måske slutter den aldrig (mere om den senere).

I går morges var den kold. Så rockerkold, at mine fingre måtte pustes varme for at kunne skrive en kort sms fra en bro. Jeg er landet i byen, der aldrig sover. Men klokken 6 var den vågen med lukkede øjne. Jeg fik lov til at tulre rundt i et par timer helt ubemærket, selvom jeg var pakket ind i neon i alle tænkelige nuancer. Og mine øjne fik lov til at se byen på en helt ny måde.

Det kan godt være, gåturen muligvis aldrig slutter. Men det er sgu ret fantastisk at vide, at jeg nu har en klar fornemmelse af, hvor jeg vil hen …

1lafayette 2canalstreetst 4sprinkleraliens 5listening 6bb 7solopgang 8bb2 9bb3 10wrongway 11alien2 12newshoes 13loveme

Alle mine nøgler

Jeg ved ikke, hvorfor de altid ligger i min taske, alle mine nøgler. Nogle af dem giver mening at have med. For eksempel den til min hoveddør og den til min lejlighed. Dem bruger jeg  jo til at komme ind med (selvom hoveddøren næsten altid står åben).

Så er der den til hængelåsen oppe på loftet. Den er vigtig. Det er der, jeg gemmer alt det, jeg heller ikke kan give slip på. For eksempel den danske stil, hvor jeg skrev om mit liv om 15 til 20 år. For 13 år siden. Jeg tør ikke læse den. Og så alligevel – måske næsten-voksne-jeg ikke er en skuffelse for næsten-barnlige-mig. På mange måder går det jo godt. Og det, jeg dengang troede, jeg skulle få, er måske slet ikke noget for mig, når alt kommer til alt. Måske er jeg for egoistisk. I det tilfælde er det muligvis rigtigt nok, at det nogle gange er en gave ikke at få det, man troede, man ville have.

Så er der den blå nøgle til min mormors hus. Det gamle. Det, hun boede i, dengang min krop var et barn, som blev til en teenager, som skrev stile om fremtiden. Den nøgle er ubrugeligt tryg. Den kan jeg ikke give slip på.

Der er nøglen til min pengekasse. Der er ingen penge i. Engang var den fyldt med Mark, som blev til Euro, som skulle være en opsparing til fremtiden. Men da fremtiden kom, var pengene brugt. Det var sådan, det skulle være. I dag er der noget andet i pengekassen, som ikke kan bruges op på samme måde. Det ville være rart at tænke på, hvis ikke det var fordi, det er en sølle erstatning for hele den uperfekt rigtige pakke.

Der er nøglen til min søsters lejlighed og den til barndomshjemmet, som ikke er et barndomshjem, fordi jeg aldrig boede der, dengang min krop var barn.

Et sted for sig selv er der en lillebitte nøgle, som slet ikke burde være større. Den er til en notesbog, jeg helt sikkert har skrevet noget vigtigt i engang for mange år siden. Bogen ved jeg ikke, hvor er. Måske på loftet.

Så er der alt det, der ikke er nøgler. En oplukker og et USB-stik og en metalplade, hvor mit navn står på. Hvis jeg nu skulle glemme det. Og der er små, firkantede plader, som jeg har fået af min bank. De er vigtige, for hvis nøglerne bliver væk, kan de selv finde hjem til mig igen.

Midt i det hele er der også en nøgle, som jeg ikke kender låsen til. Endnu. Låsen har i hvert fald ikke givet sig til kende. Det bliver en lang gåtur.

foto-24