Lige rundt om hjørnet fra solstrandens frygteligt fascinerende umtji umtji-neoncirkus ligger Det rigtige Bulgarien. Jeg opdagede det tilfældigt en morgen sidste år, hvor mine tømmermænd hev mig ud af sengen samtidig med, at ungdommen nutildags promilletumlede hjem fra byen. I et forsøg på at få iltet kroppen igennem, så den igen kunne bære et kamera, besluttede jeg mig for at gå til højre og se, hvor jeg endte. Fem kilometer senere var jeg i en form for virkelig verden.
Jeg går meget, og jeg går specielt meget om morgenen, så der er mange morgengåture at huske på, men den tur var helt speciel – måske fordi jeg også selv følte, at jeg bevægede mig i et grænseland mellem to yderligheder.
I går aftes, da guldfisken og jeg var ved at få en seriøs nedsmeltning over yderst udfordrende arbejdsvilkår, flygtede vi med båden over vandet for at få lidt luft.
I Det rigtige Bulgarien er der ingen billeder af maden på menukortene. Der er møller med vind i (nej, fynbo, ikke den slags) og huse af ægte sten. Der er gammeldags tingel-tangel og antikke fotoapparater. Der er fiskere og muttere og måger, som snakker sjovt. Og så er der voksne mennesker. Rigtige voksne mennesker. Tænk engang …
PS: Det rigtige Bulgarien er også stedet, hvor guldfisken formåede at blive forvekslet med en russer. Svetlana var stolt og købte straks et par øreklunker for at fejre begivenheden.
Skudamuda 