En af de der dage …

… hvor man går i Netto for at købe noget helt specifikt, som viser sig at være udsolgt, og derfor i stedet kommer hjem med det her.


PS: Ja, kassedamtype, jeg har tømmermænd. Tak fordi du spurgte så højt, at både spelttype et foran mig og spelttype to bagved kunne høre det. Men jeg har faktisk ikke tid til at snakke, for jeg skal skynde mig over til bageren efter romkugler og fastelavnsboller og hvidt brød med ægte hvede i. At du ved det.

Det var så året hvor jeg … – vol 4

… vågnede med tømmermænd d. 31. december. Når størstedelen af vennekredsen lige pludselig er blevet så wannabe-voksne, at nytårsaften står på familiekalas, kalder det på en våd lillenytårsaften på den trygge bar.
Det betød også, at jeg fik taget forskud på nytårssentimentaliteten og hyggetudede mig i søvn ved siden af en yderst ædru langhalset type, som heldigvis er rummelig nok til at holde sådan et styks hormonelt forstyrret spritspektakel ud året rundt. (Har en svag erindring om sætningskonstruktioner a la: “Vræl! Snot! Hulk! Det er bare fordi, du er så søøøøøøød!” Og “Jammer! Tårer! Hvin! Du gør min sjimpelhæn så glaaaaaaa!!”)

Desværre havde jeg i rusens hede glemt, at jeg (og alle mine tømmermænd) skulle op, før solen fik sol på. Det holdt hårdt, men det hjalp lidt på opstandelsen, at solen havde taget sit fineste nytårsskrud på og mindede mig om, at det trods alt har været et helt i orden år, hvor varmen lunede mere, end kulden bed. 

Og når nu jeg både har fået stillet promilletrangen og luftet mit indre følelsesmonster, er der yderst gode udsigter til en ædru og velafbalanceret nytårsaften. Eller … måske bare en aften, hvor jeg undgår at brække mig i mine beskyttelsesbriller. Det må være succeskriteriet.

Rigtig godt nytår – må 2016 blive året, hvor glæden får frie tøjler, og Elvis genopstår. Der er lys forude … 
 

Noget om alt det der er sket – part II

Jeg havde endnu en gang store planer om at skrive et blogindlæg, som ville revolutionere. Men jeg fik pludselig meget travlt.

Travlt med at cruise Oslo tynd og drikke mig sejlende beruset både op og ned ad åen.

Travlt med at stå fadder, selvom mine tømmermændsben ikke var helt så stabile, som den høje herre kunne ønske sig.

Travlt med at lave video om en sydtysk skimmelsvampshund. Med mit første statsministerinterview og med lige pludselig at kunne kalde mig boligejer (eller det er vel mere korrekt at kalde mig halvboligejer, men hvem tæller?)

Travlt med barselsbesøg og ben og bearnaise. Og med at brække mig, fordi min krop åbenbart ikke synes, det er helt lige så fedt at have travlt, som mit hoved synes.

Nu har jeg travlt med at klippe og klistre i en film om forandring. Jeg har haft den samme melankolske melodi i hovedet den sidste uge, og selvom budskabet vel ikke ligefrem indbyder til det, smiler jeg, hver gang jeg hører den.

For tiden er forandring nemlig ret så fantastisk her i min ende. Langt det meste af det, der sker, gør mig glad, selvom jeg ikke helt har kunnet følge med de sidste par uger.

Jeg indhenter forhåbentlig mig selv lige om lidt. Allerførst vil jeg holde fyraften, åbne en flaske af den hvideste vin og fejre, at jeg midt i al travlheden tager mig selv i at smile flere gange om dagen uden at vide hvorfor …

moet

PS: Hvem forsøger jeg at narre? Den flaske vin blev allerede åbnet for en time siden. Den er dog stadig halv fuld …

Noget om syltede agurker og metalkinddans

For ti år siden frygtede jeg, at jeg en dag ville blive så voksen og kedelig, at jeg foretrak en fredag aften hjemme frem for i byen. 

I går aftes klokken 19 råbte den langhalsede og jeg et fælles hip hurra, fordi vi fandt et helt fantastisk glas syltede agurker i Netto (man må værne om de små glæder i livet – og heldigvis har jeg mødt en mand, som også sætter stor pris på gode ting i glas).

Klokken 20 piskede jeg en ond æggesnaps med de bareste næver.

Klokken 21 tømte vi den første rødvinsboks (for en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at den ikke var fuld, da vi startede).

Klokken 21.01 åbnede vi den næste rødvinsboks og kastede os over giraffens nørdespil.

Klokken 22.58 lærte vi, at en overdosis råcreme udløser verdens vildeste hikke (jeg kender det specifikke tidspunkt, fordi jeg har videodokumenteret det fantastiske fænomen).

Klokken 00.00 troede jeg, at jeg skulle i seng.

Klokken 01.00 blev vi enige om, at vi havde drukket rødvin nok. Så vi gik over til whiskysjusser og Jim og Tonni. 

Klokken 01.30 batlede vi om, hvem der har den sejeste musiksmag (til stor begejstring for alle pensionisterne i opgangen).

Klokken 02.00 dansede vi kinddans til en omgang hård metal, og jeg tænkte lidt på, at fuldskab og lykkefølelse er verdens bedste kombi.

Aftenen sluttede ikke der, men det gør referatet. Af flere årsager. Lad os bare sige, jeg er lidt udfordret på hukommelsen. 

Da jeg vågnede i morges, lavede jeg langemandstesten på rødvinsboksen. Den er der ikke mange, der kender til, men den går ud på, at hvis man kan løfte boksen i langemanden fra stuen og ud i køkkenet, uden det gør ondt, så har man tømmermænd. Testen tog ikke fejl.

Vi forsøgte os med førstehjælp i form af en gang morgenmadsboller og blev enige om, at vores spontandruk næsten havde føltes som en bytur. Bare bedre. 

Det kan godt være, mit yngre jeg mener, at mit ældre jeg er blevet kedelig. Men mit ældre jeg er også blevet klogere på alt det, der føles godt. Ret så meget fantastisk godt. Og den slags er alle rynkerne og tømmermændene værd, skulle jeg hilse og sige …
  

Noget om nødhjælp til selvhjælp

Jeg orker ikke at gå ind i en større politisk diskussion. I hvert fald ikke online. Jeg kender gode mennesker, der stemmer i alle lejre, og selvom jeg uden tvivl er mere uenig med nogen end med andre, forsøger jeg at lade være med at hidse mig alt for meget op. Jeg accepterer, at demokratiets grundvilkår er, at alle skal høres. Også dem, som jeg virkelig gerne vil lukke munden på.

Den obligatoriske, journalistiske objektivitet dikterer, at jeg gør klogt i at forholde mig nogenlunde politisk neutralt i det offentlige rum. Jeg tror dog ikke, det kommer som den store overraskelse, når jeg skriver, at dagens valgtømmermænd snarere er et resultat af gravøl end af festsjusser.

Jeg har aldrig været den store politiske aktivist, og derfor har det også overrasket mig, at et valg kunne tage så stor en del af min opmærksomhed, som det har gjort den her gang. At jeg er blevet så påvirket af den splittelse, jeg har følt er blevet trukket ned over hovedet på det land, jeg først og fremmest ønsker at se som et solidarisk fællesskab.

Jeg brugte den første del af dagen på at være frustreret. Anden del bruge jeg på at drikke øl (igen). Tredje del brugte jeg på at forsøge at tænke konstruktivt. Og fjerde del (ja, dagen har faktisk fire dele) brugte jeg på at lave en fast, månedlig overførsel til to nødhjælpsorganisationer. Fordi det pludselig gik op for mig, at det ikke kun handler om, hvad mit land kan gøre for verden, men at det heldigvis også handler om, hvad jeg kan gøre for verden. Og det kan ingen politiske partier tage fra mig.

Så med fare for at lyde som en gloriepudsende jubeloptimist, vil jeg gerne sende et stille blogpip til alle dem, der heller ikke har lyst til at lukke landets grænser og lade danskerne være sig selv nærmest.

Alt er ikke tabt. Du bestemmer selv.

moma

Billedet er fra MoMa i New York. Det har ikke (direkte) noget med politik at gøre …

Noget om relevante julefrokostemner

Jeg havde inviteret mine freelancere til julefrokost i går. I Grøften. Og på Jernbanecaféen. Selvfølgelig.

Vi kunne have diskuteret mulige arbejdsopgaver i det nye år. Vi endte med at diskutere foldning af toiletpapir.

Jeg bliver sandsynligvis aldrig sådan en rigtig konstruktive arbejdsgiver (føj for et voksenord). Men jeg tror faktisk, det er helt okay at indrømme, at jeg i bund og grund bare er en folder, der gerne vil have det sjovt med sjove mennesker. IMG_3206.JPG

Noget om ikke at blive ældre og klogere

I torsdags fik jeg at vide, at jeg lød skræmmende voksen, da jeg fortalte om mine planer for weekenden.

Til de bekymrede sjæle, der måtte frygte, at også jeg er bukket under og har overgivet mig til et liv i ren fornuft og fordragelighed, kan jeg berolige jer med, at jeg ikke er nået helt så langt (endnu). Min weekend kulminerede nemlig natten til søndag, da mine brandertben knækkede under mig, og jeg efterfølgende sprællede rundt på badeværelsesgulvet i forsøget på at regne ud, hvordan man bedst brækker sig, når man samtidig er blevet ramt af et yderst voldsomt alko-hikkeanfald …

breaking_newsPS: Selvom jeg til hver en tid (og specielt i går) absolut anerkender junkfoods livsnødvendighed, vil jeg alligevel opfordre Domino’s til at slå begrebet “Breaking News” op. Jeg faldt ikke i pizzafælden, men holdt mig i stedet til en beskeden dagsmenu bestående af bacon og brunchpølser med kætter. Og hådågs. Og popcorn. Og Haribo. Og Big Mac. Og pommes. Og Chili Cheese Tops. Man skal aldrig gå ned på snaskede mundgodter. Som man siger …