Ding dong the wisdom is dead

Åh, den skønne følelse af at sige nej tak til fest for tredje aften i træk for at ligge inde under dynen, mens solen skinner udenfor!

Jeg er ynkeligere end ynkelig, jeg ligner Quark i i venstre side af ansigtet, og jeg er alvorligt bange for, at jeg er godt i gang med at udvikle junkie-lignende abstinenser efter Ibuprofen af den ekstra stærke slags. Årsagen til min elendighed er den satans tand, som viste sig at være en endnu større djævel, end jeg frygtede.

Da jeg endelig fik lagt mig i stolen i mandags med angsten holdt i helt stramme tøjler og endda havde overskud til kækt at opfordre tandlægetype til bare at rykke tanden ud med det samme, kiggede hun først på mig, så på røntgenbilledet og så på mig igen med det der ansigtsudtryk, som tandlægetyper bare ikke skal have. Derefter prøvede hun pædagogisk at forklare mig, at hvis hun rykkede til, ville min kæbe sandsynligvis følge med, for djævletanden havde valgt at vokse sammen med knoglen. Og skulle opereres ud. Hurtigst muligt.

Jeg ved godt, at der findes en million andre stakler, som har været igennem samme omgang, og jeg derfor bare burde klappe ynkeligheden sammen og gemme den til en regnvejrsdag. Men altså … jeg håber virkelig aldrig, jeg behøver høre lyden af en knoglefræser igen! For det var den, de måtte hive frem, da jeg igen hoppede i stolen torsdag. Først syntes jeg faktisk, jeg klarede den skide godt. Jeg pev slet ikke, hverken da tandlægetype igen forklarede, at det blev et vanskelig omgang, eller da jeg blev bedøvet med den der voldsomt lange kanyle. TRE gange. Jeg pev ikke engang, da de begyndte at skære og hive og slide i mundtøjet. Så da hun, efter hvad der føltes som elleve evigheder, sagde: “Så kom vi endelig igennem det”, var jeg faktisk ret stolt af mig selv og min Supermands-præstation. Lige indtil det gik op for mig, at det ikke var overstået. Det var bare lykkes dem at skære sig igennem mit tandkød, som åbenbart er af den ekstraordinært stærke slags. Tanden sad stadig i kæben og hyggede sig. Så kom knoglefræseren.

Det var nogenlunde på det tidspunkt, jeg begyndte at tude. På den helt pinlige manér, hvor tårerne sprintede ud i hver en krog af lokalet. Og her var det så, at tandlægetype og klinikassistenttype forsøgte at trøste mig ved at sige, at det også var noget af det værste, de kunne udsætte mig for, fordi jeg kunne høre alle lydene fra fræseren, som jo var i gang med at fjerne en del af mig. Sådan havde jeg da slet ikke tænkt på det før. Så det fik mig bare til at tude endnu mere. Og vildere endnu, da både tandlægetype og klinikassistenttype hev omsorgenshandskerne frem og synkront prøvede at tørre tårerne af mine halvtopløste, halvblodige kinder.

Omsorg er det værste, man kan give mig, hvis man gerne vil have mig til at stoppe med at tude, for det får mig bare til at føle, at det rent faktisk er synd for mig. Det ville være meget mere effektivt, hvis de havde bedt mig om at flette vandslangen og tage mig sammen. Men det gjorde de ikke. I stedet forsøgte de sig med den klassiske afledningsmanøvre ved at skamrose mine øjenvipper (yderst logisk og forudsigeligt samtaleemne i enhver krisesituaiton). “Er de virkelig så mørke fra naturens hånd. Tænk engang, så behøver du jo slet ikke mascara. Hvor er du bare heldig.” Jeg kunne af gode grunde ikke svare, men priste mig lykkelig over, at jeg rent faktisk havde været forudseende nok til at droppe mascaraen netop den dag.

Og så fik jeg øje på de tre elefanter i loftet. En blå, en gul og en rød. De hypnotiserede mig, til tandlægetype endelig fik fræset knoglen over, flækket tanden i to, hevet begge dele ud og syet mig sammen igen. Men jeg tudede stadig. Mens radioen hyggede sig med en omgang kontrapunktisk hånemusik i form af Pharrells “Happy”, vrælede jeg lige så voldsomt, som da jeg sidste år begik den store fejl at kaste mig ud i det der nymodens Body SDS.

Jeg tudede, da tandlægetype fortalte, at det var rigtigt overstået, jeg tudede, da jeg bestilte tid til at få fjernet stingene, jeg tudede (endnu mere), da jeg endelig var alene i trappeopgangen, jeg tudede, da jeg i min forvirring kom til at gå over for rødt, og da jeg i desperation forsøgte at praje en skolevogn. Og så tudede jeg ikke mindst, da jeg nåede ud til storesøs, og hun på indiskret vis fik gjort mig opmærksom på, at jeg nok skulle vente med at åbne munden, til jeg havde kigget mig i spejlet og fjernet blodet fra hele perlerækken (den stakkels taxachauffør havde åbenbart været så sød at ignorere, at jeg lignede Hannibal the Cannibal på en dårlig dag).

Det er to dage siden, og jeg tuder (næsten) ikke mere. Kun en lille smule ved tanken om, at andre dyr lige nu drikker den røde vin og spiller fandango og danser på bordene, mens jeg ligger på sofaen og forsøger at regne mig frem til, hvornår jeg må få lov til at tage min næste dosis drugs, og hvornår jeg mon kan gå over til fast føde og sætte de resterende tænder i en toast igen. Heldigvis har jeg for en gangs skyld alle undskyldninger i verden for at mæske mig i milkshakes (med flødeskum i rå mængder), og heldigvis kender jeg en langhalset type, som kan blende den ondeste bananashake. Og heldigvis er det ikke mig, der har tømmermænd i morgen. Eller noget …

Skål!

bananashake

3 thoughts on “Ding dong the wisdom is dead

  1. Pingback: Noget om ynkelighed | Skudamuda

  2. Pingback: Noget om den første uge i resten af mit arbejdsliv | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s