Ding dong the wisdom is dead

Åh, den skønne følelse af at sige nej tak til fest for tredje aften i træk for at ligge inde under dynen, mens solen skinner udenfor!

Jeg er ynkeligere end ynkelig, jeg ligner Quark i i venstre side af ansigtet, og jeg er alvorligt bange for, at jeg er godt i gang med at udvikle junkie-lignende abstinenser efter Ibuprofen af den ekstra stærke slags. Årsagen til min elendighed er den satans tand, som viste sig at være en endnu større djævel, end jeg frygtede.

Da jeg endelig fik lagt mig i stolen i mandags med angsten holdt i helt stramme tøjler og endda havde overskud til kækt at opfordre tandlægetype til bare at rykke tanden ud med det samme, kiggede hun først på mig, så på røntgenbilledet og så på mig igen med det der ansigtsudtryk, som tandlægetyper bare ikke skal have. Derefter prøvede hun pædagogisk at forklare mig, at hvis hun rykkede til, ville min kæbe sandsynligvis følge med, for djævletanden havde valgt at vokse sammen med knoglen. Og skulle opereres ud. Hurtigst muligt.

Jeg ved godt, at der findes en million andre stakler, som har været igennem samme omgang, og jeg derfor bare burde klappe ynkeligheden sammen og gemme den til en regnvejrsdag. Men altså … jeg håber virkelig aldrig, jeg behøver høre lyden af en knoglefræser igen! For det var den, de måtte hive frem, da jeg igen hoppede i stolen torsdag. Først syntes jeg faktisk, jeg klarede den skide godt. Jeg pev slet ikke, hverken da tandlægetype igen forklarede, at det blev et vanskelig omgang, eller da jeg blev bedøvet med den der voldsomt lange kanyle. TRE gange. Jeg pev ikke engang, da de begyndte at skære og hive og slide i mundtøjet. Så da hun, efter hvad der føltes som elleve evigheder, sagde: “Så kom vi endelig igennem det”, var jeg faktisk ret stolt af mig selv og min Supermands-præstation. Lige indtil det gik op for mig, at det ikke var overstået. Det var bare lykkes dem at skære sig igennem mit tandkød, som åbenbart er af den ekstraordinært stærke slags. Tanden sad stadig i kæben og hyggede sig. Så kom knoglefræseren.

Det var nogenlunde på det tidspunkt, jeg begyndte at tude. På den helt pinlige manér, hvor tårerne sprintede ud i hver en krog af lokalet. Og her var det så, at tandlægetype og klinikassistenttype forsøgte at trøste mig ved at sige, at det også var noget af det værste, de kunne udsætte mig for, fordi jeg kunne høre alle lydene fra fræseren, som jo var i gang med at fjerne en del af mig. Sådan havde jeg da slet ikke tænkt på det før. Så det fik mig bare til at tude endnu mere. Og vildere endnu, da både tandlægetype og klinikassistenttype hev omsorgenshandskerne frem og synkront prøvede at tørre tårerne af mine halvtopløste, halvblodige kinder.

Omsorg er det værste, man kan give mig, hvis man gerne vil have mig til at stoppe med at tude, for det får mig bare til at føle, at det rent faktisk er synd for mig. Det ville være meget mere effektivt, hvis de havde bedt mig om at flette vandslangen og tage mig sammen. Men det gjorde de ikke. I stedet forsøgte de sig med den klassiske afledningsmanøvre ved at skamrose mine øjenvipper (yderst logisk og forudsigeligt samtaleemne i enhver krisesituaiton). “Er de virkelig så mørke fra naturens hånd. Tænk engang, så behøver du jo slet ikke mascara. Hvor er du bare heldig.” Jeg kunne af gode grunde ikke svare, men priste mig lykkelig over, at jeg rent faktisk havde været forudseende nok til at droppe mascaraen netop den dag.

Og så fik jeg øje på de tre elefanter i loftet. En blå, en gul og en rød. De hypnotiserede mig, til tandlægetype endelig fik fræset knoglen over, flækket tanden i to, hevet begge dele ud og syet mig sammen igen. Men jeg tudede stadig. Mens radioen hyggede sig med en omgang kontrapunktisk hånemusik i form af Pharrells “Happy”, vrælede jeg lige så voldsomt, som da jeg sidste år begik den store fejl at kaste mig ud i det der nymodens Body SDS.

Jeg tudede, da tandlægetype fortalte, at det var rigtigt overstået, jeg tudede, da jeg bestilte tid til at få fjernet stingene, jeg tudede (endnu mere), da jeg endelig var alene i trappeopgangen, jeg tudede, da jeg i min forvirring kom til at gå over for rødt, og da jeg i desperation forsøgte at praje en skolevogn. Og så tudede jeg ikke mindst, da jeg nåede ud til storesøs, og hun på indiskret vis fik gjort mig opmærksom på, at jeg nok skulle vente med at åbne munden, til jeg havde kigget mig i spejlet og fjernet blodet fra hele perlerækken (den stakkels taxachauffør havde åbenbart været så sød at ignorere, at jeg lignede Hannibal the Cannibal på en dårlig dag).

Det er to dage siden, og jeg tuder (næsten) ikke mere. Kun en lille smule ved tanken om, at andre dyr lige nu drikker den røde vin og spiller fandango og danser på bordene, mens jeg ligger på sofaen og forsøger at regne mig frem til, hvornår jeg må få lov til at tage min næste dosis drugs, og hvornår jeg mon kan gå over til fast føde og sætte de resterende tænder i en toast igen. Heldigvis har jeg for en gangs skyld alle undskyldninger i verden for at mæske mig i milkshakes (med flødeskum i rå mængder), og heldigvis kender jeg en langhalset type, som kan blende den ondeste bananashake. Og heldigvis er det ikke mig, der har tømmermænd i morgen. Eller noget …

Skål!

bananashake

Helbreds-status: Min lever lever

Jeg har på fornemmelsen, at læsere af denne blog godt kunne få det indtryk, at jeg drikker lige i overkanten af, hvad min lever har godt af. Det gør jeg muligvis også, men det er altså bare fordi, jeg er inde i en (meget lang) periode, hvor der bliver holdt mange fester og lagt op til mange byture. I aften er jeg dog pinligt ædru. Det sker ikke så tit på en lørdag, men det er faktisk meget sjovt at prøve. Så har jeg dejligt meget tid til at tænke over livets store spørgsmål – for eksempel spørgsmålet om, hvorfor man i grunden siger ’pinligt ædru’. Efter min opførsel i går at dømme, ville det være mere passende, hvis man sagde ’pinligt fuld’.

Jeg arbejder hos et firma, der i branchen er kendt for at holde årets fest. Den fandt sted i går. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg huske brudstykker fra det meste af aftenen, hvilket er et godt tegn, for det betyder som regel, at jeg ikke har gjort noget helt forfærdeligt dumt. Jeg har tidligere nævnt, at min underbevidsthed har udviklet en helt speciel evne til at slette alle hukommelsesspor, hvis jeg begår de helt slemme forbrydelser, og eftersom jeg stadig har en hel del hukommelse i god behold, er jeg nogenlunde rolig. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg virkelig var pinligt fuld. Og at nogle hændelser er lidt slørede for mig. For eksempel havde jeg i morges en klar fornemmelse af, at jeg havde kørt i taxa med guldfisken. Men eftersom hun ikke lå i sengen ved siden af mig, da jeg vågnede, gik jeg ud fra, at jeg huskede forkert. Da jeg talte med hende senere på dagen, kunne hun dog informere mig om, at min hukommelse var helt rigtig på den. Vi havde kørt i taxa sammen af den simple årsag, at taxa-chaufføren nægtede at køre alene med mig, når jeg var så fuld (det har jeg utroligt nok aldrig oplevet før på trods af, at jeg for en sikkerheds skyld altid holder mig opdateret på, hvad det koster at brække sig i en taxa nu-til-dags). Guldfisken fortalte også, at vores chef havde læsset mig af på hende med ordene: ’Hun er meget fuld. Kan du ikke sørge for, at hun kommer ordentligt hjem?’ Sådan noget er altid så skønt at få at vide dagen derpå!

I morges kunne jeg også konstatere, at mit dankort var væk. Af en eller anden mærkelig 6.-sans-agtig-grund var jeg overbevist om, at det lå i min postkasse. Så inden jeg påbegyndte den helt store gennemrodning af taske og jakkelommer, gik jeg ned og kiggede. Og det lå der. Hvordan jeg har regnet det ud, fatter jeg ikke helt. Jeg kan slet ikke komme i tanke om en eneste hverken rationel eller irrationel grund til, at jeg selv skulle have fundet på at smide det i postkassen i nat, så det må der være en anden, der har gjort – muligvis en form for telepatisk type.

Min krop bærer tydeligt præg af aftenens udskejelser. I går eftermiddags kunne jeg konstatere, at jeg var meget tæt på at være blå-mærke-fri – en tilstand, jeg sjældent er i. Det er jeg ikke mere. Jeg har adskillige af slagsen – både store og små – rundt omkring på hele kroppen (samt en form for blåt øjenbryn). Derudover har jeg et sår på storetåen, som jeg virkelig ikke kan regne ud, hvordan jeg har anskaffet mig. Jeg ved dog, at jeg havde meget svært ved at komme op på 4. sal, efter guldfisken havde sat mig af, og jeg skvattede på hvert andet repos, så de blå mærker er heldigvis ikke det store mysterium.

Da jeg spurgte guldfisken, hvor fuld jeg havde været på en skala fra 1-10, var hendes svar: ’Altså, du var ved bevidsthed’. Og det er jo altid rart at vide. Jeg har dog lidt svært ved at regne ud, hvorfor jeg ikke kan sige stop i tide. På et tidspunkt var jeg faktisk gået over til danskvand, men så var der nogen, der råbte shots, og da der var fri bar, gik omgangene på omgang, og jeg gik i tomgang, som jeg ofte gør, når promillen er oppe i de helt høje højder. På et tidspunkt vil jeg gerne lære at blive hende der, som ved, at ’fri bar’ ikke er et koncept, der er opfundet med henblik på at man skal drikke, til man glemmer alle problemer. For det avler desværre som regel nye problemer. Jeg slap (så vidt jeg ved) rimelig problemfrit fra branderten i går, selvom jeg da ikke kunne undgå et par af de semi-slemme brølere. Men det er helt okay, prøver jeg at sige til mig selv. For ellers ville jeg vel ikke være mig. Musvitten lavede en ret rammende analyse, da jeg snakkede med hende tidligere i dag. Hun sagde: ’Dit liv er jo ligesom Glamour. Jeg behøver ikke nogen soap i mit liv. Jeg kan bare få den daglige eftermiddags-opdatering fra dig. Og det er en stor ting at sige, når du ved, hvor højt jeg for eksempel elsker Dollars. Du er den nye Alexis. Nej, du er den nye Krystle. Hende, der har alle de gode intentioner, men som alligevel altid ender med at ligge og slås i poolen.’

Jeg havde en plan om, at det her skulle være et indlæg, der kunne overbevise eventuelt bekymrede læsere om, at jeg altså ikke har et alkoholproblem. Den klarede jeg sgu meget godt. Måske har det noget at gøre med min tendens til konstant at bryde planer. Min telefon har været glødende i dag, og jeg talte blandt andet med hamsteren, som om muligt var endnu mere fuld end mig i går. Vi blev enige om, at næste gang vi skal til fest, bliver vi nødt til at lave en plan om, at vi skal te os tossede, drikke sans og samling væk og i øvrigt ydmyge os foran de folk, som vi tilbringer størstedelen af vores hverdag sammen med. For når vi nu føler det strengt nødvendigt at bryde alle planer, kunne der jo så reelt set være en chance for at undgå skandalerne og køre den upinligt fulde stil. God plan!