Helbreds-status: Min lever lever

Jeg har på fornemmelsen, at læsere af denne blog godt kunne få det indtryk, at jeg drikker lige i overkanten af, hvad min lever har godt af. Det gør jeg muligvis også, men det er altså bare fordi, jeg er inde i en (meget lang) periode, hvor der bliver holdt mange fester og lagt op til mange byture. I aften er jeg dog pinligt ædru. Det sker ikke så tit på en lørdag, men det er faktisk meget sjovt at prøve. Så har jeg dejligt meget tid til at tænke over livets store spørgsmål – for eksempel spørgsmålet om, hvorfor man i grunden siger ’pinligt ædru’. Efter min opførsel i går at dømme, ville det være mere passende, hvis man sagde ’pinligt fuld’.

Jeg arbejder hos et firma, der i branchen er kendt for at holde årets fest. Den fandt sted i går. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg huske brudstykker fra det meste af aftenen, hvilket er et godt tegn, for det betyder som regel, at jeg ikke har gjort noget helt forfærdeligt dumt. Jeg har tidligere nævnt, at min underbevidsthed har udviklet en helt speciel evne til at slette alle hukommelsesspor, hvis jeg begår de helt slemme forbrydelser, og eftersom jeg stadig har en hel del hukommelse i god behold, er jeg nogenlunde rolig. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg virkelig var pinligt fuld. Og at nogle hændelser er lidt slørede for mig. For eksempel havde jeg i morges en klar fornemmelse af, at jeg havde kørt i taxa med guldfisken. Men eftersom hun ikke lå i sengen ved siden af mig, da jeg vågnede, gik jeg ud fra, at jeg huskede forkert. Da jeg talte med hende senere på dagen, kunne hun dog informere mig om, at min hukommelse var helt rigtig på den. Vi havde kørt i taxa sammen af den simple årsag, at taxa-chaufføren nægtede at køre alene med mig, når jeg var så fuld (det har jeg utroligt nok aldrig oplevet før på trods af, at jeg for en sikkerheds skyld altid holder mig opdateret på, hvad det koster at brække sig i en taxa nu-til-dags). Guldfisken fortalte også, at vores chef havde læsset mig af på hende med ordene: ’Hun er meget fuld. Kan du ikke sørge for, at hun kommer ordentligt hjem?’ Sådan noget er altid så skønt at få at vide dagen derpå!

I morges kunne jeg også konstatere, at mit dankort var væk. Af en eller anden mærkelig 6.-sans-agtig-grund var jeg overbevist om, at det lå i min postkasse. Så inden jeg påbegyndte den helt store gennemrodning af taske og jakkelommer, gik jeg ned og kiggede. Og det lå der. Hvordan jeg har regnet det ud, fatter jeg ikke helt. Jeg kan slet ikke komme i tanke om en eneste hverken rationel eller irrationel grund til, at jeg selv skulle have fundet på at smide det i postkassen i nat, så det må der være en anden, der har gjort – muligvis en form for telepatisk type.

Min krop bærer tydeligt præg af aftenens udskejelser. I går eftermiddags kunne jeg konstatere, at jeg var meget tæt på at være blå-mærke-fri – en tilstand, jeg sjældent er i. Det er jeg ikke mere. Jeg har adskillige af slagsen – både store og små – rundt omkring på hele kroppen (samt en form for blåt øjenbryn). Derudover har jeg et sår på storetåen, som jeg virkelig ikke kan regne ud, hvordan jeg har anskaffet mig. Jeg ved dog, at jeg havde meget svært ved at komme op på 4. sal, efter guldfisken havde sat mig af, og jeg skvattede på hvert andet repos, så de blå mærker er heldigvis ikke det store mysterium.

Da jeg spurgte guldfisken, hvor fuld jeg havde været på en skala fra 1-10, var hendes svar: ’Altså, du var ved bevidsthed’. Og det er jo altid rart at vide. Jeg har dog lidt svært ved at regne ud, hvorfor jeg ikke kan sige stop i tide. På et tidspunkt var jeg faktisk gået over til danskvand, men så var der nogen, der råbte shots, og da der var fri bar, gik omgangene på omgang, og jeg gik i tomgang, som jeg ofte gør, når promillen er oppe i de helt høje højder. På et tidspunkt vil jeg gerne lære at blive hende der, som ved, at ’fri bar’ ikke er et koncept, der er opfundet med henblik på at man skal drikke, til man glemmer alle problemer. For det avler desværre som regel nye problemer. Jeg slap (så vidt jeg ved) rimelig problemfrit fra branderten i går, selvom jeg da ikke kunne undgå et par af de semi-slemme brølere. Men det er helt okay, prøver jeg at sige til mig selv. For ellers ville jeg vel ikke være mig. Musvitten lavede en ret rammende analyse, da jeg snakkede med hende tidligere i dag. Hun sagde: ’Dit liv er jo ligesom Glamour. Jeg behøver ikke nogen soap i mit liv. Jeg kan bare få den daglige eftermiddags-opdatering fra dig. Og det er en stor ting at sige, når du ved, hvor højt jeg for eksempel elsker Dollars. Du er den nye Alexis. Nej, du er den nye Krystle. Hende, der har alle de gode intentioner, men som alligevel altid ender med at ligge og slås i poolen.’

Jeg havde en plan om, at det her skulle være et indlæg, der kunne overbevise eventuelt bekymrede læsere om, at jeg altså ikke har et alkoholproblem. Den klarede jeg sgu meget godt. Måske har det noget at gøre med min tendens til konstant at bryde planer. Min telefon har været glødende i dag, og jeg talte blandt andet med hamsteren, som om muligt var endnu mere fuld end mig i går. Vi blev enige om, at næste gang vi skal til fest, bliver vi nødt til at lave en plan om, at vi skal te os tossede, drikke sans og samling væk og i øvrigt ydmyge os foran de folk, som vi tilbringer størstedelen af vores hverdag sammen med. For når vi nu føler det strengt nødvendigt at bryde alle planer, kunne der jo så reelt set være en chance for at undgå skandalerne og køre den upinligt fulde stil. God plan!