Hvornår bliver man for gammel til at bestille Happy Meal? Jeg prøvede for et par timer siden, hvilket fik ekspedienten til at spørge, om det var til mig selv, eller om jeg skulle have legetøj med. Hun kiggede mærkeligt på mig, da jeg svarede ja til begge spørgsmål. Selvom legetøjet dog blev doneret væk, mindede situationen mig endnu engang om, at jeg muligvis har en smule svært ved at finde balancen mellem barn og voksen.
Dengang min krop var barn, og jeg lige var begyndt i børnehave, fik jeg en specialbygget stol med armlæn, fordi jeg blev ved med at skvatte ned fra de stole, som alle de andre børn kunne sidde så fint og velbalanceret på. I mange år troede jeg, det var fordi, at jeg var motorisk udfordret, og da ingen modsagde mig, blev jeg til sidst sikker på, at det var sandheden. I hvert fald indtil jeg en dag vel inde i det, der vel betegnes som voksenlivet, blev gjort opmærksom på, at jeg kom i børnehave et år for tidligt og i øvrigt var et ualmindeligt lille barn, så det kunne muligvis være derfor, jeg havde lidt svært ved at holde balancen.
Jeg er blevet større. Både af krop og sind, men nok mest det første. Jeg har dog stadig ikke helt fundet balancen. Mellem barn og voksen. Fuld og ædru. Fornuftig og fantasiudlevende. Jeg ved ikke, om det i en alder af 27 er okay at ønske sig et par armlæn. Og jeg ved heller ikke, hvordan man monterer sådan nogle på den mentale stol. Men måske er det slet ikke så slemt at sidde lidt usikkert i det – så længe man bare husker at nyde både Happy Meal, Gin/Tonics og fantasifuldførelse.
Skudamuda 