Sådan en af de der dage …

Jeg har et lidt anstrengt forhold til døden. Ikke kun fordi jeg synes, det er en fuldstændig uforståelig nødvendig del af livet, men også fordi jeg jo godt ved, hvorfor den er nødvendig. Det er jeg sandsynligvis ikke ene om. En af de første gange, jeg blev direkte konfronteret med døden, var dengang min krop var barn. Det var sommer, solen skinnede, og jeg spænede rundt i haven med min usynlige veninde og alle vores usynlige heste (jeg ejede dem, hun passede dem. God fordeling). Lige pludselig stod jeg ansigt til ansigt med den. Den hang i et træ og havde indtaget en lille, fin, farvestrålende fugl, som aldrig skulle flyve mere. Fuglen var helt stiv, hovedet vendte nedad, og fødderne var viklet ind i et net. Jeg blev forskrækket, forundret, bange og ked af det på én gang. Og så løb jeg væk. Jeg kan regne mig frem til, at jeg har været 10 år på det tidspunkt, og jeg ved ikke, hvorfor det stadig står så klart for mig, for jeg tror egentlig aldrig, jeg har fortalt nogen om episoden. Men der blev jeg helt overbevist om, at det med døden altså ikke var noget for mig.

12 år senere var jeg med haren i Sankt Petersborg. Vi besøgte et museum med en udstilling, der fokuserede på sygdomsforskning illustreret ved en masse misfostre på glas. Store fostre, der lignede rigtige babyer og på meget ubehagelig vis blev et symbol på døden før livet. En uge tidligere havde vi stået flere timer i kø i Moskva for at se Lenin i balsameret udgave. Han er den eneste døde person, jeg nogensinde har set, og det kunne jeg af en eller anden grund sagtens klare. Måske fordi, han mest af alt lignede en lille dukke, men nok også fordi, det var svært at forholde sig til, at han engang havde levet. De der fostre på glas kunne jeg desværre alt for godt forholde mig til. Jeg var ikke i rummet i meget mere end et halvt minut, før jeg måtte sætte mig udenfor og vente på haren, mens jeg kæmpede mod kvalmen. Her stod en pige i 10-års-alderen og stor-tudede i panisk desperation, mens hendes mor hev hende voldsomt i armen for at få hende med ind til udstillingen. Nu er jeg ikke så stærk i russiske gloser (kun dem, der har noget med vodka at gøre), men hvis jeg var, håber jeg, at jeg havde turdet gøre oprør mod fuldstændig fejlagtig børneopdragelse. Hvis den fugl i træet kan have sat så dybe spor i mig, dengang jeg var 10, vil jeg slet ikke tænke på, hvad udstillingen kan have gjort ved hende.

Døden dør aldrig, det ved jeg godt. Men nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke behøvede at blive konfronteret med den. I morges var jeg ved at falde over et dødt pindsvin ved strandvejen. Jeg var iført melankoli-t-shirt og nåede lige at håbe på, at det ikke var det sidste pindsvin i byen. Så fik jeg øje på det næste fladkørte pindsvine-lig, som lå lige under en velkendt sky, der lignede et par sneakers. Verden er dum, og mærkelige tilfældigheder skræmmer mig næsten ligeså meget, som døden gør!

7 thoughts on “Sådan en af de der dage …

  1. Hmmm ja, døden….man skal huske at gemme sig fra den. Især skal man huske at gemme pindsvin fra den.

    Til trods for at jeg var til tre begravelser på to år (farmor, morfar, farbror) allerede som 8-9-årig, så har jeg heller aldrig fået et naturligt forhold til døden. Den skræmmer røven ud af bukserne på mig, og det eneste der gør det udholdeligt er at erkende min egen ubetydelighed.

    Af og til…bare engang imellem….ville man ønske, at Det Usynlige Superspøgelse virkelig fandtes og havde gemt den bedste plads i skyen til en i al evighed.

    • Jeg er ked af, at jeg nu muligvis fremmer din dødsangst, men jeg er bange for, at din egen ubetydelighed er ikke-eksisterende. Betydeligheden, derimod, er om muligt endnu større end pindsvins, og det gør jo straks dødeligheden noget sværere at acceptere – men heldigvis gør det også livet mere meningsfuldt. Til gengæld har jeg altså ikke opgivet troen på Det Usynlige Superspøgelse. Men jeg er selvfølgelig også kun 11 år et sted indeni.

      PS: Er lige kommet hjem fra en meget mørk strand, hvor jeg så et pindsvin. Et rigtigt levende et, som sad helt stille. Jeg gik meget forsigtigt hen imod det og var frygtelig bange for at skræmme det væk. Lige indtil jeg kunne konstatere, at det slet ikke var et pindsvin alligevel. Det var sådan en sort pose, hundejere bruger, når deres bedste ven lægger efterladenskaber. Jeg er nu officielt blivet sindssyg …

  2. Pingback: Hvem er du (og hvem er jeg)? | Skudamuda

  3. Pingback: Glemte og tabte ting og sager | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s