Noget om sommervarme og smæk i numsen

Jeg ved ikke, om det er hedebølgen, der gør det. Men ifølge analyserne tegner der sig for tiden et noget bekymrende søgemønster hos de folk, der kommer her til bloggen fra Google.

For en god ordens skyld vil jeg bare gerne pointere, at rap i røven ikke er noget, der bliver dokumenteret på siden. Kun den russiske slags. Og jeg tænker umiddelbart, det ikke er helt kinky nok i den her sammenhæng.

Så kære, smæksøgende typer – jeg vil nødig virke knibsk, men jeg tror, I får mere ud af at slå jeres folder et andet sted. God fornøjelse …

smaek_i_numsen

Udpluk af den sidste uges søgemønster.

 

 

 

Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Noget om flødebolleri på fremmedsprog

Jeg er bange for, at jeg er blevet smittet med en form for kronisk mani, der tvinger mig til at læse samtlige skilte og navne op, når jeg er i udlandet. Tyskland og Sverige er specielt slemme, fordi landendes sprog er ekstra sjove at læse op på – og fordi vores to naboer helt klart løber med sejren i en konkurrence, hvor det gælder om at få hverdagsting til at lyde så sjofle som overhovedet muligt. Der er masser af eksempler at vælge mellem. Alene i flødebolleverdenen er der materiale nok til et par timers underholdning (i øvrigt også en kategori, hvor den danske betegnelse er godt med på sjofelhedsskalaen …)

Jeg tænker, det må være en lille smule irriterende at have sådan en halvlummer tourettestype på slæb, som konstant går og lirer ord af på sprog, hun egentlig ikke mestrer særlig godt. Men så er det heldigt, at jeg er sammen med en stadigt mere og mere rummelig langhalset type, som rent faktisk forsøger at overgå mig i stedet for at bede mig om at flette snablen.

Den slags heldighed er bare en af årsagerne til, at jeg ikke er fan af tanken om at skulle hjem i dag. Jeg kommer til at savne det hele – selv gråvejret, som jeg selvfølgelig også er ramt af her (to ugers Ruslandsregnvejr var åbenbart ikke nok). Så turen er en våd fornøjelse (sms). Men en skide god en af slagsen.

dickmanns

Super Dickmann’s er i øvrigt i hård konkurrence med Nelly’s Miniküsse – både i forhold til smagsoplevelse og sjofelhed …

Spejl et æg, og ønsk en gris

Den tøjte til Rusland har taget min ungdom. Efter overlevelsesturen er min krop åbenbart blevet så gammel og brugt (nej, ikke på den måde), at jeg ikke engang kan klare en sølle gennemgang af de bedste humlebobler på Trykbar uden at modtage yderst urimelig korporlig straf. Derfor har jeg indledt en passioneret lørdagsaffære med min seng (og Bodil den anden). Indtil videre er den kun blevet afbrudt af en stærkt tiltrængt pølsebrunch med musvitten. På vej derhen kom jeg forbi en af mine absolutte yndlingsattraktioner i København.

Rundetårn, havfruetype og Amalienborg gå hjem (nej, tømmermændsfingre, ikke Analienborg!). I kan på ingen måder hamle op med Chicky Grills sensationelle vinduesparti. Intet museum har nogensinde fascineret mig så meget som dette mekka udi skøn undren. For eksempel kan man her stifte bekendtskab med det fantastiske fænomen ‘Flæskestegssandwish’. Og ja, på en dag som denne, hvor fedt- og saltbalancen er i bund, er flæskesteg helt rigtigt et sandt ønske.

Jeg er passioneret fan af brune fortidslevn i alle afskygninger, og Chicky Grill er at finde allerøverst på min hitliste sammen med Kanalbodegaen og Eiffel og Palæ og alle de andre storfavoritter. På Chicky kan man nemlig spise gourmetmiddag og drikke sig en halv kæp i højre øre for det samme, som man giver for to centiliter rom og en myntedusk rundt om hjørnet på Karrierebar. Til gengæld afslører vinduesudstillingen, at man så også selv skal spejle sit æg til den pris …

spejl_aegPS: Hvis du lige som jeg er ordsnob af guds nåde, findes der endnu flere kongeeksempler på malplacerede mellemrum her.

Nu ved jeg at russere …

– ikke mener, at der er insekter i deres ’Bug dumplings’. Tværtimod er der tale om store dumplings og en mindre stavefejl

– er meget glade for ABBA og har lavet deres helt egen version af popgruppen

abba

– giver mange af deres huse tøj på (måske husene også er blufærdige?)

– bare kan det der med at få madretter til at lyde lækre (godt nok er jeg glad for sovs, meeeen …)

tongue_in_a_creamy_sauce

– anvender det anerkendte håndtegn for MTG X, når de vil signalere adgang forbudt

– er meget glade for store ting, der burde være mindre

haengelaas

– ikke nødvendigvis forstår et ord engelsk, bare fordi de arbejder i en engelsk bogbutik (tænk, at vi var så næsvise at tro det)

– ikke forstår det der med, at når man skilter med en hemmelighed, så er det altså ikke en hemmelighed mere

secret

– er afsindigt glade for dild og pynter alt med en lille dusk (tænker, hamsteren muligvis har russiske aner …)

– øjensynligt ikke har nogen mavesæk

mavesaek

– ikke giver finger mod betaling, når man får ordnet negle (det var nu heller ikke helt den service, vi bad om …)

PS: Hvis du ikke har været her endnu, så skynd dig at skrive Rusland på listen. Efter to uger i regnvejr synes haren og jeg stadig, det er fantastisk, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage hertil igen en dag  (men det bliver også helt fint at komme hjem til den danske sommersol og de danske sommerdyr lige om lidt).

Et højpandet indlæg om moderne kunst

Okay, det er måske en smule svært at skrive noget decideret højpandet om et emne, jeg ikke forstår. Jeg synes selv, jeg har opsøgt min del museer verden over. Og jeg synes generelt, de fleste former for kunst er interessant på en eller anden måde. Men moderne kunst. Altså … måske er det bare mig, der er dum. Men jeg føler mig lidt taget i røven af svindlerne fra Kejserens nye klæder, når jeg betaler penge for at se det her:

moma

New Yorks bud på moderne kunst

mmoma

Moskvas bud på moderne kunst

Haren og jeg var på Moskvas Museum of Modern Art forleden. Når jeg skriver, at jeg ikke forstår moderne kunst, mener jeg ikke alt moderne kunst. Meget af det er vildt spændende og fascinerende (specielt det med Elvis, selvfølgelig). Jeg har bare en lille smule svært ved at fatte, hvordan en åben dåse sardiner i olie er så meget mere fantastisk og genialt i et museumslokale end hjemme på min køkkenbord (i øvrigt er sardiner vel altid frygtelige …)

Alligevel bliver jeg ved med at opsøge det. Måske fordi jeg så får afløb for min ustyrlige trang til at pille ved forbudte ting. Den slags museer er jo fyldt med forbudsskilte, som bare gør det endnu mere fristende at røre ved alting, når de voksne kigger væk eller sover. Problemet med russiske museer er bare, at der er kustoder overalt – og de sover aldrig! I hvert fald ikke når de er på arbejde. Men det er også med til at gøre rørningsmissionen endnu mere spændende (på den der hvor-meget-kan-jeg-mon-nå-at-røre-ved-det-her-fallosformet-slikpapir-uden-at-blive-opdaget-måde). Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste med den form for trang, men jeg har stadig ikke helt forstået den, ligesom jeg heller ikke har forstået, hvorfor jeg altid skal røre ved tallerkenen, når tjeneren advarer om, at den er brandvarm (for tjeneren har som regel ret, kan jeg afsløre efter adskillige års empiriske undersøgelser med efterhånden ret hærdede pilfingre).

MMOMA var hurtigt overstået, og jeg kunne konkludere, at det mest interessante ved hele udstillingen var en form for kikkert, hvor jeg kunne se mit eget øje helt tæt på (hvem sagde selvoptaget?) Og så selvfølgelig giftshoppen. Museumsbutikker er som regel hele museumsbesøget værd, og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg skriver, at haren og jeg brugte mere tid i den lille butik, end vi brugte på selve museet. Men helt ærligt – hvem kan bebrejde os med det fantastiske vareudvalg?

giftshop

Og sådan fik jeg smæk i røven på en mandag …

Jeg ville egentlig have skrevet et højpandet indlæg om moderne kunst, men så stiftede jeg bekendtskab med en russisk banya.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men jeg ved i hvert fald, at jeg er meget, meget ked af, at jeg ikke måtte tage billeder derinde, for det er svært at forklare med ord, hvordan det er at kigge direkte op i en ældre russisk kvindes allerhelligste (det skete flere gange ved en fejl). Til gengæld ville det måske være upassende med billeder af den slags herinde. Man ved jo aldrig, om der er børn tilstede.

Til dem, der ikke ved, hvad en banya er, kan jeg fortælle, at det er et russisk saunabad. Da jeg har stiftet bekendtskab med flere forskellige former for hamam både i Tyrkiet og i Bulgarien, tænkte jeg, at der skulle meget til for at imponere mig. Jeg har trods alt allerede prøvet at blive klasket i ansigtet med et par meget lange og rynkede bryster. Men ak, jeg skulle blive klogere.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, da jeg gik ind i badeområdet med mit American Dollars-håndklæde omkring mig (muligvis også en smule upassende håndklædevalg), men jeg blev hurtigt ekstremt fascineret af det, der kom til at foregå.

For det første synes jeg altid, det er en lille smule grænseoverskridende at være nøgen i selskab med folk, jeg ikke kender (eller med folk, jeg kender, for den sags skyld). Jeg er meget lidt blufærdig på mine egne vegne og er egentlig rimelig ligeglad med, om andre ser mig uden tøj på. Men jeg bliver hurtigt blufærdig på andres vegne. Derfor var det en tand underligt at stå fuldstændig Kong Hans og snakke med lige så nøgen russisk kvinde, fordi det jo er så satans svært at finde ud af, hvor man skal kigge hen, eller hvad man skal gøre af sine hænder (ikke fordi jeg stod og fik kinky idéer til fingersjov – men det virker jo dumt, når de bare hænger (sms)). Muligvis blev det også endnu mere akavet, fordi haren og jeg var i gang med at modtage gode råd til, hvordan vi bedst muligt smækkede hinanden i røven med det bundt grene, vi havde fået udleveret. Mere om det senere …

Selve saunaritualet fungerede på den måde, at vi gik ind i et rum, der var afsindigt varmt, og jeg tænkte, at jeg ikke overlevede mange minutter. Det var så inden, jeg fandt ud af, at det slet ikke var blevet varmt endnu. For pludselig begyndte banyamutter at kaste vand ind i rummets kæmpe ovn og vifte luften fra ovnen rundt i rummet. SÅ fandt jeg ud af, hvad varme er. Det kan efter sigende blive over 90 grader derinde, og jeg synes, det er slemt nok at komme igennem en gennemsnitlig dansk sommerdag.

Heldigvis var der ikke så langt til nedkøling – enten ved at trække i en snor, som udløste en spand koldt vand, eller ved at kaste sin (stadig nøgne) krop ned i en kæmpestor træbalje fyldt med lige så koldt vand. Det prøvede vi en del gange, før vi endelig havde gjort os fortjent til at få udleveret grendusken, der havde ligget til opblødning.

Nu kender jeg haren meget godt, men jeg tror aldrig, vi har været helt så tætte på hinanden, som vi kom i dag under saunasmækningsseance med nogenlunde følgende ordudveksling:

”Har du været en slem, slem pige?”
”Ja, jeg har!”
SMÆK!
”Hov … er det for hårdt?”
”Nej, gør det igen!”
SMÆK SMÆK
”Mere?”
”Ja, vildere!”
SMÆK SMÆK SMÆK SMÆK

Jeg synes egentlig, vi formåede at leve os ret godt ind i ritualet, men vi var på ingen måder lige så seje som de to ældre, russiske kvinder, der havde dobbelt op på grene og virkelig fik smækket igennem, så alt vibrerede.

Efter sigende skulle man føle sig som et nyt og bedre menneske med fremragende helbred efter sådan en omgang. Det ved jeg ikke, om jeg gør. Men jeg føler i hvert fald, at jeg har fået udvidet de intime horisonter …

banya

Noget om bøger og barndom

Da jeg var barn, læste jeg konstant. Helst bøger for voksne. De var spændende, for jeg vidste jo ikke, hvordan det var at være voksen. Jeg vidste kun, hvordan det føltes at være barn i de voksnes vanvittige verden.

I dag læser jeg mest børnebøger eller bøger om børn – fordi jeg har lært, at det som regel er de klogeste. Og jeg kan faktisk ikke komme på en eneste bog om voksne, der har lige så meget visdom og magi og rigtighed i sig som Den lille prins eller Mio, min Mio eller Extremely Loud and Incredibly Close.

Som barn kunne jeg alle bibliotekets reolrækker udenad. Også tegneserierne og magasinerne og faglitteraturen. Der var sjældent andre mennesker, så jeg følte tit, det var min private labyrint fuld af eventyr og hurlumhej og finurligheder og kommende klogskab. Der duftede velkendt af fremmede verdener, og jeg savner den tryghed, som kun fandtes på biblioteket.

For tiden læser jeg alt for lidt. Og jeg kan desværre ikke huske, hvornår jeg sidst har været på biblioteket. Men jeg savnede det forleden, da jeg gik forbi en lille, russisk kasse, som mindede mig om barndommens trygge fremogtilbagetumlen gennem reolrækkernes eventyrlige uendelighed.

publib_library

PS: Jeg var ikke særlig gammel, da jeg gik på opdagelse i min første historie om Rusland. Og selvom jeg tit ærgrer mig over, at jeg ikke får læst nok, så kan jeg trøste mig med, at det måske er fordi, jeg nu har travlt med at opleve eventyret i virkeligheden.

Noget om det rigtige Rusland

Det rigtige Rusland er et eventyr, som startede i går morges, hvor vi tog midlertidigt afsked med vores fængselscelleværelse i Moskva og hoppede på metroen i retningen mod en fremmede busstation. Der var ingen skilte og mange busser, så vi prøvede lykken ved den første og allermest faldefærdige af slagsen. Ingen talte engelsk, og vi vidste ikke, om busfætter rent faktisk forstod, hvad vi mente, da vi forsøgte at udtale navnet på den lille, russiske by, vi skulle til – eller om han bare gerne ville tjene nogle hurtige penge. Men han nikkede, viste tre fingre, som betyder 300 rubler (noget har jeg da lært om penge), og så kunne vi ellers flade ud i den rullende, orange porrestanksspand sammen med overraskende mange enlige, russiske mænd, der spiste røget bacon direkte fra pakken.

Efter fire timer blev vi, som de eneste, smidt af på en meget øde landevej (og når noget er øde i Rusland, er det ikke for sjov). Busfætter, som desværre ikke havde lært mere engelsk på vejen, nikkede bare, da vi kiggede spørgende på ham, og så tøffede han ellers videre med spanden og efterlod os tilbage. Jeg tænker, han kunne have haft en fest med at snyde os. To bundnaive tøsepiger fra vesten, som tror, de kan klare alt, lige indtil de bliver konfronteret med russisk ødeland.

De få skilte, vi fandt, var fyldt med mere eller mindre uforståelige kyrilliske bogstaver, så vi var ret meget på røven, selvom vi da efterhånden fik fornemmelsen af, at vi var i nærheden af noget rigtigt. En stor, sort russisk bil med tonede ruder spurtede forbi, og haren og jeg nåede hurtigt frem til, at det letteste ville være at stikke en tommelfinger i vejret. Den stoppede – hvilket både kunne være meget heldigt og utroligt uheldigt. Bag rattet sad en midaldrende, russisk mandsperson, som heller ikke forstod engelsk. Men han nikkede genkendende, da vi sagde navnet på vores hostel. Så vi hoppede ind og håbede på det bedste.

Og vi nåede frem – levende og det hele. Til Godzillas, som stedet hedder. Vi befinder os i en lillebitte russisk landsby midt i ingenting. Her er ikke andet end kirker og borge og tårne og dunkle kroer. Lokalkultur over hele linjen. Og det ældre, russiske par, som bestyrer stedet her, har selvfølgelig valgt det utroligt passende navn Godzillas til deres spejderhyttehostel. Jeg elsker det!

Og jeg elsker, at alt er så fremmede, at det er en succes i sig selv, hvis vi kan tyde menukortet på kroen (de er meget glade for tunge, skulle jeg hilse og sige). Heldigvis har vi lært at sige pandekager, så vi har spist pandekager med alt. Pandekager med smør, pandekager med is, pandekager med champignon, pandekager med kaviar, pandekager med kondenseret mælk (det skulle jo prøves). Og vi har set kirker og borge og museer, som tydeligvis kun er for russere. Alle er helt uforstående over for det faktum, at vi ikke kan tale deres sprog. Når vi prøver at give udtryk for, at vi intet forstår, snakker de bare videre. For det er åbenbart helt uhørt, at to unge tøsepiger fra et fremmede land tager på eventyr i deres by.

Vi fatter ikke særlig meget af det, vi ser, og vi kan ikke finde halvdelen af seværdighederne. Og det regner konstant, og når vi endelig finder frem til noget, har det lukket. Alligevel synes jeg, det er fantastisk. Selvom jeg fik en mindre nedsmeltning over vejret i dag og godt kunne ønske mig langt væk til en sydhavsø fyldt med sol og sangria og forståelig kommunikation, så er der noget helt specielt ved at være lige her lige nu. For det kan godt være, jeg er træt af, at jeg ikke fik lov til at opleve det rigtige Moskva for 20 år siden. Men om 20 år kan jeg i hvert fald sige, at jeg har nået at opleve det rigtige Rusland!

det_rigtige_rusland

Noget om Gorky Park

Jeg elsker at besøge velkendte steder igen – for der er altid noget godt, jeg har overset. Noget nyt, der skal opdages. Som Gorky Park i Moskva. Egentlig vidste jeg jo godt, at den fandtes. Haren og jeg nåede bare ikke at komme forbi for seks år siden, fordi vi havde travlt med at drikke vodka og stå i kø for at se Lenins døde krop og jagte KGB-museet, som var så hemmeligt, at vi aldrig fandt det.

Men i går fandt vi parken. Heldigvis. Det er egentlig ikke fordi, den adskiller sig specielt meget fra andre parker udadtil. Og så alligevel. Der er noget magisk over den, som er svært at forklare, men let at mærke, når man er der på den helt rigtige måde. Specielt på en sommergråvejrsdag som i går, hvor man hurtigt kan føle sig helt alene i en meget stor verden på den allerbedste måde.

gorky1 gorky2 gorky3 gorky4 gorky5 gorky6 gorky7 gorky8 gorky9 gorky10

PS: Det kan godt være, jeg brokkede mig forleden, fordi Moskva efterhånden er alt for meget USA og lidt for lidt Rusland. Men nu har vi altså fundet det. Det rigtige Rusland. Og det er et eventyr. Mere om det meget snart …