Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Hvorfor dit og hvorfor dat

’Er du gravid’, spurgte min chef mig tidligere på ugen. Det spørgsmål er jo altid skønt at skulle svare på. Specielt når man er så usvanger som overhovedet muligt (egentlig ved jeg ikke, om der findes en decideret svangerhedsskala. Det er vel nærmere noget med enten eller. Men så er jeg i hvert fald en soleklar eller).

Jeg tror faktisk ikke, spørgsmålet var en kommentar til min figur som sådan (men trækker stadig maven ind for en sikkerheds skyld). Kommentaren faldt nemlig umiddelbart efter, jeg helligt havde bedyret, at jeg agtede at holde mig helt fra alkohol til arbejdspladsens 25 års fødselsdagsfest i fredags.

Der var flere årsager til min urokkeligt faste beslutning. For det første skulle jeg filme til klokken 23 (og var ved sidste fest lidt for tæt på at glemme kameraet i taxaen på vej hjem grundet de onde alkoholguders indblanding i min hjernefunktion. Det var umiddelbart efter førnævnte chef måtte slæbe mig ned af 20-30 trappetrin og aflevere mig til den stakkels guldfisk, som fik besked på at sørge for, at jeg kom sikkert hjem med begge slatne ben i behold). For det andet ville jeg gerne være tømmermændsfri lørdag. Og for det tredje har min krop for tiden en tendens til at blive indtaget af en eller anden hysterisk følsom type, som for alvor får frie tøjler, når promillen rammer kvalmegrænsen, hvilket let kunne ske til sådan en slags fest, hvor man får serveret shots i sprøjter.

Mine gode intentioner holdt helt til velkomstdrinken. Dog undgik jeg skandalerne. Og jeg fandt samtidig ud af, at hvis jeg en dag, når jeg bliver voksen, rent faktisk skulle havne i en form for befrugtningssituation, så ville jeg aldrig være i stand til at skjule en graviditet, når folk tror, jeg er blevet sindssyg, bare fordi jeg vil holde mig fra alkohol en enkelt aften, hvor jeg i øvrigt er på en form for arbejde.

Måske jeg i virkeligheden heller ikke ville egne mig så godt til det der med at være mor. Jeg mener, der er jo en decideret risiko for, at jeg ville være mere barnlig end mit eget afkom. Og selvom jeg synes, børn er ret skønne, ved jeg ikke helt, om jeg ville kunne leve op til det, der bliver forventet af en forældre. For eksempel evnen til at kunne svare på alle spørgsmål i hele verden.

Den evne blev sat på en prøve, da jeg havde besøg af den 8-årige i weekenden. Blandt det, der voldte mig problemer, kan nævnes:

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvordan kører metroen af sig selv?
Mit svar: Det er bare sådan noget, den gør.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvad er det der?
Mit svar: Det er sådan en form for dippedut.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvornår er mormor færdig med at tisse?
Mit svar: Når der ikke er mere tis tilbage i hende.

Det endte med, at han opgav at få noget fornuftigt ud af mig og i stedet selv begyndte at svare på sine egne spørgsmål, hvilket han til min store bekymring var væsentligt bedre til, end jeg var:

Hans spørgsmål: Er der mon prøvet at blive indbrud i Nationalbanken?
Hans svar: Det tror jeg, for den er jo mange, mange penge værd.

I mellemtiden kunne jeg så fordrive tiden med at falde i staver over jordens ottende vidunder, som jeg fandt i Candy Megastore. Den største slikautomat, jeg nogensinde har set. Jeg ville jo blive verdens mest dobbeltmoralske mor, som forsøger at tvangsfodre potentielt fremtidig unge med discountspelt og porrekompot på bud, så jeg selv kan spare femmere sammen til min daglige pilgrimsrejse til gigantautomaten.

gigantslikautomat

PS: Den 8-årige stillede et enkelt spørgsmål, som jeg kunne svare på helt klart og uden tvivl i stemmen:

’Var verdens højeste mand egentlig større end mor?’

Fra børn og fulde folk

Jeg tror, jeg stak alle personlige rekorder for stædig forårsopførsel, da jeg deltog i årets første picnic på stranden i går. Og selvom det virkelig var rockerkoldt (og jeg først troede, det var en joke, da jeg modtog invitationen til socialisering på tæppe i noget-nær-minusgrader), viste det sig at være helt rigtigt. Ligesom picnicmadindpakningen også viste sig at være.

kasse_til_mad

Det er sjældent, fremmede har succes med at læse mig, inden de møder mig, så derfor blev jeg både overrasket og imponeret, da jeg modtog kassen, der ligner noget, jeg ønskede mig som barn, men aldrig fik, fordi jeg skulle trækkes med de gode, gamle, ruminddelte og kedeligt ensfarvede 80’er-kasser (godt, jeg var så god til at slå hul i hovedet, så jeg tit kunne komme til lægen og få funky, øjenrullende klistermærker, der kunne pifte kassen op). Kassen var endda fyldt med sukkerærter, som var et ret opfindsomt alternativ til det sukker, et dumt væddemål forbyder mig at indtage (note to stædige self – giv aldrig hånd på brutale aftaler igen). Og bacon og ikke mindst med den slags nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks, som jeg aldrig helt tør indrømme, at jeg elsker, fordi mange mener, det er lidt tyskerklamt (hvilket er top misforstået!)

Nu, hvor jeg både har madkasse og slikautomat i hus, føler jeg mig faktisk mere barnlig, end jeg har gjort længe (det siger ret meget). Alkoholen trak dog lidt op på voksenskalaen. Og de kloge siger jo, at det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Det er nok rigtigt på mange måder.

Som da jeg var med familien i landet af Lego for et par sæsoner siden, og vi skulle placere os efter vægt i en forlystelse, hvilket helt uopfordret fik den (nu) 8-årige og 9-årige til at rationalisere sig frem til, at det i hvert fald var moster Bib, der vejede mest af os alle (aldrig før er en slankekur blevet kickstartet så effektivt). Eller da min søster og jeg pædagogisk forsøgte at forklare ungerne, at selvom fremmede mennesker ser sjove ud, så kan de godt være søde alligevel. Og den 8-årige svarede: ’Ja, det er jo ligesom bedstefar’ (hvilket efterfølgende fik de to til at blive enige om, at alle bedsteforældre ser sjove ud, fordi de er gamle).

Jeg har endnu flere eksempler på sandheder, som kommer fra fulde folk. Men da jeg ikke er beruset lige nu, vil jeg undlade at rippe op i dem. Personligt har jeg nogle gange leveret sandhederne på yderst upassende og uden tvivl overvældende vis, når alkoholen overtog. Men det gør dem jo ikke mindre sande. Generelt tror jeg, at jeg er nået frem til, at sandheder faktisk slet ikke er så farlige. De behøver ikke alle at blive delt (så kunne vi jo ikke lave andet), men de vigtige er som regel ikke så store og farlige, som de kan virke inde i hovedet. Heldigvis. Hvis de var, blev jeg muligvis nødt til skifte lejligheden i huset af guld ud med en uoverskueligt dyr syttenværelses for at få plads til dem alle. Men som tingene ser ud i virkeligheden, tror jeg faktisk, de fleste sandheder kan være i en vældigt værdsat kasse til mad.

baenkPS: I lyset af ovenstående åbenbaring tør jeg alligevel godt indrømme, at nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks tilhører minispegepølsekategorien. Den slags, man altid kan købe på tyske tankstationer. Som ofte er iklædt en form for spegepølsekondom (her bør du slå associationsevnen fra). Helt ærligt – tag en bid af sådan en fætter, og sig mig, at den smager frygteligt. Og jeg skal love dig for, at jeg vil argumentere for, at du lyver!

Fuldautomatisk sofalykke

Man skal altid huske at overholde løfter til børn. Det er meget, meget vigtigt!

Dengang min krop var barn, lovede jeg mig selv, at når jeg blev voksen nok til at selv at bestemme, så ville jeg købe en slikautomat. Sådan en man kan tage med hjem og slet ikke behøver at putte penge i.

Jeg blev mindet om løftet, da jeg var i Berlin med musen, og vi kom til at snakke om de små, tekniske genialiteter. Jeg fandt faktisk også en automat i lufthavnen på vej hjem. Men den var alt for lille. En hån mod mit indre barn, vil jeg nærmest sige. Til gengæld var det heldigt, at Netto havde et lidt mere seriøst bud på barnedrømmen i spotvareafdelingen.

Så i dag gjorde jeg det. Ignorerede alle undrende voksenblikke, smed maskinen på båndet sammen med M&M’s til en værdi af flere måneders lommepenge og gik hjem for at indvie vidunderet.

Nu er der fest i den røde sofa. Singlefest på den bedste måde. Og den-11-årige-pige-inden-i-mig synes faktisk, at jeg er en helt okay wannabe-voksen.

slikautomat

PS: Til reunion i weekenden sagde min filmlærer noget ret betryggende – at hun syntes, det var meget federe at være i 30’erne end i 20’erne. Og endnu federe at være i 40’erne end i 30’erne. Måske går det virkelig den rigtige vej …