Hvorfor dit og hvorfor dat

’Er du gravid’, spurgte min chef mig tidligere på ugen. Det spørgsmål er jo altid skønt at skulle svare på. Specielt når man er så usvanger som overhovedet muligt (egentlig ved jeg ikke, om der findes en decideret svangerhedsskala. Det er vel nærmere noget med enten eller. Men så er jeg i hvert fald en soleklar eller).

Jeg tror faktisk ikke, spørgsmålet var en kommentar til min figur som sådan (men trækker stadig maven ind for en sikkerheds skyld). Kommentaren faldt nemlig umiddelbart efter, jeg helligt havde bedyret, at jeg agtede at holde mig helt fra alkohol til arbejdspladsens 25 års fødselsdagsfest i fredags.

Der var flere årsager til min urokkeligt faste beslutning. For det første skulle jeg filme til klokken 23 (og var ved sidste fest lidt for tæt på at glemme kameraet i taxaen på vej hjem grundet de onde alkoholguders indblanding i min hjernefunktion. Det var umiddelbart efter førnævnte chef måtte slæbe mig ned af 20-30 trappetrin og aflevere mig til den stakkels guldfisk, som fik besked på at sørge for, at jeg kom sikkert hjem med begge slatne ben i behold). For det andet ville jeg gerne være tømmermændsfri lørdag. Og for det tredje har min krop for tiden en tendens til at blive indtaget af en eller anden hysterisk følsom type, som for alvor får frie tøjler, når promillen rammer kvalmegrænsen, hvilket let kunne ske til sådan en slags fest, hvor man får serveret shots i sprøjter.

Mine gode intentioner holdt helt til velkomstdrinken. Dog undgik jeg skandalerne. Og jeg fandt samtidig ud af, at hvis jeg en dag, når jeg bliver voksen, rent faktisk skulle havne i en form for befrugtningssituation, så ville jeg aldrig være i stand til at skjule en graviditet, når folk tror, jeg er blevet sindssyg, bare fordi jeg vil holde mig fra alkohol en enkelt aften, hvor jeg i øvrigt er på en form for arbejde.

Måske jeg i virkeligheden heller ikke ville egne mig så godt til det der med at være mor. Jeg mener, der er jo en decideret risiko for, at jeg ville være mere barnlig end mit eget afkom. Og selvom jeg synes, børn er ret skønne, ved jeg ikke helt, om jeg ville kunne leve op til det, der bliver forventet af en forældre. For eksempel evnen til at kunne svare på alle spørgsmål i hele verden.

Den evne blev sat på en prøve, da jeg havde besøg af den 8-årige i weekenden. Blandt det, der voldte mig problemer, kan nævnes:

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvordan kører metroen af sig selv?
Mit svar: Det er bare sådan noget, den gør.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvad er det der?
Mit svar: Det er sådan en form for dippedut.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvornår er mormor færdig med at tisse?
Mit svar: Når der ikke er mere tis tilbage i hende.

Det endte med, at han opgav at få noget fornuftigt ud af mig og i stedet selv begyndte at svare på sine egne spørgsmål, hvilket han til min store bekymring var væsentligt bedre til, end jeg var:

Hans spørgsmål: Er der mon prøvet at blive indbrud i Nationalbanken?
Hans svar: Det tror jeg, for den er jo mange, mange penge værd.

I mellemtiden kunne jeg så fordrive tiden med at falde i staver over jordens ottende vidunder, som jeg fandt i Candy Megastore. Den største slikautomat, jeg nogensinde har set. Jeg ville jo blive verdens mest dobbeltmoralske mor, som forsøger at tvangsfodre potentielt fremtidig unge med discountspelt og porrekompot på bud, så jeg selv kan spare femmere sammen til min daglige pilgrimsrejse til gigantautomaten.

gigantslikautomat

PS: Den 8-årige stillede et enkelt spørgsmål, som jeg kunne svare på helt klart og uden tvivl i stemmen:

’Var verdens højeste mand egentlig større end mor?’

Hvorfor spørger jeg overhovedet?

Der findes mange lange lister af spørgsmål inde i mit hoved, og dem, jeg aldrig får svar på, bliver ved med at fylde.

Der er den slags spørgsmål, som ikke kan besvares (fordi det kan de bare ikke): Hvorfor kan jeg ikke (længere) kontrollere mine følelser, for eksempel. Det spørgsmål forbliver ubesvaret og fylder derfor lidt for meget.

Men der findes (desværre/heldigvis) også masser af andre spørgsmål i den knap så følelsesladede kategori:

Hvorfor findes Amagernummerplader kun bagpå? (Der eksisterer vel en form for færdselslov, som kræver, at nummerplader også skal placeres mellem forlygterne …)

Hvordan kan et mærke, der hedder Acne, være forbundet med noget fedt? (Måske de ikke helt har fanget forskellen på fedt og fedtet …)

Hvorfor hedder det Elefantøl, når elefanterne ikke får lov til at drikke dem? (Jeg går ikke ud fra, at det er fordi, de er lavet af elefanter …)

Hvorfor er dobbeltbetydningen i ordene ‘gift’ og ‘brud’ så modstridende? (Er det en form for sproglig ægteskabsmodstander, der på snedig vis har sneget en negativ ladning ind i de umiddelbart positive ord? (I så fald er det ret sejt tænkt …))

Hvordan kan det være, at når guldfisken skriver ‘hvordan’ i Google, foreslår den følgende søgemuligheder: Hvordan bliver man rig? / hvordan bliver man gravid? / hvordan koger man ris? Men når jeg skriver ‘hvordan’, lyder foreslagene: hvordan ganger man? / hvordan scorer jeg ham? / hvordan ser den gennemsnitlige kusse ud? (Det er jo utroligt, at Google på forhånd kan regne ud, hvad vi hver især gerne vil have svar på …)

Jeg stiller en del spørgsmål i løbet af dagen – men får sjældent svar, jeg er tilfreds med. Forleden rendte jeg dog ind i en undtagelse. Selvom jeg ved, det er dårlig stil, blev jeg nødt til at afbryde et forholdsvis seriøst møde, fordi jeg ikke kunne lade være med at undre mig over, hvorfor en {Tuborg} hedder en Tuborg, når den ikke kan drikkes. Heldigvis er jeg så utrolig heldig, at jeg arbejder sammen med nogle meget tålmodige mennesker, som rent faktisk gider gøre en indsats for at forsøge at skabe orden i mit hoved (nogle gange ville det være helt okay, hvis de i stedet bad mig om at lukke røven og høre efter). Og for en gangs skyld formåede jeg at stille et spørgsmål, som Bubbi-bjørnen kunne svare tilfredsstillende på. Endda med illustration til og det hele.

Så der blev skabt ro oppe på øverste. I to-tre sekunder. Plus, minus. Under alle omstændigheder ryger opklaringen i succesoplevelseskassen. Sammen med tegningen (som desværre affødte spørgsmålet om, hvorfor chaufføren kigger bagud … Det er jo FARLIGT!)

tuborg