Noget om aldersforvirring

“Moster Bib, jeg troede slet ikke, du kom ud til mormor og bedstefar i dag. Jeg troede kun, at der kom tre børn,” sagde den 4-årige i går.

Jeg valgte instinktivt at tage det som en kompliment, at han mener, vi er jævnaldrende. Specielt fordi jeg tidligere på ugen blev overfaldet af en telefonsælgertype, som mente, jeg ligner sådan en type, der har teenageunger med mobilabonnementer.

Han solgte mig selvfølgelig intet, den sjuft. Til gengæld bestak jeg den 4-årige med en ekstra sodavand som belønning for at have gennemskuet, at jeg nok aldrig bliver rigtig voksen …

IMG_2833.JPG

Fra børn og fulde folk – part IV

Jeg har lige været til konfirmation. Endnu en dag i børnehøjde og dermed endnu en dag, hvor jeg blev klogere. For de kloge ved jo, at børn er de allerklogeste i hele verden.

Rejepigen præsenterede mig for eksempel for en interessant form for logik, da jeg spurgte hende, om vi skulle have god mad. ‘Ja, det skal vi, for kokken er nemlig tyk, og det er jo et godt tegn. Er det ikke?’

Jeg kunne ikke finde ud af, om det var mest politisk ukorrekt at svare jo eller nej, så jeg holdt mig til det første. Og fik heldigvis ret.

Den 9-årige åbnede dog op for en lidt mindre positiv form for logik, da vi snakkede om gaver, og jeg fortalte ham, at jeg altså slet ikke havde fået lige så mange penge til min konfirmation. ‘Men moster Bib, det var nok bare fordi, du ikke havde været særlig sød’.

Godt, der er alkohol ad lib til sådan noget festivitas. Det hjælper lidt på styrkelsen af i forvejen svækket selvtillid. Og godt at tænke på, at der allerede i morgen venter Lambrusco-bobler igen. For ingen konfirmation uden en blå mandag!

boern_og_oel

Noget om betydningsfulde roller

Beæret er et stort ord, som passer præcis til den følelse, jeg sad med, da jeg juleaften fik et kort fra delfinungen med det her spørgsmål:

gudmorNu er han ikke helt gammel nok til selv at stille spørgsmålet, så initiativet kom fra forældrene. De modige, modige forældre, som for det første har tiltro til, at jeg kan klare mig igennem kirkelig seance uden at tabe ham på gulvet, og for det andet vil lade mig sige ja til at opdrage ham i den kristne tro, på trods af at jeg for få uger siden overvejede at melde mig ud af Folkekirken (nu sætter jeg ret stor pris på, at jeg alligevel ombestemte mig …)

For mig handler gudmor-rollen dog ikke så meget om, hvorvidt jeg er i stand til at give ungen en grundig indføring i Første Mosebog, og hvad der ellers findes af kristelige højdepunkter (selvom jeg uden alt for meget blær vil vove at påstå, at jeg rent faktisk kan referere mere fra Biblen end de fleste, primært grundet ekstremt nørdet pubertetsperiode). Jeg synes mest af alt, rollen handler om at gøre en indsats for at lære ham, hvordan man bliver en (tæt på) godhjertet type.

I virkeligheden er det vel egentlig det, alle former for religion burde handle om …

PS: Derudover agter jeg selvfølgelig også at lære ham, hvordan man åbner håndbajere med lightere og skjuler tømmermænd til familiefødselsdage og klapper med røven. Men alt det gemmer vi lige et par år endnu. Hånd-i-mund-tricket arbejder vi dog allerede på, og han er godt på vej til at gøre sin kommende gudmor meget stolt!

delfinhaand_i_mund

BREAKING NEWS

Jeg har taget tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER!!!

Føj for en ubedrift, tænker du måske. Men for mig er det stort. Kæmpegigantisk, faktisk.

Du ville måske have det på samme måde, hvis du som barn var hende, der konstant kyssede gymnastiksalens gulv med navlen, mens de andre talte til 10, 20 og 30 og følte sig som nogle fandens karle. Dengang var min udfordring en skøn symfoni af slatne barnearme og hvalpet mave. Det har jeg haft 20 år til at gøre noget ved. Og jeg har tit haft lyst. Men motivationen har som regel fået råbank af trangen til fadøl og flæskestegssandwich.

Lige indtil jeg opdagede, at den 10-årige kan bøje og strække i al evighed og samtidig ligne en, der synes, det er sjovt. Da hun havde demonstreret sine evner for et par uger siden, var hun så sød at spørge mig, hvor mange jeg egentlig kunne tage. Av min svækkede stolthed, siger jeg bare! Jeg mener, den 10-årige er super sej sådan helt generelt, så det giver meget god mening, at hun også kan armgøgle som en anden Arnold S. Men hvis hun allerede har overhalet mig i kropsduelighed nu, hvor ender vi så? Jeg havde jo planer om at være en form for forbillede mange år ud i fremtiden. En casual cool SupermosterBib.

Så jeg gik i træningslejr. I al hemmelighed. Og på denne ellers så kropssløje torsdag rykkede jeg altså fra 0 til 3, hvilket vel rundt regnet er en forbedring på 300 % (eller hvad? Jeg har for længst droppet at blive regningsforbillede).

Hold nu hest, hvad kan det så ikke blive til? ALT, tænker jeg umiddelbart. Sejrsfølelsen efterlader mig i hvert fald med en helt stålfast tro på, at jeg nu kan det hele. Triatlon? Tsk, et stykke med kage! Og kom bare an med den Nobelpris. Præsident i USA, siger du så? I can do it!

I øvrigt regner jeg med at bruge min weekend på at marchere rundt i indre by og flashe guns. Så er du advaret …

touch_at_your_own_risk

Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Fra børn og fulde folk – part III

Det var ellers så sødt, det der øjeblik, hvor den 3-årige lagde sine hænder på mine kinder, kiggede mig dybt i øjnene og aede mig over håret. Sådan et øjeblik, hvor jeg blev mindet om, hvorfor min nevø er en af de skønneste små typer, der findes. Og hvor det faktisk også føltes som om, han synes, jeg er en helt okay barnligt voksen type.

Alt havde været så fint, hvis ikke han havde følt trang til at ødelægge øjeblikket med kommentaren:
‘Du hedder moster far!’
Jeg forsøgte at protestere, og efter et stykke tid trak han da også i land med et:
‘Nej, du hedder ikke moster far. Du hedder moster onkel,’ hvorefter han hev sig i banditten og skrålede ‘Halejula, haleeejuuulaaaa’, som om alt var i den skønneste orden.

En ting er, at fremmede unger synes, jeg ligner en mandsperson. Men når min egen familie også er i tvivl om mit køn, er det muligvis på tide at gøre noget drastisk. Jeg orker bare ikke rigtig at gå silikonevejen, og jeg synes også, det ville være svært upassende at smide underbenklæderne foran små drengebørn bare for at bevise en pointe.

Så alternative løsningsforslag modtages med åbne arme (og samlede ben …)

20130907-131016.jpg

PS: Hvordan forklarer man i øvrigt en 3-årig, at det altså ikke hedder: ‘Tingelingelater, dildodater’?

Fra børn og fulde folk – part II

Den ni-årige: ’Moster Bib, du har godt nok tabt dig, hva’!’

Mig: ’Synes du det?’

Den ni-årige: ’Ja. Nu kan du i hvert fald godt gå i kjole.’

Mig: ’Synes du det?’

Den ni-årige: ’Ja, kan du ikke huske den der jul, hvor du havde en rød kjole på? Det var altså ikke så godt …’

Hold kaje, hvor er jeg glad for, at jeg skal tilbringe min weekend i bikini – omringet af sandhedsråbende unger. Er der nogen, der skal med ud og løbe i morgen tidlig?

oof