De klogeste, de bedste og de vigtigste

En af mine venner fortalte engang, at en af hans venners venner mener, at børn er voksne, der bare ikke er blevet sindssyge endnu. Og et budskab, der har gjort indtryk på et fremmed, fjerde led, må være et ret fint et af slagsen. Jeg mener helt grundlæggende, at børn er meget klogere end voksne, som tror, at de er blevet klogere med alderen. I dag har jeg haft selskab af tre af de allerbedste af slagsen.

Der er den to-årige, som slet ikke ved, at det er en lille smule upassende at rende nøgen rundt i stuen og råbe ’Moster Bib, se min tissemand’ (og ja, det var hans moster, der slog nøgen-kolbøtter som fem-årig …) Efterfølgende opfordrede han mig til at skifte ’Byggemand Bob’ ud med dvd’en ’Det opløftende knib’. Da jeg nægtede, hoppede han op og bed mig i knæhasen – ikke hårdt, for det ved han godt, at man ikke må. Bare utilfredst markerende. Bagefter var han klog nok til at smile det smil, som han ved gør det umuligt for mig at blive sur på ham. Og jeg synes faktisk, det er helt fint at blive snøret af en to-årig.

Så er der den syv-årige, der under aftensmaden stillede det yderst relevante spørgsmål: ’Moster Bib, er du egentlig nudist?’ (Vil lige for en god ordens skyld understrege, at jeg altså havde tøj på i det her tilfælde…) Han er den eneste, jeg kender, der kan kværne sin egen kropsvægt i rundstykker, og så blev han voldsomt fortørnet over, at han ikke måtte få pink neglelak på ligesom sin søster. Da jeg ikke kunne forklare ham hvorfor (det er jo svært at sige, at det er sådan en regel, dumme voksne har lavet), straffede han mig omgående med det efterhånden velkendte spørgsmål: ’Helt ærligt, hvorfor gider du egentlig ikke ha’ en kæreste?’ Og så ser han i øvrigt fjernsyn gennem en kikkert. Da jeg spurgte ham hvorfor, svarede han tørt, at det da var fordi, at han så kunne se det helt tæt på (ja, børn er klogere end (semi)voksne).

Til sidst er der den 9-årige. Hun er det klogeste barn, jeg kender. For lidt siden spurgte hun undrende: ’Moster Bib, er det der dine rigtige øjenbryn’, og alene det at hun kan forestille sig, at det kunne være mine forkerte øjenbryn, siger en hel del om omfanget af hendes levende fantasi. Det er samtidig hende, der kender mig så godt, at hun insisterede på at vise mig en musikvideo, som hun mente, jeg ville sætte pris på. Og så er det i øvrigt også hende, der for nylig fortalte mig, at hun hellere vil være anerkendt end kendt, når hun bliver voksen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kan blive begge dele, hvis hun vil.

Nu har jeg jo ikke selv formeret mig, så jeg kender ikke til moder-instinktet, men jeg ved, at jeg ville skide på alle mine pacifistiske principper, hvis en af de tre en dag får brug for at blive forsvaret. Den to-årige rakte hånden frem mod mig tidligere i dag, og først troede jeg, at det var fordi, han ville high five’e. Men da han råbte ’aftale’, gik det op for mig, at han gerne ville give hånd på noget. Hvad det var, kunne han ikke rigtig forklare. Men vi gav hånd – lavede en aftale. Jeg ved af gode grunde ikke, hvad den aftale betød for ham (muligvis var det noget med kager). Men for mig betød håndslaget en aftale om, at jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at vise de tre unger, hvor fantastisk, magisk, spændende og sommerfugle-i-maven-agtig verden og livet kan være, selvom det hele nogle gange kan virke både unødvendigt og uretfærdigt hårdt, uoverskueligt og alt for angstprovokerende.

2 thoughts on “De klogeste, de bedste og de vigtigste

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s