Ja tak!

Jeg siger stadig ja. Prøver stadig at udfordre mig selv. Jeg har klaret mig igennem den første uge nu, og det er gået overraskende godt. Selv i dag hvor jeg har været en tur hos frisøren med nerverne uden på håret. Min frisør er nemlig sådan en sej type, der havde blåt hår, sidst jeg så hende, og orange hår gangen før det. Og så er hun også en af dem, der gerne vil komme med opfindsomme forslag til mulige eksperimenterende frisurer. Jeg har en fornemmelse af, at hun kan lugte personlighedskrise-ramt kunde (og dermed let offer) på en kort kilometers afstand. Det kunne hun i hvert fald sidst, jeg var nede at vende. Dengang var jeg så langt væk fra den virkelige verden, at det slet ikke gik op for mig, at hun havde hevet trimmeren frem. Inden jeg nåede at protestere, var hun gået i gang med at maskulinisere mig i nakken, men jeg fik heldigvis råbt stop, inden hun kom for godt i gang, så hun lavede kun en kvart Britney på mig.

Derfor frygtede jeg en smule for konsekvenserne i dag, hvor jeg ankom iført en kombineret krise- og ja-hat. Jeg var forberedt på alt – lige fra regnbuefarvet garn til 80’er-perm eller creppede extensions. Lige meget hvad hun foreslog som det første, skulle jeg sige ja. Men guderne belønner åbenbart de modige, for frisøren (som denne gang havde farvet sit eget hår overraskende afdæmpet blond) opfattede åbenbart slet ikke, at hun havde fået saksen i et let offer. Det vildeste, hun gjorde ved manken, var at rykke min skilning et par centimeter. Jeg var næsten helt skuffet. Men så igen …

Frisør-lettelsen var dog ingenting i forhold til det, der skete i går aftes, hvor jeg mødtes med haren. Hun havde fået en idé, og jeg havde lovet at sige ja lige meget hvad (dog med Ole Wedel-forbeholdet). Her havde jeg virkelig været omkring mange mulige scenarier – fra tantrisk massage over bjergbestigning til åndeuddrivelse (jeg kunne umuligt bedømme, hvad der var mest skræmmende). Så da hun lagde en konvolut foran mig, måtte jeg tøve to sekunder, før jeg åbnede den. Indeni lå en meget for tidlig fødselsdagsgave – flybilletter til London og teaterbilletter til Rocky Horror Picture Show – forestillingen, der bekræfter, at det faktisk er sjovest at være en lille smule sindssyg (en betryggende bekræftelse lige nu). Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men nu skal haren og jeg i hvert fald på romantisk storby-weekend for at se verdens sejeste show. Jeg er sgu en ret heldig ja-hats-type, hvis jeg nu selv skal sige det!