Ja tak!

Jeg siger stadig ja. Prøver stadig at udfordre mig selv. Jeg har klaret mig igennem den første uge nu, og det er gået overraskende godt. Selv i dag hvor jeg har været en tur hos frisøren med nerverne uden på håret. Min frisør er nemlig sådan en sej type, der havde blåt hår, sidst jeg så hende, og orange hår gangen før det. Og så er hun også en af dem, der gerne vil komme med opfindsomme forslag til mulige eksperimenterende frisurer. Jeg har en fornemmelse af, at hun kan lugte personlighedskrise-ramt kunde (og dermed let offer) på en kort kilometers afstand. Det kunne hun i hvert fald sidst, jeg var nede at vende. Dengang var jeg så langt væk fra den virkelige verden, at det slet ikke gik op for mig, at hun havde hevet trimmeren frem. Inden jeg nåede at protestere, var hun gået i gang med at maskulinisere mig i nakken, men jeg fik heldigvis råbt stop, inden hun kom for godt i gang, så hun lavede kun en kvart Britney på mig.

Derfor frygtede jeg en smule for konsekvenserne i dag, hvor jeg ankom iført en kombineret krise- og ja-hat. Jeg var forberedt på alt – lige fra regnbuefarvet garn til 80’er-perm eller creppede extensions. Lige meget hvad hun foreslog som det første, skulle jeg sige ja. Men guderne belønner åbenbart de modige, for frisøren (som denne gang havde farvet sit eget hår overraskende afdæmpet blond) opfattede åbenbart slet ikke, at hun havde fået saksen i et let offer. Det vildeste, hun gjorde ved manken, var at rykke min skilning et par centimeter. Jeg var næsten helt skuffet. Men så igen …

Frisør-lettelsen var dog ingenting i forhold til det, der skete i går aftes, hvor jeg mødtes med haren. Hun havde fået en idé, og jeg havde lovet at sige ja lige meget hvad (dog med Ole Wedel-forbeholdet). Her havde jeg virkelig været omkring mange mulige scenarier – fra tantrisk massage over bjergbestigning til åndeuddrivelse (jeg kunne umuligt bedømme, hvad der var mest skræmmende). Så da hun lagde en konvolut foran mig, måtte jeg tøve to sekunder, før jeg åbnede den. Indeni lå en meget for tidlig fødselsdagsgave – flybilletter til London og teaterbilletter til Rocky Horror Picture Show – forestillingen, der bekræfter, at det faktisk er sjovest at være en lille smule sindssyg (en betryggende bekræftelse lige nu). Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men nu skal haren og jeg i hvert fald på romantisk storby-weekend for at se verdens sejeste show. Jeg er sgu en ret heldig ja-hats-type, hvis jeg nu selv skal sige det!

Hurra, jeg er bange!

For et par måneder siden gjorde jeg noget måske dumt/måske genialt (de fleste beslutninger i mit liv ligger og svæver et sted mellem de to poler). Jeg besluttede mig for at gøre alt det, jeg er bange for. Okay, ikke alt. Jeg kommer stadig aldrig til at forsøge at gøre noget for-sjov-kriminelt i Asien, bare for at se om den går (er panisk angst for at ende mine dage i asiatisk fængsel uden sæbe – eller flæskestegssandwich for den sags skyld). Jeg kommer nok heller aldrig til at springe bungy jump fuldstændig Kong Hans (det er så svært at være diskret nøgen, når man er skræmt for livet med hovedet nedad).

Igennem de seneste 27 år har en forholdsvis stor forsamling af ukonstruktiv angst ligget og hygget sig i en dejlig lille rede nederst til venstre i min mave. Og de ubudne gæster har haft det så fint, så fint, for der er ingen, der har forsøgt at skræmme dem ud af min krop. I hvert fald ikke før jeg fandt ud af, at angst også kan blive bange og flygte, hvis bare man sørger for ramme der, hvor det gør allermest ondt.

Angsten vil ingen ende tage, men jeg har alligevel forsøgt at sætte lidt system i det. Her er en liste over udvalgte former for angst, som ofte kræver min opmærksomhed:

Angsten for slanger (både de store og de små, men mest de små)

Angsten for højder (både de store og de små, men mest de store)

Angsten for en dag ikke at være alene mere (for hvem er jeg så?)

For en måned siden havde jeg en slange rundt om halsen i op mod et minut. En stor slange, godt nok (bliver jo nødt til at starte i det små, så jeg ikke giver op på forhånd). Den var blød og varm og klam og havde en klump nede i enden, der muligvis var en form for død rotte, som den havde spist til aftensmad. Men den spiste ikke mig. Heller ikke selvom jeg udelukkende signalerede ’let offer’ (et af mine grund-signaler, som jeg prøver at skrue lidt ned for …)

Bevismateriale A

For en uge siden gik jeg op i Vor Frelser Kirketårn (altså de første 300 trin op til det sted, hvor man kommer udenfor. Ikke de sidste 100 udvendige trin. Det er jo sindssygt!) Jeg var helt alene (fordi jeg ville se, om jeg kunne gøre det uden at holde nogen i hånden), og i dag kan jeg ikke forstå, hvordan jeg kom ned igen. Det hele er lidt sløret, men jeg ved i hvert fald, at mine ben syrede så meget til i panik, at jeg ikke kunne bevæge dem uden at føle uudholdelig smerte de følgende tre dage.

Bevismateriale B

Før de to ret håndgribelige former for angst blev udfordret, erklærede jeg krig mod den sidste og noget mindre håndgribelige – angsten for en dag ikke at være alene mere. Med alene mener jeg single. Jeg har vænnet mig så fint og godt til bare at være mig, at jeg ikke ville ane, hvem jeg var, hvis jeg pludselig var én mere end mig. For slet ikke at tale om to mere (og her taler jeg desværre ikke om trekanter, men børnetilblivelses-nedsmeltningen).

Sidste punkt kan ikke udfordres på samme konkrete måde som de to første. Men jeg prøver alligevel på min helt egen utjekkede, kaotiske, mavekildende, hvem-ved-hvad-der-venter-i-morgen-agtige måde. Og det føles overraskende fedt at skræmme angsten. Mere fedt end skræmmende!