I køkkenkrig og kærlighed

Jeg lavede brændende kærlighed til musen* og solsorten i går. For første gang nogensinde. Min egen version, godt nok. For da jeg fandt ud af, at der åbenbart ikke er sovs i brændende kærlighed, blev jeg rebelsk. Ingen sovs??? I en ret med kærlighed skal der da være sovs! Så det kom der. Og jeg blev nyforelsket i kartoffelmos (det er jo en fantastisk opfindelse og en udmærket undskyldning for at indkøbe smør, som så efterfølgende kan stå i køleskabet – klar til at blive brugt til seje ting såsom toastsprødhedsoppiftning).

Optakten til måltidet var dog ikke så harmonisk som måltidet i sig selv. Jeg var åbenbart blevet så nervøs over projekt mad, at jeg natten inden havnede i en såkaldt komfurangstdrøm. Jeg befandt mig i et køkken sammen med anden komfurskræmt type, og gasblussene blev ved med at brænde. Selvom vi slukkede dem. Der gik to sekunder, og så blussede de op igen. Vildere og voldsommere. Vores teori gik på, at det måtte være en form for spøgelser, som var i gang med en ond omgang neurosemobning. Og jeg var bange. Virkelig, virkelig bange. For nu kunne vi jo aldrig gå fra det komfur. Vi blev nødt til at blive stående for evigt og slukke potentielle ildebrænde. Min eneste trøst var, at jeg ikke følte mig ensom.

Så slemt gik det dog ikke, da jeg skulle tilberede maden. Det blev til brændende kærlighed uden ild, og det må vel karakteriseres som en form for succes i sig selv.

Til gengæld blev jeg truet af endnu en form for hårde hvidevarer i nat. Denne gang var det køleskabet. Jeg er af uforklarlige årsager kommet til at indgå et væddemål med panteren om, at vi ikke må spise slik og kager i en måned. Virkelig dumt træk fra en type, som  endelig har investeret i en slikautomat (ja, jeg opfatter det som en investering). Men hamsteren mente, at jeg havde udviklet et lidt usundt (men dog meget passioneret) kærlighedsforhold til afdelingens 5-kilos Nutella, og derfor følte jeg et behov for at bevise, at jeg sagtens kan holde mig fra den og lægge kærligheden på køl. Måske havde jeg mest af alt behov for at bevise det over for mig selv. I nat drømte jeg så, at jeg forsøgte at bøje reglerne (ikke snyde – meget vigtigt) ved at drikke en Cocio Light. Men da jeg i al hemmelighed ville snuppe den fra køleskabet (i mit teenagehjem, som for tiden får ret meget shine i mine drømme), væltede det pludselig ud med vand. Først prøvede jeg desperat at samle det op i en kop, men koppen blev hurtigt fyldt, og vandtilstrømningen blev voldsommere. Så slem, at jeg frygtede, den regelbøjningsCocio blev min druknedød.

Egentlig lyder det som et forholdsvist harmløst mareridt sammenlignet med for eksempel atomkrig eller en nøgen, foroverbøjet Ole Wedel, der klipper tånegle. Alligevel frygter jeg at lægge mig til at sove i nat. For hvad bliver det næste? Stavblenderangreb? Sodastreameksplosion? Urteknivsmassakre? Hvem har lyst til at komme forbi og testvække mig hvert kvarter?

sink_or_swim

* Jeg har fra pålidelig kilde fået fortalt, at der hersker forvirring omkring, hvorvidt musen og jeg er kærester. Musen og jeg er ikke kærester. Mus og elefanter bliver ikke kærester. Det ville jo se fjollet ud med den store højdeforskel …

Ja tak!

Jeg siger stadig ja. Prøver stadig at udfordre mig selv. Jeg har klaret mig igennem den første uge nu, og det er gået overraskende godt. Selv i dag hvor jeg har været en tur hos frisøren med nerverne uden på håret. Min frisør er nemlig sådan en sej type, der havde blåt hår, sidst jeg så hende, og orange hår gangen før det. Og så er hun også en af dem, der gerne vil komme med opfindsomme forslag til mulige eksperimenterende frisurer. Jeg har en fornemmelse af, at hun kan lugte personlighedskrise-ramt kunde (og dermed let offer) på en kort kilometers afstand. Det kunne hun i hvert fald sidst, jeg var nede at vende. Dengang var jeg så langt væk fra den virkelige verden, at det slet ikke gik op for mig, at hun havde hevet trimmeren frem. Inden jeg nåede at protestere, var hun gået i gang med at maskulinisere mig i nakken, men jeg fik heldigvis råbt stop, inden hun kom for godt i gang, så hun lavede kun en kvart Britney på mig.

Derfor frygtede jeg en smule for konsekvenserne i dag, hvor jeg ankom iført en kombineret krise- og ja-hat. Jeg var forberedt på alt – lige fra regnbuefarvet garn til 80’er-perm eller creppede extensions. Lige meget hvad hun foreslog som det første, skulle jeg sige ja. Men guderne belønner åbenbart de modige, for frisøren (som denne gang havde farvet sit eget hår overraskende afdæmpet blond) opfattede åbenbart slet ikke, at hun havde fået saksen i et let offer. Det vildeste, hun gjorde ved manken, var at rykke min skilning et par centimeter. Jeg var næsten helt skuffet. Men så igen …

Frisør-lettelsen var dog ingenting i forhold til det, der skete i går aftes, hvor jeg mødtes med haren. Hun havde fået en idé, og jeg havde lovet at sige ja lige meget hvad (dog med Ole Wedel-forbeholdet). Her havde jeg virkelig været omkring mange mulige scenarier – fra tantrisk massage over bjergbestigning til åndeuddrivelse (jeg kunne umuligt bedømme, hvad der var mest skræmmende). Så da hun lagde en konvolut foran mig, måtte jeg tøve to sekunder, før jeg åbnede den. Indeni lå en meget for tidlig fødselsdagsgave – flybilletter til London og teaterbilletter til Rocky Horror Picture Show – forestillingen, der bekræfter, at det faktisk er sjovest at være en lille smule sindssyg (en betryggende bekræftelse lige nu). Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men nu skal haren og jeg i hvert fald på romantisk storby-weekend for at se verdens sejeste show. Jeg er sgu en ret heldig ja-hats-type, hvis jeg nu selv skal sige det!

Ja

Mejsen startede engang et eksperiment, hvor hun skulle sige ja til alt, andre opfordrede hende til at gøre. Det syntes jeg var ret sejt og modigt gjort, og inspireret af hende har jeg besluttet mig for at prøve det samme (altså lige indtil der er en, som opfordrer mig til at gå all in på Ole Wedel). Derfor blev jeg nødt til at sige ja, da fremmed mandsperson inviterede mig med ud i en hemmelig have, hvor der bor en gudinde, som ifølge ham kan opfylde mit hedeste ønske. Jeg skulle bare skrive det ned på et stykke papir og skubbe det gennem gudindens revne (nej, ikke den revne).

Under normale omstændigheder havde jeg sagt nej. Meget, meget hurtigt. Men det kunne jeg ikke nu. På grund af ja-reglen, altså. Og det var nok meget godt. For på den måde lærte jeg, at der ikke nødvendigvis gemmer sig en halv-gammel, halv-corny liderbuks bag den slags opfordringer. Måske kunne der i stedet gemme sig sådan en lidt genert, intelligent type, der bruger ord som høviskhed og kommer med spændende forslag til videreuddannelse på Åbent Universitet (jeg kunne tydeligvis trænge til det, ubalancen i vores intelligens-niveau taget i betragtning).

Gudinden fandtes – godt gemt væk i den hemmelige have. Hun havde rigtigt nok også en revne, som jeg fik skubbet ønsket gennem. Og det forholder sig så heldigt, at jeg altid er overtroisk for en sikkerheds skyld, så i min verden er der faktisk en reel chance for, at det kan gå i opfyldelse. Specielt hvis jeg giver mig selv lov til at kæmpe for det …

PS: Jeg snød en lille smule. Det er kun tilladt at skrive et enkelt ønske på den slags sedler, men jeg fik på snedig vis koblet to ønsker sammen. I tilfælde af at gudinde-statue-typer læser med her på bloggen, vil jeg gerne understrege, at det første ønske er det vigtigste.

En stor penis og en bange mand

I jagten på neutralpositive blog-emner må jeg nu også overgive mig til den fantastiske meta-navlepillende disciplin: at lave en liste over de ting, I googler, når I havner her på siden. Det er heldigvis også en oplagt mulighed for at få afløb for en masse parenteser. So here we go:

Bare brandmænd – Sådan nogle ved jeg faktisk godt, hvor man kan finde. (Desværre er det ikke hos mig).

Dejlig nøgen mand – Ham ved jeg faktisk også godt, hvor man kan finde (Desværre er det heller ikke hos mig. Og han er muligvis heller ikke nøgen lige netop i dette sekund. Men engang imellem er han …)

Bange mand der er lille – Den var værre. Er det noget bestemt, han skal være bange for? Og hvor lille er lille? Absurd lille eller bare lavere end gennemsnittet? Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.

Når voksne er bange – så må børnene være modige. (Det er de heldigvis også meget bedre til).

Den største brochure og det største eventyr – vil jeg også gerne have fingrene i. Hvem har ikke altid drømt om en ekstremt stor brochure?

Pigen med træbenet – Hende kender jeg ikke. Til gengæld kender jeg en guldfisk med en sjæl på 81, som altid snakker om et eller andet træben, der skal svinges. Kan det bruges?

Bliv klogere på sindssyge – Undskyld. Det bliver du nok ikke her. (Men hvis du finder dine svar et andet sted, så tip mig lige, ik’?)

Hvem ved hvad der venter en – Det gør jeg (desværre/heldigvis) ikke. Men jeg håber, det er noget godt!

Skatteblind – Jeg har ingen anelse om, hvordan det ord er blevet associeret med mine blogindlæg, men det giver fantastisk god mening. Mon revisor-type og bankrådgiver-type og skattefar-type godtager den diagnosticering som gyldig undskyldning for min uendelige taldumhed?

Ole Wedel – finder du her

Tøj til hund – burde forbydes. Omgående!

Tissede i bukserne – Det kan jo ske. Jeg håber, det var af grin!

I bukserne af skræk ride heste 2012 – Den var til gengæld værre. Jeg håber, det var tis!

Billeder af Netti inkontinens bukser – Stakkels Netti. Jeg håber virkelig ikke, de billeder blev lagt på nettet!

Er det pinligt at være meget fuld – Hvis du bliver nødt til at spørge, så ja! Men lige meget hvad du har gjort, kan jeg helt sikkert toppe den, så gi’ mig et kald, hvis du har brug for at få det lidt bedre med dig selv (og tør så i øvrigt den Kaj-mund af. Om en måned eller to har du alligevel gjort noget, der er meget værre …)

Bakteriekosedyr – det er norsk. Mere er der ikke at sige om den sag.

Kanalbodegaen – er et skønt sted. Jeg gi’r en omgang!

Sang om misundelse – Jeg kender mange (og deler gerne ud, hvis du til gengæld kan sende et par stykker retur om (yderst uvelkommen) jalousi, samt gode råd til hvordan man slipper af med den).

Gramsebamse – søger jeg stadig (nu mere end nogensinde)

Tømmermænd sprog – Findes det virkelig? Sejt! Følger der ordbog med? Og kan man google-translate’e noget fra tømmermændsk til dansk? (I så fald har jeg et par gamle gloser, jeg gerne vil slå op)

Foto af fnat – har jeg (heldigvis) ikke. Men af en eller anden grund blev jeg pludselig selv nysgerrig og kom til at google’e det. (Dårlig idé. Hold dig fra det!)

Verdens største penis – Kender jeg (heldigvis) ikke noget til. Og den tør jeg ikke engang selv at google’e

Hvorfor danser elefanter – Det ved jeg, men det er svært at forklare. Enten forstår man det, eller også forstår man det ikke.

Derudover er der faktisk også overraskende mange, der googler ’Skudamuda’. Da det tilsyneladende er et ret unikt navn, håber jeg, at I fandt det, I ledte efter. Lige meget hvad sætter jeg stor pris på alle jeres besøg. Her er I altid hjerteligt velkomne!

Hvor mon den er …

Kloge voksne siger, at alkohol ikke har den heldigste effekt på hjernen. Jeg er dybt uenig. Altså, jeg vil da gerne give dem ret i, at sprutten får tanketusserne til at slingre lige lovlig meget på genialitetsvejen. Men jeg ser tit verden på en helt anden måde, når alkoholen går ind – og specielt når den er på vej ud igen. Tømmermænd kan få mig til at speed-snakke i en sådan grad, at jeg slet ikke når at overveje mine ord, inden de bliver formet (det kan dog også ske uden påvirkning af alkohol). På den måde får jeg tit sat ord på tanker, jeg ikke vidste, jeg tænkte.

Nu har jeg jo en hel del forskellige personligheder, jeg kan hygge mig med, så når jeg er alene med tømmermænd, er der ofte heftige diskussioner i mit hoved. Specielt mellem den-11-årige-pige (hende med drømmene, håbene og ambitionerne) og den-63-årige-mand (ham med moralen, realitetssansen og jantelovs-troen). Der var fri leg mellem de to i går, da jeg tulrede rundt på Fælleden og forsøgte at nyde solen uden at få en nedsmeltning over, at vi lige om lidt når dertil, hvor sommeren er forbi. Den indre generations-diskussion blev sat på standby, da jeg fik øje på en hest, som stod helt alene og græssede. Den var fin og rød-brun på den der måde, hvor solen virkelig fik den til at skinne. Men der var noget anderledes ved den. Hovedet var helt sort. Det så faktisk lidt skræmmende ud og fik alle mine tømmermænd til at tænke 1000 tanker på en gang. De mest dominerende var: Hvordan kan det lade sig gøre at få et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Hvordan er det at være inde i et helt sort hoved, når resten af kroppen skinner? Ved hesten overhovedet, at den har et helt sort hoved – den har vel aldrig set sig i spejlet, og hvis den så sig i spejlet, ville den vel ikke vide, at den så sig selv? Og hvorfor tror jeg i øvrigt, at sort er andet end en farve*? Jeg blev så optaget af hesten, at jeg fik lyst til at tage et billede af den. Da jeg kom helt tæt på, opdagede jeg, at hovedet slet ikke var rigtig sort. Hesten havde en eller anden form for maske på. En ret uhyggelig en, faktisk. Havde jeg været helt upåvirket af post-brandert, havde jeg nok set det med det samme. Men så var jeg jo aldrig kommet til at tænke over det med det sorte hoved.

Idéen om hesten og det sorte hoved fik på mærkelig vis sat gang i en af de helt voldsomme nedsmeltninger, som kan starte i alle verdenshjørner, men altid ender med samme spørgsmål: Hvem er jeg i en verden, der er uforståelig og uendelig? Der er mange mulige svar på det spørgsmål. Også dem, som jeg helst ikke vil høre. Mens mine tømmermænd skiftedes til at remse dem op, fandt jeg den pludselig. Den røde tråd. Den hang lige til venstre for mig og skinnede i solen. Det gjorde mig både glad og lettet, fordi jeg blev overbevist om, at jeg så i det mindste havde fundet meningen – at jeg ikke havde forstået den endnu, var en mindre detalje. Men der var en mening.

Desværre blev forvirringen total, da jeg lidt senere opdagede endnu en rød tråd. For hvad skulle det betyde. At der er mere end én mening og mulig vej? Som om det hele ikke var uoverskueligt nok i forvejen. Når jeg nu ikke engang kan regne den første ud, hvordan skal jeg så nogensinde kunne regne flere veje ud? Og betyder det så, at man kan vælge imellem dem?

Spørgsmålene fik samtlige tømmermænd til at gå op og lægge sig i revnen mellem den 11-årige og den 63-årige. Der havde de nok ligget endnu, hvis ikke det var fordi, jeg også fandt en tredje og sidste rød tråd. En af mine neuroser kan godt lide tallet tre. Og mine tømmermænd kunne bedst lide den tredje tråd. Den drak de en lille sejrs-skål for. Alt er godt, og det hele skal nok gå. Hvis jeg bliver i tvivl, så har jeg heldigvis altid Ole Wedels vise ord i baghovedet. Meningen er der, og jeg kan klare alt – med eller uden tømmermænd. Jeg er stærk som titanium!

* Jeg ved godt, at sort reelt set ikke er en farve. Ligesom hvid. Men hvad er det så? En anti-farve?