Ja

Mejsen startede engang et eksperiment, hvor hun skulle sige ja til alt, andre opfordrede hende til at gøre. Det syntes jeg var ret sejt og modigt gjort, og inspireret af hende har jeg besluttet mig for at prøve det samme (altså lige indtil der er en, som opfordrer mig til at gå all in på Ole Wedel). Derfor blev jeg nødt til at sige ja, da fremmed mandsperson inviterede mig med ud i en hemmelig have, hvor der bor en gudinde, som ifølge ham kan opfylde mit hedeste ønske. Jeg skulle bare skrive det ned på et stykke papir og skubbe det gennem gudindens revne (nej, ikke den revne).

Under normale omstændigheder havde jeg sagt nej. Meget, meget hurtigt. Men det kunne jeg ikke nu. På grund af ja-reglen, altså. Og det var nok meget godt. For på den måde lærte jeg, at der ikke nødvendigvis gemmer sig en halv-gammel, halv-corny liderbuks bag den slags opfordringer. Måske kunne der i stedet gemme sig sådan en lidt genert, intelligent type, der bruger ord som høviskhed og kommer med spændende forslag til videreuddannelse på Åbent Universitet (jeg kunne tydeligvis trænge til det, ubalancen i vores intelligens-niveau taget i betragtning).

Gudinden fandtes – godt gemt væk i den hemmelige have. Hun havde rigtigt nok også en revne, som jeg fik skubbet ønsket gennem. Og det forholder sig så heldigt, at jeg altid er overtroisk for en sikkerheds skyld, så i min verden er der faktisk en reel chance for, at det kan gå i opfyldelse. Specielt hvis jeg giver mig selv lov til at kæmpe for det …

PS: Jeg snød en lille smule. Det er kun tilladt at skrive et enkelt ønske på den slags sedler, men jeg fik på snedig vis koblet to ønsker sammen. I tilfælde af at gudinde-statue-typer læser med her på bloggen, vil jeg gerne understrege, at det første ønske er det vigtigste.