Noget om alt det farlige

Jeg har lukket kontoret ned for weekenden vel vidende, at der står to slikkrukker på hylden, som rører ved hinanden. Til de af jer, der ikke ved, hvor farligt det er, kan jeg fortælle, at det er MEGET FARLIGT! I hvert fald for en helspekulerende OCD-type, der har udviklet en logik, som lyder nogenlunde sådan her:

Ild er farligt, fordi det kan brænde ting og mennesker i stykker. Man kan lave ild, hvis man gnider to stykker træ meget hurtigt mod hinanden. Ergo er det farligt, hvis træ rører ved træ, og for en sikkerheds skyld må det derfor også hellere være farligt, hvis andre ting rører ved hinanden. Glas eller cykler eller slikkrukker for eksempel.

Jeg ved ikke, hvorfor den ene del af mit hoved absolut skal være så neurotisk, når den anden del sagtens kan regne ud, at der er nok af alvorlige ting i verden, man kan bekymre sig om – og to slikkrukker, der rører hinanden, er ikke med på den liste.

Kloge typer siger, at man kan slippe af med den slags tvangstanker, hvis man udfordrer dem. Det er bare så skide svært, når den ene del af hovedet udfører ritualerne helt automatisk, før den andet del kan nå at trykke neurobremsen i bund.

Jeg har forsøgt at tælle, hvor mange små tvangsritualer jeg udfører i løbet af en dag. Slag på psykotasken vil jeg mene, det er et sted mellem 20 og 200, alt efter om det er en god eller en dårlig periode. Det meste af det er så diskret, at folk omkring mig ikke lægger mærke til det. En stor del lægger jeg ikke engang mærke til selv længere, fordi det bare er blevet indgroede vaner, at jeg skal knibe mig selv i først det ene og så det andet øre, krumme tæer på først den ene og så den anden fod, hælde vand op til et helt bestemt sted i glasset, træde på præcis lige mange streger med begge fødder og for alt i verden sige “Vi ses” til alle dem, jeg ikke kan undvære i mit liv. Ellers falder verden sammen, og det er min skyld.

Jeg har prøvet at udfordre den sidste regel, men det er rigtig svært, for hvis jeg er sej nok til ikke at sige “Vi ses” højt, skynder jeg mig i stedet at sige det inde i hovedet eller hviske det, når jeg har sagt farvel. Så jeg ved egentlig ikke, om det ville få frygtelige konsekvenser, hvis jeg lod være. For hvem tør lige teste det af? Jeg tør sgu ikke!

Men nu kan jeg jo starte med at se, om kontoret er brændt ned på mandag (7-9-13). Hvis det stadig står, så kunne det jo være, jeg engang bliver modig nok til at prøve at droppe de to ord. Måske jeg endda ville turde noget så utopisk som at forlade badeværelset, mens bademåtten rører risten i gulvet. Eller er det en tand for optimistisk?

Fortsættelse følger …

IMG_2959.JPG

Noget om bekymrende bekymringer

Jeg bekymrer mig alt for tit unødigt over alt for mange ting. Ikke de mest oplagte ting. Jeg er sjældent bekymret over, om jeg mister min indtægt, lyder dum, bliver slået ned eller får dårlig lever af lidt for passionerede bodegabesøg. Til gengæld bekymrer jeg mig meget tit meget over, om to glas rører hinanden, om dørmåtten ligger skævt, eller om nogen forsvinder for mig, fordi jeg glemte at sige “Vi ses”.

Nogle personer har ekstra stort potentiale for at vække bekymring. Giraffen ligger meget højt på den liste. Forleden morgen havde vi en lang diskussion (det er løgn – vi orker aldrig at diskutere rigtigt, men det er nok det tætteste, vi er kommet), fordi han sagde, at han ville cykle på arbejde. Det mente jeg bestemt ikke, der var nogen grund til.

Som udgangspunkt er jeg helt på det rene med, at mine åndssvage bekymringer og neuroser ikke skal hæmme andre. Men altså – den langhalsede har en cykelhistorie, der blandt andet tæller et par udslåede tænder, to brækkede arme og en punkteret lunge. Og som han selv siger: “Jeg har altså lavet meget andet end det. Det der er bare de værste eksempler”.

Sjovt nok hjælper det ikke, når han prøver at bortforklare det med, at skandalerne kun skete, fordi han havde en dårlig cykel (eller mange dårlige cykler). For selvom jeg da ikke er i tvivl om, at han er en glimrende cyklist, har jeg alligevel en smule svært ved at overbevise mig selv om, at han nu har fundet den helt rigtige cykel, som holder ham sikkert kørende.

Han tog ikke cyklen den morgen. Og jeg havde ro i maven hele dagen. Det samme havde jeg dagen efter. Indtil han kom hjem og fortalt, at han havde cyklet, uden jeg lagde mærke til det. Jeg var dels forarget over, at jeg havde tilbragt en hel dag i lykkelig uvidenhed om, at jeg burde være afsindigt bekymret. Dels lettet over, at jeg var sluppet levende gennem dagen uden bekymringer.

Mest af alt var jeg nok bare blevet ekstra pinligt bevidst om, at bekymringer er noget af det mest unødvendige, der findes. Og at bekymringer hverken fjerner risici eller øger fare. Bekymringer gør faktisk ingen forskel. Overhovedet.

Jeg ville bare ønske, at den rationelle del af min hjerne ville overbevise den tossede del om, at den burde tage en afslapningspille, bekymre sig lidt mindre og bevæge sig lidt mere. Hen i retningen af det sted, hvor bekymringer bliver slået ned af alt det gode, som der er rigtig mange grunde til at være bekymringsløst glad for …

nuts

Noget om lidt for vilde neuroser

Mine neuroser tvinger mig til at tjekke komfuret mere end én gang, inden jeg tager hjemmefra. De tvinger mig også til at sørge for, at stikket til hårtørreren er trukket ud, at computeren ikke står på noget let antændeligt, at glassene på bordet ikke rører hinanden, at badeværelsesmåtten ikke rører risten, og at stearinlysene fra aftenen før (med en standardbrændetid på seks timer) nu også er ordentligt slukket. For bare lige at nævne et par af de daglige ritualer.

Alt det har den langhalset accepteret uden (alt for mange) spørgsmål. Men i dag kunne han alligevel ikke lade være med at kommentere, at det måske er en smule unødvendigt, at jeg slår børnesikringen til, hver gang jeg lukker altandøren (eller hver gang han har lukket den uden at trykke på den livsvigtige knap). Når nu den for tiden yngste i lejligheden render rundt i en 29 år gammel krop.

Hans tålmodighed imponerer mig. I snart halvandet år har han bare slået børnesikringen fra igen og igen uden at blive åbenlyst irriteret over det. Til mine neurosers forsvar skal det dog siges, at jeg troede, det var en form for lås (note til selv: hvis der ikke er noget håndtag udvendigt, er døren helt automatisk låst). Og at jeg overvejer at søge hjælp (igen).

Gad vide, om der findes en mark et sted, hvor man kan omplante alle neuroserne fra hoved til jord én gang for alle? Jeg har nemlig på fornemmelsen, at både jeg og resten af verden ville klare os noget så udmærket uden dem …

20140721-231655-83815902.jpg

Noget om tid – part II

Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.

For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)

Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?

Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).

Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.

Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!

elefantshirt

 

Noget om uoverskuelige projekter

Man ved, at man har holdt en for lang (alt, alt, alt for lang) pause fra alkohol, når man pludselig bliver decideret fuld af tre glas rosé og en GT.

Jeg er pille-clean på anden dag, og det føles fantastisk! Tømmermændene er dog knap så fantastiske. Lige nu har jeg faktisk glemt, hvorfor jeg savnede dem. Men det er på alle måder bedre end psykosmerten, som jeg forhåbentlig definitivt har fået judosparket ad Holland til (undskyld, Holland. Men hellere jer end mig. Smertehelvedet har gjort mig iskold).

Til gengæld tror jeg, moderate tømmermænd er meget passende en dag som i dag. Giraffen har nemlig hjulpet mig med at rydde mit loftsrum, som nu er eksploderet i lejligheden. Planen er, at jeg skal smide 90 procent ud. Rimelig ambitiøst mål for en halvneurotisk, slipgivningskomplikationsramt type. Men her er tømmermændene min ven, fordi de har det med at hive mig ind i en form for trancetilstand, hvor jeg er lidt mere ligeglad med alting. Forhåbentlig også lidt med ligeglad med alle de ting, der har stået på mit loft i alt for mange år, uden jeg har savnet dem.

Det eneste, jeg med sikkerhed ved, at jeg har savnet, er Ninus. Min trofaste hyggekanin (nej, storebjørn, ikke sådan en kanin), som ved en kæmpe fejl er havnet på loftet og ikke i min seng (stadig ikke sådan en kanin). Jeg ved, den er der et sted. Så det er jo bare om at komme i gang. Når jeg altså lige har bearbejdet projektets uoverskuelighed med en morfar. Tømmermændenes befaling.

Fortsættelse følger …

20140603-095923-35963101.jpg

Noget om ynkelighed

Jeg har lige haft et hysterisk anfald. Med skrig og skrål og ægte tårer. Fordi min bluse havde sat sig fast i mit hår, lige som jeg var på vej ud på toilettet for at smugtage den smertestillende pille, jeg ellers havde sagt til mig selv, at jeg godt kunne undvære.

Jeg forsøger at trappe ned, efter jeg var forbi tandlægetype i går for at få fjernet sting (Hoooosianna!) Hun var for det første meget imponeret over, at jeg slet ikke havde fået blå mærker i ansigtet oven på den omgang, hun havde udsat mig for. Jeg undlod at rode mig ud i en længere teori om, at det muligvis har noget at gøre med, at mine kinder er usandsynligt tykke, og ydersiden derfor sjældent opdager, hvad indersiden render og laver.

Derudover virkede hun også lidt overrasket, da jeg sagde, at jeg faktisk ikke syntes, det gjorde voldsomt ondt i min kæbe. Men oven på ydmygelse grundet højlydt hønsevandingsshow under operationen tænkte jeg, at jeg hellere måtte mande mig op og udgive mig for at være en fandens karl, der ikke regner sådan en smule smerte for noget. Det var først bagefter, jeg kom i tanke om, at hun muligvis ikke var klar over, at jeg stadig dopede mig med hestepiller hver sjette time. Jeg tog det som en selvfølge, at hun vidste det. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg jo ikke kunne være i egen krop. Eller egen mund, om man vil. Da hun efter fjernelse af stingene sagde, at jeg lige fik en Panodil for en sikkerheds skyld, virkede det nærmest som om, at hun helt undtagelsesvis gav mig en lille præmie for god opførsel. Derfor kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at sige, at jeg skam allerede var dækket så rigeligt ind med receptmedicinen.

Så nu prøver jeg altså at trappe ned. Det er ingen fest. Jeg havde virkelig ikke meldt mig til det her show, hvis jeg på forhånd vidste, at jeg skulle leve med at være så pjevset på syvendedagen. Helt ærligt – folk får sgu da fjernet pløkker hele tiden. Skulle det nu være noget?

Oven i det hele springer mine neuroser ud i fuldt flor, fordi jeg (de få gange jeg forsøger at få fast føde ned) kun kan tygge i højre side. Og den går altså ikke, der hvor jeg kommer fra. OCD kræver balance, blev der sagt!

Nå, i det mindste er jeg begyndt at kunne drikke af et glas uden at skulle bruge sugerør. Det handler jo om de små succeser …

ocdhelvede

Noget om den blufærdige pizzamand

Bedst som jeg gik og nød opturen over at have opdaget, at pizzabakkemanden render rundt med røven bar, blev jeg så slemt skuffet, da jeg pludselig stødte på hans blufærdige fætter: den knibske pizzabakkemand – nu med underbenklæder.

Jeg giver en nummer nul med ost og pepperoni og ekstra ost og ekstra pepperoni til den venlige sæl, der kan forklare mig, hvorfor der findes to udgaver af den samme pizzabakkemand – en med og en uden bukser. Mine neuroser bryder sig bestemt ikke om det, men jeg kan muligvis lære at acceptere tingenes tilstand, hvis der findes en god grund …

blufaerdig_pizzabakkemand

fraek_pizzamand

 

Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme

Jeg er temmelig flittig bruger af Facebook. Det første lange stykke tid, hvor jeg kunne se alle vennernes posts i kronologisk rækkefølge, var jeg ramt af en neurose, som sagde, at jeg for alt i verden SKULLE nå at læse alt det, folk havde postet. Det hele og intet mindre. Ellers ville det gå galt! (Hvad ville gå galt? Ingen ved det. Men galt ville det gå. Det sagde neurosen selv). Så hver gang jeg var på Facebook, sørgede jeg for at læse helt ned til det, jeg allerede havde læst én gang før. En proces, der let kunne tage både halve og hele timer.

Nu, hvor kronologien er svømmet sig en tur i nyhedsstrømmen, og det hele er blandet sammen, er det en umulig opgave at få alt med, hvilket jeg først så som et stort problem. Senere har det dog vist sig at være en kæmpe lettelse, fordi det har frigivet fantastisk meget tid. Og jeg har lært, at det utroligt nok slet ikke er livsfarligt at gå glip af noget.

Derudover har jeg også lært, at den moderne, elektroniske verden er stangvild med at putte mig i små, stereotype kasser, som de kan kaste relevante reklamer ned i. Og det er jo skide smart. Bortset fra at jeg muligvis er havnet et forkert sted, alene fordi jeg ikke har angivet, om jeg er single eller ej, hvilket Facebook vist tager som et klart tegn på, at jeg så er. Derfor bliver der brugt dejligt mange reklamekroner på dagligt at vise mig billeder af sprøde mandfolk med teksten: ‘Se dem, du skal på date med nu’ (Skal?? SKAL jeg virkelig det? Når Facebook nu siger det? Jeg plejer jo at være typen, som gør, hvad der bliver sagt. Meeeen …) Den slags annoncer kommer tydeligvis fra den ene singlekasse, jeg er havnet i. Kom-og-tag-mig-kassen, kan man vel kalde den.

Det er dog ikke helt så slemt, som den anden kasse, jeg hygger mig i: kattedamesinglekassen (for alle ved jo, at hvis jeg havde været single, så er der kun de to muligheder at vælge imellem, eftersom det er umuligt bare at være sådan en helt gennemsnitlig tilfreds og katteløs singlepige uden løs tråd). Under ‘Ting, du måske vil synes om’ er mine mest populære annoncer, ud over de lystige mandspersoner, derfor: ‘Ude & Hjemme’, ‘Julegaven til Bedste’ og ‘Alt til hund og kat’. Helt ærligt – det kan godt være, at jeg er blevet lidt kedelig, men det der synes jeg alligevel ikke, jeg har fortjent!

Jeg kan ikke lade være med at have en lille smule ondt af alle de annoncører, som spilder deres gode reklamekroner på mig, bare fordi jeg ikke har sat et kryds i en bestemt boks, og jeg derfor (ifølge Facebook-guderne) kun er et 90% fuldendt individ. Til gengæld er jeg nok heller ikke det mest taknemmelige reklameoffer, eftersom den eneste annonce, jeg kan huske, jeg har klikket på, er reklamen for bamser formet som kønssygdomme. En reklame, som selvfølgelig også er målrettet singler, fordi de sandsynligvis enten har en kønssygdom eller har brug for en gramsebamse. Det er vel efterhånden videnskabeligt bevist.

Oh well, i det mindste slipper jeg for graviditetsreklamer. For det er jo heldigvis også videnskabeligt bevist, at man skal være gift for at kunne blive gravid!

facebooksnager

Psssst: Det gode ved at have et alias, er, at man også kan få lov til at være to personer på Facebook. Mit alter ego, som slipper for at svare på alle de personlige spørgsmål, men som alligevel har tendens til rigelig selvudlevering, findes lige her: https://www.facebook.com/skudamuda 

Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Noget om valg

Valg kan skræmme livet af mig. Ikke kommunalvalg. Den slags giver mig bare lyst til at trække en dyne over hovedet. Men sådan nogle valg, jeg selv skal træffe. Både de store og de små, men mest de små. Mærkeligt nok. For det er nok mere normalt at panikke over, om man nu vælger det rigtige job, den rigtige bolig, de rigtige investeringer, den rigtige person at dele sig selv med. Den slags tager jeg dog som regel forholdsvis roligt, da jeg har en helt klar fornemmelse af, at hvis det føles godt, så er det godt.

De små valg, derimod. De kan drive mig til vanvid! For hvad nu hvis jeg en sen torsdag aften for snart tre år siden ikke havde valgt at drikke lige nøjagtigt den øl for meget, som gav mig mod til at sende en slet ikke gennemtænkt ansøgning til et job, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i? Var jeg så gået glip af alle de fantastiske mennesker og alle de fantastiske oplevelser, det job har givet mig? Hvad nu hvis jeg ikke havde valgt at tænde min computer en tidlig lørdag morgen, for hvad der både føles som en evighed og et par dage siden? Havde jeg så slet ikke fundet ud af, at der findes en langhalset type? Og hvad nu hvis jeg lige nu lavede noget helt andet end at sidde og skrive det her blogindlæg? Hvis jeg nu valgte at danse Limbo i stedet for. Ville mit fremtidige liv så forme sig på en helt anden måde?

Den slags valgtanker får neuroserne til at springe ud i fuldt flor. For jeg træffer jo små valg hele tiden, som har konsekvenser for, hvad der sker lige om lidt og om halvtreds år. Og hvordan kan jeg sørge for, at de valg, jeg træffer, er de bedste? De rigtige?

Nogle gange træffer jeg dog hverken de små eller de store valg selv. Nogle gange træffer andre dem for mig. Eller de tvinger mig mere eller mindre direkte til at træffe valg, jeg helst ikke ville træffe. Og nogle gange (ikke altid, men nogle gange) er det faktisk en kæmpe gave.

Så kære første, ulykkelige forelskelse. Tak fordi du valgte at vise mig, hvordan tingene ikke skal være, og hvordan følelser ikke skal føles. Tak fordi du valgte at droppe mig på sådan en ydmygende måde, så jeg i stedet for havnede et helt rigtigt sted (okay, den ydmygende dropning kunne jeg måske godt have undværet. Men tak alligevel).

Kære privatskole i fremmede land. Tak fordi du valgte at behandle mig på en måde, som fik mig til at føle mig så dum og uduelig og uvelkommen, at jeg måtte droppe dig og flygte tilbage til en ny tryghed, hvor alle små succesoplevelser føltes som en kæmpe sejr, alene fordi jeg slap for konstante nederlag, og hvor jeg pludselig genfandt motivationen til at forsøge at være den bedste version af mig selv.

Og kære, gamle chef fra gamle arbejdsplads. Du, som ændrede alt det, jeg holdt så meget af. Tak fordi du valgte at tale så ubehageligt grimt og nedladende til mig, at jeg lærte at trække grænsen for, hvad jeg vil finde mig i. Tak fordi din opførsel tvang mig til at finde noget andet at lave, så jeg i dag virkelig kan værdsætte den arbejdsplads, jeg er havnet hos, og de chefer, som forsøger at få det bedste ud af mig i stedet for at træde på mig for at vise, at jeg er mindre værd end dem.

Og kære, dejlige dyr, som vælger at bruge en del af jeres liv sammen med mig. Tak fordi I hjælper mig med at træffe de små og store valg, som føles helt rigtige og skide godt.

elefantvaeg