Noget om alt det farlige

Jeg har lukket kontoret ned for weekenden vel vidende, at der står to slikkrukker på hylden, som rører ved hinanden. Til de af jer, der ikke ved, hvor farligt det er, kan jeg fortælle, at det er MEGET FARLIGT! I hvert fald for en helspekulerende OCD-type, der har udviklet en logik, som lyder nogenlunde sådan her:

Ild er farligt, fordi det kan brænde ting og mennesker i stykker. Man kan lave ild, hvis man gnider to stykker træ meget hurtigt mod hinanden. Ergo er det farligt, hvis træ rører ved træ, og for en sikkerheds skyld må det derfor også hellere være farligt, hvis andre ting rører ved hinanden. Glas eller cykler eller slikkrukker for eksempel.

Jeg ved ikke, hvorfor den ene del af mit hoved absolut skal være så neurotisk, når den anden del sagtens kan regne ud, at der er nok af alvorlige ting i verden, man kan bekymre sig om – og to slikkrukker, der rører hinanden, er ikke med på den liste.

Kloge typer siger, at man kan slippe af med den slags tvangstanker, hvis man udfordrer dem. Det er bare så skide svært, når den ene del af hovedet udfører ritualerne helt automatisk, før den andet del kan nå at trykke neurobremsen i bund.

Jeg har forsøgt at tælle, hvor mange små tvangsritualer jeg udfører i løbet af en dag. Slag på psykotasken vil jeg mene, det er et sted mellem 20 og 200, alt efter om det er en god eller en dårlig periode. Det meste af det er så diskret, at folk omkring mig ikke lægger mærke til det. En stor del lægger jeg ikke engang mærke til selv længere, fordi det bare er blevet indgroede vaner, at jeg skal knibe mig selv i først det ene og så det andet øre, krumme tæer på først den ene og så den anden fod, hælde vand op til et helt bestemt sted i glasset, træde på præcis lige mange streger med begge fødder og for alt i verden sige “Vi ses” til alle dem, jeg ikke kan undvære i mit liv. Ellers falder verden sammen, og det er min skyld.

Jeg har prøvet at udfordre den sidste regel, men det er rigtig svært, for hvis jeg er sej nok til ikke at sige “Vi ses” højt, skynder jeg mig i stedet at sige det inde i hovedet eller hviske det, når jeg har sagt farvel. Så jeg ved egentlig ikke, om det ville få frygtelige konsekvenser, hvis jeg lod være. For hvem tør lige teste det af? Jeg tør sgu ikke!

Men nu kan jeg jo starte med at se, om kontoret er brændt ned på mandag (7-9-13). Hvis det stadig står, så kunne det jo være, jeg engang bliver modig nok til at prøve at droppe de to ord. Måske jeg endda ville turde noget så utopisk som at forlade badeværelset, mens bademåtten rører risten i gulvet. Eller er det en tand for optimistisk?

Fortsættelse følger …

IMG_2959.JPG

Noget om bekymrende bekymringer

Jeg bekymrer mig alt for tit unødigt over alt for mange ting. Ikke de mest oplagte ting. Jeg er sjældent bekymret over, om jeg mister min indtægt, lyder dum, bliver slået ned eller får dårlig lever af lidt for passionerede bodegabesøg. Til gengæld bekymrer jeg mig meget tit meget over, om to glas rører hinanden, om dørmåtten ligger skævt, eller om nogen forsvinder for mig, fordi jeg glemte at sige “Vi ses”.

Nogle personer har ekstra stort potentiale for at vække bekymring. Giraffen ligger meget højt på den liste. Forleden morgen havde vi en lang diskussion (det er løgn – vi orker aldrig at diskutere rigtigt, men det er nok det tætteste, vi er kommet), fordi han sagde, at han ville cykle på arbejde. Det mente jeg bestemt ikke, der var nogen grund til.

Som udgangspunkt er jeg helt på det rene med, at mine åndssvage bekymringer og neuroser ikke skal hæmme andre. Men altså – den langhalsede har en cykelhistorie, der blandt andet tæller et par udslåede tænder, to brækkede arme og en punkteret lunge. Og som han selv siger: “Jeg har altså lavet meget andet end det. Det der er bare de værste eksempler”.

Sjovt nok hjælper det ikke, når han prøver at bortforklare det med, at skandalerne kun skete, fordi han havde en dårlig cykel (eller mange dårlige cykler). For selvom jeg da ikke er i tvivl om, at han er en glimrende cyklist, har jeg alligevel en smule svært ved at overbevise mig selv om, at han nu har fundet den helt rigtige cykel, som holder ham sikkert kørende.

Han tog ikke cyklen den morgen. Og jeg havde ro i maven hele dagen. Det samme havde jeg dagen efter. Indtil han kom hjem og fortalt, at han havde cyklet, uden jeg lagde mærke til det. Jeg var dels forarget over, at jeg havde tilbragt en hel dag i lykkelig uvidenhed om, at jeg burde være afsindigt bekymret. Dels lettet over, at jeg var sluppet levende gennem dagen uden bekymringer.

Mest af alt var jeg nok bare blevet ekstra pinligt bevidst om, at bekymringer er noget af det mest unødvendige, der findes. Og at bekymringer hverken fjerner risici eller øger fare. Bekymringer gør faktisk ingen forskel. Overhovedet.

Jeg ville bare ønske, at den rationelle del af min hjerne ville overbevise den tossede del om, at den burde tage en afslapningspille, bekymre sig lidt mindre og bevæge sig lidt mere. Hen i retningen af det sted, hvor bekymringer bliver slået ned af alt det gode, som der er rigtig mange grunde til at være bekymringsløst glad for …

nuts

Noget om lidt for vilde neuroser

Mine neuroser tvinger mig til at tjekke komfuret mere end én gang, inden jeg tager hjemmefra. De tvinger mig også til at sørge for, at stikket til hårtørreren er trukket ud, at computeren ikke står på noget let antændeligt, at glassene på bordet ikke rører hinanden, at badeværelsesmåtten ikke rører risten, og at stearinlysene fra aftenen før (med en standardbrændetid på seks timer) nu også er ordentligt slukket. For bare lige at nævne et par af de daglige ritualer.

Alt det har den langhalset accepteret uden (alt for mange) spørgsmål. Men i dag kunne han alligevel ikke lade være med at kommentere, at det måske er en smule unødvendigt, at jeg slår børnesikringen til, hver gang jeg lukker altandøren (eller hver gang han har lukket den uden at trykke på den livsvigtige knap). Når nu den for tiden yngste i lejligheden render rundt i en 29 år gammel krop.

Hans tålmodighed imponerer mig. I snart halvandet år har han bare slået børnesikringen fra igen og igen uden at blive åbenlyst irriteret over det. Til mine neurosers forsvar skal det dog siges, at jeg troede, det var en form for lås (note til selv: hvis der ikke er noget håndtag udvendigt, er døren helt automatisk låst). Og at jeg overvejer at søge hjælp (igen).

Gad vide, om der findes en mark et sted, hvor man kan omplante alle neuroserne fra hoved til jord én gang for alle? Jeg har nemlig på fornemmelsen, at både jeg og resten af verden ville klare os noget så udmærket uden dem …

20140721-231655-83815902.jpg

Noget om tid – part II

Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.

For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)

Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?

Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).

Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.

Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!

elefantshirt

 

Noget om uoverskuelige projekter

Man ved, at man har holdt en for lang (alt, alt, alt for lang) pause fra alkohol, når man pludselig bliver decideret fuld af tre glas rosé og en GT.

Jeg er pille-clean på anden dag, og det føles fantastisk! Tømmermændene er dog knap så fantastiske. Lige nu har jeg faktisk glemt, hvorfor jeg savnede dem. Men det er på alle måder bedre end psykosmerten, som jeg forhåbentlig definitivt har fået judosparket ad Holland til (undskyld, Holland. Men hellere jer end mig. Smertehelvedet har gjort mig iskold).

Til gengæld tror jeg, moderate tømmermænd er meget passende en dag som i dag. Giraffen har nemlig hjulpet mig med at rydde mit loftsrum, som nu er eksploderet i lejligheden. Planen er, at jeg skal smide 90 procent ud. Rimelig ambitiøst mål for en halvneurotisk, slipgivningskomplikationsramt type. Men her er tømmermændene min ven, fordi de har det med at hive mig ind i en form for trancetilstand, hvor jeg er lidt mere ligeglad med alting. Forhåbentlig også lidt med ligeglad med alle de ting, der har stået på mit loft i alt for mange år, uden jeg har savnet dem.

Det eneste, jeg med sikkerhed ved, at jeg har savnet, er Ninus. Min trofaste hyggekanin (nej, storebjørn, ikke sådan en kanin), som ved en kæmpe fejl er havnet på loftet og ikke i min seng (stadig ikke sådan en kanin). Jeg ved, den er der et sted. Så det er jo bare om at komme i gang. Når jeg altså lige har bearbejdet projektets uoverskuelighed med en morfar. Tømmermændenes befaling.

Fortsættelse følger …

20140603-095923-35963101.jpg

Noget om ynkelighed

Jeg har lige haft et hysterisk anfald. Med skrig og skrål og ægte tårer. Fordi min bluse havde sat sig fast i mit hår, lige som jeg var på vej ud på toilettet for at smugtage den smertestillende pille, jeg ellers havde sagt til mig selv, at jeg godt kunne undvære.

Jeg forsøger at trappe ned, efter jeg var forbi tandlægetype i går for at få fjernet sting (Hoooosianna!) Hun var for det første meget imponeret over, at jeg slet ikke havde fået blå mærker i ansigtet oven på den omgang, hun havde udsat mig for. Jeg undlod at rode mig ud i en længere teori om, at det muligvis har noget at gøre med, at mine kinder er usandsynligt tykke, og ydersiden derfor sjældent opdager, hvad indersiden render og laver.

Derudover virkede hun også lidt overrasket, da jeg sagde, at jeg faktisk ikke syntes, det gjorde voldsomt ondt i min kæbe. Men oven på ydmygelse grundet højlydt hønsevandingsshow under operationen tænkte jeg, at jeg hellere måtte mande mig op og udgive mig for at være en fandens karl, der ikke regner sådan en smule smerte for noget. Det var først bagefter, jeg kom i tanke om, at hun muligvis ikke var klar over, at jeg stadig dopede mig med hestepiller hver sjette time. Jeg tog det som en selvfølge, at hun vidste det. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg jo ikke kunne være i egen krop. Eller egen mund, om man vil. Da hun efter fjernelse af stingene sagde, at jeg lige fik en Panodil for en sikkerheds skyld, virkede det nærmest som om, at hun helt undtagelsesvis gav mig en lille præmie for god opførsel. Derfor kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at sige, at jeg skam allerede var dækket så rigeligt ind med receptmedicinen.

Så nu prøver jeg altså at trappe ned. Det er ingen fest. Jeg havde virkelig ikke meldt mig til det her show, hvis jeg på forhånd vidste, at jeg skulle leve med at være så pjevset på syvendedagen. Helt ærligt – folk får sgu da fjernet pløkker hele tiden. Skulle det nu være noget?

Oven i det hele springer mine neuroser ud i fuldt flor, fordi jeg (de få gange jeg forsøger at få fast føde ned) kun kan tygge i højre side. Og den går altså ikke, der hvor jeg kommer fra. OCD kræver balance, blev der sagt!

Nå, i det mindste er jeg begyndt at kunne drikke af et glas uden at skulle bruge sugerør. Det handler jo om de små succeser …

ocdhelvede

Noget om den blufærdige pizzamand

Bedst som jeg gik og nød opturen over at have opdaget, at pizzabakkemanden render rundt med røven bar, blev jeg så slemt skuffet, da jeg pludselig stødte på hans blufærdige fætter: den knibske pizzabakkemand – nu med underbenklæder.

Jeg giver en nummer nul med ost og pepperoni og ekstra ost og ekstra pepperoni til den venlige sæl, der kan forklare mig, hvorfor der findes to udgaver af den samme pizzabakkemand – en med og en uden bukser. Mine neuroser bryder sig bestemt ikke om det, men jeg kan muligvis lære at acceptere tingenes tilstand, hvis der findes en god grund …

blufaerdig_pizzabakkemand

fraek_pizzamand