Mine neuroser tvinger mig til at tjekke komfuret mere end én gang, inden jeg tager hjemmefra. De tvinger mig også til at sørge for, at stikket til hårtørreren er trukket ud, at computeren ikke står på noget let antændeligt, at glassene på bordet ikke rører hinanden, at badeværelsesmåtten ikke rører risten, og at stearinlysene fra aftenen før (med en standardbrændetid på seks timer) nu også er ordentligt slukket. For bare lige at nævne et par af de daglige ritualer.
Alt det har den langhalset accepteret uden (alt for mange) spørgsmål. Men i dag kunne han alligevel ikke lade være med at kommentere, at det måske er en smule unødvendigt, at jeg slår børnesikringen til, hver gang jeg lukker altandøren (eller hver gang han har lukket den uden at trykke på den livsvigtige knap). Når nu den for tiden yngste i lejligheden render rundt i en 29 år gammel krop.
Hans tålmodighed imponerer mig. I snart halvandet år har han bare slået børnesikringen fra igen og igen uden at blive åbenlyst irriteret over det. Til mine neurosers forsvar skal det dog siges, at jeg troede, det var en form for lås (note til selv: hvis der ikke er noget håndtag udvendigt, er døren helt automatisk låst). Og at jeg overvejer at søge hjælp (igen).
Gad vide, om der findes en mark et sted, hvor man kan omplante alle neuroserne fra hoved til jord én gang for alle? Jeg har nemlig på fornemmelsen, at både jeg og resten af verden ville klare os noget så udmærket uden dem …
Skudamuda 