Noget om lidt for vilde neuroser

Mine neuroser tvinger mig til at tjekke komfuret mere end én gang, inden jeg tager hjemmefra. De tvinger mig også til at sørge for, at stikket til hårtørreren er trukket ud, at computeren ikke står på noget let antændeligt, at glassene på bordet ikke rører hinanden, at badeværelsesmåtten ikke rører risten, og at stearinlysene fra aftenen før (med en standardbrændetid på seks timer) nu også er ordentligt slukket. For bare lige at nævne et par af de daglige ritualer.

Alt det har den langhalset accepteret uden (alt for mange) spørgsmål. Men i dag kunne han alligevel ikke lade være med at kommentere, at det måske er en smule unødvendigt, at jeg slår børnesikringen til, hver gang jeg lukker altandøren (eller hver gang han har lukket den uden at trykke på den livsvigtige knap). Når nu den for tiden yngste i lejligheden render rundt i en 29 år gammel krop.

Hans tålmodighed imponerer mig. I snart halvandet år har han bare slået børnesikringen fra igen og igen uden at blive åbenlyst irriteret over det. Til mine neurosers forsvar skal det dog siges, at jeg troede, det var en form for lås (note til selv: hvis der ikke er noget håndtag udvendigt, er døren helt automatisk låst). Og at jeg overvejer at søge hjælp (igen).

Gad vide, om der findes en mark et sted, hvor man kan omplante alle neuroserne fra hoved til jord én gang for alle? Jeg har nemlig på fornemmelsen, at både jeg og resten af verden ville klare os noget så udmærket uden dem …

20140721-231655-83815902.jpg

Noget om hvordan mit hoved fungerer

Jeg render rundt med en ret så kronisk hjernenedsmeltning, fordi jeg aldrig lærer at forstå, hvordan hoveder fungerer. Slet ikke mit eget. Det meste af tiden er jeg egentlig bare helt og aldeles grundlæggende forundret over, hvorfor min hjerne for eksempel:

– kan få min krop til at ryste af skræk ved synet af en nåsåer, selvom jeg efterhånden burde have lært, at der inde bag brillerne og hugtænderne bare gemmer sig en Uffe fra Sønder Bjert med tinnitus. Men når først angsten er plantet hos en seks-årig type, tager det altså mere end 22 år at tvinge den ud af kroppen igen.

– først nu indser, at jeg ikke nødvendigvis skal råbe højt om, at jeg som barn havde et dybt passioneret forhold til klittrolden – med mindre jeg ligefrem længes efter perverse misforståelser (i øvrigt ønskede jeg mig også brændende en kæphest, men det er en helt anden fetish)

– drømmer, at der er stillet lovforslag om at afskaffe pegefingeren, fordi videnskabelige undersøgelser viser, at pegefingeren nu til dags kun bliver brugt til at pege med, og at den funktion sagtens kan erstattes ved at indføre pegning med hele hånden i stedet for kun den ene finger

– kan være fuldstændig overbevist om, at jeg har sagt ja til at tage i biffen for at se en kort dokumentarfilm om sangerinden Adeles liv og først alt for sent indser, at jeg i virkeligheden skal mentalforberede mig på tre timers lesbisk lykke på fransk. Ikke at det bliver svært, altså. Men fremover er det nok alligevel en god idé at tjekke traileren på forhånd.

En sjælden gang imellem sker det dog alligevel, at min hjerne imponerer mig. For eksempel har jeg en helt ekstremt veludviklet evne til at vurdere nøjagtigt hvor meget syntet-bland-selv-slik, der kan være i den store slikskål, uden slikket flyder over. Og den slags talenter skal man skam ikke kimse af. Jeg vil nærmest mene, at det opvejer for alle de andre brister. Mindst …

syntetslikPS: Ja, skålen stod på komfuret. I flere minutter. Jeg er en fandens karl!

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye

I køkkenkrig og kærlighed

Jeg lavede brændende kærlighed til musen* og solsorten i går. For første gang nogensinde. Min egen version, godt nok. For da jeg fandt ud af, at der åbenbart ikke er sovs i brændende kærlighed, blev jeg rebelsk. Ingen sovs??? I en ret med kærlighed skal der da være sovs! Så det kom der. Og jeg blev nyforelsket i kartoffelmos (det er jo en fantastisk opfindelse og en udmærket undskyldning for at indkøbe smør, som så efterfølgende kan stå i køleskabet – klar til at blive brugt til seje ting såsom toastsprødhedsoppiftning).

Optakten til måltidet var dog ikke så harmonisk som måltidet i sig selv. Jeg var åbenbart blevet så nervøs over projekt mad, at jeg natten inden havnede i en såkaldt komfurangstdrøm. Jeg befandt mig i et køkken sammen med anden komfurskræmt type, og gasblussene blev ved med at brænde. Selvom vi slukkede dem. Der gik to sekunder, og så blussede de op igen. Vildere og voldsommere. Vores teori gik på, at det måtte være en form for spøgelser, som var i gang med en ond omgang neurosemobning. Og jeg var bange. Virkelig, virkelig bange. For nu kunne vi jo aldrig gå fra det komfur. Vi blev nødt til at blive stående for evigt og slukke potentielle ildebrænde. Min eneste trøst var, at jeg ikke følte mig ensom.

Så slemt gik det dog ikke, da jeg skulle tilberede maden. Det blev til brændende kærlighed uden ild, og det må vel karakteriseres som en form for succes i sig selv.

Til gengæld blev jeg truet af endnu en form for hårde hvidevarer i nat. Denne gang var det køleskabet. Jeg er af uforklarlige årsager kommet til at indgå et væddemål med panteren om, at vi ikke må spise slik og kager i en måned. Virkelig dumt træk fra en type, som  endelig har investeret i en slikautomat (ja, jeg opfatter det som en investering). Men hamsteren mente, at jeg havde udviklet et lidt usundt (men dog meget passioneret) kærlighedsforhold til afdelingens 5-kilos Nutella, og derfor følte jeg et behov for at bevise, at jeg sagtens kan holde mig fra den og lægge kærligheden på køl. Måske havde jeg mest af alt behov for at bevise det over for mig selv. I nat drømte jeg så, at jeg forsøgte at bøje reglerne (ikke snyde – meget vigtigt) ved at drikke en Cocio Light. Men da jeg i al hemmelighed ville snuppe den fra køleskabet (i mit teenagehjem, som for tiden får ret meget shine i mine drømme), væltede det pludselig ud med vand. Først prøvede jeg desperat at samle det op i en kop, men koppen blev hurtigt fyldt, og vandtilstrømningen blev voldsommere. Så slem, at jeg frygtede, den regelbøjningsCocio blev min druknedød.

Egentlig lyder det som et forholdsvist harmløst mareridt sammenlignet med for eksempel atomkrig eller en nøgen, foroverbøjet Ole Wedel, der klipper tånegle. Alligevel frygter jeg at lægge mig til at sove i nat. For hvad bliver det næste? Stavblenderangreb? Sodastreameksplosion? Urteknivsmassakre? Hvem har lyst til at komme forbi og testvække mig hvert kvarter?

sink_or_swim

* Jeg har fra pålidelig kilde fået fortalt, at der hersker forvirring omkring, hvorvidt musen og jeg er kærester. Musen og jeg er ikke kærester. Mus og elefanter bliver ikke kærester. Det ville jo se fjollet ud med den store højdeforskel …

Julekortet i postkassen – en gyser i ét afsnit

Hvornår bliver man voksen? Det er i hvert fald ikke, når man fylder 27, som jeg i mange år troede. Det har jeg da gjort en ihærdig indsats for at modbevise de seneste snart (alt for snart) 12 måneder.

Jeg bor i den samme lejlighed, som jeg flyttede ind i, dengang min krop var teenager. Den har ikke ændret sig voldsomt det seneste årti, selvom den bevidner, at verden er forandret. Den stationære computer i hjørnet er skiftet ud med en bærbar (i sengen). Stereoanlægget med plads til tre cd’er (i Taulov var det banebrydende engang) er skiftet ud med en iPod-dock. Og mine VHS-bånd er skiftet ud med dvd’er og Blu-ray (okay, skiftet ud er måske så meget sagt. Jeg arbejder på sagen …) Derudover er der ikke sket det vilde.

Hvis jeg var en kendt type, som blev udsat for en omgang ’Vis mig dit køleskab’, tror jeg ikke, jeg turde få at vide, hvordan køleskabseksperten ville karakterisere mig som person. Efter dagens (sjældne) indkøbstur i Netto, indeholder køleren netop nu:

14 Carlsberg
1 Santa Ale
1 flaske Muscador
3 flasker hvidvin
3 tonic
2 Cola Zero
2 iste
2 Mountain Dew
1 rød sodavand
1 grøn sodavand
6 Lille Lise kakaomælk
Ketchup
Ristede løg
Rejeost
Toastost
Hamburgerryg

Ved siden af køleren med en 80/20-fordeling af flydende og fast indhold (okay, 85/15 – teknisk set tilhører ketchup vel flydende-kategorien) ligger tre poser chips og hygger sig ved siden af en pose Kinder-chokoladeæg og syntetiske Trolli-burgere (dem af slik). Og vi skal slet ikke forsøge at bevæge os ind i fryseren.

Jeg forestiller mig, at voksne typer har ting som fuldkornspasta og friske grøntsager i køleren. Jeg forestiller mig også, at de kalder det ’køleskabet’ og ikke ’køleren’. Derudover forestiller jeg mig, at de ikke behøver at vaske gryder og pander af for støv, inden de skal bruge dem. Måske har de endda et skab til den slags, så potter og pander slet ikke kan samle støv. Og så forestiller jeg mig, at de stoler på, at de er voksne nok til at have slukket for komfuret efter brug og derfor ikke behøver at tjekke det en time, et døgn eller en måned senere (de har selvfølgelig brugt komfuret mere end én gang på en måned, så den sidste tilføjelse er vel i princippet unødvendig).

Sidst jeg var i biografen, så jeg en film med en målgruppe på 12-18 år. En af de dybeste samtaler, jeg har haft inden for den seneste uge, var med min 9-årige niece (men hun er altså også ualmindeligt klog). Og efter sigende fandt følgende samtale sted i julen:

Nevø: ’Skal moster Bib egentlig ik’ snart ha’ en kæreste?’
Søster: ’Hun skal jo lige vente, til hun er blevet voksen nok til at finde den rigtige.’
Nevø: ’Nå ja.’
Søster: ’Men når hun engang bliver voksen, hvilken slags kæreste synes du så, hun skal finde?’
Nevø: ’En fodboldspiller!’

Min familie har altså tilsyneladende accepteret, at jeg ikke har turdet invadere de voksnes forjættede land endnu. Min nevø blev endda forarget, da han så mig drikke en øl juleaften (’Helt ærligt, moster Bib, må du gerne det?’) Og jeg har det faktisk også fint med at hønse rundt og lege barn/teenager/63-årig-nybarnlig-type et stykke tid endnu. Men nogle gange dumper forstyrrende elementer ind i mit liv og ryster min opfattelse af, hvem jeg er.

I dag var det et julekort fra min revisor, som dumpede ind i min postkasse. Det er det mest skræmmende, jeg har oplevet, siden … ja, siden jeg fik et tilsvarende kort sidste år. Det er jo kun voksne typer, som får den slags.

Åh gud, måske er jeg slet ikke den, jeg tror, jeg er. Måske er jeg en helt anden …

foto-26

En dans på neuroser

Jeg er bange. Det er de fleste engang imellem, og de, der påstår det modsatte, er det muligvis hele tiden. Min angst udfolder sig ikke kun i nedsmeltninger. Jeg har tidligere nævnt en af mine noget meningsløse slik-neuroser, og der er mange flere af slagsen. Også på slikfronten.

For eksempel skal vingummier (hvis muligt) altid spises i en rød-gul-grøn-rækkefølge. Ideelt set skal de (hvis muligt) kombineres med en lakrids, som symboliserer noget, der passer til den farve vingummi, de parres med (rød mand stå, grøn mand gå, gul mand … afvent og håb på det bedste).

Lakridsbogstaver er helt utroligt sigende i forhold til, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Bevæger vi os væk fra slik-fronton, så ligger jeg selvfølgelig også inde med de mindre meningsløse tvangstanker – er komfuret slukket, er stearinlysene pustet ordentligt ud, er askebægeret glødefrit? (Det er det i hvert fald nu, hvor jeg hverken tænder festsmøger eller frustrationssmøger mere). Den slags tanker er mindre meningsløse, fordi huset jo rent faktisk godt kunne risikere at brænde ned (7-9-13 …(!)) Og så er der selvfølgelig også den der med, at der skal være ligevægt. Mellem højre og venstre (fod, hånd, skulder, øre, øje). Ubalance er farligt!

Jeg slipper nok aldrig for dem, de der små, fine neuroser, som efterhånden danner en ret omfattende buket. (Det er i øvrigt den eneste form for planter, jeg har herhjemme. Måtte smide potteplanterne ud, da en ny angst for, hvad der ville ske, hvis de døde, plantede sig hos mig). Nogle af neuroserne giver som sagt ikke så meget konkret mening. Andre giver skræmmende meget ukonkret mening. For eksempel kan jeg ikke lide, hvis to ting på et bord rører ved hinanden. To rødvinsglas er det værste. Det kan let blive farligt!

Jeg kan godt lide Gajoler. Både pakkerne og det, der er indeni. På mit bord har jeg en masse pakker, som altid skal stå på en helt lige række. Det ved alle, men en dag var der alligevel én, der havde været modig nok til at bygge et tårn af dem. Det var farligt! Og det faldt selvfølgelig sammen. Overraskende nok medførte sammenfaldningen ikke nogen katastrofal katastrofe. Men det fik dog en form for konsekvens. Jeg lærte i hvert fald, at når et tårn falder sammen, kan det faktisk godt bygges op igen …

Ordet er mit

Engang læste jeg en artikel om en statistik, som fortalte, hvor mange ord en gennemsnitlig mand og en gennemsnitlig kvinde siger om dagen. De fleste, der blev konfronteret med statistikken, hæftede sig ved, at kvinder bruger flere ord end mænd. Jeg hæftede mig mest ved, at nogen overhovedet havde formået lave sådan en statistik. Hvordan er den blevet til? Er der seriøst en, der har fulgt sådan-cirka-1200 vilkårlige mænd/kvinder en hel dag og talt alle de ord, som kom ud af deres munde, for derefter at sætte tallene ind i et kæmpe Excel-ark og regne et gennemsnit ud? Og hvis vedkommende har koncentreret sig om at tælle alle ordene, er der så overhovedet nogen, der har lyttet efter, hvad der blev sagt? Måske faldt vigtige budskaber til jorden, fordi tallene fik så meget opmærksomhed, at ordene aldrig fik den eftertænksomhed, som de egentlig fortjente. Måske blev ordene slet ikke mærket.


Jeg er helt-og-aldeles-herfra-og-til-enden-af-internettet begejstret for ord. Og jeg skriver meget. Det ved jeg godt. Jeg er stadig en grøn blogger og arbejder derfor på at finde et moderat niveau i længden og antallet af mine blogindlæg. Sagen er bare den, at jeg gennem de sidste par år har oparbejdet et kæmpe underskud på skrivekontoen (også på skrivekontoen), og så er det lidt svært at holde sig tilbage på det internet, som jeg nu én gang for alle har accepteret er uendeligt. Specielt nu hvor jeg har ferie. I dag havde jeg for eksempel lovet mig selv, at jeg ikke ville skrive et nyt indlæg. I stedet oprettede jeg en ny side. For det er jo noget helt andet. Jeg sneg mig på snedig vis uden om den regel, jeg nu er i gang med at bryde med halvberuset overlæg. Til gengæld blev jeg enig med mig selv om, at jeg kun skulle skrive et meget kort indlæg om mit yndlingsord. Måske med et enkelt billede. Det går meget godt indtil videre.

Nogle ord er bedre en andre. Men det er svært at vælge det absolut bedste. Jeg kender en, som er specielt begejstret for ordet ’komfur’, og en anden, som er virkelig glad for ordet ’emhætte’ (måske man burde introducere de to for hinanden ved lejlighed …) Suzanne Brøggers yndlingsord er ’jazz’, og Bjarne Reuters yndlingsord er ’støvregn’. Jeg kan godt lide dem alle sammen, men hvis jeg skulle vælge et enkelt ord, som ryger ind på toppen af listen, må det være ’melankoli’. Jeg synes, det er rart at sige og rart at tænke på. Og da jeg for nogle år siden fandt den her T-shirt i London, gav ordet lige pludselig endnu mere mening.

For et par uger siden fandt jeg en gammel notesbog, som jeg engang har købt på en roadtrip i USA. Jeg har ikke skrevet i den i en del år, men det var sådan en, som jeg brugte til at gemme ord, der var blevet sat sammen til sætninger, som gav en helt speciel mening for mig på det tidspunkt. Og selvom min kærlighed til ord er uendelig, er jeg stadig helt enig i den betragtning fra Lars Muhl, som fik lov til at stå nederst på siden …