Ordet er mit

Engang læste jeg en artikel om en statistik, som fortalte, hvor mange ord en gennemsnitlig mand og en gennemsnitlig kvinde siger om dagen. De fleste, der blev konfronteret med statistikken, hæftede sig ved, at kvinder bruger flere ord end mænd. Jeg hæftede mig mest ved, at nogen overhovedet havde formået lave sådan en statistik. Hvordan er den blevet til? Er der seriøst en, der har fulgt sådan-cirka-1200 vilkårlige mænd/kvinder en hel dag og talt alle de ord, som kom ud af deres munde, for derefter at sætte tallene ind i et kæmpe Excel-ark og regne et gennemsnit ud? Og hvis vedkommende har koncentreret sig om at tælle alle ordene, er der så overhovedet nogen, der har lyttet efter, hvad der blev sagt? Måske faldt vigtige budskaber til jorden, fordi tallene fik så meget opmærksomhed, at ordene aldrig fik den eftertænksomhed, som de egentlig fortjente. Måske blev ordene slet ikke mærket.

Jeg er helt-og-aldeles-herfra-og-til-enden-af-internettet begejstret for ord. Og jeg skriver meget. Det ved jeg godt. Jeg er stadig en grøn blogger og arbejder derfor på at finde et moderat niveau i længden og antallet af mine blogindlæg. Sagen er bare den, at jeg gennem de sidste par år har oparbejdet et kæmpe underskud på skrivekontoen (også på skrivekontoen), og så er det lidt svært at holde sig tilbage på det internet, som jeg nu én gang for alle har accepteret er uendeligt. Specielt nu hvor jeg har ferie. I dag havde jeg for eksempel lovet mig selv, at jeg ikke ville skrive et nyt indlæg. I stedet oprettede jeg en ny side. For det er jo noget helt andet. Jeg sneg mig på snedig vis uden om den regel, jeg nu er i gang med at bryde med halvberuset overlæg. Til gengæld blev jeg enig med mig selv om, at jeg kun skulle skrive et meget kort indlæg om mit yndlingsord. Måske med et enkelt billede. Det går meget godt indtil videre.

Nogle ord er bedre en andre. Men det er svært at vælge det absolut bedste. Jeg kender en, som er specielt begejstret for ordet ’komfur’, og en anden, som er virkelig glad for ordet ’emhætte’ (måske man burde introducere de to for hinanden ved lejlighed …) Suzanne Brøggers yndlingsord er ’jazz’, og Bjarne Reuters yndlingsord er ’støvregn’. Jeg kan godt lide dem alle sammen, men hvis jeg skulle vælge et enkelt ord, som ryger ind på toppen af listen, må det være ’melankoli’. Jeg synes, det er rart at sige og rart at tænke på. Og da jeg for nogle år siden fandt den her T-shirt i London, gav ordet lige pludselig endnu mere mening.

For et par uger siden fandt jeg en gammel notesbog, som jeg engang har købt på en roadtrip i USA. Jeg har ikke skrevet i den i en del år, men det var sådan en, som jeg brugte til at gemme ord, der var blevet sat sammen til sætninger, som gav en helt speciel mening for mig på det tidspunkt. Og selvom min kærlighed til ord er uendelig, er jeg stadig helt enig i den betragtning fra Lars Muhl, som fik lov til at stå nederst på siden …