Da min barndomsveninde ringede og fortalte, at hun var gravid, begyndte jeg at græde. Da hun skrev til mig, at hun ventede en pige, begyndte jeg at græde. Da hun sendte mig det første billede med meldingen om, at hun havde født, var jeg fuld. Og da jeg i dag for første gang fik lov til at holde det lille, nye væsen, smeltede jeg. Heldigvis var der ikke tale om en børnetilblivelses-nedsmeltning. Det var nærmere en opsmeltning. Jeg lærer aldrig at forstå, hvordan det kan lade sig gøre, at jeg kan få lov til at gå i sofa-symbiose med en mirakuløs mini-person, som ikke var der for en uge siden – men fra nu af vil jeg prøve på at lade være med at tænke alt for meget over mysteriet. Jeg vil i stedet forsøge at føle, hvor fantastisk det rent faktisk er, at det kan lade sig gøre.
Skudamuda 