Symbiose-smeltninger nedefra og op

Da min barndomsveninde ringede og fortalte, at hun var gravid, begyndte jeg at græde. Da hun skrev til mig, at hun ventede en pige, begyndte jeg at græde. Da hun sendte mig det første billede med meldingen om, at hun havde født, var jeg fuld. Og da jeg i dag for første gang fik lov til at holde det lille, nye væsen, smeltede jeg. Heldigvis var der ikke tale om en børnetilblivelses-nedsmeltning. Det var nærmere en opsmeltning. Jeg lærer aldrig at forstå, hvordan det kan lade sig gøre, at jeg kan få lov til at gå i sofa-symbiose med en mirakuløs mini-person, som ikke var der for en uge siden – men fra nu af vil jeg prøve på at lade være med at tænke alt for meget over mysteriet. Jeg vil i stedet forsøge at føle, hvor fantastisk det rent faktisk er, at det kan lade sig gøre.

Jeg droppede i øvrigt planen om bakterie-bamserne og købte i stedet en, som jeg syntes, var helt og aldeles passende.

Kram en kønssygdom

Lige om lidt bliver en stor fin mave til et lille, fint, nyt menneske et sted på Sydfyn. Selvom jeg ikke har mødt den nye verdensborger endnu, ved jeg allerede, at jeg kommer til at knus-elske hende fra første øjeblik. Det sker ikke så tit med børn, og det kan godt skræmme dem en lille smule, når jeg først folder min uforbeholdne kærlighed ud, men de vænner sig som regel til det, inden de når konfirmationsalderen.

Mens vi venter på veerne, prøver jeg at holde mit hoved forholdsvis aktivt med praktiske ting, så jeg ikke får alt for mange børnetilblivelses-nedsmeltninger. En af de ting, jeg kan koncentrere mig om, er at finde den perfekte fødsels(dags?)gave. Begge forældre er læge-typer, så da jeg faldt over det her, tænkte jeg umiddelbart, at det var genialt. “Krammedyr i form af sygdomme og andre mikroorganismer forstørret en million gange!”


Jeg har som altid en lille smule svært ved at bedømme, hvad der er aldeles upassende, og hvad der er ualdeles passende. Altså, jeg kan godt regne ud, at det nok ikke er en skide god idé at give en nyfødt fnat i bamseform. Det ville sandsynligvis være at sende et forkert signal og agere dårligt eksempel. Og selvom man jo godt kan være et dårligt eksempel på en konstruktiv måde (så forældrene i fremtiden let kan komme med konkrete eksempler på, hvad man under ingen omstændigheder skal gøre), så vil jeg bare gerne gøre det rigtige den her gang.


Nu forholder det sig heldigvis sådan, at fnat-bamsen slet ikke er særlig sød, så den kan jeg godt udelukke. Til gengæld er jeg lidt lun på herpes. Men da jeg ikke ved, om det er den ene eller den anden version af sygdommen, er det også et usikkert valg. I øvrigt har forældrene nok ikke lyst til at se deres datter kramme nogen former for herpes, nu hvor jeg tænker mig om. Den sikre vej ville selvfølgelig være at vælge en hjernecelle, men jeg vil slet ikke begynde at kommentere på, hvad min egen forskruede hjerne kan få den til at ligne. Det er en syg, syg verden, vi lever i!