Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.