Noget om strande og bøger

Mange ting sker for tiden. Derfor kan det være rart at blive mindet om, at nogle ting altid vil være lige der, hvor de skal være. Som min gode, gamle strand. Jeg besøgte den i dag for første gang i år. Det var ruskende og solskinsskinnende og nostalgisk.

Mange ting er sket på den strand. Jeg har frustrationsløbet lungerne i stykker på den strand. Jeg har hylet af sorg og smerte og hylet af grin og glæde på den strand. Jeg har drukket mig modig nok til skumringsbadning, og jeg har druknet alverdens tømmermændskvalmer og kvaler på den strand. De vigtigste ting er sket på den strand. Det var der, jeg mødte giraffen for første gang. Og det var der, jeg med angst og bæven og lykke og lethed besluttede mig for at kvitte den faste indtægt for at få tid til at lave det, der giver allermest mening for mig. At skrive bøger.

Mange ting kommer til at ske i fremtiden. I den nærmeste og den fjerneste. Jeg har ikke særlig meget kontrol over noget af det. Det er så skræmmende og farligt, at jeg brugte det meste af dagen i går på at tude. Og det er så spændende og fantastisk, at jeg i dag har haft kriller i maven konstant. For midt imellem nye bekymringer og belastninger er der heldigvis også nye begyndelser. Ny bopæl. Og nye bøger. De handler ikke så meget om strande, men en del om søer. Og alt muligt andet. Jeg glæder mig til at puste liv i dem, og jeg håber, I har lyst til at læse med.

stranden

Noget om livets store uretfærdigheder

Der findes uudholdelig frustration, og så findes der det, som er endnu værre. Den slags ubegribelige uretfærdigheder, der er så frygtelige, at det er svært at sætte ord på katastrofens omfang.

Som da jeg oven på rørende loftgenforening under projekt livsoprydning endelig kunne hellige mig spilledrengen over alle spilledrenge efter alt for lang tids adskillelse. Det hele var fryd og fede tider, indtil jeg nåede bane tre i Super Mario Land, og maskinen pludselig genstartede og kastede mig helt tilbage til første bane. Jeg gik i panik. Tænkte, det måtte være en grusom fejl. Brugte to timer og en DR1-dokumentar på at falde ned igen. Og så kastede jeg mig ud i endnu et forsøg. Med succes. Nåede bane fire og videre til bane fem i bedste mesterspillerstil. Og så skete det igen. Fordømt, fordømt, fordømt!!!

Det, der skulle have været en smuk genforeningstur ned ad mindevejen, endte på tragisk vis med sort skærm og skrig og skrål. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her???

Fuck dig, verden. Jeg går i seng!

20140618-221323-80003377.jpg
PS: Jeg vil gerne sende en dybfølt undskyldning til den 9-årige og den 10-årige. Jeg ved godt, jeg lovede at aflevere jeres maskine tilbage, så snart jeg fandt den på loftet. Og jeg ved også godt, at jeg havde muligheden for det i weekenden, men bevidst valgte at forpasse den. Den 11-årige-pige-inden-i-mig skammer sig og skylder en omgang med sofavand og syntetslik …

Noget om breve og fortid

Jeg fik to breve i går. Af den gode, gamle slags. Med frimærke og alt muligt. Statistisk set troede jeg slet ikke, det kunne lade sig gøre. Men det kunne det altså.

Det ene brev var en bryllupsinvitation fra pumaen, og det andet var fyldt med avisudklip fra min far. Begge dele gjorde mig glad. Og begge dele gav mig lyst til at nostalgidykke ned i kisten med alle de gamle breve fra gamle dage, som er fyldt med historier, der var engang, og minder, som stadig er der.

Jeg elsker breve. Invitationer og udklip og måske allermest breve, der bare er til for at dele tanker, som trænger sig på. Den slags gør mig altid glad (også selvom brevene er skrevet på taster og sendt med virtuelt frimærke).

Hvem der dog bare stadig havde en penneven …

sorthvidt

 

Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner.

Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slags voksen. Sådan en type, som siger farvel til alt det trygge for at holde jul et helt nyt sted. Uden forældre, søskende, nevøer og niecer i den ene eller anden kombination.

Det er både farligt og fantastisk dejligt. Mest det sidste, heldigvis. Og lige meget hvor voksen, jeg kommer til at føle mig, når jeg siger farvel inden længe, ved jeg, at det er småting i forhold til den tussegamle voksenhedsfølelse, som sandsynligvis kommer til at overmande mig, når jeg om et par dage vender tilbage til min egen ø for at finde det obligatoriske julekort fra revisortype i postkassen.

Glædelig jul. Det bliver skide godt …

juleboots

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Ordet er mit part II

Jeg har en stor forkærlighed for ord, som jeg ikke kunne skjule, selvom jeg prøvede. Forkærligheden er kategoriseret.

Der er de bedste ord. Melankoli. Med nostalgi lige i hælene. Det har jeg nævnt før. Jeg ved ikke, hvorfor de er bedst. Det er de bare.

Så er der de ord, som vigtige personer synes er de bedste. De bliver også automatisk gode hos mig.

Der er ord i titler, som er sjove, når de bliver modereret. Af tusindbenet for eksempel. Dusk med dyrene eller Dorte med hesten.

Eller navne, som er sjove, bare fordi de er det. Autohandleren, der hedder Max Due (er der forskellige niveauer for, hvor meget due man kan være?) Eller den hollandske fyr, som ifølge solsorten hedder Max Diller.

Og navne, der bliver komiske, fordi andre forsøger at oversætte dem. Som den dag, hvor anlægget i metroen var gået i stykker, og konduktøren ville vejlede eventuelt forvirrede turister ved at råbe: ’This train continues to Waterloose’. (Seriøst? Hedder det så også Healthy town og Ear city?)

Der er selvfølgelig også alle de ord, som man ikke behøver at sætte ord på, hvis bare de kan mærkes. Rigtigt. Dem holder jeg allermest af …

stang_dennis

 

Hov, jeg glemte da …

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles. Mit første kassettebånd med rigtig voksenmusik.

Jeg fik det af min søster, da jeg var fem-seks år gammel. På side A havde hun optaget Søs Fengers ‘Vinterdage’-plade. Det er stadig det tryggeste musik, jeg kender. Og ja, jeg ved godt, det muligvis ikke er sejt eller kuul eller noget at blære sig med på Dronning Louises Bro. Men tonerne trykker altid på de trygge knapper, når de utrygge er blevet presset. Og musikken sender mig tilbage til værelset med de skrå vægge og den nussede Ninus og det bløde sengetøj. Og en walkman med spritnye batterier i.

På side B havde hun optaget noget med Michael Falch. Han var pæn, syntes jeg. Men ikke lige så god som Kim Larsen. I en tidlig alder befandt jeg mig derfor i et typisk dilemma – splittet mellem fascinationen af det ydre og det indre. Jeg fandt en perfekt både-og-løsning, da jeg så ‘Tarzan Mama Mia’ for første gang. Med Michael Falch i bar overkrop (ja, jeg var ret fremme i gummistøvlen af en femårig at være) og Kim Larsens musik. Ham havde vi også et bånd med, men det var vist ikke mit eget.

Et af mine største barndomstraumer fandt sted, da jeg en dag snublede i ledningen til kassettebåndoptageren på vej til toilettet. Lige midt i ‘Jutlandia’. Da musikken pludselig forsvandt, smed jeg mig hysterisk og stortudende på gulvet og råbte: ‘Kimmelarsen er døøøød’! Jeg faldt først til ro igen, da en venlig sjæl satte stikket i kontakten og på mirakuløs vis genoplivede min helt. Tænk, hvis alting var så simpelt …

PS: Først ville jeg beklage det ellers så fine diasshow fra Mallorca, som en kreativ videofidus har fikset sammen. Det tager lidt opmærksomhed fra den trygge sang, som ikke er til at finde i en bedre version på nettet. Men så opdagede jeg, at videoen egentlig er en kærlighedserklæring til en kat. Lavet af en yderst entusiatisk ejer. Hvad de dog ikke finder på dernede i de kolde, varme lande …