Noget om strande og bøger

Mange ting sker for tiden. Derfor kan det være rart at blive mindet om, at nogle ting altid vil være lige der, hvor de skal være. Som min gode, gamle strand. Jeg besøgte den i dag for første gang i år. Det var ruskende og solskinsskinnende og nostalgisk.

Mange ting er sket på den strand. Jeg har frustrationsløbet lungerne i stykker på den strand. Jeg har hylet af sorg og smerte og hylet af grin og glæde på den strand. Jeg har drukket mig modig nok til skumringsbadning, og jeg har druknet alverdens tømmermændskvalmer og kvaler på den strand. De vigtigste ting er sket på den strand. Det var der, jeg mødte giraffen for første gang. Og det var der, jeg med angst og bæven og lykke og lethed besluttede mig for at kvitte den faste indtægt for at få tid til at lave det, der giver allermest mening for mig. At skrive bøger.

Mange ting kommer til at ske i fremtiden. I den nærmeste og den fjerneste. Jeg har ikke særlig meget kontrol over noget af det. Det er så skræmmende og farligt, at jeg brugte det meste af dagen i går på at tude. Og det er så spændende og fantastisk, at jeg i dag har haft kriller i maven konstant. For midt imellem nye bekymringer og belastninger er der heldigvis også nye begyndelser. Ny bopæl. Og nye bøger. De handler ikke så meget om strande, men en del om søer. Og alt muligt andet. Jeg glæder mig til at puste liv i dem, og jeg håber, I har lyst til at læse med.

stranden

Noget om livets store uretfærdigheder

Der findes uudholdelig frustration, og så findes der det, som er endnu værre. Den slags ubegribelige uretfærdigheder, der er så frygtelige, at det er svært at sætte ord på katastrofens omfang.

Som da jeg oven på rørende loftgenforening under projekt livsoprydning endelig kunne hellige mig spilledrengen over alle spilledrenge efter alt for lang tids adskillelse. Det hele var fryd og fede tider, indtil jeg nåede bane tre i Super Mario Land, og maskinen pludselig genstartede og kastede mig helt tilbage til første bane. Jeg gik i panik. Tænkte, det måtte være en grusom fejl. Brugte to timer og en DR1-dokumentar på at falde ned igen. Og så kastede jeg mig ud i endnu et forsøg. Med succes. Nåede bane fire og videre til bane fem i bedste mesterspillerstil. Og så skete det igen. Fordømt, fordømt, fordømt!!!

Det, der skulle have været en smuk genforeningstur ned ad mindevejen, endte på tragisk vis med sort skærm og skrig og skrål. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her???

Fuck dig, verden. Jeg går i seng!

20140618-221323-80003377.jpg
PS: Jeg vil gerne sende en dybfølt undskyldning til den 9-årige og den 10-årige. Jeg ved godt, jeg lovede at aflevere jeres maskine tilbage, så snart jeg fandt den på loftet. Og jeg ved også godt, at jeg havde muligheden for det i weekenden, men bevidst valgte at forpasse den. Den 11-årige-pige-inden-i-mig skammer sig og skylder en omgang med sofavand og syntetslik …

Noget om breve og fortid

Jeg fik to breve i går. Af den gode, gamle slags. Med frimærke og alt muligt. Statistisk set troede jeg slet ikke, det kunne lade sig gøre. Men det kunne det altså.

Det ene brev var en bryllupsinvitation fra pumaen, og det andet var fyldt med avisudklip fra min far. Begge dele gjorde mig glad. Og begge dele gav mig lyst til at nostalgidykke ned i kisten med alle de gamle breve fra gamle dage, som er fyldt med historier, der var engang, og minder, som stadig er der.

Jeg elsker breve. Invitationer og udklip og måske allermest breve, der bare er til for at dele tanker, som trænger sig på. Den slags gør mig altid glad (også selvom brevene er skrevet på taster og sendt med virtuelt frimærke).

Hvem der dog bare stadig havde en penneven …

sorthvidt

 

Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner.

Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slags voksen. Sådan en type, som siger farvel til alt det trygge for at holde jul et helt nyt sted. Uden forældre, søskende, nevøer og niecer i den ene eller anden kombination.

Det er både farligt og fantastisk dejligt. Mest det sidste, heldigvis. Og lige meget hvor voksen, jeg kommer til at føle mig, når jeg siger farvel inden længe, ved jeg, at det er småting i forhold til den tussegamle voksenhedsfølelse, som sandsynligvis kommer til at overmande mig, når jeg om et par dage vender tilbage til min egen ø for at finde det obligatoriske julekort fra revisortype i postkassen.

Glædelig jul. Det bliver skide godt …

juleboots

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Ordet er mit part II

Jeg har en stor forkærlighed for ord, som jeg ikke kunne skjule, selvom jeg prøvede. Forkærligheden er kategoriseret.

Der er de bedste ord. Melankoli. Med nostalgi lige i hælene. Det har jeg nævnt før. Jeg ved ikke, hvorfor de er bedst. Det er de bare.

Så er der de ord, som vigtige personer synes er de bedste. De bliver også automatisk gode hos mig.

Der er ord i titler, som er sjove, når de bliver modereret. Af tusindbenet for eksempel. Dusk med dyrene eller Dorte med hesten.

Eller navne, som er sjove, bare fordi de er det. Autohandleren, der hedder Max Due (er der forskellige niveauer for, hvor meget due man kan være?) Eller den hollandske fyr, som ifølge solsorten hedder Max Diller.

Og navne, der bliver komiske, fordi andre forsøger at oversætte dem. Som den dag, hvor anlægget i metroen var gået i stykker, og konduktøren ville vejlede eventuelt forvirrede turister ved at råbe: ’This train continues to Waterloose’. (Seriøst? Hedder det så også Healthy town og Ear city?)

Der er selvfølgelig også alle de ord, som man ikke behøver at sætte ord på, hvis bare de kan mærkes. Rigtigt. Dem holder jeg allermest af …

stang_dennis

 

Hov, jeg glemte da …

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles. Mit første kassettebånd med rigtig voksenmusik.

Jeg fik det af min søster, da jeg var fem-seks år gammel. På side A havde hun optaget Søs Fengers ‘Vinterdage’-plade. Det er stadig det tryggeste musik, jeg kender. Og ja, jeg ved godt, det muligvis ikke er sejt eller kuul eller noget at blære sig med på Dronning Louises Bro. Men tonerne trykker altid på de trygge knapper, når de utrygge er blevet presset. Og musikken sender mig tilbage til værelset med de skrå vægge og den nussede Ninus og det bløde sengetøj. Og en walkman med spritnye batterier i.

På side B havde hun optaget noget med Michael Falch. Han var pæn, syntes jeg. Men ikke lige så god som Kim Larsen. I en tidlig alder befandt jeg mig derfor i et typisk dilemma – splittet mellem fascinationen af det ydre og det indre. Jeg fandt en perfekt både-og-løsning, da jeg så ‘Tarzan Mama Mia’ for første gang. Med Michael Falch i bar overkrop (ja, jeg var ret fremme i gummistøvlen af en femårig at være) og Kim Larsens musik. Ham havde vi også et bånd med, men det var vist ikke mit eget.

Et af mine største barndomstraumer fandt sted, da jeg en dag snublede i ledningen til kassettebåndoptageren på vej til toilettet. Lige midt i ‘Jutlandia’. Da musikken pludselig forsvandt, smed jeg mig hysterisk og stortudende på gulvet og råbte: ‘Kimmelarsen er døøøød’! Jeg faldt først til ro igen, da en venlig sjæl satte stikket i kontakten og på mirakuløs vis genoplivede min helt. Tænk, hvis alting var så simpelt …

PS: Først ville jeg beklage det ellers så fine diasshow fra Mallorca, som en kreativ videofidus har fikset sammen. Det tager lidt opmærksomhed fra den trygge sang, som ikke er til at finde i en bedre version på nettet. Men så opdagede jeg, at videoen egentlig er en kærlighedserklæring til en kat. Lavet af en yderst entusiatisk ejer. Hvad de dog ikke finder på dernede i de kolde, varme lande …

Tanker om tid som er gået

Ud over undulatens videooptagelser af en ung Skudamuda, som taber kager og slår knapt-så-flatterende kolbøtter findes der en anden video af mig fra dengang, min krop var barn. Den er optaget 5-6 år senere i Florida På det tidspunkt svarede Miami til månen i min verden, hvor mine hidtil største eventyr talte den allerførste flyvetur til Bornholm (som dog ikke var lige så action-packed som en andens første flyvetur fra samme destination), en charter til Costa del Sol og en række far-mor-og-børn-køreture i Europa.

Men så skete ting og lige pludselig hed det ikke længere far-mor-og-børn men papfar-mor-og-børn. For at ryste den lille, nye familieflok sammen lå der derfor syv flybilletter til Florida under træet juleaften 1995. Først troede jeg, det var løgn. Men den var god nok, og tre måneder senere sad jeg i en jumbo over Atlanten omringet af gamle og nye søstre (det var i øvrigt på den flyvetur, jeg meget højlydt besluttede mig for at stille min ene søster det yderst passende spørgsmål: ’Hvad er en orgasme?’ Hun skylder mig stadig et svar …)

Jeg genså Florida-vidoen for et par uger siden, da jeg var hjemme i verdens-mindste-by. Den mindede mig om gode tider, hvor jeg primært padlede rundt i en pool iført neon-badedragt og var overvældet over alt og alting. Dengang drømte jeg om alle de rejser og eventyr, jeg skulle ud på, når min krop blev voksen. Jeg har gjort en stor indsats for at realisere de drømme (en lidt for stor indsats, ville min bankrådgiver muligvis mene), og nu er jeg tilbage ved udgangspunktet. Det ligner sig selv, selvom alt har ændret sig.

Jeg er lige kommet tilbage på hotellet efter en tidlig morgentur på stranden, hvor jeg tulrede rundt alene og ventede på, at guldfisken og hamsteren vågnede. Miami Beach klokken 7.00 er duft af barbecue, som skal spises i solen. Det er en hjemløs fyr med det vildeste dread-garn, som er venner med alle byens duer. Det er en morgen-brandert-pige i stiletter, som skvatter på fortovet og bliver samlet op af sin fyr. Det er neon i palmer med lange skygger. Det er to børn, der gynger side om side og sikkert godt kan se det fine i, at de ikke gynger helt i takt. Og så er det en ensom måge, der går rundt i sandet uden af have nogen af snakke sjovt med.

Lige om lidt er Miami Beach heldigvis også stedet, hvor en guldfisk, en hamster og en elefant lufter de forsømte bikinier og kigger på livreddere i solen, mens de planlægger, hvilke drinks der skal fyldes i glassene i aften. Og det er nok også stedet, hvor en elefant får en lille nostalgi-nedsmeltning over tid, som er gået.

PS: Muligvis svarede Miami til månen for mig for 16 år siden. Men verden er blevet mindre siden da. Det fandt jeg ud af, da vi i går sad ved stranden med feriens første øl og pludselig spottede journalist-kollega fra København, som har valgt samme tid og sted for sin herretur, som vi har for vores tøsetur. Et af den slags skræmmende tilfælde, som alligevel giver meget god mening …

Noget om nostalgisk nervøsitet

Jeg er virkelig bange for, at 80’erne har indløst en tilbagetogbillet. Altså, nogle mener måske, det burde være sket for et-par-og-tyve-år siden, men vi er andre, der ihærdigt har forsøgt at holde fast i 80’er-stemningen. Det føles nemlig trygt. Og godt. Og fuld af nostalgi*. Men måske er det nu forbi.

Bekymringen opstod i morges, da jeg (for anden gang på tre måneder) bevægede mig ned i mit fitness-center. Eller måske skulle jeg nærmere sige motionsrum, for det navn passer lidt bedre til det sted, som den-63-årige-mand-inden-i-mig synes afsindigt godt om. Det er et direkte levn fra det trygge årti. Engang var der en hel kæde af samme slags. Folk flokkedes dertil for at prøve de seneste nye kondi-maskiner. Nu er der kun det ene sted tilbage, og det kan ikke undre mange, at det lige netop ligger på min ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Der findes to andre top-tunede, hyper-moderne fitness-centre inden for en radius af hundrede meter fra mit hus af guld, men jeg kan bedst lide retro-centret. Fordi det er hyggeligt på den der gymnastiksals-agtige-måde, og fordi det ligger i forbindelse med svømmehallen, som var lige så 80’er-skøn. Når jeg skriver ‘var’, er det fordi, den netop nu gennemgår en gennemgribende renovering af den slags, som jeg ikke forstår. If it ain’t broke, don’t fix it! Svømmehallen var så fin før med de lange rækker af mange 20’er-slugende træskabe og dertilhørende gummibånds-nøgler. Det store bassin og de gamle vipper og pensionisterne, som padlede ti baner for blodomløbets skyld. Jeg frygter, at det bliver erstattet med noget Lalandia-lignende børne-mekka, og det er måske meget spændende, men det er altså slet ikke trygt og godt og nostalgisk. Spænding findes overalt og er på konstant udbygning, mens nostalgi-trygheden er på ubetryggende undergangstur.

Nå, men motionsrummet findes altså endnu. Så længe det varer. Det er nemlig ikke voldsomt velbesøgt. Da jeg kom derned, var der kun en enkelt anden motionist. Eller motionist er måske så meget sagt, for hun rørte sig ikke så meget. Hun stod nærmest bare helt stille med sådan en bred læder-ryste-rem om sig, der fik alt på hendes krop til at vibrere. Maskinen var cremefarvet og helt sikkert importeret direkte fra det bedste årti. Jeg giver en omgang til den, der kan fortælle mig, hvad rysteriet skal gøre godt for. Det er noget, jeg har undret mig over længe uden at turde spørge nogle af de rystede om det.

Som billedet så fint afspejler, har stedet eksisteret lige siden dengang, en barberskraber var en halv meter lang og havde et tandbørstehoved i den ene ende samt en art vinduesvisker i den anden …

Så forsvandt hun, og jeg var helt alene tilbage i et spøgelsesramt rum med håndvægte og romaskine og et par enkelte elektroniske løbebånd, der oplyste det ene hjørne af lokalet. Men efter et stykke tid fik jeg igen selskab. Af en herre, som var jævnaldrende med den 63-årige. Han var iført kåbøjder-tøj fra hals til tå og matchende kasket på issen. I den ene hånd havde han en krykke. I den anden en termokande. Den fyldte han op med vand til kaffen, inden han satte sig på en stol ved indgangen og kiggede. Her har jeg en fornemmelse af, at han har siddet hver morgen siden 80’erne, og det virker som om, at han heller ikke helt kan slippe ud af tryghedstromlen, selvom han ikke længere kan udnytte motionsrummets faciliteter.

Hvis man gør status over den gæsteliste, kan selv jeg (med min udfordrede økonomiske forstand) regne ud, at det center nok ikke overlever mange vintre. Det gør mig trist. Ikke kun på grund af selve centret, men også fordi, jeg frygter, at udviklingen afspejler en generel holdning til, at den definitive afsked med 80’erne er tiltrængt. Sådan en holdning vil jeg på ingen måder støtte. For 80’erne er jo så meget, som ingen andre tider nogensinde bliver. 80’erne er kernefamilie og campingferier. Det er vaniljeis i kopper med kakao. Det er to børn i et badekar, som er rødt. Det er fantasi og finurlige drømme om alt det, der aldrig kan lade sig gøre, men som alligevel er muligt. Det er stødhegn, som gør ondt, og kælkebakker, som gør godt. Det er grin helt ned i maven og gråd, som altid holder op igen og aldrig bliver ved med at ligge på lur et sted i øjets afkrog.

80’erne burde være kommet for at blive. Eller i hvert fald for at blive husket. Det vil jeg prøve at kæmpe lidt for. Om ikke andet så bare i form af neon. Masser af neon. For de kan muligvis tage 80’erne ud af folkets fortravlede hverdagsbevidsthed, men de kan aldrig tage neon-manifestationen ud af en sand fortidsforelsket 80’er-pige!

* En sikker andenplads på listen over yndlingsord. Hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre at lave sådan en liste …