Noget om voksenjob og sovedyr

Da jeg i morges skulle pakke til to dages voksenjobtur til det jyske, var jeg splittet. For er det egentlig okay at tage sit sovedyr med på en lønnet tur, hvor man skal forestille at være en nogenlunde seriøs type?

Jeg var i tvivl. Men tanken om en nat i en fremmed seng uden en giraf som sengekrammerat var ikke helt god. Så jeg tog chancen og smed sovedyret i tasken. 

Hurra for det. Det viser sig nemlig, at han passer helt perfekt til den seng, man åbenbart godt kan være så heldig at få tildelt, selvom man skulle forestille at være en slags voksen på job.  

 

Noget om jyske komplimenter

Nogle ting smager bare bedre i Jylland. Havarti-ost for eksempel. Men det er som om, at spisefornøjelsen falder et par grader, når madfesten i forældrenes køleskab forstyrres af en papfar, der finder der strengt nødvendigt med den højlydte konstatering: ‘Jeg synes da faktisk ikke, du er så tyk lige for tiden’.

Jeg tror, det var en form for jysk kompliment. Men mine ører har levet 12 år på den anden side af sundet og hører derfor primært en venlig opfordring til at hoppe på kronisk kur. Sjovt nok hjalp det ikke engang, da han udglattende forsøgte at muntre mig op ved at tilføje, at det jo er de tynde, der dør først, når hungersnøden rammer …

20140503-172343.jpg

Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner.

Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slags voksen. Sådan en type, som siger farvel til alt det trygge for at holde jul et helt nyt sted. Uden forældre, søskende, nevøer og niecer i den ene eller anden kombination.

Det er både farligt og fantastisk dejligt. Mest det sidste, heldigvis. Og lige meget hvor voksen, jeg kommer til at føle mig, når jeg siger farvel inden længe, ved jeg, at det er småting i forhold til den tussegamle voksenhedsfølelse, som sandsynligvis kommer til at overmande mig, når jeg om et par dage vender tilbage til min egen ø for at finde det obligatoriske julekort fra revisortype i postkassen.

Glædelig jul. Det bliver skide godt …

juleboots

Noget om identitetskrise

Vi har fået julekort på kontoret. Og mens kollegerne primært har modtaget stor tak for deres fabelagtige evner og arbejdsindsats, fik jeg en tak for alle de røverhistorier, jeg har leveret i årets løb. Så kender man ligesom sin plads. Og den har jeg det faktisk rigtig, rigtig fint med. Men det giver også en smule præstationsangst. Specielt  fordi jeg endte med at vralte hjem fra årets sidste kollegabrandert på Johns Kro fredag aften klokken 23, da den lille (okay, efterhånden lidt for decemberstore) krop ikke kunne holde til mere.

Tænk nu, hvis jeg ikke formår at indsamle nok røverhistorier i det nye år, fordi jeg ikke en gang kan holde til efter midnat, hvor de vilde historier plejer at rulle, Hvad sker der så? Hvem er jeg så? Skal jeg så virkelig til at imponere med evner og arbejdsindsats, fordi jeg ikke kan klare mig på røverhistorierne alene? Eller skal jeg finde mig en helt anden niche?

Måske burde jeg bare bruge juleferien på hårdkogt alkotræning, så jeg fremover kan klare den smule John-most, jeg bliver udsat for. Jeg holder vel ikke ferie i Jylland for ingenting …

johns_elefanter

Noget om Elvis

Jylland er indtaget, og jeg er netop kommet hjem fra halvårlig date med tigeren, løven og pumaen. Ud over fælles konsensus om foldet toiletpapir fik vi også konstateret, at mange ting sker på halve og hele år. Flest gode ting, heldigvis, men alligevel kan det nogle gange være svært at spæne om kap med virkeligheden. Specielt når man proportionelt set er uretfærdigt udfordret på benlængde.

I en tid, hvor mange ting sker, kan det derfor også være meget betryggende at konstatere, at noget stadig er, som det altid har været. At Elvis stadig hænger på træet.

Alt er skide godt!

elvis

Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Er for dopet til at finde på (u)passende rubrik …

Hvis jeg alligevel bliver forvekslet med en mand blandt en anseelig del af den danske minibefolkning, vil jeg faktisk også mene, at jeg har ret til at forsøge at leve op til den velkendte fordom omkring mandepiveri. Specielt nu, hvor jeg er blevet velsignet med influenzalignende symptomer her i den røde sofa, hvor jeg med matchende næse forsøger at ramme lige nøjagtigt dén cocktail af danske, tyske og amerikanske drugs, som kan holde mig oprejst fra i morgen tidlig.

Muligvis mister jeg dog en smule af mine maskuline rettigheder, når jeg lige om lidt giver efter for tøsetrangen og sætter en skive med ‘Pretty Woman’ på afspilleren, så jeg helt trygt kan ligge og have ondt af mig selv, mens jeg guffer videre på den apotekermadpakke, min mor stak mig i hånden, inden jeg tog fra Jylland i morges.

Men okay, hvis jeg alligevel skal sætte mig mellem to kønsstole, kan jeg vel lige så godt vænne mig til titlen som tøsedreng …

20130908-201129.jpg