En søndag i ord og billeder

Jeg er slet ikke med. Efter en weekend, som på mange måder har stået i barndomsvenindernes tegn, er det nu slået fuldstændig fast. En Jyllandstur bød på glædeligt gensyn med kolibrien, egernet og tigeren. Den første barslede med baby og bolig, den anden med bryllup og bil og den tredje med bil og baby. En rimelig seriøs ring, som jeg slet ikke kan finde rundt i. Engang troede jeg, at det var dem, der var stukket af, men nu hvor de er i flertal, er jeg nærmere bange for, at det er mig, der er sat af (som vel på mange måder er det modsatte af afsat). Jeg blev endeligt overbevist, da jeg fik at vide, at torsken skal være (planlagt) far. Torsken! Min legepladskærlighed og det bedste bud på det mest seriøse forhold, jeg nogensinde har befundet mig i – en on-and-off-soap, der startede med en spirende børnehaveflirt i den hemmelige hule og efter mange begyndelser og break-ups sluttede endeligt i sådan cirka sjette klasse.

Nå, så det er altså in at købe parcelhus, investere i en firehjulet og formere sig. Og jeg kan pt ikke engang finde ud af at øve mig i nogle af delene. Til gengæld kan jeg konstatere, at jeg sammenlignet med alle de skønne mennesker, jeg har set i weekenden, muligvis har haft mest tilfælles med min 18-årige kusine. Vi var i hvert fald fælles om at være nogenlunde lige tømmermændsramte, da vi mødtes hos min mormor i dag. Og så er der selvfølgelig også kaninen, som gav mig husly i Aarhus. Hun er heldigvis et succesfuldt bevis på, at det stadig er ok at stå og råbe lidt til klokken seks om morgenen på bar nummer syv. De andre veninder er nu også nogle ret så succesfulde beviser, men det er bare på en lidt mere seriøs måde, som jeg på én gang er fascineret og skræmt af.

Jeg kan tydeligt huske, da tigeren ringede og fortalte, at hun var gravid. Det var første gang, jeg prøvede at blive ramt af alle følelser i hele verden samtidig. Jeg var ustyrligt lykkelig, begejstret, rørt, spændt, anspændt, nervøs, skuffet og ked af det. Og meget mere. På én gang. Tårerne pressede sig på, mens vi talte i telefon sammen, og da vi havde lagt på, hulkede jeg i en helt åndssvag dur. For jeg var jo først og fremmest vildt glad. På hendes vegne og på mine egne, fordi jeg vidste, at hun ville få en underskøn unge, som jeg ville få lov til at lære at kende. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at føle mig en lille smule forrådt. For hvad ligner det at tage sådan et gigantspring og efterlade mig tilbage? Vi skulle jo alt muligt sammen. Rejse og drikke os fulde og fjollede og bo i samme by på samme tid, mens vi stadig havde tid til at te os tosset. Og det skulle vi så alligevel ikke, fordi hun skulle være mor, og med den titel følger også en overhængende risiko for at miste en stor del af den veninde, som jeg holder så meget af. Jeg skammede mig meget over de utroligt egoistiske følelser, og det har da heldigvis også vist sig, at nervøsiteten slet ikke var begrundet. Hun er den sejeste mor, der samtidig stadig er den sejeste veninde, og hendes datter er strøget direkte ind på toppen af listen over yndlingsbabyer. Det hele  er så rigtigt, at jeg nu slet ikke kan forstå, at jeg på et tidspunkt frygtede, at det kunne blive forkert. Når man pludselig synes, at en fis er fantastisk, bare fordi den bliver leveret af den helt rigtige tigerunge, så er forelskelsen total!

Jeg mødtes med hele den lille familie hos tigerens forældre i formiddag. Huset har jeg været i flere hundrede gange, men kun meget få gange de seneste ti år. Der duftede af teenagetanker, og jeg stank af sprut. Jeg kørte på to timers søvn og to cheeseburgere, og den skærende kontrast mellem mig og dem blev derfor trukket endnu voldsommere op. På en måde gjorde det ikke noget, for alt var jo, som det skulle være. Da jeg var 15, sagde tigerens mor til mig, at jeg var uforbederlig. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg har siden gjort en ihærdig indsats for at leve op til den påstand. Så da jeg med min alt for hæse søndagsstemme spurgte, om jeg lugtede meget af sprut, vidste jeg derfor, at det sande svar ville være ja. Jeg var dog ikke helt forbredt på at få svaret leveret helt klart og uden indpakning. Men så er det godt, at der findes en tigerunge, som kan tilføje en helt anden lugt til lokalet og dermed dække lidt over mine medbragte procentdampe. På en sær måde blev vi en slags partners-in-crime, selvom forbrydelses-dampene var ret så forskellige.

Formiddagens bustur i barndomskvarteret var lige så mærkelig, som den skal være et årti post fraflytningens af-tilknytning. Alt ser anderledes ud, samtidig med at alt minder om alt for mange ting. Derfor er det altid en befrielse at komme ud til min mormor, hvor alt er, som det altid har været. Lige som det skal være. Undulaten var med, for min mormor er heldigvis også hendes mormor. Sjovt nok var det dog kun undulaten, der her blev præsenteret for en folder med billeder af bryllupskager. En hentydning så tyk, at den næsten kunne spises. Jeg tror da også, han-undulaten fangede opfordringen til knæfald. Jeg fangede mig til gengæld et tæppe og en plads i sofaens trygge krog, hvor jeg kunne sidde og tænke lidt over, hvorfor det nogle gange er lettest at føle sig helt alene, når man er sammen med andre. Og så tænkte jeg også over, at jeg faktisk er ret heldig, fordi jeg kender så mange dejlige mennesker, som muligvis overhaler mig indenom på voksenpoint, men som samtidig giver udtryk for, at de godt kan lide mig, selvom jeg lunter lidt rundt tilbage på den bane, hvor man hverken er fugl eller fisk.

Det var søndagen i (mange) ord. Her er den i (mange) billeder.