Noget om listelivserfaring

Okay, måske har jeg det virkelig ikke i mig, det der hævn. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skulle finde plads til det i et hoved, der er fyldt med så mange andre unødvendige nødvendigheder. Et kort øjeblik troede jeg ellers, det ville være et stykke med kage at finde på et eller andet dejligt ondskabsfuldt, men selvom jeg har modtaget flere opfindsomme hævnforslag (det bedste fra flamingoen*), må jeg nok indse, at hævn havner på min liste over ting, jeg forsøger at undgå, fordi erfaringen har lært mig, at jeg dermed gør mit liv en del mere rart og ukompliceret.

Indtil videre ser den liste nogenlunde sådan her ud:

Ting-jeg-forsøger-at-undgå

– Hævn (fordi det aldrig føles godt hverken i tanke eller i handling)

– Unødvendig jalousi (fordi det aldrig fører noget godt med sig. Heldigvis har jeg lært, at det ene ikke nødvendigvis har noget med det andet at gøre, hvilket gør afjalousineringsprocessen en del lettere**)

– Unødvendig dårlig samvittighed (fordi det netop er unødvendigt. Til gengæld er det meget sværere for mig at undgå end unødvendig jalousi eller vrede eller hævntørst, fordi den dårlige samvittighed helt naturligt kommer lettere til mig)

– Knibskhed (fordi knibsk er kedeligt, selvom kedeligheden er fanget i et fantastisk ord)

– Folk, der råber for at virke magtfulde (fordi de er farlige og sølle på samme tid og giver mig den helt forkerte klump i maven***)

– Førersædet i en bil (fordi jeg aldrig kan slippe tanken om alt det frygtelige, jeg potentielt set kunne være skyld i. Og det er ikke mavepinen værd)

– Shots i ølkrus (fordi djæ bar gøør ma virli virli dåm a hør pååå****)

– Excelark (fordi de er meningsløse og minder mig om, at jeg nok aldrig får helt styr på lortet)

*

haevn haevn1 haevn2 haevn3 haevn4

** For et stykke tid siden luftede kaninen en teori om, at der er to former for unødvendig jalousi – den fysiske og den mentale. Hun mener, at fyre generelt bliver jaloux på grund af frygten for fysiske forbindelser, mens piger lettere bliver jaloux over mentale forbindelser. Jeg ved ikke, om hun har ret, men det lød klogt, og jeg synes, det føles bedst at forsøge at undgå begge dele.

*** Ja, panter, det gælder specielt knibsk buschaufførtype.

**** Skønt flashback til firmafest med paryk og benstrejke og uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop og afsked med den sidste stump værdighed. Hvorfor skal den slags altid ske foran hele verden og samtlige chefer? Godt, jeg aldrig drikker igen!

Det handler om at være

Dengang jeg tog kørekort, boede jeg på stadiet før hospitalscelle. Det var frygteligt. Mine drømme om vildt kollegieliv og nye boligvenner i København blev skudt ned af Hortonsagaseende evighedsstuderende, som ikke kunne overskue at lære et navn på tre bogstaver og derfor aldrig henvendte sig til mig (hvilket egentlig var lidt af en lettelse).

Jeg var mere tryg ude end hjemme. Undtagen når jeg skulle sætte mig bag det der rat, som nogle mente, jeg burde lære at kontrollere. Dengang min krop var barn, var min værste frygt, at jeg endte med at blive buschauffør, når jeg blev voksen. For så risikerede jeg jo at slå mange flere mennesker ihjel, når jeg kørte galt. (Når. Ikke hvis. Jeg har altid haft overvældende stor tiltro til egen ulykke).

Heldigvis syntes jeg, min kørerlærer var helt fantastisk. Desværre syntes vi begge to, at det var mere tiltrængt at snakke end at køre. Egentlig fungerede hun nok mest som psykolog. Og det var meget godt. Men jeg lærte aldrig at køre ordentlig bil. Til køreprøven var jeg så tæt på at køre en fyr ned, at den køresagkyndige måtte hamre bremsen i. Alligevel fik jeg af uforklarlige årsager kortet, hvilket muligvis betyder, at jeg har opbrugt et helt livs charmekvote på den konto.

Sjovt nok syntes en del af mig, det var det fedeste at sidde bag det rat, og havde jeg været alene i verden, ville jeg ikke lave andet end at ræse rundt og lege kylling med mig selv. For så var det jo kun mig, der kunne komme til skade. Men tanken om, at jeg risikerede at såre andre, var simpelthen for frygtelig, og derfor er jeg aldrig blevet bilist. Mit kort bliver udelukkende brugt som hjælpemiddel, når jeg har glemt mit eget navn. Det er dumt. Men det er sådan, det er.

Mange syntes, min frygt var helt åndssvag. Så åndssvag, at jeg en dag modtog en plakat fra TRYG med billedet af den lille kylling, som er foruroligende tæt på at blive kørt over af et meget stort bildæk. Det har uden tvivl været en joke, men der var aldrig nogen, der turde melde sig som afsender. Jeg er dog sikker på, at vedkommende har haft det skræmmende sjovt ved tanken om den panik, jeg gik i, da jeg så plakaten og omgående lavede 1:1-association til al den ulykke, jeg potentielt selv kunne skabe.

Jeg ved ikke, om angsten bliver mindre med tiden, og jeg en dag bliver tryg nok til selv at sidde bag rattet igen. Til gengæld er jeg god til at blive kørt rundt med, selvom jeg som regel holder fast i et eller andet under turen. Min evne til at give slip har aldrig været imponerende. Men jeg øver mig. Så meget, at jeg nu rent faktisk har lyst til at give helt slip på kontrollen og se, hvad der sker, hvis to prøver at styre sammen. Overraskende nok har jeg på meget kort tid lært, at det, jeg har frygtet allermest, måske kan ende med at være det, der gør mig allermest tryg.

Og på en eller anden måde tabte jeg nu køretråden og bevægede mig væk fra det, der var min egentlig pointe. Min koncentrationsevne er presset for tiden. Men det er ligemeget. For jeg er blevet sindssyg på den allerbedste måde. Og jeg tør heldigvis godt nyde det lige så meget, som den slags fortjener at blive nydt.

tryghed

En søndag i ord og billeder

Jeg er slet ikke med. Efter en weekend, som på mange måder har stået i barndomsvenindernes tegn, er det nu slået fuldstændig fast. En Jyllandstur bød på glædeligt gensyn med kolibrien, egernet og tigeren. Den første barslede med baby og bolig, den anden med bryllup og bil og den tredje med bil og baby. En rimelig seriøs ring, som jeg slet ikke kan finde rundt i. Engang troede jeg, at det var dem, der var stukket af, men nu hvor de er i flertal, er jeg nærmere bange for, at det er mig, der er sat af (som vel på mange måder er det modsatte af afsat). Jeg blev endeligt overbevist, da jeg fik at vide, at torsken skal være (planlagt) far. Torsken! Min legepladskærlighed og det bedste bud på det mest seriøse forhold, jeg nogensinde har befundet mig i – en on-and-off-soap, der startede med en spirende børnehaveflirt i den hemmelige hule og efter mange begyndelser og break-ups sluttede endeligt i sådan cirka sjette klasse.

Nå, så det er altså in at købe parcelhus, investere i en firehjulet og formere sig. Og jeg kan pt ikke engang finde ud af at øve mig i nogle af delene. Til gengæld kan jeg konstatere, at jeg sammenlignet med alle de skønne mennesker, jeg har set i weekenden, muligvis har haft mest tilfælles med min 18-årige kusine. Vi var i hvert fald fælles om at være nogenlunde lige tømmermændsramte, da vi mødtes hos min mormor i dag. Og så er der selvfølgelig også kaninen, som gav mig husly i Aarhus. Hun er heldigvis et succesfuldt bevis på, at det stadig er ok at stå og råbe lidt til klokken seks om morgenen på bar nummer syv. De andre veninder er nu også nogle ret så succesfulde beviser, men det er bare på en lidt mere seriøs måde, som jeg på én gang er fascineret og skræmt af.

Jeg kan tydeligt huske, da tigeren ringede og fortalte, at hun var gravid. Det var første gang, jeg prøvede at blive ramt af alle følelser i hele verden samtidig. Jeg var ustyrligt lykkelig, begejstret, rørt, spændt, anspændt, nervøs, skuffet og ked af det. Og meget mere. På én gang. Tårerne pressede sig på, mens vi talte i telefon sammen, og da vi havde lagt på, hulkede jeg i en helt åndssvag dur. For jeg var jo først og fremmest vildt glad. På hendes vegne og på mine egne, fordi jeg vidste, at hun ville få en underskøn unge, som jeg ville få lov til at lære at kende. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at føle mig en lille smule forrådt. For hvad ligner det at tage sådan et gigantspring og efterlade mig tilbage? Vi skulle jo alt muligt sammen. Rejse og drikke os fulde og fjollede og bo i samme by på samme tid, mens vi stadig havde tid til at te os tosset. Og det skulle vi så alligevel ikke, fordi hun skulle være mor, og med den titel følger også en overhængende risiko for at miste en stor del af den veninde, som jeg holder så meget af. Jeg skammede mig meget over de utroligt egoistiske følelser, og det har da heldigvis også vist sig, at nervøsiteten slet ikke var begrundet. Hun er den sejeste mor, der samtidig stadig er den sejeste veninde, og hendes datter er strøget direkte ind på toppen af listen over yndlingsbabyer. Det hele  er så rigtigt, at jeg nu slet ikke kan forstå, at jeg på et tidspunkt frygtede, at det kunne blive forkert. Når man pludselig synes, at en fis er fantastisk, bare fordi den bliver leveret af den helt rigtige tigerunge, så er forelskelsen total!

Jeg mødtes med hele den lille familie hos tigerens forældre i formiddag. Huset har jeg været i flere hundrede gange, men kun meget få gange de seneste ti år. Der duftede af teenagetanker, og jeg stank af sprut. Jeg kørte på to timers søvn og to cheeseburgere, og den skærende kontrast mellem mig og dem blev derfor trukket endnu voldsommere op. På en måde gjorde det ikke noget, for alt var jo, som det skulle være. Da jeg var 15, sagde tigerens mor til mig, at jeg var uforbederlig. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg har siden gjort en ihærdig indsats for at leve op til den påstand. Så da jeg med min alt for hæse søndagsstemme spurgte, om jeg lugtede meget af sprut, vidste jeg derfor, at det sande svar ville være ja. Jeg var dog ikke helt forbredt på at få svaret leveret helt klart og uden indpakning. Men så er det godt, at der findes en tigerunge, som kan tilføje en helt anden lugt til lokalet og dermed dække lidt over mine medbragte procentdampe. På en sær måde blev vi en slags partners-in-crime, selvom forbrydelses-dampene var ret så forskellige.

Formiddagens bustur i barndomskvarteret var lige så mærkelig, som den skal være et årti post fraflytningens af-tilknytning. Alt ser anderledes ud, samtidig med at alt minder om alt for mange ting. Derfor er det altid en befrielse at komme ud til min mormor, hvor alt er, som det altid har været. Lige som det skal være. Undulaten var med, for min mormor er heldigvis også hendes mormor. Sjovt nok var det dog kun undulaten, der her blev præsenteret for en folder med billeder af bryllupskager. En hentydning så tyk, at den næsten kunne spises. Jeg tror da også, han-undulaten fangede opfordringen til knæfald. Jeg fangede mig til gengæld et tæppe og en plads i sofaens trygge krog, hvor jeg kunne sidde og tænke lidt over, hvorfor det nogle gange er lettest at føle sig helt alene, når man er sammen med andre. Og så tænkte jeg også over, at jeg faktisk er ret heldig, fordi jeg kender så mange dejlige mennesker, som muligvis overhaler mig indenom på voksenpoint, men som samtidig giver udtryk for, at de godt kan lide mig, selvom jeg lunter lidt rundt tilbage på den bane, hvor man hverken er fugl eller fisk.

Det var søndagen i (mange) ord. Her er den i (mange) billeder.

Lav sol over Aarhus

Morgenmad

En hyldest til den geniale kombination af softice og Snickers

Hest nummer et

En strand og en bro

Nostalgi-buslinjen

Skibe i sikker havn

Mit diskrete og knap så vellykkede forsøg på at tage et billede af hest nummer to

Tigerungen og hendes seje sengetøj (er stadig træt af, at mønstret ikke findes i passende størrelse til et barn, der er fanget i en voksen krop)

Hund nummer et

Tigerflokken på tur

Hund nummer to

Udpluksklip fra min mormors køleskab

Det er ikke grafitti-hjerter, men det er tæt på. Min mormor er med-revolutionær på den broderede måde!

Min søde mormor sørger for, at toiletrullen kan holde varme. Og så har hun i øvrigt også en and. Den passer på sæben …