Noget om listelivserfaring

Okay, måske har jeg det virkelig ikke i mig, det der hævn. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skulle finde plads til det i et hoved, der er fyldt med så mange andre unødvendige nødvendigheder. Et kort øjeblik troede jeg ellers, det ville være et stykke med kage at finde på et eller andet dejligt ondskabsfuldt, men selvom jeg har modtaget flere opfindsomme hævnforslag (det bedste fra flamingoen*), må jeg nok indse, at hævn havner på min liste over ting, jeg forsøger at undgå, fordi erfaringen har lært mig, at jeg dermed gør mit liv en del mere rart og ukompliceret.

Indtil videre ser den liste nogenlunde sådan her ud:

Ting-jeg-forsøger-at-undgå

– Hævn (fordi det aldrig føles godt hverken i tanke eller i handling)

– Unødvendig jalousi (fordi det aldrig fører noget godt med sig. Heldigvis har jeg lært, at det ene ikke nødvendigvis har noget med det andet at gøre, hvilket gør afjalousineringsprocessen en del lettere**)

– Unødvendig dårlig samvittighed (fordi det netop er unødvendigt. Til gengæld er det meget sværere for mig at undgå end unødvendig jalousi eller vrede eller hævntørst, fordi den dårlige samvittighed helt naturligt kommer lettere til mig)

– Knibskhed (fordi knibsk er kedeligt, selvom kedeligheden er fanget i et fantastisk ord)

– Folk, der råber for at virke magtfulde (fordi de er farlige og sølle på samme tid og giver mig den helt forkerte klump i maven***)

– Førersædet i en bil (fordi jeg aldrig kan slippe tanken om alt det frygtelige, jeg potentielt set kunne være skyld i. Og det er ikke mavepinen værd)

– Shots i ølkrus (fordi djæ bar gøør ma virli virli dåm a hør pååå****)

– Excelark (fordi de er meningsløse og minder mig om, at jeg nok aldrig får helt styr på lortet)

*

haevn haevn1 haevn2 haevn3 haevn4

** For et stykke tid siden luftede kaninen en teori om, at der er to former for unødvendig jalousi – den fysiske og den mentale. Hun mener, at fyre generelt bliver jaloux på grund af frygten for fysiske forbindelser, mens piger lettere bliver jaloux over mentale forbindelser. Jeg ved ikke, om hun har ret, men det lød klogt, og jeg synes, det føles bedst at forsøge at undgå begge dele.

*** Ja, panter, det gælder specielt knibsk buschaufførtype.

**** Skønt flashback til firmafest med paryk og benstrejke og uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop og afsked med den sidste stump værdighed. Hvorfor skal den slags altid ske foran hele verden og samtlige chefer? Godt, jeg aldrig drikker igen!

SMID UD!

Ordren modtog jeg i en arbejdsmail i dag. De to ord stod i versaler 19 gange (ja, jeg har talt efter), så afsenderen må virkelig mene det. Jeg er både bange for store bogstaver og ulige antal gentagelser, så rædslen ramte med det samme.

Anledningen til den uignorerbare opfordring er, at firmaet skal flytte. Og flytning betyder oprydning og udsmidning. Som hovedregel forsøger jeg så vidt muligt at holde mig fra det der flyttefjolleri. Derfor har jeg også (med få ubehagelige afbrydelser) klamret mig til mit hus af guld i snart ti år – uden behov for den helt store inventaraflivningsproces med slipgivningskomplikationer til følge.

Men arbejdspladsen er jeg ikke herre over. Så jeg må flytte, når der bliver sagt flyt. Og selvom der er flere måneder til det store ryk, gør det allerede ondt at tænke på, at jeg muligvis skal sige farvel til noget godt. For hvad skal der dog blive af det hele, når nu vi flytter til nymodens lokaler, som muligvis ikke matcher gak og gøgl lige så godt? Hvad skal der blive af den zoologiske have med de gode dyr, som alle har en helt speciel historie? Hvad skal der blive af alle mine bedste Gajoler? Hvad skal der blive af opslagstavlen med alle de unødvendige nødvendigheder? Og har den der fremtid overhovedet plads til mit yndlingshomoplastikpar Ullafant og Hellefant og deres nye donorven Pellefant?

Fortsættelse følger …

20130617-140923.jpg