Ordren modtog jeg i en arbejdsmail i dag. De to ord stod i versaler 19 gange (ja, jeg har talt efter), så afsenderen må virkelig mene det. Jeg er både bange for store bogstaver og ulige antal gentagelser, så rædslen ramte med det samme.
Anledningen til den uignorerbare opfordring er, at firmaet skal flytte. Og flytning betyder oprydning og udsmidning. Som hovedregel forsøger jeg så vidt muligt at holde mig fra det der flyttefjolleri. Derfor har jeg også (med få ubehagelige afbrydelser) klamret mig til mit hus af guld i snart ti år – uden behov for den helt store inventaraflivningsproces med slipgivningskomplikationer til følge.
Men arbejdspladsen er jeg ikke herre over. Så jeg må flytte, når der bliver sagt flyt. Og selvom der er flere måneder til det store ryk, gør det allerede ondt at tænke på, at jeg muligvis skal sige farvel til noget godt. For hvad skal der dog blive af det hele, når nu vi flytter til nymodens lokaler, som muligvis ikke matcher gak og gøgl lige så godt? Hvad skal der blive af den zoologiske have med de gode dyr, som alle har en helt speciel historie? Hvad skal der blive af alle mine bedste Gajoler? Hvad skal der blive af opslagstavlen med alle de unødvendige nødvendigheder? Og har den der fremtid overhovedet plads til mit yndlingshomoplastikpar Ullafant og Hellefant og deres nye donorven Pellefant?
Fortsættelse følger …
Skudamuda 
He he..synes allerede det virker som om Ullafant hænger lidt med næbet:)
De forsøger alle tre at drukne bekymringerne. Det hjælper altid at dyppe snablen, som de siger …