Noget om en elefantunge

Elefantungen i Zoo er død. Det er så trist, at jeg ikke engang har lyst til at skrive om det.

Jeg kendte ham ikke rigtigt, men jeg har været vild med ham, siden jeg besøgte ham første gang sammen med giraffen for snart to år siden. Derfor har jeg også hængt trofast ind over hegnet med mit kamera, hver gang muligheden bød sig.

Ingen kan bære hår på ryggen så flot som ham. Ingen kan dyrke mudderbad så lystigt og elefant.

Jeg burde muligvis skrive de sidste to sætninger i datid. Men jeg er ikke helt klar endnu.

Verden, din onde satan, vil du ikke nok prøve at opføre dig lidt pænere fra nu af? Bare lidt? elefantunge

Noget om hvordan jeg blev skidt på

For to år siden gik jeg en meget tidlig morgentur og opdagede Det rigtige Bulgarien. Der kunne jeg trække vejret ordentligt for første gang i flere døgn (Sunny Beach lægger lidt af et pres på lungerne – og nerverne).

Der var frisk luft og en mølle med vind i, rigtige voksne mennesker og rigtig mad med rigtige vitaminer. Der var huse af ægte mursten, og så var der frem for alt ingen umtji umtji, men bare fred og ro.

Det var her, jeg opdagede, hvor sjovt måger snakker. Jeg blev fanget i en tidligmorgensludder mellem to af slagsen ude på molen. Og det gik op for mig, at måger faktisk er meget misforståede dyr. Det er ikke mange, der holder af dem, så det besluttede jeg mig for at gøre. At holde af dem med alle deres skævheder og uperfektheder.

Det er en af den slags morgener, som har en helt speciel plads i min hukommelse, fordi der var noget magisk over den. Mit hoved blev klogere på ret mange ting den morgen. Og siden har jeg holdt ekstra godt øje med mågerne. Så sent som i nat, da jeg sad i Hegnet med guldfisken og hamsteren og drak en spand og observerede ungdommen-nu-til-dags med lige dele forargelse og fascination (det er næsten vildere end zoo), blev jeg optaget af en helt bestemt måge, som jeg forsøgte at fange på et ordentligt billede (spandens tyngde gjorde det desværre lidt svært).

Og i morges, da jeg sneg mig til en smule præ-arbejds-sol på den store terrasse, var de der igen. I deres fineste mågeform patruljerede de rundt i skyen og snakkede sjovt af deres små mågelungers fulde kraft.

Jeg nåede lige at tænke, at livet sgu egentlig er ret fedt, trods alt. Så blev jeg ramt af klatten. En ordentlig omgang mågeræsermave lige på mit ben og på det nye, fantastiske neonhåndklæde, jeg købte for forsikringspengene. Den gik sandsynligvis efter at ramme elefanten på min ankel, og det var meget tæt på. Jeg ved, det er åndssvagt, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig oprigtigt såret over skæbnens åndssvage ironi. Heldigvis tror jeg ikke, mågen helt forstod, hvad den gjorde ved mig, selvom jeg da godt hørte sejrshylet fra den lortesatan.

Jeg havde lyst til at blive skide sur og droppe min mågefascination mettevuns. Men altså, når først man virkelig har set fuglenes sande potentiale, kan man jo ikke pludselig ignorere det igen. Så den får en chance til. Hvis den vil have den. Det kan jo også være, den sked på mig for at hjælpe mig til noget held. Og så var det rent faktisk en ret fin, lille lort …

PS: Her skulle der have været et billede af mågen fra i nat, men det bulgarske net er overbelastet af ungdommen-nu-til-dags, som lægger mundtruttende bikiniselfies og billeder af deres Hawaii-pizzaer på Instagram.

Sidste nyt fra Zoo – part II

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg til tider (de fleste tider) er ret så begejstret for mit job. Allermest når jeg er på eventyr med guldfisken. I dag fandt jeg ud af, at eventyret ikke nødvendigvis behøver at finde sted på den anden side af kloden. Det findes også i Kokkedal.

Der har vi her til aften lave optagelser til et indslag om sumpskildpadden Josefine, som er blevet kureret for råd i skjoldet. Det burde i sig selv være nok til at danne grundlag for en arbejdsdag lidt ud over det sædvanlige. Men der var meget mere. For i det udadtil helt gennemsnitlige parcelhus gemte der sig sådan cirka 79 andre krybdyr og krabledyr og kældedyr hos en familie, som har besluttet sig for at redde alt det, de kan. Derfor fik jeg både kælet for en kamæleon, beundret et hårløst albinomarsvin (okay, beundret er måske så meget sagt) og pludret med en papegøje, hvorefter jeg halvtissede i bukserne, da jeg troede, jeg blev besprunget af en kæmpeleguan, som viste sig at være en rimelig harmløs Golden Retriever.

Og så mødte jeg Elvis. Ikke kongen, desværre. Men slangen Elvis, som er i pleje hos familien. Min grundangst for slanger har jeg vist fortalt rigeligt om, så det vil jeg lade være med at gå i detaljer med nu. Der var dog et eller andet over Elvis, som gjorde, at han ikke var helt så frygtelig som artsfællerne i burene ved siden af. Måske var det navnet. Jeg ved det ikke. Men jeg blev nødt til at bide al angst i mig og befamle ham. Og eftersom jeg allerede havde halvtømt blæren én gang, kunne det jo ikke gå helt galt.

Jeg overlevede da også. Med bankende hjerte og klaprende baller holdt jeg en lille slange. Og det var faktisk slet ikke så slemt. Jeg nåede at blive næsten noget nær ikke udelukkende utryg ved ham. Lige indtil han blev sat ned i en kasse for at fortærre en gigantisk mus fra frostboksen. Med hår og hale und alles. Så var Elvis pludselig ikke helt så rock’n’roll-lækker længere.

Jeg ved nu en masse ting, som jeg ikke vidste, jeg manglede at vide i morges. For eksempel at der dagligt går 400 gram salatblade på en flok skildpadder (halvt rucola, halvt babyspinat), og at slanger skider ud ad halen (det sidste kunne jeg måske have sagt mig selv, men det var en lige så stor åbenbaring for mig som dengang, jeg fandt ud af, at fugle kan parre sig på hundemanér uden de store problemer).

Redningsfamiliens hus er nok det tætteste på Zoologisk Have, jeg nogensinde har oplevet uden for … ja, Zoologisk Have. Men alligevel var dyreflokken ikke helt fuldendt. For som datteren i huset til sidst pointerede, så er det hele først skide godt, når de også får plads til en elefant og en giraf.

elvisthesnake

Slipgivningskomplikationer part III

Jeg er blevet flyttet. Ikke privat, men på arbejdet. Truslen blev virkelighed, og jeg blev tvunget til at pakke ned og smide ud, så lige nu står mit arbejdsliv i tre flyttekasser på Christianshavn, og engang i morgen er det hele rykket til et sted på min egen ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Det sker virkelig ikke med min gode vilje, og jeg er sikker på, at de flytningsfremprovokerede slipgivningskomplikationer er medvirkende til, at jeg lige nu ligger halvsløj under dynen i stedet for at stå med et kamera i hånden og være på arbejde, som jeg burde. For sløjheden er i hvert fald ikke selvforskyldt (skriver typen, der har spist Hit Mix og Click Mix og Kinderchokolade til aftensmad – sprængfyldt med farvestofsvitaminer og chokokalk …)

Jeg duer virkelig ikke til det der med at sige farvel. Hverken til personer eller til steder, som betyder noget for mig. Og det sted har virkelig betydet noget. Så meget, at jeg blev nødt til at udskyde nedpakningen til allersidste øjeblik, hvilket betyder, at kollegerne havde været så søde at klare en del af flyttearbejdet for mig – sikkert fordi de begyndte at tvivle på, om jeg nogensinde ville kunne få mig selv til at lægge opslagstavlemedaljer og talisman og Gajoler og Zoologisk Have i en kasse. Den velmenende hjælp betyder dog, at jeg slet ikke nåede at sikre mig, at det hele kom med. Lige nu ligger jeg derfor halvpanisk under dynen og er bekymret for, om Hademar, den tyske sundhedsguru, overhovedet overlevede og havnede i en flyttekasse i stedet for i skraldespanden.

Må hellere gå på jagt efter en ny version af kalenderen, når jeg smutter til det sydtyske i morgen. Bare for en sikkerheds skyld. Og hvem ved – måske er han endnu mere sundhedslumsk anno 2013. Man kan jo altid håbe på, at nyt slet ikke er så farligt. Og at der efter slipgivning kommer noget andet, der er værd at holde fast i.

Jeg håber bare, at det nye sted er lige så rummeligt som det gamle. Og at handicaptoiletterne er store nok til at huse hverdagstømmermænd på langs …

hademar

SMID UD!

Ordren modtog jeg i en arbejdsmail i dag. De to ord stod i versaler 19 gange (ja, jeg har talt efter), så afsenderen må virkelig mene det. Jeg er både bange for store bogstaver og ulige antal gentagelser, så rædslen ramte med det samme.

Anledningen til den uignorerbare opfordring er, at firmaet skal flytte. Og flytning betyder oprydning og udsmidning. Som hovedregel forsøger jeg så vidt muligt at holde mig fra det der flyttefjolleri. Derfor har jeg også (med få ubehagelige afbrydelser) klamret mig til mit hus af guld i snart ti år – uden behov for den helt store inventaraflivningsproces med slipgivningskomplikationer til følge.

Men arbejdspladsen er jeg ikke herre over. Så jeg må flytte, når der bliver sagt flyt. Og selvom der er flere måneder til det store ryk, gør det allerede ondt at tænke på, at jeg muligvis skal sige farvel til noget godt. For hvad skal der dog blive af det hele, når nu vi flytter til nymodens lokaler, som muligvis ikke matcher gak og gøgl lige så godt? Hvad skal der blive af den zoologiske have med de gode dyr, som alle har en helt speciel historie? Hvad skal der blive af alle mine bedste Gajoler? Hvad skal der blive af opslagstavlen med alle de unødvendige nødvendigheder? Og har den der fremtid overhovedet plads til mit yndlingshomoplastikpar Ullafant og Hellefant og deres nye donorven Pellefant?

Fortsættelse følger …

20130617-140923.jpg

Noget om eksperimenterende føleri

Jeg fik på et tidspunkt at vide af en ven, at jeg er den mest barnlige voksne, han kender. Nogle mener endda, at jeg er endnu mere barnlig end de små typer, som stadig bor i børns kroppe. Jeg vælger at se det som noget positivt – det kan jeg jo lige så godt, når nu det alligevel ikke kan være anderledes.

Netop derfor passer det mig fantastisk godt at være i selskab med børn. Så er det også lidt mere legalt at slippe den-11-årige-pige-inden-i-mig løs, så hun kan te sig tosset og danse fandango. Det fik hun lov til, da den 8-årige var på besøg for nogle uger siden. Jeg stemte for, at vi skulle i Zoo (sjovt nok). Han stemte for Eksperimentarium. Den yngste fik lov til at bestemme, og det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at argumentere for, at jeg er den yngste af sind.

Men nogle gange er det meget godt, at man ikke får sin vilje. For jeg lærte faktisk ret meget den eftermiddag. For eksempel fandt jeg ud af, at jeg overraskende nok er udstyret med familiens største sæt lunger (de indvendige, tydeligvis). Og at jeg ikke kan holde varmen på hænderne og næsen, men til gengæld er jeg varm om hjertet (og røven). Alt sammen info, som er ret nyttigt for en barnligt voksen kropsgøgler.

eksperimentarium

Det, der gjorde størst indtryk på mig den dag, var dog en computer, som viser en rækker forskellige billeder og registrerer, hvad man reagerer følelsesmæssigt stærkest på. Min søster startede. Hun reagerede stærkest på et billede af en baby. Det gav ret god mening. Min mor reagerede stærkest på store, nøgne bryster (det vil jeg helst ikke analysere på). Jeg kæmpede mig igennem et virvar af slanger og skræmmende operationsstuer og kinky, afklædte mænd. Der var masser af stærke sager. Alligevel reagerede jeg mest voldsomt på … bacon.

En lang række af mine fobier havde været repræsenteret på billederne, men ingen frygt kan åbenbart slå min kærlighed til kødverdens syndige konge. Og det er sgu ret fedt at tænke på, at de positive følelser slår de negative, hvis begge kæmper om pladsen. Specielt fordi der, trods min store, uforbeholdne kærlighed til bacon, findes noget i denne verden, som jeg holder endnu mere af …

Alt det jeg ikke ved og mere

En ret skøn type gav forleden udtryk for, at han godt kan lide at være sammen med mig, fordi han så føler, at han har ret godt styr på tingene. Sammenlignet med mig, forstås. Nogle ville måske blive fornærmet over den pæne omskrivning af konstateringen ’Hold-kæft-hvor-har-du-bare-ikke-tjek-på-en-skid’. Men jeg blev glad. Meget glad. Fordi jeg for første gang virkelig føler, at jeg er rendt ind i en, der kan overskue at tage sig lidt af mig.

Og der ER jo meget, jeg ikke har styr på. Jeg har endnu ikke formået at imponere SKAT med rettidige indbetalinger. Jeg kan ikke finde ud af at passere security i lufthavnen uden at lave en scene, som resulterer i kropsbegramsning eller henslæbning til ekstratjek i afsides lokale. Jeg forstår ikke, når folk ikke forstår ironi, hvilket resulterer i, at der render adskillige personer rundt og tror, at jeg er psykopat (revisor-type inklusiv). Jeg har aldrig lært at koge ris. Og jeg bliver gang på gang overrasket over, at alkohol ikke vil mig det bedste (naiv, som jeg jo er, holder jeg stædigt fast i troen på procenternes gode intentioner).

Nogle gange bliver jeg dog i tvivl om, hvorvidt det nu også står så slemt til. For eksempel den dag, guldfisken helt impulsivt udbrød: ’Du er jo faktisk et ret tjekket menneske’. Jeg aner ikke, hvorfor hun fik behov for at uddele den form for umiddelbar ros, men jeg var både overrasket og stolt over udmeldingen. En følelse, der holdt cirka to et halvt sekund. Indtil konstateringen helt unødvendigt blev afløst af den nedbrydende sætning: ’Altså, jeg ved godt, det lyder mærkeligt’.

elefantviden