Back to business

Jeg har ikke kun været underlagt selvvalgt skrive-karantæne – jeg har også været ude i noget akut timeout-eksil. Den slags kan være nødvendigt for halvneurotiske, helspekulerende typer, og af flere årsager var situationen uundgåelig den her gang. Men i dag var jeg igen tilbage. Mine øjne åbnede sig ikke helt frivilligt i morges, og jeg havde helt ærligt en lille smule svært ved at overskue den der virkelighed, som altid ligger og lurer uden for mit hus af guld. Men virkeligheden viste sig at være min ven. Det fandt jeg i hvert fald ud af, da jeg kom tilbage til kontoret. Og jeg blev endnu engang mindet om, hvorfor jeg elsker min arbejdsplads. Jeg kan komme med mange eksempler – her er et par af dem:

1. Min arbejdsplads indeholder kolleger, som ikke kun er folk, jeg deler kontor med, men som også er mennesker, jeg slet ikke kan lade være med at dele alt muligt andet med. Det er den slags personer, som kender mig så godt, at de vidste, det lige præcis var i morges, jeg havde brug for at føle mig som en vinder. Derfor mødte jeg ind til synet af verdens bedste pakke. Jeg havde vundet Stig Rossen. Altså ikke den Stig Rossen, men min helt egen Stig Rossen, som er gul og blød og importeret fra en solrig strand i det forkerte land. En slags trøstepræmie til en tabertype, som ikke helt har opgivet håbet om en dag at finde og vinde det helt rigtige …

2. Min arbejdsplads er sådan et sted, hvor arbejdsrelaterede sætninger lige så godt kunne være overhørt til en teenagefest i provinsen med ungdommen-nu-til-dags. Jeg forestiller mig, at revisortyper dagligt siger sætninger som: ’Vi skal huske at opgøre de samlede moms-udgifter for Q2’. Og at kommunalpolitiker-typer siger sætninger som: ’Vi må hellere holde et møde, hvor vi kan planlægge det næste møde, hvor vi skal diskutere ændringerne omkring fortovsstrukturen i midtbyen’. I sidste uge sagde jeg sætningen: ’Jeg ved stadig ikke, om jeg får noget sex på date på fredag’ (sådan lød sætningen i hvert fald, da den kom ud af min mund, selvom den bestemt var meget sobert og professionelt afsendt). Guldfisken kvitterede senere med spørgsmålet: ’Har du leget med Amalie i spa uden trusser?’

3. Min arbejdsplads har receptionister, som ringer op og spørger, om jeg har fået en hemmelig beundre. Det har jeg ikke, men jeg er til gengæld indehaver af en betænksom søster, som sørger for SOS-pakker, når hun ved, jeg trænger til det. Det er den slags pakker, som får den-11-årige-pige-inden-i-mig til at hæve hovedet og humøret og finde medgangs-motivationen frem.

4. Min arbejdsplads ser ikke skævt til behovet for at sidde helt alene for åben dør i et mødelokale og spise Kinderæg og drikke cola. Forbigående voksne undrer sig ikke engang mere.

5. Min arbejdsplads giver rum til, at man kan tage sig en lille bitte lur på handicap-toilettet, når hovedet er ved at koge over. Det er et ret eventyrligt sted, hvor der både findes geyser-rister og et toilet, der taler (det gør det altså – hamsteren er mit vidne!) Chefen har givet tilladelse til de små, horisontale afbræk, som nogle gange bliver spenderet med lukkede øjne – andre gange med blikket den her vej.

6. Min arbejdsplads er så rummelig, at man gerne må hænge yndlingstyskeren, der Gesundheitsmeister Hademar (en gave fra musvitten), op på væggen, uden at nogen brokker sig.

Man må også gerne pynte sin opslagstavle med den slags ting, der gør glad uden grund (jeg behøver vel ikke at nævne, hvilken side af tavlen der er min).

Og man må endda holde ustyrligt grim Zoo i vindueskarmen. Sidstnævnte er nok lige netop den detalje, der er afgørende for, at jeg lige nu ikke kunne forestille mig, det er muligt at finde en bedre plads at arbejde ved.