En helspekulerende nedsmeltningsekspert sagde engang, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke kan festes bedre. Den påstand holder ikke altid. Men det gjorde den i går. For lang tid siden – før mange ting skete – overbeviste jeg mig selv om, at det sagtens kan lade sig gøre at invitere 30-40 mennesker til debut-koncert med sejt drengeband i en toværelses lejlighed i et hus af guld. Så skete mange ting, og optimismen fik et hak. Heldigvis er jeg typen, der hellere vil forsøge på det måske umulige og få et rap over nallerne frem for at være bange for at skulle erkende mit nederlag.
Det er jeg glad for i dag, hvor jeg stadig kan smage sejrens sødme efter en aften/nat med uden-diskussion-fantastisk-koncert, gamle venner og nye bekendtskaber, udredninger og opklaringer, skrålende sang og svajende dans, tiltrængt tørstslukning og teenageflirt i trappeopgangen. Jeg er vågnet op helt uden den efterhånden lidt for velkendte Kaj-mund (et ord, kaninen bruger om det bævende ansigtsudtryk, der kan være klistret til mit ansigt i flere dage, når jeg har gjort noget frygteligt pinligt). For beruset, semi-vovet teenage-opførsel er vel helt legal engang imellem – specielt efter en tid i undtagelsestilstand. Og jeg kan garantere, at det ikke er sidste gang, jeg holder fest uden grund, selvom det åbenbart er et ret ualmindeligt fænomen (hvilket betød, at jeg modtog op til flere lykønskninger med fødselsdagen fra folk, som var til min fødselsdagsfest for et halvt år siden).
Dagen derpå kunne være et helvede. Specielt når man vågner op til en lejlighed, der aldrig bliver den samme igen. Men det gør jeg jo på den anden side heller ikke selv, og det hjælper lidt at acceptere tingenes tilstand og forsøge at rette op på kaos, hvor man kan. Yndlings-egernet hjalp med terapeutisk oprydning til tonerne af nostalgi-numre – det gjorde processen lettere og sjovere. Men det tog tid. Hver gang vi troede, vi havde fundet den sidste øldåse, dukkede der flere op på reolen, i brusekabinen eller uden for døren. Jeg udtrykte stor tilfredshed med, at det er sprut og ikke øl, der er i overskud, for flaskerne kan jeg bare tage med på arbejde og få tømt der (hvilket fik egernet til at spørge, hvad fanden det er for en arbejdsplads, jeg har. En god en, kunne jeg svare).
Nu sidder jeg tilbage i en tom lejlighed, som i går var fuld af liv. Det føles faktisk også godt, selvom lørdag aften muligvis burde bruges i byen. Men jeg har fået tanket så meget op på euforisk overskud, at jeg sagtens kan tåle at være lidt alene med mig selv. Bare lidt. Det er faktisk slet ikke så farligt, så længe jeg ved, at der også findes et alternativ, som jeg kan udforske inden længe …
Skudamuda 