Noget om et brev til mit yngre jeg – part II

Jeg fik skrevet det der brev til mit yngre jeg. Eller brevet til mange forskellige versioner af mit yngre jeg. Nogle af versionerne vil muligvis synes, jeg er et gammelt, bedrevidende røvhul. Det er okay. Og jeg har ingen forhåbninger om, at jeg ville have opført mig anderledes, hvis jeg havde læst mit brev, da jeg var yngre.

For hvis jeg opførte mig anderledes, havde jeg vel ikke været her, hvor jeg er lige nu. På sofaen med et glas rødvin og en dåsesodavand og FIFA i baggrunden og bevidstheden om, at det faktisk ikke er så farligt at være nogenlunde ædru en fredag aften (bare rolig 16-årige og 21-årige og 26-årige mig – jeg skal i byen i morgen …)

Brev til mit yngre jeg

Kære 7-årige mig

Jeg ved, du har lært at fortælle historier. Og jeg ved, det gør dig glad. Nu og om 20 år. Så bliv ved med det. Det er godt for dig. 

Det er til gengæld ikke godt for dig at følge de der stemmer i dit hoved, som dikterer, at du skal gøre alting fire gange eller to gange fire gange eller fire gange fire gange. Stemmerne, som siger, at ting ikke må røre ved hinanden, eller at uligevægt er farligt. For det passer ikke. Det er ikke sandheden, der taler til dig, men et lille, møgirriterende insekt, som hedder OCD. Og det bliver kun større og tungere og federe, hvis du fodrer det med dine tvangshandlinger. Så prøv at lade være. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv. Så bliver det lidt lettere at være dig i fremtiden.

 

Kære 12-årige mig

Slap af! Verden er slet ikke så farlig. Ikke altid i hvert fald. Du kan ikke gøre andre dødeligt syge, fordi du kommer til at tage i svømmehallen med en fodvorte. Og du kan ikke slå andre ihjel, fordi du glemmer at vaske dine hænder inden hjemmekundskab. Og bare fordi du måske kom til at sige noget dumt til en af drengene fra klassen i dag, ligger han ikke nødvendigvis og græder over det lige nu. Jeg tror faktisk slet ikke, han hørte det. Alle verdens ulykker er ikke din skyld. Så du behøver ikke at være så ulykkelig så tit. Verden bliver lettere at leve i, hvis du tager lidt lettere på den.

 

Kære 15-årige mig

Nej, du er måske ikke særlig speciel. Du har muligvis ikke imponeret landets genier. Og du kom heller ikke med det der skib, som skulle sejle dig på opdagelsesrejse til Rusland. Men lige om lidt skal du til en strandfest og fjolle rundt i sandet, og når skolen begynder igen, står flere fester i kø, og veninderne står klar, og resten af verden venter derude et sted. Du har slet ikke så travlt. Du skal nok nå det hele. Så nyd nu bare at være en teenagetøs i provinsen. For det er faktisk et eventyr i sig selv.

 

Kære 17-årige mig

Du tror sikkert ikke på det lige nu. Men der er en mening med alt det hårde. Og en dag i fremtiden bliver du glad for, at du ikke hoppede ind på den lette vej. Det kan godt være, du føler dig meget alene i en fremmed by i et fremmed land. Men i fremtiden bliver den her by i det her land til dit fristed. Tør øjnene, og træk vejret så godt, du kan. For du skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig!

 

Kære 22-årige mig

Nej, du bliver aldrig præmie-akademiker. Det kan godt være, du troede, du var den kvikke pige i klassen. Men nogle gange er det altså okay at snuppe en bundskraberkarakter, hvis det betyder, at du kan bruge din tid på alt det spændende og sjove og gode. Så drik den øl med god samvittighed. Drik dem alle 10. Med skrig og skrål og dans på bordene. Nyd det, og nyd dem, der drikker øllene med dig. Dum dig, bræk dig, og lad ikke de moralske tømmermænd ramme dig alt for hårdt. Husk historierne. Det er dem, du skal grine af mange år fremover. Brug penge på at rejse og blive klogere af verden. For den her tid kommer aldrig tilbage. Mulighederne bliver aldrig de samme. Og alle de minder, du er ved at skabe lige nu, luner meget mere i fremtiden end en række tomme 12-taller og et overskud på bankbogen. Drop den dårlige samvittighed, og hav det så sjovt, som du kan. Dit ældre jeg tilgiver dig for den vaklende økonomi, de tåkrummende fejltagelser og den slatne lever. For det var det hele værd. 

 

Kære 27-årige mig

Det kan godt være, du lige nu har opdaget, at bunden også har en bund længere nede. Men alt bliver godt, hvis bare du bliver ved med at tro på, at det kan blive godt. Hvis du bliver ved med at tro på eventyret. Så husk at sige ja. Også selvom du burde have sagt nej til noget af det. For en eller anden dag kommer du til at sige ja til en rockerkold picnic af den helt rigtige slags, og senere tør du sige ja til at kaste dig ud på usikker arbejdsgrund, og midt i det hele finder du ud af, at alting aldrig bliver helt perfekt, men at det hele godt kan føles fuldstændig rigtigt alligevel.

Der kommer gode dage og dårlige dage, men flest gode dage. Heldigvis. Og det bedste er, at du aldrig kommer til at ønske dig yngre, end du er i fremtiden. Det må være et positivt tegn.

 Det bliver skide godt. 

 Kærlig hilsen

 mig

himmelsko

PS: Kære 30-årige mig

Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer

Det er sådan en slags tømmermændslørdag, hvor jeg vågnede op med udsædvanligt øm gane – muligvis (forhåbentlig) på grund af lidt for ivrig omgang med brandvarm, baconsvøbt pølse til firmafest engang i nat. Jeg brugte første halvdel af dagen på at forsøge at danne mig et overblik over, hvad der skete i løbet af gårsdagens sidste halvdel.

Jeg husker noget med, at jeg formåede at spise bøf bearnaise hele to gange. Og jeg fik chefen til bords, som til sidste års sommerfest måtte bære mig ned i armene på en stakkels guldfisk, da mine ben begyndte at svigte. Den lille, uheldige episode blev selvfølgelig nævnt under middagen. Og jeg valgte at snakke udenom ved at fortælle løst og fast om alle mine andre gigantbranderter, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke gjorde førnævnte situation mindre pinlig. Og der var medaljeoverrækkelse, hvor jeg var meget forarget over, at jeg ikke engang havde haft mulighed for at gøre mig fortjent til en tabermedalje i år. Og så var der en lang blod-er-ikke-altid-tykkere-end-vand-diskussion med sidemanden. Umiddelbart inden jeg gik over til hård sprut og begyndte at sende homoerotiske billeder til en langhalset type. Muligvis var der også noget danseri, og jeg var i hvert fald helt sikkert den første kunde i den gratis pølsevogn. Fantastisk koncept trods brændt gane. Men brændt barnlig type skyer åbenbart ikke ilden, for jeg er ret sikker på, at jeg nåede at kværne to styks. Og så var det, jeg muligvis kom til at lave snigeren, fordi jeg mistede evnen til at læse mine sms’er. Bitter erfaring har lært mig, at læsningsbesvær er stadiet umiddelbart før bensvigt, og for at undgå at være det primære samtaleemne under næste års middag havde jeg lovet mit ædru jeg at forlade selskabet omgående, hvis jeg skulle nå dertil.

Derfor vil jeg gerne sende en officiel undskyldning til panteren og pumaen, som jeg muligvis kom til at efterlade, selvom de var det bedste selskab, en helspekulerende type kunne ønske sig. Jeg tager revanche næste år. Og samtidig kan jeg glæde mig over, at jeg rent faktisk for en gangs skyld har formået at lære af mine erfaringer. Som musvitten sagde i dag: ‘Du bliver jo klogere og ældre hele tiden’.

cheeseburgerelefant

PS: Efter gennemgang af gårsdagens begivenheder kastede jeg mig ud i den for en fastende type yderst konstruktive disciplin: at kigge på billeder af cheeseburgere. Heldigvis blev min opmærksomhed fjernet fra fastefrustrationstanker, da jeg havnede midt i regnbuehimlen med musvitten og solsorten og tusindbenet. Det var en fest, og jeg er meget stolt over at bo i et land, hvor statsministeren bruger sin lørdag eftermiddag på at vise vigtigheden af frisind. Nu står den til gengæld på tømmermændsblues. Det er svært at undgå, når man ligger alene og sulter i sin seng en lørdag aften – men heldigvis ved jeg, at bluesen er væk, og maven er fuld igen i morgen …

PPS: Bedst som jeg lå og var fastehellig, fik jeg et af den slags sjustilbud fra lillebjørn, som man ikke kan sige nej til. Det er jo også utroligt dårligt for mit image at holde mig ædru en lørdag aften. Fuck fasten – vi ses i byen!

Hvorfor dit og hvorfor dat

’Er du gravid’, spurgte min chef mig tidligere på ugen. Det spørgsmål er jo altid skønt at skulle svare på. Specielt når man er så usvanger som overhovedet muligt (egentlig ved jeg ikke, om der findes en decideret svangerhedsskala. Det er vel nærmere noget med enten eller. Men så er jeg i hvert fald en soleklar eller).

Jeg tror faktisk ikke, spørgsmålet var en kommentar til min figur som sådan (men trækker stadig maven ind for en sikkerheds skyld). Kommentaren faldt nemlig umiddelbart efter, jeg helligt havde bedyret, at jeg agtede at holde mig helt fra alkohol til arbejdspladsens 25 års fødselsdagsfest i fredags.

Der var flere årsager til min urokkeligt faste beslutning. For det første skulle jeg filme til klokken 23 (og var ved sidste fest lidt for tæt på at glemme kameraet i taxaen på vej hjem grundet de onde alkoholguders indblanding i min hjernefunktion. Det var umiddelbart efter førnævnte chef måtte slæbe mig ned af 20-30 trappetrin og aflevere mig til den stakkels guldfisk, som fik besked på at sørge for, at jeg kom sikkert hjem med begge slatne ben i behold). For det andet ville jeg gerne være tømmermændsfri lørdag. Og for det tredje har min krop for tiden en tendens til at blive indtaget af en eller anden hysterisk følsom type, som for alvor får frie tøjler, når promillen rammer kvalmegrænsen, hvilket let kunne ske til sådan en slags fest, hvor man får serveret shots i sprøjter.

Mine gode intentioner holdt helt til velkomstdrinken. Dog undgik jeg skandalerne. Og jeg fandt samtidig ud af, at hvis jeg en dag, når jeg bliver voksen, rent faktisk skulle havne i en form for befrugtningssituation, så ville jeg aldrig være i stand til at skjule en graviditet, når folk tror, jeg er blevet sindssyg, bare fordi jeg vil holde mig fra alkohol en enkelt aften, hvor jeg i øvrigt er på en form for arbejde.

Måske jeg i virkeligheden heller ikke ville egne mig så godt til det der med at være mor. Jeg mener, der er jo en decideret risiko for, at jeg ville være mere barnlig end mit eget afkom. Og selvom jeg synes, børn er ret skønne, ved jeg ikke helt, om jeg ville kunne leve op til det, der bliver forventet af en forældre. For eksempel evnen til at kunne svare på alle spørgsmål i hele verden.

Den evne blev sat på en prøve, da jeg havde besøg af den 8-årige i weekenden. Blandt det, der voldte mig problemer, kan nævnes:

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvordan kører metroen af sig selv?
Mit svar: Det er bare sådan noget, den gør.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvad er det der?
Mit svar: Det er sådan en form for dippedut.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvornår er mormor færdig med at tisse?
Mit svar: Når der ikke er mere tis tilbage i hende.

Det endte med, at han opgav at få noget fornuftigt ud af mig og i stedet selv begyndte at svare på sine egne spørgsmål, hvilket han til min store bekymring var væsentligt bedre til, end jeg var:

Hans spørgsmål: Er der mon prøvet at blive indbrud i Nationalbanken?
Hans svar: Det tror jeg, for den er jo mange, mange penge værd.

I mellemtiden kunne jeg så fordrive tiden med at falde i staver over jordens ottende vidunder, som jeg fandt i Candy Megastore. Den største slikautomat, jeg nogensinde har set. Jeg ville jo blive verdens mest dobbeltmoralske mor, som forsøger at tvangsfodre potentielt fremtidig unge med discountspelt og porrekompot på bud, så jeg selv kan spare femmere sammen til min daglige pilgrimsrejse til gigantautomaten.

gigantslikautomat

PS: Den 8-årige stillede et enkelt spørgsmål, som jeg kunne svare på helt klart og uden tvivl i stemmen:

’Var verdens højeste mand egentlig større end mor?’

Optursdagen derpå

En helspekulerende nedsmeltningsekspert sagde engang, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke kan festes bedre. Den påstand holder ikke altid. Men det gjorde den i går. For lang tid siden – før mange ting skete – overbeviste jeg mig selv om, at det sagtens kan lade sig gøre at invitere 30-40 mennesker til debut-koncert med sejt drengeband i en toværelses lejlighed i et hus af guld. Så skete mange ting, og optimismen fik et hak. Heldigvis er jeg typen, der hellere vil forsøge på det måske umulige og få et rap over nallerne frem for at være bange for at skulle erkende mit nederlag.

Det er jeg glad for i dag, hvor jeg stadig kan smage sejrens sødme efter en aften/nat med uden-diskussion-fantastisk-koncert, gamle venner og nye bekendtskaber, udredninger og opklaringer, skrålende sang og svajende dans, tiltrængt tørstslukning og teenageflirt i trappeopgangen. Jeg er vågnet op helt uden den efterhånden lidt for velkendte Kaj-mund (et ord, kaninen bruger om det bævende ansigtsudtryk, der kan være klistret til mit ansigt i flere dage, når jeg har gjort noget frygteligt pinligt). For beruset, semi-vovet teenage-opførsel er vel helt legal engang imellem – specielt efter en tid i undtagelsestilstand. Og jeg kan garantere, at det ikke er sidste gang, jeg holder fest uden grund, selvom det åbenbart er et ret ualmindeligt fænomen (hvilket betød, at jeg modtog op til flere lykønskninger med fødselsdagen fra folk, som var til min fødselsdagsfest for et halvt år siden).

Dagen derpå kunne være et helvede. Specielt når man vågner op til en lejlighed, der aldrig bliver den samme igen. Men det gør jeg jo på den anden side heller ikke selv, og det hjælper lidt at acceptere tingenes tilstand og forsøge at rette op på kaos, hvor man kan. Yndlings-egernet hjalp med terapeutisk oprydning til tonerne af nostalgi-numre – det gjorde processen lettere og sjovere. Men det tog tid. Hver gang vi troede, vi havde fundet den sidste øldåse, dukkede der flere op på reolen, i brusekabinen eller uden for døren. Jeg udtrykte stor tilfredshed med, at det er sprut og ikke øl, der er i overskud, for flaskerne kan jeg bare tage med på arbejde og få tømt der (hvilket fik egernet til at spørge, hvad fanden det er for en arbejdsplads, jeg har. En god en, kunne jeg svare).

Nu sidder jeg tilbage i en tom lejlighed, som i går var fuld af liv. Det føles faktisk også godt, selvom lørdag aften muligvis burde bruges i byen. Men jeg har fået tanket så meget op på euforisk overskud, at jeg sagtens kan tåle at være lidt alene med mig selv. Bare lidt. Det er faktisk slet ikke så farligt, så længe jeg ved, at der også findes et alternativ, som jeg kan udforske inden længe …

Helbreds-status: Min lever lever

Jeg har på fornemmelsen, at læsere af denne blog godt kunne få det indtryk, at jeg drikker lige i overkanten af, hvad min lever har godt af. Det gør jeg muligvis også, men det er altså bare fordi, jeg er inde i en (meget lang) periode, hvor der bliver holdt mange fester og lagt op til mange byture. I aften er jeg dog pinligt ædru. Det sker ikke så tit på en lørdag, men det er faktisk meget sjovt at prøve. Så har jeg dejligt meget tid til at tænke over livets store spørgsmål – for eksempel spørgsmålet om, hvorfor man i grunden siger ’pinligt ædru’. Efter min opførsel i går at dømme, ville det være mere passende, hvis man sagde ’pinligt fuld’.

Jeg arbejder hos et firma, der i branchen er kendt for at holde årets fest. Den fandt sted i går. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg huske brudstykker fra det meste af aftenen, hvilket er et godt tegn, for det betyder som regel, at jeg ikke har gjort noget helt forfærdeligt dumt. Jeg har tidligere nævnt, at min underbevidsthed har udviklet en helt speciel evne til at slette alle hukommelsesspor, hvis jeg begår de helt slemme forbrydelser, og eftersom jeg stadig har en hel del hukommelse i god behold, er jeg nogenlunde rolig. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg virkelig var pinligt fuld. Og at nogle hændelser er lidt slørede for mig. For eksempel havde jeg i morges en klar fornemmelse af, at jeg havde kørt i taxa med guldfisken. Men eftersom hun ikke lå i sengen ved siden af mig, da jeg vågnede, gik jeg ud fra, at jeg huskede forkert. Da jeg talte med hende senere på dagen, kunne hun dog informere mig om, at min hukommelse var helt rigtig på den. Vi havde kørt i taxa sammen af den simple årsag, at taxa-chaufføren nægtede at køre alene med mig, når jeg var så fuld (det har jeg utroligt nok aldrig oplevet før på trods af, at jeg for en sikkerheds skyld altid holder mig opdateret på, hvad det koster at brække sig i en taxa nu-til-dags). Guldfisken fortalte også, at vores chef havde læsset mig af på hende med ordene: ’Hun er meget fuld. Kan du ikke sørge for, at hun kommer ordentligt hjem?’ Sådan noget er altid så skønt at få at vide dagen derpå!

I morges kunne jeg også konstatere, at mit dankort var væk. Af en eller anden mærkelig 6.-sans-agtig-grund var jeg overbevist om, at det lå i min postkasse. Så inden jeg påbegyndte den helt store gennemrodning af taske og jakkelommer, gik jeg ned og kiggede. Og det lå der. Hvordan jeg har regnet det ud, fatter jeg ikke helt. Jeg kan slet ikke komme i tanke om en eneste hverken rationel eller irrationel grund til, at jeg selv skulle have fundet på at smide det i postkassen i nat, så det må der være en anden, der har gjort – muligvis en form for telepatisk type.

Min krop bærer tydeligt præg af aftenens udskejelser. I går eftermiddags kunne jeg konstatere, at jeg var meget tæt på at være blå-mærke-fri – en tilstand, jeg sjældent er i. Det er jeg ikke mere. Jeg har adskillige af slagsen – både store og små – rundt omkring på hele kroppen (samt en form for blåt øjenbryn). Derudover har jeg et sår på storetåen, som jeg virkelig ikke kan regne ud, hvordan jeg har anskaffet mig. Jeg ved dog, at jeg havde meget svært ved at komme op på 4. sal, efter guldfisken havde sat mig af, og jeg skvattede på hvert andet repos, så de blå mærker er heldigvis ikke det store mysterium.

Da jeg spurgte guldfisken, hvor fuld jeg havde været på en skala fra 1-10, var hendes svar: ’Altså, du var ved bevidsthed’. Og det er jo altid rart at vide. Jeg har dog lidt svært ved at regne ud, hvorfor jeg ikke kan sige stop i tide. På et tidspunkt var jeg faktisk gået over til danskvand, men så var der nogen, der råbte shots, og da der var fri bar, gik omgangene på omgang, og jeg gik i tomgang, som jeg ofte gør, når promillen er oppe i de helt høje højder. På et tidspunkt vil jeg gerne lære at blive hende der, som ved, at ’fri bar’ ikke er et koncept, der er opfundet med henblik på at man skal drikke, til man glemmer alle problemer. For det avler desværre som regel nye problemer. Jeg slap (så vidt jeg ved) rimelig problemfrit fra branderten i går, selvom jeg da ikke kunne undgå et par af de semi-slemme brølere. Men det er helt okay, prøver jeg at sige til mig selv. For ellers ville jeg vel ikke være mig. Musvitten lavede en ret rammende analyse, da jeg snakkede med hende tidligere i dag. Hun sagde: ’Dit liv er jo ligesom Glamour. Jeg behøver ikke nogen soap i mit liv. Jeg kan bare få den daglige eftermiddags-opdatering fra dig. Og det er en stor ting at sige, når du ved, hvor højt jeg for eksempel elsker Dollars. Du er den nye Alexis. Nej, du er den nye Krystle. Hende, der har alle de gode intentioner, men som alligevel altid ender med at ligge og slås i poolen.’

Jeg havde en plan om, at det her skulle være et indlæg, der kunne overbevise eventuelt bekymrede læsere om, at jeg altså ikke har et alkoholproblem. Den klarede jeg sgu meget godt. Måske har det noget at gøre med min tendens til konstant at bryde planer. Min telefon har været glødende i dag, og jeg talte blandt andet med hamsteren, som om muligt var endnu mere fuld end mig i går. Vi blev enige om, at næste gang vi skal til fest, bliver vi nødt til at lave en plan om, at vi skal te os tossede, drikke sans og samling væk og i øvrigt ydmyge os foran de folk, som vi tilbringer størstedelen af vores hverdag sammen med. For når vi nu føler det strengt nødvendigt at bryde alle planer, kunne der jo så reelt set være en chance for at undgå skandalerne og køre den upinligt fulde stil. God plan!