Noget om at finde sin plads

Jeg skal flytte. Giraffen og jeg har købt sådan en rigtig voksenlejlighed med to 70’er-grønne badeværelser og en terrasse med hæk, der skal klippes. Jeg føler mig allerede hjemme, selvom jeg kun har været der en enkelt gang til ultrahektisk fremvisning. For tiden føler jeg mig faktisk hjemme, ligegyldigt hvor jeg er. Måske fordi jeg endelig har fundet min plads.

Forleden drømte jeg, at vi skulle flytte ind i et kæmpe cirkustelt, som var blevet indrettet med krogede rum og vægge af pap. Det matcher ikke helt virkeligheden, men der skal ikke meget analyse til for at få drømmen til at give mening for mig.

Lige nu er alt omkring mig nemlig lidt af et cirkus. Der er fest og farver og gøglerier, og jeg balancerer med nye projekter, som kræver en del magi for at kunne lykkes. Jeg er dog ikke skvattet af linen endnu, så jeg tror på, den kan bære mig i mål. Samtidig er der en ny elefantunge i manegen, som minder mig om, at verden faktisk ikke er helt så ond en satan, som jeg syntes, den var, da hans fætter døde. Og er der en pige, som kæmper en kamp, der er så hård og uretfærdig, at jeg har lyst til at bytte liv med hende et øjeblik, så hun kan få en pause fra alt det, de færreste forstår. I søndags blev hun konfirmeret, og foran hende venter ungdommen med alle de rutchebaneture, som følger med.

De rigtige voksne siger tit, at det er vigtigt at nyde ungdommen, fordi de (heldigvis) husker det som den bedste tid. Det var det ikke for mig. Noget af tiden var det fedt, men meget af tiden var det forvirrende og svært at være teenager, fordi jeg ikke kunne finde min plads og slet ikke følte, jeg havde kontrol over noget. Derfor troede jeg, det kunne give mig ro, hvis jeg begyndte at kontrollere, hvordan bestikket lå på bordet, eller hvordan billederne hang på væggene, eller hvordan mine fødder ramte fortovet. Der gik mange år, før jeg indså, at jeg først fik ro, når jeg gav slip på mit behov for kontrol.

Jeg synes, mit liv bliver bedre og bedre. Jeg bliver gladere og gladere i takt med, at jeg finder mere ro i rollen som den, jeg er. Nogle perioder er hårde. Nogle dage er jeg ked af det uden at vide hvorfor. Og så giver jeg mig selv lov til at være det. Det er okay. Men langt det meste af tiden er det godt. Langt det meste af tiden synes jeg, livet er en fest, som giver mig gåsehud og glæde lige her, hvor jeg nu ved, at jeg hører til.

Alligevel kan jeg godt forstå alle de unge, som synes, livet kan føles modbydeligt og svært. Jeg håber, de vil skrue ned for volumen, når de voksne i bedste mening fortæller om, hvor fantastisk ungdommen er. Du er ikke en fiasko, hvis du har svært ved at nyde teenagecirkusset, eller hvis du har problemer med at finde vejen til din plads. Til gengæld ved jeg, at det i rigtig mange tilfælde bliver bedre og lettere at rykke fremad i takt med, at du lærer dig selv at kende.

Det blev det for mig, og det kan jeg mærke, at det også blivet for den 13-årige, som har en helt særlig plads i mit hjerte.

IMG_0966

Noget om et brev til mit yngre jeg – part II

Jeg fik skrevet det der brev til mit yngre jeg. Eller brevet til mange forskellige versioner af mit yngre jeg. Nogle af versionerne vil muligvis synes, jeg er et gammelt, bedrevidende røvhul. Det er okay. Og jeg har ingen forhåbninger om, at jeg ville have opført mig anderledes, hvis jeg havde læst mit brev, da jeg var yngre.

For hvis jeg opførte mig anderledes, havde jeg vel ikke været her, hvor jeg er lige nu. På sofaen med et glas rødvin og en dåsesodavand og FIFA i baggrunden og bevidstheden om, at det faktisk ikke er så farligt at være nogenlunde ædru en fredag aften (bare rolig 16-årige og 21-årige og 26-årige mig – jeg skal i byen i morgen …)

Brev til mit yngre jeg

Kære 7-årige mig

Jeg ved, du har lært at fortælle historier. Og jeg ved, det gør dig glad. Nu og om 20 år. Så bliv ved med det. Det er godt for dig. 

Det er til gengæld ikke godt for dig at følge de der stemmer i dit hoved, som dikterer, at du skal gøre alting fire gange eller to gange fire gange eller fire gange fire gange. Stemmerne, som siger, at ting ikke må røre ved hinanden, eller at uligevægt er farligt. For det passer ikke. Det er ikke sandheden, der taler til dig, men et lille, møgirriterende insekt, som hedder OCD. Og det bliver kun større og tungere og federe, hvis du fodrer det med dine tvangshandlinger. Så prøv at lade være. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv. Så bliver det lidt lettere at være dig i fremtiden.

 

Kære 12-årige mig

Slap af! Verden er slet ikke så farlig. Ikke altid i hvert fald. Du kan ikke gøre andre dødeligt syge, fordi du kommer til at tage i svømmehallen med en fodvorte. Og du kan ikke slå andre ihjel, fordi du glemmer at vaske dine hænder inden hjemmekundskab. Og bare fordi du måske kom til at sige noget dumt til en af drengene fra klassen i dag, ligger han ikke nødvendigvis og græder over det lige nu. Jeg tror faktisk slet ikke, han hørte det. Alle verdens ulykker er ikke din skyld. Så du behøver ikke at være så ulykkelig så tit. Verden bliver lettere at leve i, hvis du tager lidt lettere på den.

 

Kære 15-årige mig

Nej, du er måske ikke særlig speciel. Du har muligvis ikke imponeret landets genier. Og du kom heller ikke med det der skib, som skulle sejle dig på opdagelsesrejse til Rusland. Men lige om lidt skal du til en strandfest og fjolle rundt i sandet, og når skolen begynder igen, står flere fester i kø, og veninderne står klar, og resten af verden venter derude et sted. Du har slet ikke så travlt. Du skal nok nå det hele. Så nyd nu bare at være en teenagetøs i provinsen. For det er faktisk et eventyr i sig selv.

 

Kære 17-årige mig

Du tror sikkert ikke på det lige nu. Men der er en mening med alt det hårde. Og en dag i fremtiden bliver du glad for, at du ikke hoppede ind på den lette vej. Det kan godt være, du føler dig meget alene i en fremmed by i et fremmed land. Men i fremtiden bliver den her by i det her land til dit fristed. Tør øjnene, og træk vejret så godt, du kan. For du skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig!

 

Kære 22-årige mig

Nej, du bliver aldrig præmie-akademiker. Det kan godt være, du troede, du var den kvikke pige i klassen. Men nogle gange er det altså okay at snuppe en bundskraberkarakter, hvis det betyder, at du kan bruge din tid på alt det spændende og sjove og gode. Så drik den øl med god samvittighed. Drik dem alle 10. Med skrig og skrål og dans på bordene. Nyd det, og nyd dem, der drikker øllene med dig. Dum dig, bræk dig, og lad ikke de moralske tømmermænd ramme dig alt for hårdt. Husk historierne. Det er dem, du skal grine af mange år fremover. Brug penge på at rejse og blive klogere af verden. For den her tid kommer aldrig tilbage. Mulighederne bliver aldrig de samme. Og alle de minder, du er ved at skabe lige nu, luner meget mere i fremtiden end en række tomme 12-taller og et overskud på bankbogen. Drop den dårlige samvittighed, og hav det så sjovt, som du kan. Dit ældre jeg tilgiver dig for den vaklende økonomi, de tåkrummende fejltagelser og den slatne lever. For det var det hele værd. 

 

Kære 27-årige mig

Det kan godt være, du lige nu har opdaget, at bunden også har en bund længere nede. Men alt bliver godt, hvis bare du bliver ved med at tro på, at det kan blive godt. Hvis du bliver ved med at tro på eventyret. Så husk at sige ja. Også selvom du burde have sagt nej til noget af det. For en eller anden dag kommer du til at sige ja til en rockerkold picnic af den helt rigtige slags, og senere tør du sige ja til at kaste dig ud på usikker arbejdsgrund, og midt i det hele finder du ud af, at alting aldrig bliver helt perfekt, men at det hele godt kan føles fuldstændig rigtigt alligevel.

Der kommer gode dage og dårlige dage, men flest gode dage. Heldigvis. Og det bedste er, at du aldrig kommer til at ønske dig yngre, end du er i fremtiden. Det må være et positivt tegn.

 Det bliver skide godt. 

 Kærlig hilsen

 mig

himmelsko

PS: Kære 30-årige mig