Noget om at finde sin plads

Jeg skal flytte. Giraffen og jeg har købt sådan en rigtig voksenlejlighed med to 70’er-grønne badeværelser og en terrasse med hæk, der skal klippes. Jeg føler mig allerede hjemme, selvom jeg kun har været der en enkelt gang til ultrahektisk fremvisning. For tiden føler jeg mig faktisk hjemme, ligegyldigt hvor jeg er. Måske fordi jeg endelig har fundet min plads.

Forleden drømte jeg, at vi skulle flytte ind i et kæmpe cirkustelt, som var blevet indrettet med krogede rum og vægge af pap. Det matcher ikke helt virkeligheden, men der skal ikke meget analyse til for at få drømmen til at give mening for mig.

Lige nu er alt omkring mig nemlig lidt af et cirkus. Der er fest og farver og gøglerier, og jeg balancerer med nye projekter, som kræver en del magi for at kunne lykkes. Jeg er dog ikke skvattet af linen endnu, så jeg tror på, den kan bære mig i mål. Samtidig er der en ny elefantunge i manegen, som minder mig om, at verden faktisk ikke er helt så ond en satan, som jeg syntes, den var, da hans fætter døde. Og er der en pige, som kæmper en kamp, der er så hård og uretfærdig, at jeg har lyst til at bytte liv med hende et øjeblik, så hun kan få en pause fra alt det, de færreste forstår. I søndags blev hun konfirmeret, og foran hende venter ungdommen med alle de rutchebaneture, som følger med.

De rigtige voksne siger tit, at det er vigtigt at nyde ungdommen, fordi de (heldigvis) husker det som den bedste tid. Det var det ikke for mig. Noget af tiden var det fedt, men meget af tiden var det forvirrende og svært at være teenager, fordi jeg ikke kunne finde min plads og slet ikke følte, jeg havde kontrol over noget. Derfor troede jeg, det kunne give mig ro, hvis jeg begyndte at kontrollere, hvordan bestikket lå på bordet, eller hvordan billederne hang på væggene, eller hvordan mine fødder ramte fortovet. Der gik mange år, før jeg indså, at jeg først fik ro, når jeg gav slip på mit behov for kontrol.

Jeg synes, mit liv bliver bedre og bedre. Jeg bliver gladere og gladere i takt med, at jeg finder mere ro i rollen som den, jeg er. Nogle perioder er hårde. Nogle dage er jeg ked af det uden at vide hvorfor. Og så giver jeg mig selv lov til at være det. Det er okay. Men langt det meste af tiden er det godt. Langt det meste af tiden synes jeg, livet er en fest, som giver mig gåsehud og glæde lige her, hvor jeg nu ved, at jeg hører til.

Alligevel kan jeg godt forstå alle de unge, som synes, livet kan føles modbydeligt og svært. Jeg håber, de vil skrue ned for volumen, når de voksne i bedste mening fortæller om, hvor fantastisk ungdommen er. Du er ikke en fiasko, hvis du har svært ved at nyde teenagecirkusset, eller hvis du har problemer med at finde vejen til din plads. Til gengæld ved jeg, at det i rigtig mange tilfælde bliver bedre og lettere at rykke fremad i takt med, at du lærer dig selv at kende.

Det blev det for mig, og det kan jeg mærke, at det også blivet for den 13-årige, som har en helt særlig plads i mit hjerte.

IMG_0966

Welcome to the Cirkus

’Er I også artister?’

Spørgsmålet var det første, guldfisken og jeg blev mødt med, da vi ramte vores hotel i det famøse og sagnomspundne Sunny Beach. På en eller anden måde var det så kedeligt og forkert at svare, at vi bare er journalister. For dermed fik vi med det samme meldt os ud af det cirkus, vi er havnet i. Vi observerer, mens ungdommen-nu-til-dags får lov til at gøgle i en grad, som både burde være forbudt for børn og voksne.

Sunny Beach er stedet, hvor drinks kommer i spande med halve flasker sprut og en hel buket af sugerør. I Sunny Beach er alt neon på en måde, som jeg slet ikke kan være med på, selvom jeg vil mene, at mine evner udi pang er forholdsvis svære at konkurrere med. Her er bikinier uden stof og bartendere uden bikinier. Her er (så vidt jeg ved) ingen håndvåben, men faretruende Viagradolke overalt i nattelivet. Her er fest og fare, og jeg er konstant splittet, fordi det på én gang er frygteligt og vildt fascinerende.

Det er som om, vi har havnet i en form for limbo, hvor alt er tilladt. Hvor man er en emsig, gammel kælling, hvis man pænt beder 16-årig hormonbombe om at fjerne hånden fra knap så begramsningsfrisk elefantrøv (røven er forhåbentlig ikke så stor, som den lyder). Eller man er en kedelig type, hvis man afviser ihærdig kioskejer, som forsøger at sælge vibrator og jordbærolie med ordene ’I give goooood massaaaage’.

Sunny Beach er også stedet, hvor man automatisk får lyst til at gøre noget sindssygt – mest fordi det er så pisse kedeligt at være den voksne og ansvarlige i en hel uge. Sidste år havde jeg en slange om halsen (ikke i halsen!). I år har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvilken udfordring jeg skal give mig selv. Jeg ved bare, det skal være noget, hvor jeg er forholdsvis sikker på at overleve – for jeg har lovet en langhalset type at passe på mig selv.

Forslag til udfordringer modtages med kyshånd og hockeyspand.

PS: Måske er vi alligevel en større del af det her cirkus, end vi først troede. I hvert fald huskede hamam-mand os venligt på, at vi skal have vores ’swimming costumes’ på, når vi skal indsæbes i morgen.

20130627-185145.jpg