Noget om at finde sin plads

Jeg skal flytte. Giraffen og jeg har købt sådan en rigtig voksenlejlighed med to 70’er-grønne badeværelser og en terrasse med hæk, der skal klippes. Jeg føler mig allerede hjemme, selvom jeg kun har været der en enkelt gang til ultrahektisk fremvisning. For tiden føler jeg mig faktisk hjemme, ligegyldigt hvor jeg er. Måske fordi jeg endelig har fundet min plads.

Forleden drømte jeg, at vi skulle flytte ind i et kæmpe cirkustelt, som var blevet indrettet med krogede rum og vægge af pap. Det matcher ikke helt virkeligheden, men der skal ikke meget analyse til for at få drømmen til at give mening for mig.

Lige nu er alt omkring mig nemlig lidt af et cirkus. Der er fest og farver og gøglerier, og jeg balancerer med nye projekter, som kræver en del magi for at kunne lykkes. Jeg er dog ikke skvattet af linen endnu, så jeg tror på, den kan bære mig i mål. Samtidig er der en ny elefantunge i manegen, som minder mig om, at verden faktisk ikke er helt så ond en satan, som jeg syntes, den var, da hans fætter døde. Og er der en pige, som kæmper en kamp, der er så hård og uretfærdig, at jeg har lyst til at bytte liv med hende et øjeblik, så hun kan få en pause fra alt det, de færreste forstår. I søndags blev hun konfirmeret, og foran hende venter ungdommen med alle de rutchebaneture, som følger med.

De rigtige voksne siger tit, at det er vigtigt at nyde ungdommen, fordi de (heldigvis) husker det som den bedste tid. Det var det ikke for mig. Noget af tiden var det fedt, men meget af tiden var det forvirrende og svært at være teenager, fordi jeg ikke kunne finde min plads og slet ikke følte, jeg havde kontrol over noget. Derfor troede jeg, det kunne give mig ro, hvis jeg begyndte at kontrollere, hvordan bestikket lå på bordet, eller hvordan billederne hang på væggene, eller hvordan mine fødder ramte fortovet. Der gik mange år, før jeg indså, at jeg først fik ro, når jeg gav slip på mit behov for kontrol.

Jeg synes, mit liv bliver bedre og bedre. Jeg bliver gladere og gladere i takt med, at jeg finder mere ro i rollen som den, jeg er. Nogle perioder er hårde. Nogle dage er jeg ked af det uden at vide hvorfor. Og så giver jeg mig selv lov til at være det. Det er okay. Men langt det meste af tiden er det godt. Langt det meste af tiden synes jeg, livet er en fest, som giver mig gåsehud og glæde lige her, hvor jeg nu ved, at jeg hører til.

Alligevel kan jeg godt forstå alle de unge, som synes, livet kan føles modbydeligt og svært. Jeg håber, de vil skrue ned for volumen, når de voksne i bedste mening fortæller om, hvor fantastisk ungdommen er. Du er ikke en fiasko, hvis du har svært ved at nyde teenagecirkusset, eller hvis du har problemer med at finde vejen til din plads. Til gengæld ved jeg, at det i rigtig mange tilfælde bliver bedre og lettere at rykke fremad i takt med, at du lærer dig selv at kende.

Det blev det for mig, og det kan jeg mærke, at det også blivet for den 13-årige, som har en helt særlig plads i mit hjerte.

IMG_0966

Noget om et brev til mit yngre jeg – part II

Jeg fik skrevet det der brev til mit yngre jeg. Eller brevet til mange forskellige versioner af mit yngre jeg. Nogle af versionerne vil muligvis synes, jeg er et gammelt, bedrevidende røvhul. Det er okay. Og jeg har ingen forhåbninger om, at jeg ville have opført mig anderledes, hvis jeg havde læst mit brev, da jeg var yngre.

For hvis jeg opførte mig anderledes, havde jeg vel ikke været her, hvor jeg er lige nu. På sofaen med et glas rødvin og en dåsesodavand og FIFA i baggrunden og bevidstheden om, at det faktisk ikke er så farligt at være nogenlunde ædru en fredag aften (bare rolig 16-årige og 21-årige og 26-årige mig – jeg skal i byen i morgen …)

Brev til mit yngre jeg

Kære 7-årige mig

Jeg ved, du har lært at fortælle historier. Og jeg ved, det gør dig glad. Nu og om 20 år. Så bliv ved med det. Det er godt for dig. 

Det er til gengæld ikke godt for dig at følge de der stemmer i dit hoved, som dikterer, at du skal gøre alting fire gange eller to gange fire gange eller fire gange fire gange. Stemmerne, som siger, at ting ikke må røre ved hinanden, eller at uligevægt er farligt. For det passer ikke. Det er ikke sandheden, der taler til dig, men et lille, møgirriterende insekt, som hedder OCD. Og det bliver kun større og tungere og federe, hvis du fodrer det med dine tvangshandlinger. Så prøv at lade være. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv. Så bliver det lidt lettere at være dig i fremtiden.

 

Kære 12-årige mig

Slap af! Verden er slet ikke så farlig. Ikke altid i hvert fald. Du kan ikke gøre andre dødeligt syge, fordi du kommer til at tage i svømmehallen med en fodvorte. Og du kan ikke slå andre ihjel, fordi du glemmer at vaske dine hænder inden hjemmekundskab. Og bare fordi du måske kom til at sige noget dumt til en af drengene fra klassen i dag, ligger han ikke nødvendigvis og græder over det lige nu. Jeg tror faktisk slet ikke, han hørte det. Alle verdens ulykker er ikke din skyld. Så du behøver ikke at være så ulykkelig så tit. Verden bliver lettere at leve i, hvis du tager lidt lettere på den.

 

Kære 15-årige mig

Nej, du er måske ikke særlig speciel. Du har muligvis ikke imponeret landets genier. Og du kom heller ikke med det der skib, som skulle sejle dig på opdagelsesrejse til Rusland. Men lige om lidt skal du til en strandfest og fjolle rundt i sandet, og når skolen begynder igen, står flere fester i kø, og veninderne står klar, og resten af verden venter derude et sted. Du har slet ikke så travlt. Du skal nok nå det hele. Så nyd nu bare at være en teenagetøs i provinsen. For det er faktisk et eventyr i sig selv.

 

Kære 17-årige mig

Du tror sikkert ikke på det lige nu. Men der er en mening med alt det hårde. Og en dag i fremtiden bliver du glad for, at du ikke hoppede ind på den lette vej. Det kan godt være, du føler dig meget alene i en fremmed by i et fremmed land. Men i fremtiden bliver den her by i det her land til dit fristed. Tør øjnene, og træk vejret så godt, du kan. For du skal nok blive glad igen. Det lover jeg dig!

 

Kære 22-årige mig

Nej, du bliver aldrig præmie-akademiker. Det kan godt være, du troede, du var den kvikke pige i klassen. Men nogle gange er det altså okay at snuppe en bundskraberkarakter, hvis det betyder, at du kan bruge din tid på alt det spændende og sjove og gode. Så drik den øl med god samvittighed. Drik dem alle 10. Med skrig og skrål og dans på bordene. Nyd det, og nyd dem, der drikker øllene med dig. Dum dig, bræk dig, og lad ikke de moralske tømmermænd ramme dig alt for hårdt. Husk historierne. Det er dem, du skal grine af mange år fremover. Brug penge på at rejse og blive klogere af verden. For den her tid kommer aldrig tilbage. Mulighederne bliver aldrig de samme. Og alle de minder, du er ved at skabe lige nu, luner meget mere i fremtiden end en række tomme 12-taller og et overskud på bankbogen. Drop den dårlige samvittighed, og hav det så sjovt, som du kan. Dit ældre jeg tilgiver dig for den vaklende økonomi, de tåkrummende fejltagelser og den slatne lever. For det var det hele værd. 

 

Kære 27-årige mig

Det kan godt være, du lige nu har opdaget, at bunden også har en bund længere nede. Men alt bliver godt, hvis bare du bliver ved med at tro på, at det kan blive godt. Hvis du bliver ved med at tro på eventyret. Så husk at sige ja. Også selvom du burde have sagt nej til noget af det. For en eller anden dag kommer du til at sige ja til en rockerkold picnic af den helt rigtige slags, og senere tør du sige ja til at kaste dig ud på usikker arbejdsgrund, og midt i det hele finder du ud af, at alting aldrig bliver helt perfekt, men at det hele godt kan føles fuldstændig rigtigt alligevel.

Der kommer gode dage og dårlige dage, men flest gode dage. Heldigvis. Og det bedste er, at du aldrig kommer til at ønske dig yngre, end du er i fremtiden. Det må være et positivt tegn.

 Det bliver skide godt. 

 Kærlig hilsen

 mig

himmelsko

PS: Kære 30-årige mig

Noget om alt det farlige

Jeg har lukket kontoret ned for weekenden vel vidende, at der står to slikkrukker på hylden, som rører ved hinanden. Til de af jer, der ikke ved, hvor farligt det er, kan jeg fortælle, at det er MEGET FARLIGT! I hvert fald for en helspekulerende OCD-type, der har udviklet en logik, som lyder nogenlunde sådan her:

Ild er farligt, fordi det kan brænde ting og mennesker i stykker. Man kan lave ild, hvis man gnider to stykker træ meget hurtigt mod hinanden. Ergo er det farligt, hvis træ rører ved træ, og for en sikkerheds skyld må det derfor også hellere være farligt, hvis andre ting rører ved hinanden. Glas eller cykler eller slikkrukker for eksempel.

Jeg ved ikke, hvorfor den ene del af mit hoved absolut skal være så neurotisk, når den anden del sagtens kan regne ud, at der er nok af alvorlige ting i verden, man kan bekymre sig om – og to slikkrukker, der rører hinanden, er ikke med på den liste.

Kloge typer siger, at man kan slippe af med den slags tvangstanker, hvis man udfordrer dem. Det er bare så skide svært, når den ene del af hovedet udfører ritualerne helt automatisk, før den andet del kan nå at trykke neurobremsen i bund.

Jeg har forsøgt at tælle, hvor mange små tvangsritualer jeg udfører i løbet af en dag. Slag på psykotasken vil jeg mene, det er et sted mellem 20 og 200, alt efter om det er en god eller en dårlig periode. Det meste af det er så diskret, at folk omkring mig ikke lægger mærke til det. En stor del lægger jeg ikke engang mærke til selv længere, fordi det bare er blevet indgroede vaner, at jeg skal knibe mig selv i først det ene og så det andet øre, krumme tæer på først den ene og så den anden fod, hælde vand op til et helt bestemt sted i glasset, træde på præcis lige mange streger med begge fødder og for alt i verden sige “Vi ses” til alle dem, jeg ikke kan undvære i mit liv. Ellers falder verden sammen, og det er min skyld.

Jeg har prøvet at udfordre den sidste regel, men det er rigtig svært, for hvis jeg er sej nok til ikke at sige “Vi ses” højt, skynder jeg mig i stedet at sige det inde i hovedet eller hviske det, når jeg har sagt farvel. Så jeg ved egentlig ikke, om det ville få frygtelige konsekvenser, hvis jeg lod være. For hvem tør lige teste det af? Jeg tør sgu ikke!

Men nu kan jeg jo starte med at se, om kontoret er brændt ned på mandag (7-9-13). Hvis det stadig står, så kunne det jo være, jeg engang bliver modig nok til at prøve at droppe de to ord. Måske jeg endda ville turde noget så utopisk som at forlade badeværelset, mens bademåtten rører risten i gulvet. Eller er det en tand for optimistisk?

Fortsættelse følger …

IMG_2959.JPG

Noget om ynkelighed

Jeg har lige haft et hysterisk anfald. Med skrig og skrål og ægte tårer. Fordi min bluse havde sat sig fast i mit hår, lige som jeg var på vej ud på toilettet for at smugtage den smertestillende pille, jeg ellers havde sagt til mig selv, at jeg godt kunne undvære.

Jeg forsøger at trappe ned, efter jeg var forbi tandlægetype i går for at få fjernet sting (Hoooosianna!) Hun var for det første meget imponeret over, at jeg slet ikke havde fået blå mærker i ansigtet oven på den omgang, hun havde udsat mig for. Jeg undlod at rode mig ud i en længere teori om, at det muligvis har noget at gøre med, at mine kinder er usandsynligt tykke, og ydersiden derfor sjældent opdager, hvad indersiden render og laver.

Derudover virkede hun også lidt overrasket, da jeg sagde, at jeg faktisk ikke syntes, det gjorde voldsomt ondt i min kæbe. Men oven på ydmygelse grundet højlydt hønsevandingsshow under operationen tænkte jeg, at jeg hellere måtte mande mig op og udgive mig for at være en fandens karl, der ikke regner sådan en smule smerte for noget. Det var først bagefter, jeg kom i tanke om, at hun muligvis ikke var klar over, at jeg stadig dopede mig med hestepiller hver sjette time. Jeg tog det som en selvfølge, at hun vidste det. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg jo ikke kunne være i egen krop. Eller egen mund, om man vil. Da hun efter fjernelse af stingene sagde, at jeg lige fik en Panodil for en sikkerheds skyld, virkede det nærmest som om, at hun helt undtagelsesvis gav mig en lille præmie for god opførsel. Derfor kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at sige, at jeg skam allerede var dækket så rigeligt ind med receptmedicinen.

Så nu prøver jeg altså at trappe ned. Det er ingen fest. Jeg havde virkelig ikke meldt mig til det her show, hvis jeg på forhånd vidste, at jeg skulle leve med at være så pjevset på syvendedagen. Helt ærligt – folk får sgu da fjernet pløkker hele tiden. Skulle det nu være noget?

Oven i det hele springer mine neuroser ud i fuldt flor, fordi jeg (de få gange jeg forsøger at få fast føde ned) kun kan tygge i højre side. Og den går altså ikke, der hvor jeg kommer fra. OCD kræver balance, blev der sagt!

Nå, i det mindste er jeg begyndt at kunne drikke af et glas uden at skulle bruge sugerør. Det handler jo om de små succeser …

ocdhelvede

Hævnen er usød

‘Nogle gange tror jeg faktisk slet ikke, du er så hård, som du udgiver dig for at være’, sagde Bubbi-bjørn til mig forleden.

Årsagen var, at jeg lovede hævn, fordi jeg opdagede, at han igen-igen har haft ulovlig omgang med mine gajoler. Pakkerne, som ellers skal stå på en lige række, var byttet om og lå på hovedet, hvis altså ikke de var blevet tapet sammen i umage par på den helt slemme måde. Og den her gang havde den ellers så snedige bjørn endda efterladt beviser, så da jeg fandt hans pigbold mellem mine gajoler, var der intet at være i tvivl om. Kollegerne havde ret – chefen var synderen!

Han burde ellers efterhånden have lært, at chefer ikke skal rode rundt i medarbejdernes OCD, hvis de vil sikre en høj arbejdsindsats. For mit hoved kan ikke arbejde igen, før der er orden i tvangstankerne. Så det måtte jeg bruge første del af dagen på at få, samtidig med at jeg bandede højlydt og lovede hævn fra den helt onde skuffe, mens hævnofret bare grinede ubange og sagde, at jeg var afdelingens eget lille evil genius (med en lidt for stor portion ironi i stemmen). ‘Jeg tror slet ikke, du har det i dig, burger. Måske sidste år. Men ikke mere. Du er blevet så mild’.

Siden har han ikke lavet andet end at spørge, hvornår den lovede hævn så kommer (underforstået – han tror ikke på, jeg tør/vil/kan få mig selv til det). Jeg har sagt, at den kommer, når han mindst venter det, for det har jeg nemlig lært, at skurkene siger på film. Og det er alt, hvad jeg kender til den slags.

Som udgangspunkt synes jeg nemlig, hævn er noget af det mest røvsyge i verden, så derfor plejer jeg at holde mig langt fra det (jeg forsøger i hvert fald). Men fordi chefen tydeligvis er så sikker på, at han trækker frinummer, tænker jeg, at jeg den her gang bliver nødt til at bøje mine principper og finde på noget rigtig dejligt ondt (selvom det muligvis også kommer til at gøre ondt på mig at udføre det).

Den største hævn er vel at lade hævnen vente på sig meget, meget længe, så ofret hele tiden kan gå og frygte, hvordan den kommer til at tage form. Det tegner dog ikke så godt, når mit bedste træk indtil videre har været at investere i nye gajoler, så der er endnu mere OCD at holde styr på. Flot. Meget flot!

Fortsættelse følger …

gajolbesked

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser