Noget om succes #1

Storebjørn mener, at jeg burde blive bedre til at trutte i eget horn, når jeg oplever en personlig succes. Bare for at skabe lidt balance i forhold til de (alt for mange) gange, jeg fortæller om en fiasko.

Sagen er dog den, at mit succeskriterium sandsynligvis ligger en mælketand lavere end normale og mere velfungerende typer. For eksempel lever jeg stadig højt på, at jeg i sidste uge undgik at brænde en sovs på.

Og så har jeg skam også fået renter for første gang, siden jeg hævede formuen på min Ponduskonto for 15 år siden. Det går jeg helt diskret og stilfærdigt rundt og er meget, meget stolt af, fordi jeg mener, det er et tydeligt tegn på, at vinden er vendt, og det nu er bankernes tur til at betale mig som en slags kompensation for de tusindvis af rentebananer, jeg har sendt deres vej de seneste mange år. Det er succes, der batter i min verden!

PS: Diskret og stilfærdig behandling af banksucces skyldes primært, at åbenlyst blær kunne resultere i spørgsmål angående størrelsen på rentebeløbet. Og det behøver vi absolut ikke at komme ind på …

20140107-131910.jpg

* Jeg er stadig uforbederlig optimist og håber derfor på, at jeg en gang ude i fremtiden oplever succes nok til at skrive ‘Noget om succes #2.’ Fortsættelse følger (måske).

Hævnen er usød

‘Nogle gange tror jeg faktisk slet ikke, du er så hård, som du udgiver dig for at være’, sagde Bubbi-bjørn til mig forleden.

Årsagen var, at jeg lovede hævn, fordi jeg opdagede, at han igen-igen har haft ulovlig omgang med mine gajoler. Pakkerne, som ellers skal stå på en lige række, var byttet om og lå på hovedet, hvis altså ikke de var blevet tapet sammen i umage par på den helt slemme måde. Og den her gang havde den ellers så snedige bjørn endda efterladt beviser, så da jeg fandt hans pigbold mellem mine gajoler, var der intet at være i tvivl om. Kollegerne havde ret – chefen var synderen!

Han burde ellers efterhånden have lært, at chefer ikke skal rode rundt i medarbejdernes OCD, hvis de vil sikre en høj arbejdsindsats. For mit hoved kan ikke arbejde igen, før der er orden i tvangstankerne. Så det måtte jeg bruge første del af dagen på at få, samtidig med at jeg bandede højlydt og lovede hævn fra den helt onde skuffe, mens hævnofret bare grinede ubange og sagde, at jeg var afdelingens eget lille evil genius (med en lidt for stor portion ironi i stemmen). ‘Jeg tror slet ikke, du har det i dig, burger. Måske sidste år. Men ikke mere. Du er blevet så mild’.

Siden har han ikke lavet andet end at spørge, hvornår den lovede hævn så kommer (underforstået – han tror ikke på, jeg tør/vil/kan få mig selv til det). Jeg har sagt, at den kommer, når han mindst venter det, for det har jeg nemlig lært, at skurkene siger på film. Og det er alt, hvad jeg kender til den slags.

Som udgangspunkt synes jeg nemlig, hævn er noget af det mest røvsyge i verden, så derfor plejer jeg at holde mig langt fra det (jeg forsøger i hvert fald). Men fordi chefen tydeligvis er så sikker på, at han trækker frinummer, tænker jeg, at jeg den her gang bliver nødt til at bøje mine principper og finde på noget rigtig dejligt ondt (selvom det muligvis også kommer til at gøre ondt på mig at udføre det).

Den største hævn er vel at lade hævnen vente på sig meget, meget længe, så ofret hele tiden kan gå og frygte, hvordan den kommer til at tage form. Det tegner dog ikke så godt, når mit bedste træk indtil videre har været at investere i nye gajoler, så der er endnu mere OCD at holde styr på. Flot. Meget flot!

Fortsættelse følger …

gajolbesked

SMID UD!

Ordren modtog jeg i en arbejdsmail i dag. De to ord stod i versaler 19 gange (ja, jeg har talt efter), så afsenderen må virkelig mene det. Jeg er både bange for store bogstaver og ulige antal gentagelser, så rædslen ramte med det samme.

Anledningen til den uignorerbare opfordring er, at firmaet skal flytte. Og flytning betyder oprydning og udsmidning. Som hovedregel forsøger jeg så vidt muligt at holde mig fra det der flyttefjolleri. Derfor har jeg også (med få ubehagelige afbrydelser) klamret mig til mit hus af guld i snart ti år – uden behov for den helt store inventaraflivningsproces med slipgivningskomplikationer til følge.

Men arbejdspladsen er jeg ikke herre over. Så jeg må flytte, når der bliver sagt flyt. Og selvom der er flere måneder til det store ryk, gør det allerede ondt at tænke på, at jeg muligvis skal sige farvel til noget godt. For hvad skal der dog blive af det hele, når nu vi flytter til nymodens lokaler, som muligvis ikke matcher gak og gøgl lige så godt? Hvad skal der blive af den zoologiske have med de gode dyr, som alle har en helt speciel historie? Hvad skal der blive af alle mine bedste Gajoler? Hvad skal der blive af opslagstavlen med alle de unødvendige nødvendigheder? Og har den der fremtid overhovedet plads til mit yndlingshomoplastikpar Ullafant og Hellefant og deres nye donorven Pellefant?

Fortsættelse følger …

20130617-140923.jpg