Alt du ikke behøver at vide og mere – part II

‘Hvorfor ved du så meget om løg??’

Spørgsmålet kom fra guldfisken tidligere i dag, efter jeg havde tvangsindlagt afdelingen til et længere foredrag om emnet, hvor jeg fik udøst min tilsyneladende uudtømmelige viden om alt fra ristede til frysetørrede løg.

Det var først bagefter, jeg kom til at tænke over, at jeg muligvis burde lave en omprioritering af hjernecelle-indholdet i mit hoved. For selvom jeg er glad for al min ubrugelige viden og gerne blærer mig med den, kunne det også være ret fedt, hvis jeg en gang imellem kunne imponere med viden i mere brugbar form. Eller som minimum lade være med at skilte med min mangel på samme ved offentligt af stille spørgsmål som: ‘Lever Anker Jørgensen?’. Det kunne også være fint, hvis jeg én gang for alle fik styr på, om det er Jens Unmack eller Jens Veggerby, der er med i Love Shop.

Og når jeg nu er i gang med at rode rundt i hjernen, kunne jeg måske også arbejde lidt på at sortere ud i blondinekommentarerne, så jeg, næste gang giraffen spørger, om han skal lave to store eller fire små burgerbøffer af en pakke oksekød, kan undlade at svare, at jeg helst vil have én stor, fordi jeg ikke kan spise to små.

Til gengæld har jeg opgivet at blive klog på moderne salt. I min verden krydrer man nemlig skinken med saltet, men jeg kan forstå på fancy pancy emballage, at det åbenbart forholder sig omvendt. Madlavning nu til dags, altså. Tsk …

skinkesalt

Noget om succes #1

Storebjørn mener, at jeg burde blive bedre til at trutte i eget horn, når jeg oplever en personlig succes. Bare for at skabe lidt balance i forhold til de (alt for mange) gange, jeg fortæller om en fiasko.

Sagen er dog den, at mit succeskriterium sandsynligvis ligger en mælketand lavere end normale og mere velfungerende typer. For eksempel lever jeg stadig højt på, at jeg i sidste uge undgik at brænde en sovs på.

Og så har jeg skam også fået renter for første gang, siden jeg hævede formuen på min Ponduskonto for 15 år siden. Det går jeg helt diskret og stilfærdigt rundt og er meget, meget stolt af, fordi jeg mener, det er et tydeligt tegn på, at vinden er vendt, og det nu er bankernes tur til at betale mig som en slags kompensation for de tusindvis af rentebananer, jeg har sendt deres vej de seneste mange år. Det er succes, der batter i min verden!

PS: Diskret og stilfærdig behandling af banksucces skyldes primært, at åbenlyst blær kunne resultere i spørgsmål angående størrelsen på rentebeløbet. Og det behøver vi absolut ikke at komme ind på …

20140107-131910.jpg

* Jeg er stadig uforbederlig optimist og håber derfor på, at jeg en gang ude i fremtiden oplever succes nok til at skrive ‘Noget om succes #2.’ Fortsættelse følger (måske).