Noget om succes #1

Storebjørn mener, at jeg burde blive bedre til at trutte i eget horn, når jeg oplever en personlig succes. Bare for at skabe lidt balance i forhold til de (alt for mange) gange, jeg fortæller om en fiasko.

Sagen er dog den, at mit succeskriterium sandsynligvis ligger en mælketand lavere end normale og mere velfungerende typer. For eksempel lever jeg stadig højt på, at jeg i sidste uge undgik at brænde en sovs på.

Og så har jeg skam også fået renter for første gang, siden jeg hævede formuen på min Ponduskonto for 15 år siden. Det går jeg helt diskret og stilfærdigt rundt og er meget, meget stolt af, fordi jeg mener, det er et tydeligt tegn på, at vinden er vendt, og det nu er bankernes tur til at betale mig som en slags kompensation for de tusindvis af rentebananer, jeg har sendt deres vej de seneste mange år. Det er succes, der batter i min verden!

PS: Diskret og stilfærdig behandling af banksucces skyldes primært, at åbenlyst blær kunne resultere i spørgsmål angående størrelsen på rentebeløbet. Og det behøver vi absolut ikke at komme ind på …

20140107-131910.jpg

* Jeg er stadig uforbederlig optimist og håber derfor på, at jeg en gang ude i fremtiden oplever succes nok til at skrive ‘Noget om succes #2.’ Fortsættelse følger (måske).

Noget om tilbagevendende drømmerier

Dengang min krop var barn, drømte jeg den samme drøm igen og igen. I drømmen havde vi en stor stentrold ude i haven, som min søster blev ved med at give brunkager, selvom det slet ikke var en rigtig trold. Jeg syntes, det var dumt. Indtil trolden en dag blev levende og jagtede mig, fordi jeg skulle straffes for min uvenlighed. Jeg spænede rundt i haven og i huset, indtil jeg fandt et gemmested under et ikke-eksisterende skab i et ikke-eksisterende bryggers, hvor jeg lå og rystede i barnebuksen, mens min søster stod ved siden af og grinede, fordi hun jo havde sit på det tørre. Jeg vågnede altid, lige inden trolden fandt mig, så jeg nåede aldrig at få den straf, som jeg vidste var på vej. Men frygten hang stadig i mig hele dagen. Nogle gange i flere dage. I de helt slemme tilfælde sad drømmen i mig, helt indtil jeg drømte den igen.

Jeg tror, troldedrømmen stoppede, da jeg var 6-7 år. Den blev erstattet af andre tilbagevendende scenarier, som har varieret gennem årene. Nu handler drømmene om noget helt andet. Ikke så meget om farlige monstre, som er efter mig. Mere om frygten for at falde, frygten for at køre galt, frygten for ikke at slå til og frygten for, at alt slet ikke er, som jeg tror, det er. For tiden fylder den slags drømme lidt for meget – måske fordi jeg sover anderledes, nu hvor det er blevet mørkere.

Jeg er blevet bedre til at efterlade drømmene i sengen, men i morges sad nattens mareridt i mig lidt for længe. Det er mærkeligt, for selvom jeg som regel kan huske næsten alt, hvad der sker i mit hoved om natten (hvilket ikke altid er en fest, men heldigvis er det en gang imellem), kunne jeg ikke huske drømmen i morges. Jeg kunne bare huske følelsen. Af usikkerhed og uro og frygt. Jeg fik først kastet den fra mig igen, da jeg mindede mig selv om den for tiden mest populære tilbagevendende drøm, jeg har. Den optimistiske. Den om flystyrtet. 

Måske lyder den slags ikke umiddelbart som fede tider i drømmeland, men det er det for mig. Drømmen har forskellig karakter – jeg flyver med forkellige mennesker i forskellige sammenhænge. Hændelsesforløbet er dog altid det samme. Vi styrter. Ved landingsbanen, på havet, mellem højhuse. Og alle går i panik, mens de forbereder sig på det værste. På katastrofen, hvor alt går galt. Men jeg er helt rolig. Fuldstændig overbevist om, at det hele nok skal gå. Og mens andre med lignende drømme sikkert plejer at vågne, lige før flyet rammer jorden, fortsætter min historie, som altid ender med, at kaptajnen får styr på lortet lige i det øjeblik, hvor det ser mest sort ud. Alle overlever. Alt er okay. Måske endda bedre, fordi vi klarede det, som virkede umuligt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor min underbevidsthed bliver ved med at spille netop den natteforestilling, som lige så godt kunne være taget ud af en eller anden klichéfyldt, amerikansk b-film. Måske er det en form for selvregulerende, positiv terapi. Men det hjælper. Det hjælper specielt at tænke på den sådan en tåget tidligtirsdagmorgen alene på stranden.

nattetryghed

Noget om verdens længste gåtur

Verdens længste gåtur startede i sommeren 2010. Jeg var lige blevet færdiguddannet og havde ingen idé om, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var arbejdsløs, single, økonomisk på røven og uden planer. Skide godt udgangspunkt for succes!

I desperation forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at min situation måske slet ikke var så deprimerende. Måske var det nærmere et tegn på, at alt kunne ske, hvis jeg turde tage chancer. Så jeg tog en chance, lejede en lejlighed i New York i et par måneder, bestilte billet og stak af, inden min bankrådgiver kom på sporet af min knap så fornuftige flugt.

Det var en afsindig god plan, syntes jeg. Bortset fra at jeg ikke lige havde lagt nogen plan for, hvad de måneder egentlig skulle bruges på. Det endte med, at jeg gik. Mange kilometer hver eneste dag. Op ad gaden ned igen. Og kiggede og hørte musik og tog indtryk til mig og tog billeder og tænkte. Mine følelser var mere end almindeligt skizofrene i den periode, fordi jeg vekslede fra at være euforisk begejstret over at være i New York til at være afsindigt nedtrykt over at være i New York helt alene med mig selv uden at vide, hvad jeg skulle gøre af mig, Det var skide fedt og skide hårdt og meget, meget sundt, tror jeg (for hovedet, altså).

Jeg skrev også. For første gang nogensinde skrev jeg noget, der mindede om dagbog – nok mest i desperation over, at jeg ikke havde nogen af snakke med. Jeg har lige læst det (det var laaaaaaangt. To måneders sindssyge er altså ikke sådan lige at komme igennem). Meget af det kunne jeg godt huske, men nogle af følelserne og frustrationerne havde jeg næsten glemt, fordi tingenes tilstand (heldigvis) har ændret sig de seneste par år. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at sætte så meget pris på alle de gode ting, der er sket, hvis ikke jeg havde givet mig lov til at være så meget væk i mig selv i den periode.

Jeg fik en klump i maven over meget af det, der stod. Især det, jeg havde skrevet på min sidste dag herovre. Som research til en artikel (der aldrig blev skrevet) om newyorkernes enorme interesse for clairvoyance, skulle jeg selv prøve at opsøge en clairvoyant. Jeg gik direkte ind fra gaden og var lige dele skeptisk, nysgerrig og pissehamrende skræmt. Det tog cirka fem minutter for kvinden (som intet anede om mig) at fortælle mig, at de to måneders vandrende bekymring slet ikke var noget at bekymre sig over. I dagbogen har jeg skrevet ned, præcis hvad hun sagde. Jeg har censureret en lille smule i det, jeg stadig ikke kan overskue at forholde mig til, men ellers lød hendes spådom for snart tre år siden nogenlunde sådan her:

”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det.

I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger.

Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke –  den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt (…)

Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud (…) I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år”.

not_all_those_who_wander_are_lost

PS:  Jeg går stadig. Så meget som muligt. Ikke fordi jeg er frustreret over ikke at vide, hvor jeg skal hen. Men fordi det føles godt. Og hvis det føles godt, så er det godt.

Meningsmusik

Der findes koncerter, som er fantastiske, fordi musikken går helt ind i kroppen og ned i maven og ud i fingrene (og i de store fødder). Og så findes der den slags koncerter, hvor man både er ude af sig selv og inde i sig selv på samme tid. Sådan en var jeg så heldig at havne til i lørdags.

Det er ikke første gang, Julie Maria er oppe at vende herinde. Og det er heller ikke første gang, jeg oplevede hende i DR’s koncerthus. Men den her gang var anderledes. Det sidste halve år har hendes musik loopet i mine ører noget nær konstant. Specielt på løbebåndet i 80’er-træningscentret, hvor jeg har haft travlt med at løbe fra et eller andet i vild forvirring (fordi det endnu ikke var gået op for mig, at det er meget sjovere at løbe til noget). Der var særligt én sang*, som ramte mig hårdt, allerede første gang jeg hørte den. Med min gangmani er der måske ikke så meget at sige til det.

Og så var der selvfølgelig også den sang, som jeg hele tiden har ønsket (og et eller andet sted måske af åndssvage årsager også frygtet) kunne ramme mig hårdt. Det gjorde den i lørdags. Og det gjorde slet ikke ondt. Det var heller ikke farligt. Det var mest af alt bare rigtigt.

* Da jeg hørte sangen live, gik det op for mig, at jeg nu rent faktisk kan give ham et svar med. På det store spørgsmål. For ja, jeg tror nu mere end nogensinde på, at det kan lade sig gøre at finde det hele i én. Hvis man tør slippe alle forbehold og overgive sig. (Måske bliver svaret slet ikke læst her. Måske er det fint. Måske sender jeg en brevdue en dag. Hvis det føles rigtigt. Og måske er der alligevel en mening med det meste …)

Det handler om at være

Dengang jeg tog kørekort, boede jeg på stadiet før hospitalscelle. Det var frygteligt. Mine drømme om vildt kollegieliv og nye boligvenner i København blev skudt ned af Hortonsagaseende evighedsstuderende, som ikke kunne overskue at lære et navn på tre bogstaver og derfor aldrig henvendte sig til mig (hvilket egentlig var lidt af en lettelse).

Jeg var mere tryg ude end hjemme. Undtagen når jeg skulle sætte mig bag det der rat, som nogle mente, jeg burde lære at kontrollere. Dengang min krop var barn, var min værste frygt, at jeg endte med at blive buschauffør, når jeg blev voksen. For så risikerede jeg jo at slå mange flere mennesker ihjel, når jeg kørte galt. (Når. Ikke hvis. Jeg har altid haft overvældende stor tiltro til egen ulykke).

Heldigvis syntes jeg, min kørerlærer var helt fantastisk. Desværre syntes vi begge to, at det var mere tiltrængt at snakke end at køre. Egentlig fungerede hun nok mest som psykolog. Og det var meget godt. Men jeg lærte aldrig at køre ordentlig bil. Til køreprøven var jeg så tæt på at køre en fyr ned, at den køresagkyndige måtte hamre bremsen i. Alligevel fik jeg af uforklarlige årsager kortet, hvilket muligvis betyder, at jeg har opbrugt et helt livs charmekvote på den konto.

Sjovt nok syntes en del af mig, det var det fedeste at sidde bag det rat, og havde jeg været alene i verden, ville jeg ikke lave andet end at ræse rundt og lege kylling med mig selv. For så var det jo kun mig, der kunne komme til skade. Men tanken om, at jeg risikerede at såre andre, var simpelthen for frygtelig, og derfor er jeg aldrig blevet bilist. Mit kort bliver udelukkende brugt som hjælpemiddel, når jeg har glemt mit eget navn. Det er dumt. Men det er sådan, det er.

Mange syntes, min frygt var helt åndssvag. Så åndssvag, at jeg en dag modtog en plakat fra TRYG med billedet af den lille kylling, som er foruroligende tæt på at blive kørt over af et meget stort bildæk. Det har uden tvivl været en joke, men der var aldrig nogen, der turde melde sig som afsender. Jeg er dog sikker på, at vedkommende har haft det skræmmende sjovt ved tanken om den panik, jeg gik i, da jeg så plakaten og omgående lavede 1:1-association til al den ulykke, jeg potentielt selv kunne skabe.

Jeg ved ikke, om angsten bliver mindre med tiden, og jeg en dag bliver tryg nok til selv at sidde bag rattet igen. Til gengæld er jeg god til at blive kørt rundt med, selvom jeg som regel holder fast i et eller andet under turen. Min evne til at give slip har aldrig været imponerende. Men jeg øver mig. Så meget, at jeg nu rent faktisk har lyst til at give helt slip på kontrollen og se, hvad der sker, hvis to prøver at styre sammen. Overraskende nok har jeg på meget kort tid lært, at det, jeg har frygtet allermest, måske kan ende med at være det, der gør mig allermest tryg.

Og på en eller anden måde tabte jeg nu køretråden og bevægede mig væk fra det, der var min egentlig pointe. Min koncentrationsevne er presset for tiden. Men det er ligemeget. For jeg er blevet sindssyg på den allerbedste måde. Og jeg tør heldigvis godt nyde det lige så meget, som den slags fortjener at blive nydt.

tryghed

Endepunkt-vendepunkt

’Tag nu de sko på. Ellers kan det være, du lige pludselig får klumpfod. Spontan klumpfod. Og så får du dem aldrig på!’

Ordren kom fra kaninen for et par uger siden. Hun havde fået øje på et par sko i min entré, som hun ikke havde set før. Og som hun ikke havde set mig i. Skoene er købt i London sammen med haren. Jeg prøvede at forklare, at jeg gemte dem til en særlig lejlighed. Det syntes kaninen var noget fis. Hun fik støtte fra guldfisken, som mente, det kunne sammenlignes med altid at gemme pålægschokolademaden til sidst. For hvad nu hvis man ikke kan spise mere, når man når så langt? (Jeg vil til hver en tid gemme det bedste til sidst. Og jeg sørger altid for løbende at tage en status på mætheden, så jeg kan springe direkte til det bedste, når det lakker mod enden. Så det er de bedste smagsminder, der hænger ved …)

Som udgangspunkt mente jeg, at det med skoene var min egen sag. Men jeg kunne godt mærke, at de to andre dyr gik lidt højere op i at få mig i skoene, end jeg først havde regnet med. Det kan jeg på en måde godt forstå – alt hvad der er sket den seneste tid taget i betragtning. Alligevel holdt jeg stædigt fast på at gemme skoene til en helt speciel dag.

For skoene er helt specielle. De er fantastiske. Med glimmer over det hele. To aflange discokugler solidt placeret på fødder, som kommer til at svæve, når de sko kommer på. Jeg kommer til at eje verden i de sko. Danse dagen lang – bekymre mig en anden gang. Skoene kommer til at føre mig ned ad de helt rigtige stier. Der, hvor alt giver mening.

Og de skal på i morgen. For det er lige nøjagtigt den dag, jeg har ventet på, kan jeg mærke nu. Vendepunktet, hvor alt begynder at gå fremad. I splinternye Diggelo Diggeley-sko. Så vær på vagt – det bliver farligt flot og fantabiliastisk.

PS: Jeg skulle egentlig også skrive en masse om Berlin og noget med de tre tårne. Det kommer snarest. Måske i morgen, hvor jeg uden tvivl helt sikkert og garanteret er sprængfyldt med fornyet overskud efter en hel dag iført de to skinnende vidundere (og publikum venter i spænding. Tre tyske tårne, siger du? Arhmen sikke en klippehænger at gå til køjs på).

Og vi levede lykkeligt …

Mange har spurgt til det længe. Og lidt for mange gange. Min mormor har i særdeleshed været bekymret (‘Næææj, men bette pi’, sku’ du da æk snart ta’ å få dig sårn bette wen?). Jeg kan nu berolige hele flokken ved at fortælle, at det er sket. Jeg er afsat.

Det foregik endda ved et ægte frieri. Meget uventet. Sådan lidt impulsivt på køkkengulvet, vil jeg nærmest sige. Og ja, det kan da godt være, at ringen var af plastik. Og at manden bag frieriet var den 2-årige. Og ja, det kan da også godt være, at det var en lille smule upassende at sige ja til den slags, når nu jeg har stået fadder til ungen – og at der vel findes en paragraf et sted i loven, som forbyder os at bekræfte vores kærlighed ved en officiel ceremoni. Men alligevel. Det må da tælle for noget.

Jeg synes altid, det er så sjovt, når nogen siger, at alle piger har planlagt deres bryllup, siden de var børn. Da min krop var barn, planlagde jeg ikke særlig meget andet end den næste historie, jeg skulle digte. Og når vi legede, var jeg altid prinsen (på grund af grydefritsen, altså). Når jeg ikke lige var ham den røde fra Turtles (der er vel en grund til, at jeg er så begejstret for frysepizzaer …)

I min rebelske teenageperiode svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle giftes (hvem prøver jeg at narre? Jeg har jo aldrig turdet være rebelsk. Højst en smule sortpåklædt-for-sjov). Jeg nægtede, at jeg engang i fremtiden ville sige ja til os-to-for-evigt, hvis for evigt kom uden garantibevis. I dag har romantikeren muligvis nok desværre/heldigvis taget over. Fordi jeg gerne vil tro på, at følelsen af at ville nogen så meget kan eksistere. Fordi jeg ved, at den kan eksistere. Og det er vel det, det hele handler om. At tage chancen, krydse alt (undtagen benene) og håbe på det bedste. At springe ud og satse på, at faldskærmen holder. At turde risikere at dø stående i stedet for at leve på knæ. Og at turde sige ja til en på knæ i stedet for at stikke af på stærke, selvstændige fødder.

foto-45

PS: Den 2-årige og jeg nåede dog frem til en form for fælles konsensus om, at vi selvfølgelig begge har fortjent hinanden, men at vi nok hellere må give slip og se os om efter andre magiske muligheder. Så han er altså stadig ledig på markedet. Ja, jeg siger det bare …

PPS: Det kan godt være, jeg kan skrive sådan helt stille og roligt om det der med at sige ja og tage chancer. Men sandheden er jo, at jeg ville halvdø af skræk, hvis der rent faktisk var nogen, der nævnte noget med os-to-og-alt-det-farlige. Hvis det en dag sker, kan jeg så bare håbe på, at det kommer fra en, som kan førstehjælp …