Noget om at finde meningen

Jeg var i Berlin med den langhalsede i weekenden. Det er næsten tre år siden, jeg var der sidst sammen med musen. På en måde føles det som om, det er 30 år siden.

I den periode stolede jeg ikke helt på, at mine fødder kunne holde mig oprejst. Og jeg var flere gange om dagen så træt af at være inde i mit eget hoved, at jeg overvejede at få installeret en mental muteknap (man kan jo så meget nutildags).

Jeg var forvirret og fortvivlet og mest af alt træt af, at jeg ikke kunne finde en mening med noget af det, der skete omkring mig.

To uger senere blev jeg inviteret på verdens koldeste strandpicnic af verdens varmeste giraf. Og jeg fandt ud af, at det rent faktisk er mørkest inden daggry.

Jeg har flere gange oplevet, at verden kan falde sammen på fem sekunder. Men det var først der, jeg lærte, at det modsatte også kan ske.

Nogle gange kommer meningen heldigvis meget hurtigere, end man tør håbe på … goldelse

Noget om drømmenes lyd

Jeg drømmer ekstraordinært meget for tiden. Mest i vågen tilstand. Når jeg sover, er det bare det sædvanlige kaos tilsat det ekstra tvist, som uundgåeligt tvister sig i sådan en periode, hvor mange ting sker. De sovende drømme bliver tit afbrudt af en langhalset type, som kommer til at mandebrøle mig direkte ind i ørekanalen, fordi hans sovetanker pludselig befinder sig i et stort badekar med nogle meget farlige fisk, som begynder at hyggespise ham. Hvis jeg er rigtig heldig, og det er jeg tit, fordi jeg har hapset mig verdens sjoveste sovemakker, så får jeg også et søvnforedrag om livsvigtige emner – for eksempel teorien om Damhuskroens store potentiale for alverdens singler, som kan finde den eneste ene lige netop dér (og så kan de synge da da da da daaa).

Men når jeg ikke sover, drømmer jeg, at der er en helt bestemt mening med det vågne virvar. Med usikkerheden og listetæerne og roderiet og det dybe vand. Jeg drømmer, at det hele nok skal gå, og at sværheden faktisk er helt okay, fordi det så kommer til at føles så meget bedre, når letheden på et tidspunkt i fremtiden (meget gerne i den ikke alt for fremmede fremtid) møffer sig ind i midten og kræver sin plads og sørger for, at meningen får lov til at give mening på den helt rigtige måde. Jeg drømmer, at alt bliver skide godt. Og jeg er heldigvis skide god til at drømme. Hvis jeg nu selv skal sige det …

Noget om fremtiden

‘Jeg håber ikke, det her kommer til at lyde forkert – men tænker du egentlig nogensinde over fremtiden?’

Spørgsmålet kom fra løven fredag morgen. Og det lød ikke spor forkert. Jeg ved nemlig godt, at min opførsel for det meste signalerer, at jeg på ingen måder har en struktureret voksenplan gemt i neonærmet. Til gengæld skal man passe på med at stille en halvneurotisk, helspekulerende type den slags spørgsmål, for siden har jeg selvfølgelig ikke været i stand til at lave andet end at tænke over den der fremtid. Tankerne har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft overskud til at skrive. Og så er den altså gal!

For det gik lige pludselig op for mig, at den vildeste fremtidsplan, jeg har lagt i år, var, da jeg investerede i et luksustelt til Roskilde Festival. Imens køber folk omkring mig rigtige huse med vaskesøjler og samtalekøkkener, mens andre føder tigerunger og bliver chefer for rigtige voksne mennesker.

Forleden sagde guldfisken: ‘Om en måned får jeg en opvaskemaskine, og så er mit liv fuldendt’. Jeg ved godt, at hun sagde det for sjov. Men det fik mig alligevel til at spekulere endnu mere. For hvad vil egentlig give rigtig mening for mig i fremtiden? Jeg ved, hvilke personer det vil give mening for mig at dele fremtiden med. Men hvad skal jeg selv gøre for at sikre mig, at min fremtid er mest muligt meningsfuld?

Spekulationerne fortsætter. Og det føles lige dele skide farligt og fantastisk …

PS: Dilemmaet omkring, hvordan jeg vil forme min fremtid, fører mig uundgåeligt tilbage til harens gode, gamle og noget mere håndgribelige dilemma: Hvad vil du helst – én kæmpe stor tand eller tusindvis af små tænder? Så det spørgsmål stiller jeg lystigt alle, jeg snakker med for tiden. Mest fordi det føles så dejligt afklarende at høre andre tage stilling til noget, hvor intet er på spil, mens jeg selv prøver at tage stilling til fremtiden, hvor alt for meget er på spil. Det kammede dog over, da jeg helt ubevidst kom til at lave en freudian slip på kontoret i dag, og ved en fejl råbte: ‘Hvad vil du helst – én kæmpe stor pik …’ Godt, man ikke har kontorplads lige ved siden af den administrerende direktør!

fremtiden

Noget om det bedste

Madkassen fylder et år i dag. Jeg ved ikke, om mit forhold til ting er blevet en tand for lidenskabeligt, når jeg ligefrem begynder at fejre fødselsdag for dem. Men så længe det kun er de vigtigste ting, som gør sig fortjent til fejring, tænker jeg, at det er okay.

I løbet af det seneste år er kassen blevet fyldt op med flere vigtige ting. Ud over at huse mit personlige kontantlager fra bufferbøssen, rummer den også den slags ting, som er umulige at prissætte. Det er dem, jeg sætter allermest pris på. Og så rummer den selvfølgelig en hel masse mening, som man ikke umiddelbart kan se, men som jeg slet ikke kan undgå at mærke hele tiden.

Selvom jeg også elsker mine kasser med VHS-bånd og kasserne med billeder af tid, som er gået, så er madkassen den allervigtigste. Og alt, hvad den symboliserer, er det bedste for mig.

20140306-185034.jpg
PS: Jeg har lige været et smut nede ved min strand for at klappe den klit (af sand), hvor kassen blev åbnet for første gang. Det var top daler og lige så rockerkoldt som sidst.

PPS: Det har været et skide godt år!

Noget om billedtagningsmani

Min krop har været i stykker. Helt og aldeles ude af funktion. Jeg tænker, det var en form for protest oven på flere ugers uansvarlig kropsopførsel med indtagelse af uoverskuelige mængder sprut og flæskestegssandwich og fadøl og syntetslik og shots og sjusser og alt, hvad jeg ellers har kunnet komme i nærheden af i Malaysia og Bulgarien og på Roskilde og hos en langhalset type. Så den fældede mig simpelthen og tvangsindlagde mig på sofaen, hvor jeg vågnede midt på eftermiddagen i går efter en stille og rolig lur på 15 timer.

Det tog lidt tid at få kickstartet knoglerne igen, men nu har jeg haft hele pivtøjet (beklager muligvis upassende ordvalg) ude på en testrun (som egentlig mest var en testwalk). Det er ret svært for mig at gennemføre sådan en tur uden at tage billeder. Helst en 10-15 stykker. Måske er det en form for mani. Jeg kan i hvert fald ikke lade være, og for det meste gør jeg det helt uden at lægge mærke til det. Jeg kan ikke altid forklare, hvorfor jeg bare MÅ tage billeder af en sten eller et dyr eller en halvtom juicekarton. Måske hænger det sammen med min trang til at gemme alt. Alle minder. Alt, hvad der har talt til mig eller rørt mig (som halvtomme juicekartonner jo ofte gør). For det hele har en eller anden historie. Og hvis ikke den er spændende nok, sørger min fantasi for, at den bliver det. I går tog jeg et billede af en cykel som det første. Jeg registrede slet ikke, at jeg gjorde det. Det skete bare. Bagefter tænkte jeg, at der sikkert var en mening med det billede på en eller anden måde.

hancykelMennesker er jo egentlig det mest interessante at tage billeder af. Specielt dem, der bærer deres historie uden på tøjet. Dem kan jeg kigge på i flere timer. Og da det er lidt upassende at glo så uhæmmet på fremmede (selvom nogen alligevel gør det (ingen nævnt, ingen glemt, guldfisk og lillesøs)), ville det bare være så meget lettere med et snapshot. Men det er på den anden side også upassende bare at hoppe ud foran en potentielt spændende historie midt på gaden og råbe ’Paparazzi!’ og klikke løs. Så er det nok bedre at spørge om lov først. Men det tør jeg slet ikke. Hvad fanden skulle jeg også sige? ’Ja, undskyld mig, men du ser spændende ud på den der narkobaron/mafioso/psykopatagtige måde. Er det okay, hvis jeg lige tager et hurtigt snapshot af dig, som jeg kan glo på, når jeg de næste par timer vil tænke mere over, hvem du mon er?’ Nej vel …

Så er det bedre med døde ting, som har en levende historie. Cykler for eksempel. De brokker sig ikke. Og de står helt stille, når de posserer. Jeg kan endda få lov til at fotografere fra flere vinkler, uden de kigger mærkeligt på mig (det gør forbipasserende til gengæld, men jeg har lært at ignorere fremmede folk, som ikke forstår mig (hvis ret skal være ret, så forstår jeg jo ikke engang mig selv)).

Jeg brugte lang tid på at tænke over, hvorfor jeg absolut skulle tage et billede af en tilfældig invalid hancykel. Jeg vidste det ikke, men hvis jeg var gået videre, uden at gøre det, havde jeg helt sikkert haft uro i den nyligt kickstartede krop. Heldigvis faldt historien på plads, da jeg seks-syv kilometer senere mødte hende her. Jeg håber, de to finder hinanden en dag!

huncykel

Meningsmusik

Der findes koncerter, som er fantastiske, fordi musikken går helt ind i kroppen og ned i maven og ud i fingrene (og i de store fødder). Og så findes der den slags koncerter, hvor man både er ude af sig selv og inde i sig selv på samme tid. Sådan en var jeg så heldig at havne til i lørdags.

Det er ikke første gang, Julie Maria er oppe at vende herinde. Og det er heller ikke første gang, jeg oplevede hende i DR’s koncerthus. Men den her gang var anderledes. Det sidste halve år har hendes musik loopet i mine ører noget nær konstant. Specielt på løbebåndet i 80’er-træningscentret, hvor jeg har haft travlt med at løbe fra et eller andet i vild forvirring (fordi det endnu ikke var gået op for mig, at det er meget sjovere at løbe til noget). Der var særligt én sang*, som ramte mig hårdt, allerede første gang jeg hørte den. Med min gangmani er der måske ikke så meget at sige til det.

Og så var der selvfølgelig også den sang, som jeg hele tiden har ønsket (og et eller andet sted måske af åndssvage årsager også frygtet) kunne ramme mig hårdt. Det gjorde den i lørdags. Og det gjorde slet ikke ondt. Det var heller ikke farligt. Det var mest af alt bare rigtigt.

* Da jeg hørte sangen live, gik det op for mig, at jeg nu rent faktisk kan give ham et svar med. På det store spørgsmål. For ja, jeg tror nu mere end nogensinde på, at det kan lade sig gøre at finde det hele i én. Hvis man tør slippe alle forbehold og overgive sig. (Måske bliver svaret slet ikke læst her. Måske er det fint. Måske sender jeg en brevdue en dag. Hvis det føles rigtigt. Og måske er der alligevel en mening med det meste …)

Gajol-vejr når det er vejrst (og bedst)

Jeg har fået at vide, at humør er lidt ligesom vejret. Det burde ofte være meget bedre, end det er, men det ændrer sig ikke, selvom du råber ad det og insisterer på en øjeblikkelig forbedring. For du har ingen umiddelbar magt til at lave om på det, selvom det ikke giver mening for dig. Du kan derimod gøre tre ting: #1 Du kan slå røven i vandpytten og have ondt af dig selv. #2 Du kan snuppe den første charter sydpå og lulle dig ind i flugtens syntetiske sødme. #3 Du kan acceptere, at der muligvis er en mening med vejret, forsøge at forholde dig til det og i øvrigt vente på det forår, som altid venter derude et sted.

Jeg får allerede efterårs-stres i maj. Lige når solen rigtigt brænder igennem for første gang. For jeg ved, at den forsvinder igen, og derfor får jeg så travlt med at skulle nyde den, at jeg helt glemmer at nyde den. Jeg er vinterbarn, så jeg burde kunne klare det meste, men tanken om seks måneder i mørke bliver ikke budt hjerteligt velkommen. Jeg vil have lys. Jeg vil have sommer. Jeg vil have alt det, der gør tankerne lettere og sanserne levende. Mørke gør det bare svært at se. Og synsbesvær skaber spørgsmål. Og spørgsmål kræver svar. Og svar bør give mening. Omgående!

I min desperate higen efter at starte fra bunden og arbejde mig opad forsøgte jeg at opsøge mening i dag i håbet om, at det kunne skabe en form for opadgående domino-effekt, som ender ved lyset. Mening kan opsøges mange steder, men den trygge løsning er altid Gajol-pakker. Så jeg købte otte styks. De seks af dem sagde det samme, og det fik mig til at overveje, om der muligvis alligevel sidder en et sted deroppe og vinker til mig med en stang fra en vogn.

Ordsprog giver dog ikke altid mening, og de færreste er skabt for at give mening for alle. Engang troede jeg, at ordsprog var en form for endegyldig sandhed, som jeg burde trække ned over hovedet på mig selv, men da jeg oplevede andre gøre det samme, fandt jeg ud af, hvor mange begrænsninger det i virkeligheden kan sætte, hvis man følger de forkerte af slagsen. Hvor mange ben, de kan fælde på vejen, og hvor stor en portion potentiel magi de kan dræbe, hvis man vælger at lytte til ordsproget frem for først at lytte til sig selv. Altså lytte helt derinde, hvor fornuften er forment adgang. Alligevel var der noget ved netop det ordsprog, jeg blev bombarderet med i dag, som gav mening over hele linjen på trods af tydeligt klodset oversættelse.

Fejl er okay. Specielt i mørke. Så kan man bedre slippe af sted med dem, lære af dem og i bedste fald indrømme dem fuldt ud over for sig selv og andre den dag, det igen er muligt at løbe ind i de lysere tider.